Jeg vidste hvor tæppeforretningen lå. Den lå bag den sydlige del af torvet og 10 meter op af den venstre trappegade lige ved siden af moskeen til venstre. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg droppede morgenkaffen på hotellet og gik i stedet ned på torvet her i medinaen og nød den nye dag og en kop dejlig the.
   Klokken var 9.30 og der var så småt begyndt at komme liv i medinaen. Hen over torvet fulgte en lille dreng på omkring 7 år en gammel gråhåret blind mand i en brun kutte. Kutten havde en ret speciel brun nuance og var faktisk uanset at den var gammel og slidt på samme tid ret smuk. Den gamles ansigt, med de mange folder og rynker spillede fint sammen med den brune slidte kutte. Drengen gik lige så forsigtigt med den gamle hen over torvets brosten og fik ham anbragt omsorgsfuldt på en stol ved en grøntforretning nede i bunden af torvet. Jeg kunne høre at de udvekslede små sætninger og drengen kyssede den gamle på kinden og gik lige så stille tilbage over torvet.
   Det var en fredfyldt morgen og min plan lå klar. Jeg ville i første omgang blot besøge tæppeforretningen for lige at sondere terrænet. Prøve at danne mig et billede af Ab Den Bi hvis han overhovedet var i forretningen endnu. Jeg kunne mærke at sortsynet og angsten for at miste mit næste og sidste spor stadig sad i mig fra i går aftes, men nu på grund af lyset ikke nær så markant.
   Jeg lagde betaling på tallerkenen og slentre tværs over torvet og tog et par skridt op af stentrappen og ind til højre i forretningen for, at påbegynde min søgning efter noget, som forhåbentlig ligner et svar på en del af gåden.
   Han kom ikke strygende, som de fleste andre sælgere og presser og maser for, at få en handel hevet hjem. Efter at have stået lidt alene i forretningen kommer han stille hen til mig med et smil fra nogle øjne, som var mørke og meget sensitive. Når han kikkede, kikkede han på det han så. Lige nu kikkede han på mig så jeg følte mig i den grad nøgen. Han forklare venligt på perfekt engelsk, at var velkommen til at se mig omkring, samt at jeg bare kunne kalde, hvis han skulle hjælpe med noget.
   Han var lille og utrolig slank, ja nærmest ranglet. Hans hoved var prydet med lidt halvlangt krøllet, og lidt uglet sort hår. Han påklædning viser at han står for den opfattelse at skønhed kommer indefra. Gammel slidt trøje med lynlås i halsen. Store bukser, som nærmest lignede en form for termobukser og så et par smalle gamle slidte cowboystøvler. Jeg ville skyde hans alder til omkring fyrre, men var usikker fordi der var noget tidløst over hans person.

Jeg er den eneste i forretningen, alt virker så afslappet og trygt. Jeg kan ikke forklare hvorfor, men det skete bare efter få minutter. Jeg havde ellers omhyggeligt gennemtænkt hver eneste lille detalje og efter grundige overvejelser og med vægtige begrundelser truffet de valg, der skulle træffes og så glemmer jeg alt lige her og nu. Det er i de pressede situationer man skal vise at man behersker kommunikationens kunst, men det er også i de pressede situationer det er aller sværest.
   Jeg beslutter mig helt impulsivt for, at give mig til kende. Jeg fortalte stammende og usikkert hvem jeg var, hvorfor jeg er rejst herned samt, at jeg håber, at han kan hjælpe mig. Jeg mærkede hvordan den selvsikre og stærke kvinde i dette øjeblik blev afløst af en nervøs, submessiv kvinde, som var villig til at gribe enhver form for redningskrans for at komme op fra den oprørte sø.
   Uden at sige noget lægger han sin hånd på min skulder og et par mørke, kærlige og rolige øjne ser ind i mine to forskrækkede og angste. Han holder mig ind til sig. Jeg gør ingen modstand fordi jeg ikke har lyst. Han skubber mig forsigtigt tilbage, tager fat i begge mine arme ser mig smilende i øjnene og siger: Så du er Eriks søster, ja det kan jeg egentlig godt se.
   I det øjeblik er jeg fyldt med alt og med alt mener jeg absolut alt og i en stor sammenblanding. Mest kaos, en del tryghed og lettelse over nu ikke at være helt alene på farten og så en følelse helt inde i mig selv jeg ikke rigtig har mærket før. Jeg fyldes med en blanding af varme og uro. Han giver mig et forsigtigt knus, slipper mine arme og ser et øjeblik ud af den åbne dør.
   Vi står længe helt stille. Jeg er ude af stand til at tænke en fornuftig tanke. Det hele snurrer rundt for mig. Udenfor kan jeg høre, at der kaldes til bøn. Pludselig kan jeg mærke, at jeg er trådt ind i Mortens helt private univers. Jeg føler mig som en fremmed, der bryder ind i det inderste og mest intime. Mortens sjæls kammer.
   Jeg kan ikke forklare hvorfor og hvordan, men det er som om intet fra min normale verden længere er til stede. Jeg mærker, at jeg her og nu befinder mig på en anden planet. Alt det jeg har lært som værende rigtigt og forkert bliver jeg usikker på. Her må jeg åbne mig for, at regler kan være anderledes, ja måske skal jeg vende mig til, at der slet ikke er nogle regler. Måske skal jeg træffe mine beslutninger og valg dybt inde fra mit eget sjæls kammer. Der hvor det er følelser og ikke regler, som angiver kurs og retning.
   Jeg bliver forskrækket fordi jeg føler at jeg slet ikke har styr på hvad der befinder sig inde i mit sjæls kammer. Måske er det mig Irene, der befinder sig der inde og hvad sker der, hvis jeg bliver sluppet løs og måske tager magten over min mor Vibeke, Espen og alle de andre velmenende, som gennem hele mit liv har haft klare synspunkter på hvad der er godt og hvad der er rigtigt for mig Irene.
   Vær nu fornuftig. Vær du glad for dit arbejde. Det er vigtigt med orden i økonomien og følelseslivet. Tænk nu lige lidt på de andre. De har krav på og forventer din omsorg og opbakning. Nej det går ikke. Nu har du bare at tilsidesætte dine egne behov lidt. Det er kvindens lod, som det altid har været i alt fald i vores familie og tusindvis af andre ved jeg. Tro nu ikke at du er noget alene og uden de andre. Tænk ikke for meget. Læn dig nu bare op af Espen og det han og den øvrige familie gentagne gange har fortalt er bedst for dig.
   Alle de tanker for gennem hovedet på mig i det øjeblik vi stod helt stille i døråbningen. De kaldte fortsat til bøn i moskeen og jeg kunne mærke et behov for trosskifte i mit indre univers samtidig med, at jeg var foruroliget over denne nye dagsorden, som helt ubestilt af mig som voksen fornuftsvæsen, var dukket frem og havde taget magten over min tankevirksomhed. Hvor var min mission her nede blevet af og hvorfor skete det som netop skete i disse stille minutter. De mest stille minutter jeg nogensinde har oplevet og så samtidig minutter som førte mig rundt i mit indre univers med alle antenner ude.
   Uden at sige noget forlader han salgslokalet og går om bag ved. Det gav et gib i mig da jeg bag kasseapparatet fik øje på et lille billede af Morten. Lidt efter kommer han med nogle bøger i en pose. Jeg bliver forskrækket og ved i grunden ikke hvorfor, men det ser ud som om det bl. a. er Mortens gamle kinabøger med rejsebeskrivelser.
   Jeg kendte godt deres eksistens, men Morten havde aldrig ladet nogen læse dem. Han gemte på dem år efter år. Hver rejse sin helt egen dagbog. Jeg tør næsten ikke række hænderne ud for at tage imod dem. Mine hænder ryster da han rækker dem over til mig. Han tager blidt om min hånd. Jeg fornemmer en følelsesmæssig kontakt, som ikke kan opnåes i kraft af år, men udelukkende via den helt ekstraordinære kontakt, der måske kun et par gange i livet opleves i øjeblikket, det øjeblik, hvor to mennesker mærker det hele og ikke behøver hverken ord eller år for at kunne nå hinanden.
   Jeg følte mig åben og nøgen og gjorde det udelukkende fordi jeg kunne tillade mig det. Jeg var kommet i omsorgsfulde menneskehænder og først nu kunne jeg mærke den psykologiske belastning rejsen indtil nu havde været for mig. Jeg erkende det i dette øjeblik, fordi det nu kunne afleveres til en relevant modtager. Denne lille spinkle mand yngre end mig i år, men ældre i så meget andet jeg ikke forstår mig på. Den tryghed han udstrålede gjorde det muligt for mig, at mærke efter hvor skræmt og angst jeg i virkeligheden havde været de sidste par dage.
   Jeg bliver utrolig berørt af det hele og kan mærke, at gråden stiger op i halsen på mig. Det er en voldsom oplevelse for mig og han kan mærke det. Han tager forsigtigt om mig igen og visker. Visker små ord i mit øre. Igen og igen beroligende ord i en næsten hypnotiske jævn og rolig rytme.
   Han fortæller mig, at bjergene er det rette sted for læsning af en tekst hvor følelserne mellem ordene fylder mere end selve teksten, ja måske er de den egentlige tekst. Det egentlige budskab. Ude i den store altfavnende natur, der ude i bjergene hvor du er tæt ved din gud.
   Jeg er alt for rystet til at fatte hans ord, men registrere at jeg ikke opfattede hans ord forkerte. Jeg følte mig forlegen og fattig. Forlegen fordi jeg slet ikke var vandt til at trække religionen og ens tro så jordnært ind i dagligdagen og fattig fordi jeg ikke selv kunne få øje på eller mærke min gud. Det er første gang jeg oplevede et savn af den gud, som kan bringe sammenhæng og overblik på det, som i bund og grund er usammenhængende.

Jeg forlod butikken med plastikposen i hånden og befandt mig nærmest i trance. I dette øjeblik ude på torvet, hvor det i mellemtiden var blevet mørkt gik det først rigtigt op for mig hvad jeg var i færd med. Jeg kunne mærke angsten pressede sig på og jeg følte mig svimmel. Det hele var pludselig nøjagtig lige netop så uvirkeligt som det føltes, men det var jo ikke rigtigt. Jeg var midt i virkeligheden. Min egen virkelighed. Langt fra min normalverden og uden holdepunkter. Det som skete var den nøgne virkelighed. Min virkelighed her nede i et for mig afsindigt fremmed land og kun drevet af min besættelse om, at jeg måtte søge sandheden om Morten og havde pålagt mig selv at foretage denne rejse helt alene. Et slags selv påtaget offer til ære for Morten og som kompensation for, at jeg aldrig rejste herned rned ham.
   I dette øjeblik kunne jeg se at mit rejseprojekt i den grad var forrykt. Forrykt fordi jeg kunne mærke, at det satte så meget i gang så dybt
   inde i mig så min mulighed for at løse rejsens opgave syntes umulig at nå. Fra mit indre pressede der sig en helt anden dagsorden frem. En dagsorden hvor mit indre kaos var i centrum. Et indre kaos som jeg hjemme havde nogenlunde styr på, som man nu engang kan ha' eller i det mindste bilde sig ind at man kan ha' når temaet er følelsesmæssigt kaos. Denne dagsorden gjorde det svært for mig at fastholde mit egentlige mål med rejsen.
   Jeg var nød til at sætte mig ved en af de små cafeer ude på pladsen. Røgen fra cafeernes mange rygesaloner oppe på førstesalene drev som en tung berusende tåge hen over pladsen. Jeg lavede dybe vejrtrækninger for at genviden kontrollen over min krop og mit liv, her i dette øjeblik hvor alt uden undtagelse var en stor knude af angst. For første gang i mit liv gik det rigtigt op for mig, at jeg var to personer. Den stabile forsikringskonsulent på vej til 40 års jubilæum og så den på mange måder helt anden person, som huserede i mit indre.
   Der var ingen af de to Irener, som blandede sig i hinandens universer. Ingen kendte min indre person og ingen blev nogen sinde indviet i hvilke utrolige oplevelser denne indre person kom ud for, i det ukendte univers helt inde i mit inderste.
   Der var ingen der vidste, at den ydre person i perioder var ved at mistet magten til den indre. Ikke sådan at den indre blev synlig, nej den begyndte bare at bestemme og træffe beslutninger på den ydres vegne og på den måde blev helt almindelige kollegaer på mit arbejde, Espen og alle de andre en del af mit indre liv, uden at de vidste af det.
   Jeg har tit måtte kæmpe for, at dæmpe den indre Irene og pludselig nu i dette øjeblik kunne jeg se hvor smerteligt det i grunden var, at den formelle, velopdragne ydre kvinde forsikringskonsulenten, skulle leve mit liv når jeg havde aller mest lyst til at overgive mig til den indre Irenes varetægt.
   Overgive mit liv til mine følelser og tanker. Til mit indre skabende jeg og ikke det administrerende ydre jeg. Det jeg, som kun administrere andres forventninger til mig og ikke har det mindste blik for mine egne personlige behov. Jeg vil leve fordi jeg p.t. ikke lever og måske aldrig før har levet.
   Pludselig sad han ved siden af mig. Jeg havde ikke set ham komme. Han sagde ikke noget og jeg nød bare ikke at være alene. Vi sad længe uden at sige noget, men smilede til hinanden. På et tidspunkt hentede han et par glas myntethe.
   Uden at jeg havde sagt noget begyndte han at forklare, at det var almindeligt at turister kunne blive ramt af en ret så voldsom klaustrofobi når de bevægede sig rundt i medinaens tætte mylder. Det er ikke bare fordi der er småt og mange mennesker, men i lige så høj grad, fordi man ikke psykisk er vandt til, at der uafladeligt er andre mennesker, fremmede så tæt ved en.
   Jeg kunne mærke hvordan hans tilstedeværelse frelste mig fra det totale kolaps. Jeg genvandt langsomt kontrollen over mig selv og vi snakkede videre et par timer om alt mellem himmel og jord og ikke mindst læsning af bøgerne. Jeg havde, takket være ham overvundet min psykiske krise og han foreslog og jeg accepterede, at han i morgen tidligt ville følge mig op til en lille hytte et stykke op af bjergsiden, hvor jeg kunne bruge den tid, der var nødvendig til, at studere bøgerne. Her ville jeg få fred og ro hvilket p.t. var det jeg trængte mest til. Der behøvede absolut ikke at ske noget som helst andet end læsning og eftertanke.
   Bagefter kunne vi snakke sammen og hjælpe hinanden med, at finde det, som lige her og nu stadig lå skjult måske et eller andet sted i Riifbjergene. Disse smukke runde kvindlige bjerge, som Morten altid omtalte dem som. Jeg undrede mig slet ikke over at jeg ikke bare havde sagt, at jeg ville blive på hotellet og læse bøgerne. Det ville alt andet lige måske have skabt den største tryghed, men det faldt mig ikke ind. Jeg kunne mærke, at turen op i bjergene ville gøre mig godt. Det var en beslutning helt inde fra mit sjæls kammer og der stod Irene på afsenderen.

Næste morgen vandrede jeg med Ab Den Bi op af bjergstien med kurs mod den omtalte hytte. Da vi først var kommet et lille stykke over byen var alt stille bortset fra cikaderne og vores åndedræt.
   Jeg vidste at jeg nu for alvor havde forladt min trygge og kendte verden, til fordel for en verden fyldt med alt og frem for alt
   fuldstændig uforudsigeligt og ikke til at putte ind i mine små trygge kasser. Jeg var endnu engang overrasket over mig selv. Jeg nød det faktisk. Ja jeg nød det faktisk rigtig meget og uden dårlig samvittighed. Jeg var veludhvilet både psykisk og fysisk og bjergene var lige netop så smukke som i går fra hotellet, men nu var jeg selv en del af dem. Jeg var kvinden i bjerget. Jeg var blevet en del af det bjerget havde at byde på i dag.
   Det eneste der vækkede uro i mig var mig selv, og for at være mere præcis mine følelser. Jeg opførte mig fuldstændig som en genert skolepige. Jeg var meget omhyggelig med hvor jeg kikkede hen. Jeg frygtede øjenkontakt med de øjne, som uden varsel mod min vilje lukkede op for følelser, som jeg ikke rigtig kendte. Jeg var på samme tid både tryg og utryg. Utryg fordi jeg kunne mærke et stænk af forbudte følelser. Følelser jeg ikke burde have kontakt med og slet ikke i denne situation. Samtidig mærkede jeg imidlertid også denne tryghed, fordi de øjne, som jeg ikke kunne forestille mig kunne lyve, udstrålede en sådan varme og imødekommenhed mod mig. Jeg var helt parat til at lægge min skæbne i dette spinkle menneskes hænder. Jeg følte mig flov, men kunne ikke undertrykke denne følelse af lykke for hvert skridt vi tog op af stien.

Han tilberedte meloner, anrettede brød og og lavede the til mig inden han vandrede ned til den by jeg nu vidste ikke bare havde været Mortens, men nu også var blevet min eventyrby. Dette kan ikke være mit virkelige liv, og dog. Var der noget om at dette land var så velegnet som sindets fædreland? Jeg satte mig i det bløde græs, med solen bag mig og Chaouen under mig. Det var blevet læsetid.
   Jeg måtte skaffe mig lidt overblik over bøgerne og startede med at skimme dem i gennem. Det var som om Morten havde haft planer om at samle hele materialet i en samlet fremstilling. Hvorfor ved jeg ikke, men måske for selv at få et overblik han ikke kunne skaffe sig på anden måde. Til sidst kunne jeg se, at der faktisk var alle Mortens gamle rejsebøger fra hans mange Marokko ture. En for hver rejse, en form for dagbogsfortegnelse fra sidste års begivenheder og så som det tredje endnu en kinabog, som viste sig ikke at indeholde en rejsedagbog, men derimod et langt brev til dig. Dig som var den eneste jeg oplevede, at Morten græd over at have mistet. Jeg husker meget tydeligt hvordan han en helt almindelig eftermiddag, i selskab med alle dem han holdt af, blev spurgt om hvordan det gik med dig og ikke mindst jeres forhold. Han forklarede det, som det var. At han havde været så bange for, at miste dig Lige nøjagtig så bange så han netop mistede dig.
   Det var hans måde at forklare det som på mange måder, i alt fald for os andre, netop var uforståeligt. Dig som viste ham, at hans evne til at føle kærlighed ikke var død, hvad han ellers var helt overbevist om. Dig som kunne få ham til at føle. Dig som han paradoksalt nok ikke kunne bære hverken at "eje" eller miste. Han elskede dig ikke på grund af din unge alder, men på trods. Så enkelt var det. Du blev hans karma. Han græd stille den eftermiddag han fortalte om bruddet.
   Jeg mærkede en klump i halsen.
   Med lidt våde øjne, begyndte jeg, at læse mig ind i en verden, som jeg vidste ville betyde en udvidelse af min personlige horisont, men også en ændring af mit liv.