Ulf, min maskuline drøm jeg aldrig drømte
   Damerne først som Ulf givetvis ville have sagt. Nu har jeg præsenteret de voksne kvinder i min lille familie. Min mor Irene og min mormor Mimmi og du har også hilst lidt på min morfar.
   Nu er turen kommet til Ulf, min biologiske far, som i alle livets facetter havde så stort behov for at træde i forreste række og helst som nummer et.
   Da jeg kun har levet sammen med ham de første år af mit liv har jeg i modsætning til min storesøster Irene, ingen rigtig erindring om ham fra min barndom.
   Jeg kender ham kun far vores små pludselige øjeblik sammen de sidste år han levede og så via det utrolige kaos af breve og notater vi fandt i hans lejlighed efter hans død. Men lad mig alligevel prøve at tegne et portræt af den far jeg aldrig har haft nogen forventninger til. Jeg mener ikke det er realistisk at forvente noget, af et menneske, som, på grund af Vibekes sæk, ikke eksisterede i min verden.
   Da han for uendelig lang tid siden forsvandt rundt om Det kinesiske tårn i Tivoli og på den måde ud af mit liv, skulle der gå omkring 40 år før jeg så ham igen.
   Den dag var jeg i Tivoli med hele min skoleklasse og jeg gik rundt med er par af mine kammerater. Pludselig stod han der lige foran mig i sin fine hvide tjener jakke, hvide skjorte, slips og sorte bukser. Han bar mørke runde briller og havde sit sorte hår redt tilbage.
   Der stod han foran mig med Det Kinesiske Tårn som en malerisk baggrund. Havde det ikke været på grund af højden kunne han godt være gået for en kinesisk tjener.
   Jeg havde ikke set ham siden han havde kysset mig og Irene fravel i lejligheden på Dalgas Boulevard. Den dag Vibeke og Ulf, efter at have forsøgt med en forsoningsperiode, valgte at glide i hver sin retning. Jeg husker bestemt ikke meget fra min barndom så når denne lille episode har prentet sig ind i min hukommelse skyldes det sikkert udelukkende, at, at jeg som 5 årig blev udsat for et særdeles omfattende tungekys og så fra min egen far.
   Dengang fandt jeg det særdeles ulækkert. I dag kan jeg se at han var ret så grænseoverskridende.
   Den dag i Tivoli slap jeg for tungekys. Han begrænsede sig til at hilse glad på mig, gav mig 5 kr. og forsvandt igen rundt om Det Kinesiske Tårn. Hele mit liv har jeg troet, at min biologiske far var tjener. Det skulle senere vise sig langt fra at være rigtigt.

Anden halvleg mellem Ulf og mig begyndte en aften for omkring 15 år siden. Jeg var sidst i trediverne og var lige flyttet med min familie hjem fra Jylland og vi havde slået os ned i et meget dejligt gammelt bondehus med masser af plads og charme og to brændeovne, som jeg via sankekort til dyrehaven fyrede op i året rundt.
   En dag ringede Irene til mig. Hun var tydeligt rystet og fortalte, at jeg skulle være forberedt på at Ulf, vores biologiske far sandsynligvis ville kontakte mig. Han havde indenfor få dage både kontaktet hende, Vibeke og vores elskede mormor, Mimmi.
   For lige at tage hans besøg hos Mimmi først ja så var de faktisk ret morsomme. Mimmi var på det tidspunkt 82 år og ret dement. Hun kunne ikke skelne mellem på den ene side almindelige levende mennesker i hendes stue og så dem inde i fjernsynet.
   Pludselig en dag havde hun en fin stor buket blomster stående på bordet. Hun fortalte at dem havde hun fået fra en flink mand, som havde besøgt hende flere gange her på det sidste.
   Det viste sig at være Ulf og kort efter ringede han også til Vibeke, som fik et mindre sammenbrud og kun lige havde kræfter til at udbryde: Jamen Ulf, det er jo forbi for mange år siden. Ulf svar var helt afklaret: Vibeke det bliver aldrig forbi mellem os.
   Disse kontakter til familien fulgte Ulf op med projekt "Indflytning hos min datter Irene".
   Ugerne forinden var hans kone død og Irene havde været med ham og besøge hende på hospitalet. Konen, jeg kender ikke hendes navn, led af uhelbredelig kræft og der var et opgør i gang mellem Ulf og hendes familie. Det var noget med, at hun, godt hjulpet af hendes arvinger, ønskede skilsmisse, men åbenbart ikke havde fået det ordnet inden sygdommen tog kræfterne fra hende.
   Hendes familie prøvede forgæves at få gennemført skilsmissen inden hun døde. Om det var af hensyn til hende eller dem må stå hen i det uvisse.
   Der gik rygter om, at han skulle have taget livet af hende på hospitalet ved at fjerne diverse slanger og drop. Det er underligt, men sagen blev aldrig undersøgt nærmere, måske på grund af hendes fremskredne sygdom. Det forekommer mig i øvrigt helt sandsynligt at han kunne have fundet på det. Ikke af medlidenhed, men fordi det ville gøre mange ting, ikke mindst arvesagen betydeligt lettere og mere lukrativ for ham.
   Irenes omsorgssøjle bragte hende herefter ind som leder af "projekt begravelse" med alt hvad der hører til her.
   Efter de hektiske dage med begravelse og skifteret gik Ulf stille og roligt i gang med at installere sig hos Irene og Espen og langsomt omdannede han deres hus til "Ulfs servicecenter". Hans meget grænseoverskridende adfærd både overfor Irene og Espen var tæt på at gå helt over gevind, men skæbnen eller rettere Espen ville det heldigvis helt anderledes.
   Projekt indflytning stoppede brat da Espen på sin egen rolige, men helt afklarede facon havde foreslået Irene at træffe et lille, men ret afgørende valg mellem ham og en forrykt far. Det var bestemt ikke hverken nemt eller rart for Irene, men valget blev selvfølgelig truffet og Ulf søgte nu ud til sin næste bastion, mig hans søn Morten i Virum.
   Jeg var takket være advarsel fra Ingelise forberedt den aften han kontaktede mig. Da han ringede blev aftalen, at jeg tog op og
   besøgte ham i hans hus i Humlebæk. Jeg satte mig ud i bilen og drejede til venstre for at fange nedkørslen til motorvejen lidt ude af Kongevejen på højre hånd. Da jeg havde nået marchhastigheden på motorvejen kunne jeg give mig selv lov til at mærke, at jeg var rystende nervøs. Ikke så meget for mødet med ham, men langt mere for min egen reaktion på mødet.
   I samme hastighed som bilen kørte hele min barndom og ungdom revy og det hele samlede sig i en stor forkrampet smerte og mundede ud i en stor bebrejdelse: Hvor i helvede har du været i hele mit liv. De gange hvor livet var brudt sammen for mig. Da jeg manglede "The bridge over trouble water" for slet ikke at nævne den autoritet, som kunne have hevet mig ud af mit første ægteskabs helvede. Jo jeg havde nok at snakke med ham Ulf om.
   Efter ca... 25 minutters kørsel drejede jeg fra motorvejen og søgte ned til Strandvejen hvor han skulle bo i nr. 118. Jeg ved ikke hvorfor, men folk er bare ikke flinke til at sætte nummerskilte op på deres hus. De må gå ud fra at folk som kommer på besøg har været der før, så de kan genkende det uden skilt og dem som kommer for første gang har alligevel brug for, at sammenligne huset med de omkringliggende for at vurdere om de nu skal på besøg i et af områdets flotteste huse, eller måske bare et gennemsnitligt.
   Pludselig holdt jeg der ud for skilt nummer 118, som førte ind af en lang indkørsel til en koteletgrund. Jeg ved ikke hvad jeg havde forestillet mig. Eller rettere sagt jeg vidste at jeg ikke havde forestillet mig noget som helst. Jeg parkerede og gik ind af indkørslen hvor der holdt en pæn velholdt, men lidt ældre BMW foran et helt almindeligt parcelhus fra 1970 erne.
   Da jeg ringede på døren var det meget overraskende for mig at det var en lille slank mand, der lukkede op. Bortset fra hans størrelse, jeg havde forestillet mig min far meget høj, ja så så han helt ud som jeg havde forestillet mig.
   Pæn, slank, sort, tyndt tilbagestrøget hår. Lidt gammeldags i tøjet, men velholdt med grå bukser fin skjorte og tynd trøje over. Han kikkede kort på mig, bød mig så indenfor som om jeg lige havde været ovre hos bageren efter brød.
   Ingen og jeg gentager ingen følelsesmæssig reaktion, men goddav Morten kom indenfor. Vi satte os i husets hjerte en stor og meget smuk stue.
   Man kunne tydeligt fornemme, at her havde ikke alene boet et ægtepar sammen i mange år. Jeg de havde også haft en stor interesse i at omgås smukke ting. Ikke nødvendigvis dyre ting, men smukke og smukt indrettet og anrettet.
   Det blev en aften hvor jeg måtte erkende at hverken han eller jeg evnede at nå hinanden. Det kunne bare ikke lade sig gøre. Vi kom hverken den aften eller senere i retning af noget der lignede en kommunikation, som nogen af os kunne bruge til noget. Vi førte to selvstændige samtaler i hver vores verden. Faldt samtaleemnerne sammen var det ikke udtryk for kommunikation, men tilfældigheder.
   Meget hurtigt udviklede samtalen sig fra at være en dialog, til at blive to monologer fremsat på samme tid af to mennesker, som faktisk begge havde et inderligt ønske om at komme i kontakt med den anden, men de befandt sig i to helt separate modeller af verden, og den historiske tidsregning havde også forskubbet sig.
   Jeg vidste ikke hvordan aftenen sluttede. Jeg vidste heller ikke hvad der var galt med ham. Måske var han i chok efter hans hustrus død. Hvem ved. Jeg vidste det i alt fald ikke, men i dag hvor min viden er langt større både om ham og hans tilstand, ja så ved jeg at han var ved at sige fravel til vores verden og goddag til sit eget indre. Ved midnatstid kørte jeg hjem med mine tanker og følelser i ret kaotisk tilstand.
   Hverken jeg, Irene eller Vibeke hørte herefter mere til ham i de næste mange år. Jeg havde ikke glemt ham. Ham glemmer man aldrig, men han havde det meste af kroppen nede i Vibekes sæk, selvom jeg må indrømme at han sparkede voldsomt for ikke at få sækken snøret til. Han egner sig simpelthen ikke til at blive tilsidesat end sige glemt af nogen.
   Tiden gik. Hanne og jeg flyttede, efter et par ret så smertelige tab via et hus i Søllerød til Nivå. Først kom tabet af vores "næsten datter" Anja, som vi havde haft i familiepleje fra hun var 3 til hun uden varsel blev fjernet fra os da hun var 6. Jeg ved ikke hvem der mistede hvem, men blot at jeg ikke har set eller hørt fra hende siden, men ofte tænker på hende. I forlængelse af denne begivenhed kom tabet af mit arbejde og dermed den væsentligste del af vores indtægtsgrundlag.
   Denne voldsomme nedtur vendte først med Kristinas lykkelige ankomst. I Nivå havde jeg 5 gode arbejdsår, som afdelingsleder i socialforvaltningen. Senere tiltrådte jeg en stilling som socialchef i en nabokommune.
   I modsætning til mit arbejde havde mit helbred det ikke for godt. Jeg lå i stadig konflikt med kroppen, som sendte det ene faresignal efter det andet, alt uden resultat.
   Morten Havde ikke tid til både at pleje helbred og så være en "uundværlig" social Robin-Hood på sin arbejdsplads. Resultatet blev et fysisk og efterfølgende psykisk sammenbrud, men den lille tilføjelse, at det ikke førte til at jeg ændrede nævneværdigt på mine planer, arbejdsliv ja overhovedet noget.
   Jo, jeg lagde cigaretterne og mine elskede desserter væk, men der ud over afstedkom min livstruende sygdom ingen refleksioner over mit liv. Først langt senere, da jeg definitivt ikke havde noget valg, valgte jeg livet frem for, ja jeg ved snart ikke hvad. Jeg skal nok vende tilbage til disse forhold, men nu var det jo en præsentation af Ulf og her er jeg nød til lige at give dig lidt baggrundsviden.

Som socialchef havde jeg fra første arbejdsdag socialvagten. Den bestod i en lille personsøger, som jeg altid havde i lommen så alle, uanset tid på døgnet, kunne komme i kontakt med kommunens sociale myndigheder, hvilket var mig. Mest politi, men også andre havde numret til at aktivere min personsøger.
   Når jeg som forvaltningschef dækkede socialvagten skyldes det at kommunen ikke havde indgået overenskomst med socialrådgivernes fagforening. Jeg fandt dog hurtigt ud af, at socialvagten, for mig som øverste chef, var en unik måde løbende at have kontakt til det virkelige liv.
   De gange jeg rykkede ud ofte om natten og i weekend lærte jeg mere end alle de samlede timer jeg tilbragte sammen med politikere og andre beslutningstagere på mit nivaou.
   Specielt lærte jeg, at det til rådighed stående lovkompleks på det sociale område bliver mindre og mindre anvendeligt jo længere man bevæger sig ud i det virkelige liv.
   Det er der for så vidt ikke noget at sige til. Folketinget kan ikke og har heller ikke mulighed for at stille med en lovgivning, der til enhver tid kan stille kvalificeret op til og fastlægge regler for alle de begivenheder og nogle gange helt utænkelige situationer, det virkelige liv er i stand til at præsentere een for.
   Det bragte mig ofte ud i situationer hvor jeg måtte vælge mellem at overholde loven eller yde den hjælp de involverede, ofte børn havde brug for.
   Lokalpolitikerne ville forstå mine handlinger, men ikke være i stand til at lægge ryg til dem. Derfor blev de aldrig orienteret. Det var paradoksalt at jeg på et senere tidspunkt netop måtte forlade min stilling som socialchef, fordi jeg havde indberettet to af politikerne i socialudvalget for at handle ulovligt.
   En aften blev jeg kaldt over min personsøger af politiet i Hillerød. De var blevet tilkaldt fordi der gik en underlig gammel mand rundt ved en af kommunens børnehaver.
   Politiet kørte derud, men kunne ikke komme i kontakt med særlingen, som de kørte ud på den lokale hjemløseinstitution Skansegården, men de syntes ikke selv, at han just hørte til der og ringede derfor til den sociale vagt, hvilket var mig. Det var ikke et politimæssigt problem, men et socialt.
   Da de gav mig navnet Ulf Mortensen vidste jeg med 99% sikkerhed var min biologiske far. Jeg kan ikke forklare hvorfor. Da jeg var kommet mig over chokket ringede jeg tilbage til Hillerød politi og spurgte om de ikke lige kunne checke, om han var registreret med to børn. Jeg fortalte dem om min mistanke. De checkede ham i systemet. Han var ikke registreret med børn, men jeg var stadig sikker.
   Jeg satte mig ud i min bil og mine tanker gled tilbage til den minderige aften i Humlebæk og jeg blev efter hånden mere og mere overbevist om at det kun kunne kunne være ham.
   Min biologiske far, Ulf Mortensen. En time efter kørte jeg ind på Skansegårdens parkeringsplads. Jeg kende institutionen, som havde et ret tæt samarbejde med Hillerød kommune som den store lokale socialforvaltning.
   Jeg forklarede i receptionen, at det både var socialchefen og muligvis også en søn, der kom for at tale med Ulf Mortensen. Den vagthavende og jeg gik hen af gangen og bankede på et af værelserne.