Jeg har i dag brugt min dag på at finde ud af detaljer om mit liv. Jeg kan ikke huske de første 10 år af mit liv, hvilket går mig meget på. I virkeligheden burde det ikke gå mig så meget på, men eftersom at jeg ved at der er sket dårlige ting som jeg har formået at fortrænge - har jeg bare behov for at vide hvad der der sket. Det er nok bevidstheden om, at det der er fortrængt et eller andet sted gør det spændende.

Jeg har barndomsvenner som kan huske ting, og ud fra de ting de har fortalt er jeg blevet virkelig nysgerrig....

Der er ingen tvivl om, at jeg har haft en skidt barndom - og er i dag det man kalder et mælkebøttebarn - hvilket jeg er stolt af og glad for, men det ændrer bare ikke på, at jeg rigtig gerne vil vide hvad der egentlig skete dengang.

Min morfar døde i 1984, min elskede elskede morfar, og jeg ved, at levede han i dag, ville han have fortalt mig alt, men desværre. Min mormor døde i 2001 og påstod til sin død at hun intet kunne huske fra dengang tilbage i 70'erne. Min adoptivfar fik en hjerneblødning som 30-årig (1980) og påstår hårdnakket at han intet kan huske før hans hjerneblødning (han lever i bedste velgående i dag). Min meget meget alkoholiserede mor døde i 2005 og inden hendes død, kunne hun enten ikke huske min barndom i 70'erne eller også benægtede hun alt.

Alt i alt har jeg aldrig kunnet få svar på hvad der egentlig skete i de første 10 år af mit liv.

Jeg har fået aktindsigt i mine journaler fra min hjemkommune, men alt hvad der omhandler min mor er streget ud, det må jeg ikke vide for det er personfølsomme oplysninger, som jeg ikke må få indsigt i selvom hun er død. Det jeg kan læse, giver nogle få svar men intet i forhold til, hvad der egentlig gjorde at jeg blev tvangsfjernet fra hjemmet og at jeg blev anbragt i forskellige plejefamilier.

Hvad kan jeg huske og hvad har jeg fået fortalt:

Jeg kan huske:
Da jeg boede hos plejefamilien i Jylland, gik jeg op af en trappe fra en kælder og da jeg kom op på sidste trin til gården, kom der den her kæmpe hund, der i ren glæde sprang op af mig hvilket resulterede i, at jeg blev skubbet ned af alle trapperne. Jeg kom ikke til skade ;) .

Jeg sprang tit op på ladet af traktoren - jeg kan ikke huske hvor den var på vej hen eller hvad den skulle - kan bare huske at det var utrolig skønt bare at kunne hoppe op på ladet og køre mellem markerne.

Jeg kan huske at nabogården havde en død gris, hvilket jeg aldrig havde set. Familien som jeg boede hos havde feriebørn fra Tyskland, og Anja (feriebarn) og jeg blev enige om at vi skulle se den døde gris. Det resulterede i stuearrest og ingen aftensmad.

Jeg kan huske at jeg gik i skole i Jylland - I Værløse hvor jeg boede inden anbringelsen - når vi rakte hånden op, gjorde vi det altid med pegefingeren. I Jylland rakte man hele hånden op og ikke kun pegefingeren. Når man havde gjort noget godt skolemæssigt i Jylland, fik man en guldstjerne i en bog.

Plejefamilien i Ballerup:

Jeg kan huske at der var 2 piger som var plejefamiliens døtre. Jeg kan huske, at jeg blev seksuelt misbrugt at de to piger.
Jeg kan huske at jeg elskede smølfer og at jeg fik lov til at lave "smølfeland" i entreen også selvom det betød at der var lukket adgang til toilettet.
Jeg kan huske at jeg elskede æg, men kun fik lov til at få et æg om ugen.
Jeg kan huske at jeg blev rigtig gode venner med en dreng i ejendommen - men kan i dag ikke huske hvad han hedder, men kan huske at han dengang betød alt for mig.
Jeg kan huske at jeg gik i en eller anden form for sfo hvor jeg var meget kreativ.

I mit liv med min mor de første 10 år, kan jeg huske:

Hun var "indlagt" hos Blå Kors i Tåstrup, hvor hun mødte Kurt. En af gangene hvor jeg besøgte hende på Blå Kors ( jeg var ikke så gammel ) kom jeg til at spille "What shall we do with the drunken sailor" på klaveret - det blev IKKE godt modtaget.

Jeg kan huske at Kurt havde en søn der hed Thomas og Thomas og jeg blev rigtig rigtig gode venner - jeg kan ikke huske ham i dag, og har ingen muligheder for at finde ham - selvom jeg gerne ville.

Kurt manglede en del af sin ene finger.

Min mor og Kurt havde deres eget rengøringsselskab, og det gik rigtig rigt godt.
(hvad der gik galt, har jeg ingen ide om)

Min mor møder Bjarne, vi tager på ferie i Spanien i Callella, jeg møder en hollandsk pige og hende og jeg leger sammen hele ferien på trods af, at vi ikke kan snakke sammen. Min mor vælger på ferien, at hun vil begå selvmord, vi bor på noget nær 14. etage og hun vil kaste sig ud over altanen og vil have mig med. Jeg kan huske at jeg holder fast i sengebenet mens hun trækker mig i benet, fordi hun vil have mig med udover altanen. Jeg kan huske at naboen som også var danskere hører mine skrig og råb, kommer ind på værelset, henter mig og tager mig til sig - hvad der derefter sker, husker jeg ikke.

Min barndomsveninde har fortalt mig - at en dag hvor vi kom hjem fra skole, og hvor vi har været omkring 8-9 år, lå min mor på sofaen og var helt væk, jeg trak hende ud på toilettet, og stak en finger i halsen på hende for at få hende til at kaste op, og ringede efter en ambulance. Derefter beordrede jeg min veninde til, at vi skulle gemme alle knive i lejligheden, så vi samlede alle knivene i viskestykker og gemte dem inde på mit værelse, fordi jeg var SÅ bange for, at hun ville forsøge selvmord igen, når hun kom hjem igen.

Jeg kan huske en gang, hvor vi var mig, min veninde Katja, mine bonus søskende Jean og Christina, og min bonus fætter Ken og vi legede sammen i lejligheden, Vi havde et meget meget gammelt tv, som var en halv time om at tænde efter man havde trykket på tænd-knappen. Det havde vi gjort og vi legede jorden er giftig. LIGE PLUDSELIG hamrede og bankede det på døren - det var min mor, som ville have mig udleveret lige NU, det endte med, at vi ringede efter politiet, som kom for at fjerne hende, det var en meget grim oplevelse, for der måtte 5 politimænd til at fjerne hende.

Min mor bliver gift med Stefan - de får en søn (min lillebror) - de går fra hinanden, fordi det viser sig at Stefan har misbrugt min lillebror seksuelt, og min lillebror bliver anbragt i en fantastisk plejefamilie som 4-årig og de har ham til han bliver voksen, den dag i dag, betragter han dem stadig som sine forældre og han er bestemt også et mælkebøttebarn, han er blevet gift med en fantastisk pige og de har 2 børn og har det fantastisk.

Min mor bliver gift med Torben, som gang på gang banker livet ud af hende - en enkelt gang bliver jeg nødt til at efterlyse hende hos politiet fordi jeg ikke kan få kontakt med hende. Politiet finder hende og det viser sig at Torben har brækket begge hendes ben uden at få hende på hospitalet - det sørger politiet for at hun kommer og får behandling.

Hun bliver skilt fra Torben og gifter sig med Poul-Erik som er 30 år ældre end hende og han er gennemsyret alkoholiker. Hun inviterer mig, min lillebror og min datter til hendes 50-års fødselsdag på Baronen i Bellahøj. Da hun i sin brandert opdager at jeg omtaler hende som bedstemor for min datter, går hun fuldstændig amok på restauranten (meget pinligt) - det ender med at min lillebror går ud på legepladsen med min datter, mens jeg prøver at tale min mor til fornuft (det lykkes ikke). Hun tuder og tuder, og hvor jeg siger til hende, du skal ikke sidde og spille offer over for mig, du må læne dig op af Poul-Erik hvis du har brug for forståelse og omsorg, for det får du ikke fra mig. Så går Poul-Erik amok og siger til mig; DU skal kraftedmema ikke sidde og spille socialrådgiver overfor mig - og så var den aften ødelagt.

Jeg har ikke kontakt til hende i de efterfølgende 5 år. Min lillebror ringer d.16.6.05 til mig på arbejdet og siger - Mor er død, Jeg er meget kold og siger; NÅ, jeg har ikke tænkt mig at betale for hendes begravelse - efterfølgende går jeg så med til at betale hendes begravelse for på trods af, at min lillebror har været i familiepleje og på børnehjem siden han var 4 år, havde han et godt forhold til vores mor, og jeg vil gerne være med til at give ham den "gode" oplevelse, at vi var fælles om hendes begravelse. Men jeg hadede min mor.

Vi arrangerer en rigtig god begravelse, med en rigtig god tale:

Tale ved Inge Esmarch Poulsens bisættelse - Sønder Kapel, Bispebjerg Kirkegård d. 24.6.05.

"Vær barmhjertige, som Jeres fader er barmhjertig. Døm ikke, så skal I ikke selv dømmes; fordøm ikke, så skal I ikke fordømmes"
Ordene fra Lukasevangeliet hører til de mest centrale indenfor den kristne tro. Den drejer sig om barmhjertighed og tilgivelse frem for fordømmelse og afvisning. Og det skal gælde for vores liv med hinanden, og når vores liv engang er slut.
Uanset hvordan vores liv former sig, skal vi vide én ting: I kraft af vor dåbspagt kan vi være sikre på, at Gud tager imod os med kærlighed og forståelse. Vi bliver ikke lagt fast på alt det, der gik mindre godt i vort liv, men omsluttes af kærlighed og forståelse, så vi kan få fred for det, vi ikke kunne slippe i vores liv: vores egen utilstrækkelighed og manglende evne til at bryde ud af livets onde cirkler.
Gode, trøstende tanker.
Når man ser tilbage på Jeres mors liv, var det jo ikke noget nemt liv. Eller specielt vellykket og da slet ikke i forhold til Jer, hendes børn, Jimmy og Pia. Hun magtede Jer ikke, havde ikke overskud til at være mor for Jer i klassisk forstand - og holdt alligevel af Jer - på sin egen måde. Hvor stolt og glad var hun for, at du, Jimmy havde fået læreplads og kæreste - en bekræftelse af at hendes dårligdomme ikke fulgte med Jer som en forbandelse. Og også sit barnebarn nød hun i det omfang, hun havde overskud til det.
Inderst inde var hun jo et meget kærligt og omsorgsfuldt menneske. Det nød i godt af på Sundholm. Her var hun en af dem, der havde noget overskud, havde nogle ressourcer at give af - og det benyttede hun sig af. Hendes kreativitet - i blomsterværkstedet, hvor der var plads til hendes sans for smukke ting - hun var jo et meget fintfølende menneske med en stor intelligens. Og hvor stolt var hun, når hendes ting altid solgte godt på markedsdagene.
Eller hendes engagement i den sorte gryde - nej, hun skjulte sig ikke, men fik brugt sine talenter. Og på mig virker det næsten som om hun herigennem kunne kompensere lidt for, hun ikke magtede i forhold til Jer. Og ligeså smerteligt det var for Jer, at i skulle undvære Jeres mor på tæt hold på så tidligt et tidspunkt i Jeres liv, ligeså smerteligt var det sikkert for hende at erkende og se i øjnene, at I var en opgave, hun netop ikke kunne rumme, fordi alkoholen spillede for stor en rolle i hendes liv. Og til syvende og sidst jo også i Jeres: Jeres bekymring for hvordan hun havde det - I kunne jo straks høre på hende, hvordan det stod til. Jeres ønsker om en pludselig åbning, så hun igen oplevedes som frisk og nærværende.
Jeres længsler efter tryghed og nærhed, der aldrig rigtig blev indfriet. Kun i små glimt lykkedes det - juleaftnerne samme, fortroligheden med hende på de gode dage - de adskilte livsforløb til trods - der var nogle særlige bånd i mellem jer.

"Døm ikke, så skal I ikke selv dømmes"
Hvorfor bliver et menneskes liv som det bliver? Hvorfor er nogles liv fanget i nogle rutiner, der synes at kvæle det, frem for at fremme det ? Vanskelige spørgsmål uden nemme svar. Livet er ikke entydigt. Og heller ikke kristendommen har en opskrift på, hvordan lidelse og modgang kan undgås. Tværtimod, så er den overbevist om, at den er en del af livet.
Ligesom Jesus selv blev udsat for livets dybe meningsløshed, da han hang på korset langfredag.
Men kristendommen slutter netop ikke der. Tror på, at det bliver påskemorgen og at korsets tyngende kraft kan brydes.
Og derfor skal også vi have lov til at lægge fortidens åg fra os.
Tro på, at vi kan komme videre.
Selvom det engang imellem først er døden, der åbner en ny dør. Ligesom for Jeres mor, der nu er del af Guds kærlighed og ikke længere behøver at føle sig utilstrækkelig og svag, men finde ly i kærlighedens styrke.
Og denne Guds kærlighed må nu også være en trøst for Jer, der i dag tager afsked med hende. At I som tiden går, overlader hende til denne Guds fred og forliger Jer med det, der har været - når I kommer i tanker om, hvad vi lige har sunget:

Betragter månens bue
den kun er halv at skue
og dog rund og hel.
Så er vel flere sager,
som nu vort hjerte vrager,
fordi vi halvt dem skuer kun.

Gud ser altid hele mennesket og det, han ser, er derfor godt og i denne bevidsthed kan I godt overlade Jeres kære mor Inge Esmarch Poulsen i Guds kærlige varetægt.
Æret være hans minde!

Amen
Sognepræst Ulrich Vogel

Jeg tuder og tuder så meget ved at læse talen, har trods alt ikke læst den i 8 år. Men den er fantastisk og den er meget rammende.

Min mor kom meget på Sundholm - som jo er et værested for hjemløse og alkoholikere - spøjst nok, arbejder jeg den dag i dag på Sundholm, og ser de sørgelige skæbner hver dag.

Hvad kan jeg sige - dagen i dag, jeg er færdig, helt færdig!! Efter min mors død var der en ansat på Sundholm som ringede til mig, og sagde at hvis jeg havde lyst kunne jeg kigge forbi og hun kunne fortælle mig lidt om min mors liv. Jeg tog imod tilbuddet, hvilket jeg er rigtig rigtig glad for i dag, det var meget hårdt, men det var vigtigt at jeg fik detaljer om den sidste tid af hendes liv. Hende.... den ansatte på Sundholm, kan jeg på ingen måde huske, jeg ville ønske jeg kunne, for i dag, kunne jeg rigtig godt tænke mig, at takke hende, for det var fandme en stor ting hun gjorde - det var ikke bare stort, det var helt igennem fantastisk - Jeg kan huske at jeg tudede og tudede, og hun var helt fantastisk til at håndtere hele situationen.

Hmmm det er vist min dagbog for i dag.