Det er måske når alt kommer til alt netop dette at rejsen, som ikke stiller de samme krav til sammenhæng mellem øjeblikkene, der år efter år har fået mig til at pakke min rygsæk og drage rundt hernede. Først på må og få. Senere for at se alt det jeg ønskede at se og nu til alle sidst for at gøre det afgørende eksperiment, at flytte mit livs indhold fra den invaliderede tilværelse i Danmark her ned i håb om at jeg enten finder ny vækst til en meningsfyldt tilværelse eller sandheden og afslutningen på en meningsløse tilværelse.
   Jeg vil for alt i verden ikke slutte som Ulf gjorde den nat på sygehuset i Skagen. Jeg er godt nok nået langt af erkendelsens vej. Jeg ved at jeg efter hånden med stormskridt er på vej til at leve Ulf liv. Følge hans spor. Følge hans rejse ind i mit eller måske hans sind, men finalen er stadig tilbage og intet er afgjort før manden med leen har fløjtet kampen af.
   Ulf fylder mig stadig med både voldsomme og modsat rettede følelser. Han har på flere planer og mange måder bragt mig hjem, men bestemt ikke til en lille lykkelig familie.
   Jeg fandt mig selv da jeg fandt ham, men fandt også mit karma, den livsbane jeg vidste og fortsat ved at jeg er nød til at følge. Usynlige, onde og mørke kræfter forsøger at styre min galaxes bane. Ulf nåede aldrig at fortælle mig hvad der gik galt med hans liv. Hvad der de sidste år bragte hans bane langt væk fra alt og alle og kun tæt på sig selv og hans indre.
   Måske findes der, netop derfor, fordi jeg er Ulf søn, ikke noget andet svar end det jeg må finde i mig selv. Intet hverken ydre eller indre står til at ændre.

Jeg kalder på Absalon. Betaler for morgenkaffen og bevæger mig over igennem Zouken og videre hen til Den gamle smed. Han står og arbejder på sin faste plads, og smiler venligt da han fik øje på mig. Vi går sammen om bag værkstedet i den lille gård, han deler med et par andre værksteder.
   Det er en underlig fornemmelse. Min skæbne afhænger ikke alene af den tillid jeg har til den gamle, men også hans familie jeg dårligt nok kender og dem han nu engang er fortrolig med. Selv om jeg på papiret burde være mere end bekymret er jeg det ikke. Hans øjne har talt. De øjne som ikke kan snyde. De øjne som fortæller om liv og død, medgang og modgang og frem for alt at der er kontakt. Følelsesmæssig kontakt.
   Jeg har fra vores første møde haft denne følelsesmæssige tætte kontakt til den gamle. Jeg her herfra ingen grund til bekymring. Den gamle ved hvad det drejer sig om. Han kender sig selv, sine naboer, medinaens rytme og myndighedernes svagheder og mangler. Han kan ikke fejle og jeg stoler på ham. Hvad skulle jeg ellers.
   Vi checkede emballagen. Alt var som det skulle være. De havde gjort arbejdet godt . Vi aftalte at cykelsmeden kom næste dags morgen med Absalon og hans vogn for at hente kasserne. Der var ca... 300 meter fra smedjen og over til pladsen udenfor medinaen hvorfra bussen til Fes holdt. Den reviderede aftale var at cykelsmeden skulle bringe kasserne til Ab Den Bi i Chaouen og jeg skulle straks tage tilbage til Figuig for at vente på startskud til projekt "grænseoverløber".
   Vi gik ind på værkstedet igen. Den gamle skaffede, via en af de små knægte, som holder til her mellem værkstederne, to glas myntethe. Vi satte os ned smilede indforstået til hinanden og nød øjeblikket.
   På mange måder har jeg lige fra starten af dette bekendtskab leget med tanken om, at den gamle var min far og den blonde araber i bussen var Ulf søn. Jeg ved ikke hvornår, men på et tidspunkt medens vi sad der i eftermiddagssolen blev jeg i tvivl om hvorvidt jeg gjorde det rigtige. Jeg løb jo ikke bare en personlig risiko, men mange andre, den gamle, cykelsmeden, Simon og de andre leverede jo også deres personlige risiko.
   Jeg skubbede tankerne til side, drak det sidste af teen og sagde smilende farvel og på gensyn til den gamle. Det var sidste gang vi så hinanden. Den gamle som jeg kom til at holde så umådeligt meget af. Nok primært fordi han var det levende eksempel på det jeg aldrig selv havde haft. En maskulin og samtidig kærlig og omsorgsfuld identifikationsfigur, som kunne guide mig på vej i tilværelsen.
   Den gamle dannede på alle måder modpol til Ulf. Ham som jeg har så modsatrettede følelser overfor. Hvor utroligt det end kan forekomme, registrerede jeg efter hans død en form for kærlige følelser ikke bare fordi han var min far, men måske også i taknemlighed over at jeg fandt mig selv da jeg fandt ham.
   Dette ikke at være Vibekes søn. Søn af en enlig mor, som godt nok skaffede sig en ny mand og for os en stedfar i ordets positive betydning, men stadig søn af Vibeke og uden maskulin medgift.
   Mødet med Ulf ændrede min selvopfattelse på mange måder. Jeg var nu søn af Vibeke og Ulf og det er en helt ny og anden person end Morten, Vibekes søn. Jeg var blevet en hel person med alt det feminine og alt det maskuline. Førhen kunne jeg godt ønske mig en bedre integration af mine maskuline og feminine sider. Dengang handlede de ofte selvstændigt.
   Ulf, som var alt fra den spændende kreative person over til personen med den fanden i voldske selvtillid og helt ud i det ekstreme. Men uanset al vanviden var det ham, som gjorde mig til et helt menneske blot ved sin opdukken i mit liv.
   Ham som med næsten urkraft, på trods af en "du skal på ingen måde tro at du under nogen omstændigheder er eller skal blive til noget som helst", drev min arbejdskarriere op mod de store bølger og og udfordringer.
   Helt til tops og lige netop helt derop hvor jeg som 15-årig, sat i lære af Vera hos en af byens største sportsforrretning i Nørregade, havde besluttet at jeg skulle op.
   Jeg husker hvordan jeg en dag på forretningens værksted havde forespurgt værkfører Beyerholm, om der var eksempler på at lærlinge fra Lerche Sport var blevet til noget.
   Den gang vidste jeg det af gode grunde ikke, men i dag ved jeg det. Det var startskuddet til en opgør med Vibeke og Ulf. Et opgør de udkæmpet inde i mig og som skulle vare i næsten 35 år. Jeg husker hvordan jeg med tilfredshed noterede mig Beyerholms bekræftende svar, at det var der eksempler på.
   Jeg husker tydeligt at det afgørende for mig dengang var at blive til noget. Ikke noget bestemt, men noget stort. Mit selvværd var i bund, men mine ambitioner om at hæve den var enorm livskraftig. Dette "noget stort" blev på det tidspunkt på ingen måde konkretiseret. Det blev det til gengæld nogle år senere og endda ret konkret. Dengang stod det kun som en skjult aftale med mig selv.
   Skjult for alle andre fordi jeg på ingen måde havde noget at have det i. Vibeke havde grundigt blandet og fået lagt mine kort til en helt anden tilværelse. Ordblind som jeg var blev jeg taget ud af skolen som 15-årig året før vi skulle slutte med en realeksamen.
   Jeg var med nød og næppe efter 5. klasse blevet placeret i datidens superliga, den boglige linie. Det gav 4 år hvor jeg til stadighed på det faglige område hang med rumpen i vandskorpen og fanget i en uløselig negativ spiral. Ingen lyst til at læse på de lektier jeg alligevel ikke kunne finde ud.
   Jeg kæmpede en håbløs kamp for at holde mig fast i slipstrømmen fra de andre. Redningen kom da Vibeke og min klasselærer Bentsen i fællesskab traf beslutning om at kaste Håndklædet i ringen og fritstille mig fra Thorvaldsensvejens skole. En af klassens lyse hoveder prøvede forgæves at gå i forbøn for mig og tilbød overfor inspektøren heroisk at han ville læse lektier med mig. Men alt var forgæves beslutningen stod ikke til at ændre. En sag hvor jeg aldrig har fået opklaret hvem der tog initiativ til beslutningen. Var det Vibeke eller Bentsen?
   Først mange år senere da jeg var påbegyndt min lederkarriere indenfor den sociale verden blev det mere og mere klart for mig hvor atypisk mit forløb havde været.
   Det skulle afslutningsvis blive en kvindelig erhvervspsykolog der i forbindelse med en jobsøgning under en 3 timers lang "her er dig liv" samtale på flotteste vis bragte brikkerne til mit livs puslespil sammen.
   De brikker, som havde ligget lige foran mig hele tiden uden at jeg kunne få dem til at passe sammen. Den formiddag dannede de på fornemste vis Ulf og Vibekes søn Morten. Mødet med erhvervspsykologen forløb på den måde at jeg fortalte alt og med alt mener jeg 99,99% at alt. Under vejs samlede hun fint op og levede små del konklusioner.
   Det udviklede sig til et fint arbejdsfællesskab, hvor hun afslutningsvis kunne lægge den sidste brik på plads og vi kunne se billedet af denne noget atypiske person fyldt med indre modsætninger. Atypisk og modsætningsfyldt fordi jeg både var Vibekes og Ulf søn.
   Vibeke som havde lært mig at det på alle måder var bedst at holde sig i flokken og kun bevæge sig ud af uden afvigelser.
   Og så Ulf, som via hans gener havde fyldt mig med vanvid, galskab, men også mod, kreativitet og så den helt uforståelige selvtillid hvor han livet igennem viskede mig i øret at hvis jeg ville bestige det højeste bjerg eller bygge den største katedral var det bare om at gå i gang. Jeg gjorde det, men bestemt ikke omkostningsfrit.
   Oplagte ledertalenter og dem havde jeg til fulde fra Ulf og de lige så oplagte omsorgstalenter fra Vibeke var en særdeles farlig cocktail for mig. I min ungdom stod der på en mur i Holte: Giv aldrig magten til dem der ønsker den. Det har været en af mine ledetråde gennem livet. Jeg tog al den magt jeg kunne få fat i, men altid for at give den videre til dem, som havde brug for magten, men ikke selv kunne erobre den. Min periode som den sociale Robin Hood var begyndt og sluttede ikke før jeg i fuld offentlighed afslørede de to socialudvalgsmedlemmer i Byrådet.
   Erhvervspsykologen fandt som sagt Vibeke og Ulf søn, men det blev først min efterfølgende rejse alene til Marokko, der for alvor bragte mig der ind hvor jeg kunne mærke mig selv. Der ind hvor Peter, min psykiater så mange gange havde fortalt mig at en del af svaret lå.
   Uden palmerne i Figuig og medinaens duft i Chaouen havde jeg aldrig fundet vej. Efter dette års Marokkorejse skrev jeg min digtsamling på et par døgn i Hammermet i Tunis, men først efter en slidsom og smertefuld proces, hvor jeg stædigt søgte efter mig selv og til sidst fandt een, der lignede mig. Tættere kan jeg ikke komme det på nuværende tidspunkt.