1Apokafet
Vi stod i det lille køkken på Nørrebro. Jeg elsker Nørrebro, har ... [...]
Noveller
2 år siden

Puls: 0,0

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 0
Kit Brodersen (f. 1983)
Vi stod i det lille køkken på Nørrebro. Jeg elsker Nørrebro, har altid følt mig hjemme her. Det er en åben isoleret verden, hvor man kan sluses ind igennem i bittesmå forskellige dimensioner. Hvert lille sted du ramler ind og ud af, gør dig til en del af dette sted, som en lille ø du gerne vil blive på, de fortabtes sjæles ø.
   Det var en fed lejlighed Maries ekskæreste havde. Ned af en sidegade til Jagtvej nede bag Brugsen. Lille og hyggelig, på tredje sal med det lille køkken, hvor man uundgåeligt stødte ind i hinanden, for at komme forbi. Han havde et fedt job nu Kristian, vi havde en fed aften. Det var i hvert fald planen get drunk and get lost. Fedt vi kunne låne den! Jeg kiggede mig i spejlet, mens vi stadig skrålede med på Cohen som så mange gange før "So long Marianne..its time that we began to laugh and cry and laugh and...through it all again." Jeg vidste, hvordan man legede med, selvom intetheden fyldte, kunne jeg mærke noget genkendeligt og gennemføre imitationen af dem vi var engang. Det lille split sekund, fik mig til at føle som et menneske, det menneske jeg engang var. Vi skulle være fulde, og godt på vej. Marie virkede mere fattet end mig denne gang. Har altid kæmpet med at passe på hende, men det er vendt nu, jeg er alene, og hvis nogen skulle passes på, var det nok mig. Destruktionens dronning smider fjerene.
   "Kom som din helt eller fjende" var kollektivfestens tema for natten. Jeg var slap i kroppen, men fast besluttet på at blæse hovedet af, koste hvad det ville, jeg var fri. Jeg havde stjålet tre forskellige kohl blyanter, den grønne var min yndlings. Marie lignede mig, vi lignede hinanden. Vi har aldrig været ens, men lige der i fuldskabens rus, klare til at indtage alt hvad der måtte komme, forsvinde ind i natten uden at se tilbage. Vi kunne nok heller ikke se tilbage, Asti'en flød over da jeg skulle hælde op. Og krusene blev fyldt op hurtigere end vi kunne nå at tage tøj på. Vi var klar. Jeg følte ingenting, jeg var fri. Vi ankom til det store hus, mine øjne allerede så slørede, at superhelte, mordere,uheldige hippier, fjender og almindeligt kras, blev sløret for mit blik. Vi dumpede ned i sofaen og Maries smukt-malede tredje øje, så ligeså lost ud, som jeg i min tætte rus. Vi fik noget mere sprut i den varme sofa, omgivet af Peter Lundin og en mand med så såret et ansigt, med tykt flydende mørkt blod størknet i ansigtet, så levende og død, at jeg ikke kunne holde øjenkontakten med ham. Han stirrede mig ind i øjnene, forsøgte at holde kontakten til mine fortabte øjne og blodet så mere virkeligt ud end de uklædte menneskers opsatte liv af idyl i et økokollektiv. Ta et hiv, en joint blev passet rundt, Jeg tog et par puf, mennesker, små uskyldige pus. Til at brække sig over. Måske skulle jeg brække mig. Jeg rejste mig, svimmel. Marie og jeg gik nedenunder. Jeg holdt fast i gelænderet af den snoede trappe, og passede på ikke at falde over kollektivisternes røde sko på vejen ned. Jeg havde brug for et escape place. Vi trampede over folk så yndefuldt vi kunne, der sad i cirkler af masser på det smukke mosaik gulv af store sten, Kazoo, rasleæg og tamburiner hvirvlene om ørerne, jeg koncentrerede mig, og håbede på ikke at virke usandsynligt fucked. Yes, vi nåede over flippernes musik ceremoni. Vi fandt ind i Lars* hule. Der var hyggeligt. Asken flød på bordene ved siden af de skodfyldte askebægre. Og her var en indestængt lugt af hankøn og sved. Et par stykker sad på gulvet, en i en stol. Vi drak, vi skålede, røg en joint mere, intetheds-snak fyldte rummet. Jeg var ved at forsvinde, partiklerne opløses. Snak! "I er klædt ud som hinanden" grin, "Ja det er i også" grin! To gutter med ligeså håbløs en fantasi som os. Vi grinte. Alle synes vi lignede hinanden, men først nu, denne aften hvor vi havde byttet tøj, vi grinte, ironiens virkelighed. Vi drak. Timer fløj forbi i tåger og grin. Endelig et øjeblik, hvor jeg kunne mærke en form for ro brede sig i min krop, stilhed, ...Et væsen kom ind, et væsen på lige fod med den jordiske udgave af djævlen. Et væsen med de klareste blå øjne. De var fortabte ligesom mine. De fortabte kender hinanden. De kan se igennem mennesker, og fange i sindet det fortabte menneske, der stod bag ved, Det som ingen andre kunne se virkeligheden og eksistensen af. Han satte sig på gulvet og kiggede intenst på mig, jeg kunne se at han vidste, hvad han ville. Han vidste han bar al magt, og mit opløste selv kunne ingenting gøre. Var han helt eller fjende, uanset hvilket valg han havde gjort sig om nattens roller, kunne jeg intet valg tage, intet gøre: Jeg måtte flygte, kujonen som jeg var. Jeg kunne ikke rumme opmærksomheden fra dette determinerende hankøn. Jeg valsede igennem bunker af musik-jam'ende folk, vendte om, jeg måtte gå i ly her for et øjeblik, og suge energien af mennesker, der tilsyneladende, virkede til at elske livet så meget, at jeg blev helt i tvivl om, jeg nogensinde havde følt, hvad de følte i det øjeblik. Jeg faldt ned på knæ, og fik et rasleæg i hånden. Jeg kendte det her. Jeg kunne det her. Det gjorde vi sammen, en stund. Han kom ud af hulen, jeg kunne stadig høre Maries herlige grin inde fra hulen, sætte sig fast i hver en drengesjæl, som optaget af hende, måtte grine med så godt de nu kunne. Jeg rejste mig, smed hurtigt ægget ned i hørposen, og svimlende dinglede over folk, i forsøget på ikke at knække nogle ankler på de sydlandske jordfarvede økopigers fine ben. Jeg nåede det, op af vindeltrappen, i hvad jeg selv følte var som en hvirvel, men ved nærmere eftertanke har set ud som en elefant med den fineste lille mus efter sig. Jeg dumpede ned i rummet, der var lavet om til de dansenes frirum. Sikkerhed! Manu chaou og balkan beats svimlende ud af gulvhøjtalernes varme støvede luft. Mmmh, man kunne nærmest smage støvet på sin tunge, mine ben var trætte, jeg forsøgte at danse, men måtte opgive kampen til min krops skrigende råb om hjælp mod min egen undergang. Min krop gav op, benene forsvandt under mig, og jeg satte mig opgivende op ad den rødbrune væg i det lille rum, som ved nattens anledning, var lavet om til en markedsforlystelse- Et lystens værk, der hvor du for lov at skabe dig selv, i kraft af andres øjne, der uden tvivl ville hvile på dig, hvis du kreere dig selv godt nok. Vores tids klovnenummer af en symfoni. Jeg lukkede øjnene i, bare for en lille stund.

Jeg turde ikke åbne øjnene igen, jeg åbnede, kiggede ind i højtalerne som var det en storskærm med Blackpanthers filmens første offentliggørelse, der kørte over skærmen. Jeg fastholdte blikket, og ideen om Angela og Huey tordnende frem på skærmen med hævede knoer og ægte friheds kampråb svævende gennem luften, i en anden tid, hvor man kæmpede for noget, noget andet end blot sin egen eksistens, velvidende at kun jeg tabte på denne tåbelige skrøbelighed, der måtte vise sig tydeligt trods maskeringernes og min fantasis billedelige form, der ligeså godt kunne have været virkeligt. "Har du taget stoffer?"...kunne jeg nu høre handjævlens stemme snurre sin vej gennem mit univers af en anden tid.
   Jeg kunne mærke hans varme fra den spinkle spøgelsesagtige krop han bar :"Hvorfor er du så kold i røven?! Jeg er sikker på du plejer at få lige præcist hvad du vil have!", sagde han med et smørret, halv indædt smil på læben. Jeg kunne ikke få ordene frem på mine læber, og måtte med hjælp af et hug af det der snart blot var et skod, hjælpe mig selv på vej, til at fremtvinge mere end blot ord fra munden:" Jeg, jeg... DU ved intet om mig!", fik jeg fremstammet, højere end forventet, og kunne mærke vreden i mine kinder arbejde med alkoholen, så de lignede en fastgænger på høvlens. Jeg prøvede at rejse mig, men min krop havde givet op, jeg havde lyst til at slå ham, slå ham og skrige ham ind i ansigtet, slå ham hårdt i hans så smukke ansigt, så blodet vil flyde i en lind strøm ud af hans perfekte næse. "Kom vi går!", sagde han-djævlen, velvidende at trods min krops tydelige anstrengelser for at kæmpe mod denne uudtalte magt, var min krop blot et spøgelse, udtørret af al liv. Han tog mig i hånden og førte mig gennem ansigterne, der svævede ind og ud i en tåge foran mig. Klarhed gik som en strøm gennem halsen på mig, da jeg igen kunne trække vejret i den klare kølige natteluft. "Hop op på styret". Jeg gjorde som han dikterede, gav mit liv op i dette øjeblik, lod mig selv dø. Vi susede ned gennem Dortheavej over Thomsgårdsvej og ned ad bakken til vi kom til hans dør. Han låste den slidte tunge dør op og lukkede os ind. Lugten af forladthed, fordærvelse og ømhed, ramte mit ansigt i det samme øjeblik, jeg trådte ind i den lille et- værelses lejlighed. Jeg skulle pisse. Han gik ind i stuen eller det rum hvor han tilsyneladende levede store dele af sit liv. Jeg klemte mig ud på det spinkle hvide flise toilet fra 70'erne, og tørrede mig med det sidste spinkle stykke lokumspapir, som jeg i alt kaosset, kunne forholde mig mere til end noget andet, mens jeg dvælende så på de tomme ruller, der svøb sig i de våde dråber fra et brusebad man aldrig kunne have forestillet sig finde sted i denne ikke jordiske hule. Jeg kiggede mig i spejlet. "Du må snart ta dig sammen! Ta dig sammen! Det her liv må stoppe snart". Jeg gik ind til ham. Rummet var skingert lyst fra morgenens spæde stråler, der lyste op på de bare kolde hvide vægge, mens de sorte gardiner på samme tid kastede en dunkelt og trist tæthed ned over det lille rum. Det var prydet med en enkelt slidt madras med sort betræk og to store lærreder, der fyldte det meste af væggen i det lille rum. Jeg kunne i tågerne og nervøsiteten ikke definere noget motiv. Ikke engang musikken kunne jeg samle til ord. Normalt ville jeg have givet en klar beskrivelse af hvilken genre eller nummer, der spillede, men til trods for at musik næsten var den eneste følelse tilbage i det jeg kaldte min krop, kunne ikke engang det hjælpe mig til at finde fodfæste. Vi sad ved siden af hinanden på sengen. Han tog om min nakke, kyssede mig blidt og vådt, dog nøje afmålt, som om han vidste hvert et træk af nattens perverterede kutyme. Jeg kunne mærke hele min krop i angst og fuldstændig fuldkommenhed. Han tog hårdt fat i min nakke, og kastede mig ned på sengen. Nu kunne jeg høre musikken, Nina Simone spillede "Aint got no.."... Vi fik vredet tøjet af os, hans lange dreadlocks kradsede i ansigtet. Han tog fat min nakke igen, denne gang gjorde det ondt. Hans blik var mørkt, nu kunne jeg se al hans had, al det fordærvelse der brændte i ham. Han hadede kvinder. Der var ingen tvivl. Han blev hård. Tog fat om i min hals, et øjeblik følte jeg, at jeg forsvandt fra alt jordisk, befriende. Det var hurtigt overstået. Jeg følte i et split sekund, at jeg elskede ham. Han var ligeså tabt som jeg, De fortabte kender hinanden. Det kan føles ægte, levende, at føle at nogen kender en. Men han kender mig ikke, ingen kendte mig mere.
   Jeg satte mig op og rullede en joint af de sølle tobakrester, jeg havde gemt i den lille metal æske med det afskallede blå-grå sejlskib. "Du ryger som en sindssyg", mumlede han og vendte sig om. Bon iver rullede sine sarte tøsestemme ud, så ømt, så sårbart. Han faldt hen igen. Jeg tog mit tøj på, det lugtede af røg og sved. Ægte liv. Stadig lidt svag i kroppen efter nattens fordærv, kom jeg på benene. Åbnede øjnene på ny. Lyset ramte nu skarpt ind på det, der natten forinden bare havde været et udefinerbart stort sort lærred. Jeg mistede pusten et øjeblik og hostede den stærke røg op i et huk. En kvalmende hvid stor skikkelse viste sig, tydeligvis en kvindeskikkelse, men alligevel intet køn over hende. Hun have en stor lædermaske på, der dækkede øverste del af hendes ansigt, med et udtryksløst udtryk i mund og øjne, på samme tid bedrøvet og fortabt trods at intet var tydeligt. Skabningen ejede alt og ingenting, hendes enorme opsvulmede patter hang og gav en kvalmende fornemmelse af overflod trods at hendes nøgenhed bar på oplevelsen af absolut intet værd, blottet for alt menneskeligt. Alt og ingenting. Dette væsen satte en smerte gennem min krop, jeg forstod dette fortabte væsen. "Flume" med Iver spillede nu fra det sammensatte anlæg: " I am my mothers only one , its enough". Jeg faldt på knæ på gulvet, Tårerne trillede ned af mine varme kinder, uden nogen form for magt til at holde tilbage. Oceaner af følelser flød gennem min afpillede krop og virkeligheden ramte brat. Han registrerede min uforløste sammenslutning af sorg og rædsel og satte sig op i sengen bag mig :"Mama hedder billedet... var narkoluder".

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 27/04-2017 09:00 af Kit Brodersen (Kit Bulow) og er kategoriseret under Noveller.
Teksten er på 2259 ord og lix-tallet er 29.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.