Det Spanske venskab
   Jeg lagde Mortens kinabøger lidt til side og lod blikket glide ud over det bjergrige landskab. Jeg kunne se ham langt nedefra. Langsomt kom han nærmere og nærmere, blev mere og mere tydelig. Fra at være en lille tændstikmand, som bevægede sig langsomt med sikkert op af stien til at blive denne adrætte, lette person som nærmest danser hen af stien.
   Imellem min læsning havde jeg ikke kunnet undgå at tænke lidt over mit møde med Ab Den Bi. For mig var han et menneske fra en helt anden planet. Ikke en farlig og fjern planet, men bare en anden og måske alligevel lidt farlig planet, eller var det helt der inde i mig selv, der var fare på? Var det når alt kom til alt i virkeligheden mig selv, som udgjorde min egen fare?
   Jeg rejser mig for at gå ham lidt i møde. Sammen går vi tilbage og sætter os lidt ved min lille tøse lejr. Han spørger hvordan jeg har haft det og jeg fortæller hvor langt jeg er nået med min læsning af kinabøgerne. Han spørger igen stille og uden de store armbevægelser hvordan jeg har haft det og jeg fortæller ham, at jeg har haft det godt.
   Jeg har haft det rigtig godt, men at jeg også havde glædet mig til han kom og vi skulle ned igen her oppe fra toppen af lokalområdet.
   Der havde i løbet af dagen passeret en del forbi hvor jeg sad. Alle unge som gamle med eller uden mulddyr havde de hilst høfligt på mig og to Riifkvinder havde endog slået sig ned hos mig et lille stykke tid. De havde budt mig på brød med en form for æggekage imellem og jeg havde nydt det og kvitteret med smilende tak på engelsk.
   Ab Den Bi havde snakket med Den spanske kvinde på Hostal Gernika. Hun var ganske rigtigt blevet bange da jeg nævnte Mortens navn. Da hun hørte at jeg var Mortens søster var hun blevet et stort smil og fortalte at jeg var mere end velkommen og havde oven i købet spurgt om jeg vil komme sammen med Ab Den Bi for at spise i aften.
   Jeg blev naturligvis meget glad. Klokken var blevet omkring 16 og vi vandrede sammen ned mod byen. Her skiltes vi med aftale om at Ab Den Bi ville hente mig omkring kl 20 så vi kunne følges over til Hostal Gernika.

Lige så snart vi var trådt indenfor kom hun os glad i møde. I modsætning til sidst fik jeg denne gang et ret så kærligt knus af en ikke mindre frodig spansk kvinde. Hendes øjne smilede af liv og kærlighed og hun bød os indenfor. Efter et fortryllende måltid hvor vi via vores brød spiste af samme fad fik jeg, godt hjulpet af Ab Den Bi som loyal tolk, omsider hendes historie.
   Ja hun havde kendt Morten i et par år. Først som en som en hyppig og hyggelig gæst som altid, efter anbefaling fra Ab Den Bi overnattede på Hostal Gernika når han kom til byen. En gæst som altid bestilte det dårligste og billigste værelse på hotellet, ja nærmest deres rode- og pulterrum helt oppe på toppen af taget, men til gengæld også med den mest fortryllende udsigt over bjergene og egen lille tag terrasse udenfor værelset.
   Morten boede også på Gernika det år hvor han havde besluttet at vandre venstre om bjerget og holde til højre til han kom ned til Chaouen igen. Han havde efterladt al unødvendig oppakning på
   hotellet og var draget afsted med besked om at han forventede at være tilbage igen i løbet af et par dage.
   Han var forkommen og udmattet da han efter 3 dage var returneret uden at være kommet rundt. Han havde været nød til at stoppe og få pleje i en lille landsby på den anden side af bjerget.
   Da han hjemme på hotellet skulle tage et velfortjent og helsebringende varmt brusebad og det viste sig at der kun var koldt vand måtte han tilbringe et par dage i sengen inden kroppen var klar til at leve videre.
   Det var fra denne landsby på den anden side af bjerget, der pludselig en sen nat sidste forår var dukket et par mænd og en ung pige op i Hotel Gernika. De skulle hilse mange gange fra Morten og spurgte om pigen kunne bo på Mortens lille kvistværelse oppe på toppen indtil hun hurtigst muligt ville blive hentet. Det var vigtigt at hendes ophold blev diskret, som det blev udtrykt.
   To dage efter dukkede en ældre spanioler op. Han snakkede kort med Fattha. Han tog pigen med og senere fik hun et brev fra Simon som forklarede, at de var kommet fint til Mellila, men at han ikke kunne forklare yderligere, men takkede mange gange for den hjælp de havde ydet.
   Efter denne aften på Hotel Gernika hos de spanske kvinder var der ingen tvivl om, at sporene nu entydigt pegede op i Riifbjergene. Op til landsbyen på den anden side af bjerget. Der halvvejs hvor verden åbenbart både begynder og ender.
   Jeg aftalte at mødes dagen efter med Ab Den Bi for at planlægge vores udflugt op i Riifbjergene. Han skulle og ville gerne være min guide på næste vandring. Jeg sagde godnat til Ab Den BI og slentrede ud af medinaen og over på hotel Parador hvor jeg oppe på mit værelse og med en dejlig varm the fortsatte min læsning i kinabøgerne. Det var som om denne aften havde givet mig flere kræfter og fyldt mig med fornyet energi.