Jeanette toner pludselig frem på den indre nethinde og vælger ny dagsorden for mine tanker. Jeg mødte hende for omkring 5 måneder siden. Dejlig pige, fin flirt og alt linet op til en forelskelse, hvorefter jeg lige så stille og roligt lægger afstand til mine egne handlinger.
   Jeg låser hende ude fra mit indre og foretager selv en ufrivillig tur ind og ned i mit mørke sind. Hvorfor kæmper jeg mig, uden det mindste motiv og forklaring fri af forhold, som jeg har drømt om i alle de år jeg var gift med Hanne. Hvorfor inviterer jeg mennesker til at komme tæt på mig, når jeg ikke kan ha' det og hvorfor kan jeg ikke ha' det?
   Jeg har seriøst prøvet at kikke ind i mig selv de sidste par år.
   Det kom i sin tid også helt bag på mig selv, da jeg brød med Tut. Dengang var der også linet op til den helt store kærlighedshistorie. Alle var begejstrede. Årets happy end lov story.
   Vi havde allerede en affære for snart mange år siden. Da jeg på det tidspunkt ikke ønskede at bryde med Hanne og ikke mindst af hensyn til Kristina ophørte jeg med at se Tut.
   Hun var imidlertid til stadighed i mine tanker og det udartede sig til en hel besættelse eller langvarig uforløst fortrolig kærlighed. Fortrolig fordi jeg ikke indviede nogen i mine tanker.
   Da Hanne og jeg flere år senere gik fra hinanden var det helt naturligt at jeg kontaktede Tut igen og hun fandt det lige så naturligt og havde ventet på det.
   Lige så unaturligt og uforståeligt fandt hun det da jeg efter ca. 1½ år sluttede forholdet. Herefter blev de næste forhold blot svage efterligninger af mit forløb med Tut men temaet og afslutningerne var de samme.
   Skal jeg ind og søge en forklaring er der ingen tvivl om, at jeg i alt fald skal tilbage og begynde min søgen efter et svar i mit forhold til Birgitte, min første kone. Hende jeg levede heftigt sammen med i 7 lange år.
   Men jeg kan mærke at heller ikke dette er jeg parat til at lægge op på bordet, så det må vente. Men ingen tvivl om at Birgitte er en del af nøglen til min selvforståelse. Hvis jeg overhovedet har følt kærlighed var hun min første kærlighed. Hun fødte min første datter, men hun betød også ubeskrivelig smerte og voldsomheder lige frem til hendes død.
   Både Birgitte og Ulf har jeg opfattet langt mere nuanceret efter deres død. Det har været en meget stor glæde og forklaringen skal helt klart søges i at jeg, da først angstens farefulde mørke blev fjernet var der mulighed for at se og arbejde med de mange gode sider som deres personlighed naturligvis også rummede. Der er ingen der elsker uden grund.

Som du kan læse fra dagbogen fra 1997 er jeg meget opmærksom på at noget er galt. Jeg er heller ikke i tvivl om, at det er inde i mig selv jeg skal finde årsagerne. Jeg har mærket det længe og fortrængt det lige så længe. Jeg er også opmærksom på, at jeg kun selv kan finde svar på mine spørgsmål ved at fortsætte den rejse som jeg har påbegyndt.

Da jeg sent om aftenen ankom til Mellila vandrede jeg hurtigt ud af havneområdet og gennem byens centrum, for at stige på bussen ved den store runde plaza del Espania i bykernen lige bag havnen. Jeg ville hurtigt til grænsen så den aften bemærkede jeg slet ikke den smukke park, hvor jeg året efter skulle møde Simon, en gammel elskelig jøde, som senere kom til at betyde utrolig meget for mig på mere end een måde.
   Simon er helt klart årsagen til at jeg senere fik et helt personligt forhold til denne lille spanske besiddelse på Marokkos middelhavskyst. Byen som på sin stille måde udkæmper sin egen lille religionskrig på ikke helt almindelige betingelser, men mere om det senere.

Fra Mellila gik turen over grænsen til Nador, som er den første Marokkanske by lige syd for grænsen og efter en overnatning videre til Oujda, som er en relativ stor by med 800.000 indbyggere.
   Turen fra det toldfri område i Mellila og til Oujda havde sidste år været noget af en oplevelse hvad angår smuglerier og korruption. Jeg sad med Kristina på det forreste sæde i bussen lige bag chaufføren. En halv time efter at vi havde forladt Nador blev bussen standset af en af politiet eller militærets vejkontroller. Når jeg er i tvivl om det er militær eller politi skyldes det at de næsten altid er udstyret med ret tunge våben.
   Geværer og maskinpistoler plejer ikke ligefrem at være normal bevæbning at politi. Kristina og jeg havde vænnet os til, at busserne ofte blev standset og gennemset. Vi havde også vænnet os til at de altid fik øje på os og bad om at se vores pas.
   Jeg var også blevet vandt til at besvare spørgsmål om hvorledes det kunne være at jeg rejste rundt alene med en lille kinesisk pige, samt hvor hendes mor var. Hver gang foregik det i fin ro og orden. Politiet var altid utrolig høflige og sluttede altid deres lille check med et, velkommen til Marokko.
   Denne gang gjaldt det imidlertid ikke mig og Kristina. Den lille, men kraftige chauffør måtte ud af bussen og snakke med politiet, som bad om at få åbnet bagagerummet og få hevet bagagen fra taget ned. Medens alt dette stod på kom 3-4 mand fra den bageste del op gennem bussen med sorte tunge flade pakker.
   Trods protester blev flere af passagererne blev pakkerne anbragt under andre passagersæder bl.a. under vores. Resten af pakkerne løb mændene ud af bussens fordør med og hen ad vejen for at gemme det bag nogle huse og træer lidt længere fremme.
   Kristina og jeg sad midt i det hele på orkesterplads, men nu også som en form for deltagere i dette dobbelte smuglertogt.
   Politiet på den ene side, som efterhånden havde fyldt en hel lille lastvogn på den anden side af vejen med almindelige smuglervarer som store sække ris, babymad, bleer og et væld af forskelligt konserves og så narkosmuglerne, som inde i bussen havde fået gemt deres varer, så politiet, da de til sidst skulle gennemsøge bussen indvendigt, ikke ligefrem faldt over den narko, som kun "svagtseende" ikke kunne få øje på her i fuld dagslys.
   Den sommer tænkte jeg ikke yderligere over begivenheden. Jeg undrede mig imidlertid over at jeg ikke var blevet nervøs i det mindste da politiet gik i gennem bussen vel vidende at jeg havde en pakke narkotika liggende under mit sæde.
   Det var først et par år senere, da jeg en helt tilfældig eftermiddag højt oppe i en afsides del af Riifbjergene løb på en karavane bestående af ca... 30 tungt læssede mulddyr med omkring 3 tons hash til det Europæiske marked, at jeg fik øjnene op for hvorfor der var en dybere mening med denne tilsyneladende korruption og fik sat det i sammenhæng med narkoindtægter og de voldsomme begivenheder, som fandt sted og stadig finder sted i Algeriet.
   Det var i øvrigt også på samme vandretur i Riifbjergene at jeg kom i store problemer på grund af utroligt dårligt vejr. Så store problemer så jeg meget mod min vilje var nødt til at tage imod hjælp og overnatte hos en lokal Riifbonde i en lille landsby. Den bonde, som senere, kom til at spille flere roller i mit liv hernede.

På turen i år fra Nador til Oujda blev jeg forskånet for politrazziaer. Dagen efter ankomst om formiddagen tog jeg en tur i byens medina. Det var den dag jeg efterfølgende betroede min dagbog at jeg var blevet en ren medina freak. Hverken mer eller mindre.
   Den sidste lille uro når jeg bevægede mig ind i en medina var afløst af denne dejlige nysgerrighed når jeg lader mine sanser bestemme vejen og føre mig frem i myldret af mennesker og dyr i de små brogede gader.
   Jeg runder købmændene med deres store sække fyldt med alverdens farver og dufte fra krydderierne. Videre til slagterne, som arbejder åbent ved disken. Synligt for kunderne, som her også dækker funktionen, som lokal levnedsmiddelkontrol. Forbi uendelige mange små sko, tøj, isenkram butikker og alle de andre erhverv og ind imellem en lille cafe, hvor mynteteen og kaffen nydes af småsnakkende mænd, der hilser forbipasserende.
   De skæve, de sindssyge, de handicappede de travle, de kedelige, de normale, de eftertænksomme, de søgende. De er der alle sammen.
   På et tidspunkt og uden at jeg havde bemærket det, sænker mørket sig over medinaen og de små butikker lukker ned. Medinaens stort set eneste lys, det fra butikkerne, dør langsomt hen.
   Finalen på endnu en dag i medinaen står grønthandlernes knægte for. På det lille torv står de i tusmørket på ladet af deres små æselvogne og råber fyraftenstilbud ud i munden på hinanden så koner og piger går i panik for at gøre et godt køb af dagens sidste tomater, peberfrugter, vandmeloner eller andre grøntsager.
   Grønthandlerne og deres sønner er startet tidligt om morgenen fra deres landsby med tungt lastede æselvogne for at komme ind til byen og sælge deres produkter. Nu skal de være tomme til hjemturen og de lave priser sikre det.
   Grønthandlernes knægte kan deres kram og de kan li' det. Der er brug for dem. De behøver ingen handlingsplan eller kommunal aktivering, som de unge i det veludviklede danske velfærdssamfund. Arbejdet er en leg for dem. En alvorlig leg som jeg har set så mange af under mine rejser i Marokko. Jeg bliver forvirret når jeg prøver at skabe en afgrænsning mellem det at lege og det at arbejde. Når arbejdet går som en leg er det så leg. Det er lidt tankevækkende at voksne f. eks. fodboldspillere i vores verden godt må leve af at lege, medens børn ikke må. På den anden side er der også eksempler på at leg er blevet alvorlig og ikke længere en leg når det bliver et erhverv. Jeg kan nu godt li'den afgrænsning at alt det, som går som en leg det er en leg uanset at man også kan kalde det for arbejde.
   Hjemme i Nordeuropa mangler vores unge alvorlige lege. Lege, som giver dem en naturlig udvikling ind i den voksne verden. De små alvorlige lege, som vi på min alder husker sidst fandtes på landet og i de små byer i provinsen. Nu er selv flaskedrengene blevet bortrationaliseret af robotstyrede maskiner. Tilbage kan man nu snart kun lege arbejde hos en bager eller på en døgntankstation. Og vel og mærke rigtige voksen lege med røveri og det hele. Her går det ikke som en leg. Her er det børn som leger med deres liv på arbejdspladserne.
   Undskyld men, længe leve det feudale samfund og hvor meget menneskeforstand har de højtuddannede unge i Danmark, som står med deres eksamenspapir i hånden i en alder af 26-28 år, uden på noget tidspunkt forinden at have haft bare en lille kontakt til det virkelige arbejdsliv? Det virkelige liv, som de ofte netop i kraft af deres videregående uddannelse skal ud og tage ledelsesmæssigt ansvar for.
   Jeg har mange gange tænker med bange anelser på hvor vores velfærdsmodel bliver af i takt med at ledelsesansvaret i den sociale verden bliver overdraget til unge cand. det ene og cand. det andet fra RUC . Det er snart den eneste kvalifikation til en topstilling i den verden, at have forstand på økonomi og lige så sikkert en diskvalifikation hvis ansættelsesudvalget fornemmer noget som går i retning af et socialt engagement hos ansøgeren.
   Jeg har svært ved at forlige mig med de nye strømninger, som påstår, at der ikke er forskel på at lede en stor pølsefabrik og så en socialforvaltning. Begge dele er bare ledelse og ikke andet. Hvor fattig kan vores menneskesyn blive.
   Det nytter ikke noget at være 50 år fremme i udvikling hvis man er gået den forkerte vej. Livet skvulper frem og tilbage. Det har det gjort gennem tusinder af år. Dette øjeblik er en lille bølge efterfulgt af en svag tilbagerislen af vand til havet.
   Måske er den vestlige verden bølgen, men den bliver i øjeblikket efter, til det svagt rislende vand, som søger tilbage og nye bølger tager over. Fønikerne, Inkaindianerne og sidst romerne og Venetianerne er eksempler på denne skvulpen hvor kun bygninger og minder overlever.
   På vej hjem fra Medinaen ser jeg 3-4 piger som står i tusmørket i en lille gade og gennemroder en stor bunke affald for at finde lidt spiseligt. Koranens sociale dimension "du skal give til dem som trænger" har ikke slået igennem alle steder. Det er i sandhed kontrasternes land.
   I eftermiddags blev jeg præsenteret for den dygtigste tigger på turen. Det var en lille dreng på ca... 5 år som pludselig stod lige foran mig medens jeg sad i solskinnet på en cafe og drak en kop kaffe. Han bukkede sig og gav min hånd et lille kys hvorefter han uden at sige noget først fangede mine øjne og derefter rettede sit blik på min kage på tallerken medens han stadig havde fat i min hånd. Han fik naturligvis kagen og jeg så at han delte med sin jævnaldrende kammerat. Jeg kom til at tænke på lille Yseppe fra den dejlige roman La Storia.