En rejse i tid, rum og sind, del II
   Inden du nu dømmer mig, som mange andre forståeligt nok ville dømme mig, som den lille frustrerede middelaldrende mand, der drømmer om de 20 minutters berømmelse skal du vide, at sådan forholdt det sig faktisk slet ikke.
   Min oplevelse af mit liv er, at jeg har fået mange gange 20 minutters berømmelse og prisen har faktisk ikke fristet mig til gentagelser, men du må godt dømme mig vanvittig og uforsvarlig, men ikke før du har give dig tid til at forstå baggrunden for det hele.
   Et er handling et andet er hvorfor. For at du kan forstå hvorfor jeg handler som jeg gør er jeg nød til at fortælle dig om min rejse sidste år til Marokko. Ikke en egentlig rejsebeskrivelse, men mere en præsentation af mit sinds vandring. Det var på denne tur det hele trådte tydeligt frem for mig. Det var på den rejse at jeg nåede frem eller ind til mit indre til den person, som pludselig kunne en masse på et tidspunkt hvor han ellers intet skulle kunne. Jeg ved at det lyder rodet, men lad min rejsedagbog fra sidste år føre dig frem til en form for forståelse.

I tiden mellem min første og nu anden marokkorejse alene med min rygsæk var der sket et par væsentlige ting. Jeg havde arbejdet ret meget med mig selv og var derfor også nået længere ind, der hvor det foregår, og også kan mærkes. Det jeg så og mærkede gjorde mig på ingen måde tryg. Jeg har pillet alle dukkerne ud af skabet, men jeg var på ingen måder glad for deres selskab.
   Det forsømte barn, den lille autist, den depressive og ikke mindst ham med et liv i stumper og stykker. De var der alle sammen og jeg var ikke i tvivl om at de trængte til at komme ud. Jeg er sikker på at mange af mine bekendte derhjemme, hvis de vidste havde jeg går og foretager mig i disse uger i det virkelige liv i Marokko og Algeriet vil de dømme mig forrykt.
   Det er de måske også i deres gode ret til, men sat i rette sammenhæng og ikke mindst med mit indre kaos in mente, er disse handlinger, som jeg ser det en kærlig og lindrende medicin på den indre smerte, som vokser sig stadig større og borer sig dybere og dybere ned i min sjæl. Desuden ved jeg, at jeg er nød til at bevæge mig i grænseland for overhovedet at kunne se hvor grænsen går og Peders gener føre og har altid ført mig ud mod grænserne af stort set alt.

Flyet var forsinket 1½ time og vi landede en halv time efter at min færge var sejlet fra Malaga den 11. juli 1998 med kursen mod Mellila. Min lille plan om at ligge i mit lille telt på stranden i Saide i aften kom ikke til at holde stik.
   I stedet må jeg tage turen baglæns, hvilket vil sige ned af den spanske kyst til Algeceras og færgen til Tanger senere i aften og så hjem om to uger over Mellila. Denne harmløse forsinkelse kom til at ændre mit liv hvilket jeg er taknemmelig over. Uden forsinkelsen ingen picnic i Mellila to uger senere.
   En time senere steg jeg af skinnebussen fra Malaga og ventede nu på bussen til Algeceras. Medens jeg ventede sad jeg og drak en kop kaffe på en beskeden cafe i Fuengiola. En cafe med beskedne mennesker.
   Ved nabobordet sidder en gammel træt mand med sin hund på skødet. Hans ansigt er stort, firkantet. Øjnene blå og håret blondt, men ret tyndt. Hans ansigt og ikke mindst hans øjne viste ingen egentlige tegn på liv. Ansigtet var dækket af en perlerække af store lange rynker som stjal hele udsynet og øjnene var i den grad tomme og udtryksløse.
   Aldersmæssigt er han sikkert ikke meget mere end et par og tres, men ansigtet, det ansigt der som alle andre ansigter fortæller det hele fortæller om en definitiv livstræthed og tomhed, som en efterfølgende face for ligegyldigheden, som dog kan konstateres som værende noget, ligegyldig og ikke det definitive, tomheden, intet.
   Det er som at betragte en godt brugt person, der er gået ned i gear og nu kun lever på halv kraft. Hans bevægelser, hans attitude og ikke mindst øjnene viser, at han har erkendt at der ikke er mange kræfter tilbage til resten af livet.
   Jeg tror såmænd ikke at han drømmer om at fordoble resten af livets øjeblikke ved at skrue ned på halv kraft. Det sker bare. Han har ikke noget valg.
   Jeg vender mit blik indad. Har jeg noget valg? Kan jeg vælge? Ja det kan jeg, vælge liv som alle andre og vi har jo alle stort set kun som begrænsning den ramme, vi selv sætter op for vores udfoldelser. Jeg kan blive i tvivl om hvor stor jeg selv har lavet min egen ramme.
   På en måde er jeg ikke i tvivl om at jeg de sidste 5-6 år og måske særligt de sidste par år, efter bruddet med Hanne, har udvidet min livs ramme betydeligt, men samtidig har jeg en velbegrundet tvivl om hvorvidt jeg overhovedet er i stand til at bruge udvidelsen til noget.
   Mit hukommelsesproblem, som også er blevet til et "Falden ind i sig selv" problem" og et "Hvor er du dum og klodset Morten" problem sætter ud over en dyb smerte nogle usynlige grænser for min udfoldelse.
   Min evne til at kompensere fra mit handicap er særdeles veludviklet. Der er ikke mange der får mulighed for at opdage hvad tryllekunstneren foretager sig og jeg hiver ustandselig kaniner op af hatten. Alle ikke eksisterende kaniner og det er uanset om det drejer sig om ikke at kunne kende folk igen, falde på trapper eller bare falde, tabe ting eller komme til at vælte noget. Nogen gange og snart hele tiden føler jeg mig angrebet at mit handicap, mest hele tiden.
   Den gamle mand har rejst sig. Han tog sin lille hund op. Puttede den ned i sin indkøbsvogn på hjul og lukkede låget. Godnat hund. Da han gik forbi mig kunne jeg se at vi var jævnaldrende. Jeg havde bare fanget ham i et øjeblik hvor han sad og faldt sammen.

Jeg sidder tilbage og tænker lidt over det som når alt uvæsentligt bliver skraldet til side er smerten. Den uhelbredelige smerte i mit liv. Stumper og stykker. Bitte små stumper og stykker og tusinde af øjeblikke helt uden sammenhæng. Selvstændige øjeblikke, som hver især kan indeholde en rigdom af glæde og oplevelser og heldigvis også gør det, men også oplevelser, som jeg ikke er i stand til at kæde sammen til en hel tilværelse.
   Jeg kan til nød og næppe klare en 2 ugers rejse her i Marokko med min rygsæk og godt hjulpet af min uundværlige kinabog hvor jeg detaljeret skriver alt ned så jeg på den måde kan fastholde hvert øjeblik, så det fremstår som en sammenhængende rejse på 14 dage. Men det er kun i rejsedagbogen sammenhænget eksisterer.
   Morten i det virkelige liv er fortsat i stumper og stykker. En lang fortløbende kæde af øjeblikke, som jeg kun kan leve fordi jeg trods alt har lært at leve i de første 40 år af mit liv inden filmen knækkede og min tilværelse dermed mistede livssnoren der holder sammen på øjeblikkene.
   Den begyndende opløsning var en kendsgerning. Spørgsmålet er hvor længe det kan fortsætte. Hvor længe kan jeg tillade mig at påstå, at jeg stadig er med, uanset at jeg samtidig er væk fra alle andre. Man kan ikke både være og så ikke være.
   Disse tanker omkring min indre opløsning tog sin begyndelse lige efter at jeg var kommet hjem fra Marokko sidste år. På en efterfølgende badeferie med Kristina fik jeg ro til at samle de mange flyvske tanker medens Kristina stort set opholdt sig i vandet hele ugen. Jeg skrev i de dage min første og sandsynligvis også eneste digtsamling, "Filosofiske kæresterier". Jeg havde i perioden op til været meget optaget af dette med at samle på øjeblikke.
   Øjeblikker er for mig blevet noget særligt, det bedste. Det mest værdifulde og måske fordi det på et tidspunkt er det eneste jeg har og derfor må værne om.
   Filosofiske kæresterier blev en for mig meget værdifuld samling af mine tanker omkring kærlighed, ansvar, frihed, svig og så øjeblikkene.
   Hjemme i lyset af min nye helbredsmæssige krise, som førte til hjerteoperationen et par måneder senere, førte frem til digtet, Stumper og stykker hvor jeg endelig fik sat ord på det problem, som jeg egentlig kun har omtalt lidt for dig og ikke for mange andre. Men i mit helt eget univers har dette begreb stået i centrum og blandet sig med alle mine øvrige tanker og ofte kvalt anden tankevirksomhed og selve lysten til livet.