De 3 besættelser og kærligheden
   Både et menneske og et land kan blive besat. Min første besættelse var Birgitte. Der var tale om en reel besættelse. Hun valgte mig og dengang blev mit sjæls kammer erobret og fuldstændig besat af Birgitte.
   Hun var atten og jeg var atten. Hun var aktiv og jeg var passiv. Hun havde temperament og jeg havde evner i retning af det føjelige. Hun havde kræfter. Jeg kendte ikke mine.
   Hun nippede ikke til mig. Hun smagte ikke på mig. Hun spiste mig heller ikke, men hun slugte mig. I dag kan jeg se hvor fint Birgittes dominerende maskuline attitude havde gode vækstbetingelser i selskab med denne unge, uerfarne og frem for alt submessive knægt, som jeg var på bare 18 år.
   Langt, glat helt sort hår, en smuk slank krop og et ansigt og ikke mindst øjne, der signalerede oplevelser forude. Oplevelser som var helt og aldeles nye for mig faktisk var jeg blot en måned tilbage i historien jomfru.
   Jeg havde en måned før haft mig seksuelle debut. Hun hed Jytte og var på alle måder den aften guide for mig gennem agten trin for trin og til en afslutning, som kom lige så meget bag på mig som meget andet senere i tilværelsen.
   Birgittes mor var Eskimo og hendes far var fra Danmark. Hun var utrolig køn. Med sit lange glatte og sorte hår og utrolig, ja næsten voldsom udstråling, var hun langt mere indianerhøvdingens datter end halv eskimo.
   Dette halv Eskimo og med en lille skævbenet mor, og så ude i Charlottenlund skulle gå galt, hvad det også gjorde.
   Allerede som lille ville Birgitte ikke følges med sin mor ude i byen. Hun gik på det modsatte fortorv. Sørgeligt at tænke på at den stærke og begavede pige kunne have gjort så meget godt for sig selv og måske også sit folk hvis ikke det var fordi hun bl.a blev knækket af sin manglende identitet.
   På et tidspunkt kunne, Birgittes mor ikke magte opdragelsen og Birgitte blev anbragt over et par gange på institution. Hun var fyldt med egne indvundne erfaringer ikke mindst fra de større piger på institutionerne og jeg på min side var fuldstændig grøn på alle livets felter. Vibekes søn som kunne synge og gjorde det i et af tidens store rock bands. Det var der, ude i Place Pigalle på bakken hun stod. Høvdingens datter, som lige var sluppet ud fra det sidste pigehjem, hvor hun havde lært det sidste hun manglede for at fuldende sin egen og vores fælles tragedie. Som hun stod der på dansegulvet havde hun ingen problemer med at vælge mig og gjorde det.
   Vi svævede nærmest gennem hendes lokalområde ved midnat og hele vejen ind af Femvejen forbi den ene pragtvilla efter den anden til vi lå i Gittes seng på hendes værelse i hendes mors lille 2 værelses lejlighed, som senere skulle komme til at danne ramme og for mig ubeskrivelige og uforståelige oplevelser.
   Det blev en heftig nat. Jeg tror nok jeg lærte et og andet ikke mindst om mig selv. Hun forførte mig, men jeg mærkede snart, at jeg på ingen måder kunne leve i hendes tempo.
   Jeg arbejdede længe med at taget mig sammen til at slutte vores forhold. Hun var trods alt den første jeg var rigtig i seng med og kom rigtig sammen med, men hun var på alle måder for voldsom for mig. Hun fik ikke alene fastholdt mig i sin stærke favn, men også bundet mig godt og grundigt til den lille 2 værelses i Charlotenlund.
   Hun forklarede mig, at hun ikke kunne få børn og vi elskede. 10 måneder efter fødte hun på Ordrup Fødeklinik Janne, min ældste datter. Jeg var med til fødslen og havde 4 måneder forinden lovet Birgitte troskab til døden os skiller i Charlottenlund kirke. Vores lille familie var en realitet.

Syv år var jeg fanget i hendes voldsomme mørke indre. Jeg måtte ikke kunne ikke komme fri af hendes smertelige mørke hvor rædslen har blændet kærligheden og blod og voldsomhed har overtaget lyset. Den samme rædsel og smerte, som hun selv havde båret på i sit lille liv.
   Hun var sorgfuld som barn, stækket af smerter som ung og omgivet af rædsel som voksen. En rædsel som hun kun kunne forsøge at bedøve midlertidigt, ikke slå ihjel.
   En rædsel, som når den ikke var bedøvet blev til blod og voldsomme begivenheder. Begivenheder som jeg altid vidste ville komme og når de kom var jeg som en fredsbevarende styrke, som forsøger at snakke fjenden fra værtshuset til fred.


Bestræbelserne var altid forgæves. Hun ville for enhver pris i kamp med mig. Jeg måtte fysisk forsøge at pacificere Birgitte samtidig med at jeg instruerede Janne vores lille datter, som dengang var omkring 5 år om at løbe ud og vente på mig. Forsøgene var altid forbundet med stor fare og jeg fik da også mange drøje knubs under disse tilbagevendende begivenheder.
   Endelig nede af trappen og ud i mørket hvor lille Janne stod klar fandt vi friheden for en lille stund. Jeg løb med hende gennem mørke parker, som netop fordi de var mørke og ingen kunne finde os samtidig var fredfyldte.
   Der hvor vi kunne hviske og lægge planer for vores videre flugt. Planer som altid blev opdaget og straffet. Planer som uvist af hvilken grund altid bragte os ud til Birgittes mor i Charlottenlund hvor vi blot kunne vente på at skæbnen og historien ville indhente os hvad den også gjorde hver gang. Nye voldsomheder, smerte og rædsel. Man kan ikke flygte derfra hvor flugt ikke er mulig. Så enkelt og samtidig uforståeligt var det.
   Og netop fordi jeg var Birgittes elskede magtede hun ikke at jeg forlod hende og hendes mørke indre. Vi var smeltet sammen i en endeløs kæde af smerte, kærlighed, seksualitet, blod og angst. I starten med et lille håb, om et nyt øjeblik som kunne bringe fred for alt det onde, men til sidst vidste vi det begge. Det ville blive til døden os skilte.
   Årene gav slag på kroppen og sår på sjælen. Sår over at være fanget i en verden jeg ikke kunne se mig ud af. I dag forstår jeg stadig ikke hvorfor jeg ikke søgte og fik den støtte, som omgivelserne var parat til at yde. Støtte som ville have brugt mig fri af det rædselsmørke, som jeg ikke selv kunne befri mig for.
   I dag kender jeg svaret. Man kan ikke sejle en båd når man har mistet roret. Jeg var som en matros med sin maskot i en gummibåd uden ror og i høj sø.

Ligemeget hvor meget jeg forsøger at granske i mit indre er min passivitet dengang stadig en stor gåde for mig. Hvorfor tog jeg ikke roret med magt. Hvorfor denne submessive passivitet. Måske ligger en del af svaret hos Ulf, eller rettere den manglende mandlige autoritet, som skulle have medvirket til at opbygge mit indre, så jeg naturligt kunne sætte grænser for mig selv og andre.
   Langt senere i mit liv har jeg til gengæld lært og forstået, at det der for mange socialfolk var og fortsat er uforståeligt var det, fordi der er nogle følelser, der bare ikke kan sættes ord på. Disse følelsers indhold er så mættet med alt det som fører til en livsfarlig cocktail. Følelser som frygt, smerte, angst, seksualitet undertrykkelse, had, kærlighed og jeg kunne blive ved.
   Jeg har lært, at en smerte kan stikke så dybt og være så befængt med tabuer, så man kun kan mærke den men ikke forklare den for andre. En smerte der på utrolig vis handlingslammer.
   Det er indsigt i dette mørke univers af vold og smerte der er nøglen til forståelse af det ellers uforståelige og uforklarlig. De voldsramte kvinder jeg deltog i arbejdet med via min socialvagt i Hillerød kommune sad fast i samme livsklemme. Jeg mærkede det jo selv dengang jeg som fredsbevarende styrke tog en dyb indånding og slap Birgitte og løb ned af trapperne til Janne. Alt dette forstod jeg langt senere, da jeg kom til at arbejde med de voldsramte kvinder. Vi havde samme historie. Vi var voldsramte MK'er.
   På et tidspunkt gjorde jeg det umulige. Jeg flygtede med lille Janne. Vi flygtede med det tøj vi havde på og stort set intet andet. Vi byggede vores egen lille rede af ingenting, lånte møbler og gasbenonsten med hynder på som sofa. Jeg ved ikke hvorfor jeg gjorde det, nok fordi jeg var nødt til at gøre det, selvom alle ikke mindst jeg selv vidste at det var det umulige. Mæglingsforhandlinger hos præsten hvor Birgitte sad med to indbundne håndled sammen med sin drukveninde som et sidste forsøg på at hindre det hun begyndte af forstå var mit alvor.

Årene efter prøvede Birgitte forgæves, at fange banen på min nye galakse for at genfinde lidt lykke og for at dulme smerten fra de dybe åbne sår, men de blev dybere og dybere og hun gled længere og længere bort helt der ud hvor smerten helt har overtaget.
   Hun var for syg og manglede kræfter til at justere sit eget ror. Hun vedblev at elske mig, og opsøgte mig ustandseligt, for at udkæmpe de samme kampe hvor rollerne lå fast. Hun var rædslen, som ankom pludselig uvarslet fra intet. Nogen gange på mit arbejde andre gange midt om natten i vores hjem. Jeg var altid den fredsbevarende styrke fordi jeg ikke havde andre våben at forsvare mig med.
   Først da hun mange år senere søgte og fandt hvile i mit sjæls kammer den 21. Januar 1986 på min 40 års fødselsdag blev vi forenet igen. Hun ringede til mig om aftenen og sagde fravel. Det havde hun gjort så mange gange før, men politiet bekræftede dagen efter om morgenen, at denne gang var det alvor. Den dag forstod jeg det ikke. Smerten, blodet og rædslen fra det indre mørket havde brændt sig fast i min sjæl og stod stadig i alt for frisk erindring. Birgitte dukkede meget stærkt op i min rejsedagbog den 12. juli 1997:


Nu hvor jeg sidder her i Zagoras nattehede kan jeg mærke, at varmen presser følelsernes erindringer frem. Jeg kan mærke det. Vi var elskede som elskede i øjeblikket.
   Vi høstede kærlighedens og måske frem for alt seksualitetens frugt dengang for mange år siden, min ældste datter Janne, som selv har fået så mange af de samme sår, som man kun kan få fra den mor som elskede hende så højt, men ikke havde kræfter til at række ud.
   Janne skal have det af vide af sin far, Morten, at vi, Birgitte og jeg var elskede, som elskede i øjeblikket og hun og ingen anden blev vores belønning.
   Det er først nu jeg kan nedskrive begivenhederne og mine følelser, som de var. Det er først nu sårene fra de svære år er helet en smule, så jeg er i stand til at se ud over de mange kampe. Se igennem de nedværdigelser jeg måtte igennem og ikke glemme, men tilgive og forstå hvad der skete.
   Dengang den 21. Januar i 1986 var jeg ikke i stand til at hjælpe Janne med at sige fravel til Birgitte. Jeg var ikke i stand til at deltage i at rydde de jordiske rester, som indeholdt så meget ja næsten al vores fælles historie. Dengang kunne jeg ikke.
   Janne vil nok aldrig blive i stand til at rumme og forstå min fejhed og tilgive, men først nu kan jeg skære Birgitte ned fra rebet og sige rigtigt farvel, som man siger farvel til den, man på trods af alt har elsket og altid vil elske i dette, øjeblikket for mange år siden.

Anden besættelse var Hanne. Hanne var Birgittes diremetrale modsætning og derfor en lise for sjælen. Hanne brugte ikke fysisk magt for at foretage sin erobring. Hun foreslog bare hvad der skulle ske og jeg accepterede. Det blev samtidig min entre på det pædagogiske arbejdsfelt. Et område jeg gennem årene har beskæftiget mig meget med på snart alle leder og kanter og altid med glæde.
   Næsten samtidig med at jeg var flygtet med lille Janne fra Birgitte i Birkerød og ca... 8 km. væk til et lille rækkehus på kollegiet fik jeg arbejde som ikke uddannet pædagog i en børnehave. Jeg havde været nød til at melde fra overfor den undervisning jeg havde på den lokale Handelsskole. De var ellers ret glade for at have mig tilknyttet. Jeg gik ikke af vejen for at påtage mig undervisning selvom det nogle gange lå lidt udenfor mit fagområde. Det var ret uforeneligt, både at være fredsbevarende styrke det meste af natten og så samle de nødvendige kræfter til at undervise dagen efter kl. 8.00.
   Nej, en af Birgittes længere drukture havde endnu engang opløst min tilværelse og hverdag.
   Den stod på ren overlevelse om natten når Birgitte sent om aftenen ankom med sin slæng af drukvenner. Hun lokkede mig endnu en gang til, at forsøge den leg som gik ud på, at jeg gav alt hvad jeg havde for at vi ikke skulle blive uvenner og hun trættede mig ved at jeg ikke fik lov til at sove.
   Jeg ved ikke hvor hun havde de talenter fra, men de virkede hver gang forstået på den måde at hun til sidst gjorde det hun ikke kunne få mig til, at gå amok.
   Hun kastede sig over mig og da jeg flygtede ind i et andet rum fløj div. effekter efter mig eller hun tiltrak sig min opmærksomhed ved at vælte rundt med møbler. Vi havde et ret stort og tungt marmor sofabord, som hun væltede omkuld som var det af plastik.
   En af de sidste gange jeg flygtede med Janne nåede jeg ikke af få mine bøger og undervisningsmateriale med ud på trappen. Træt og udmattet og uden bøger orkede jeg ikke mere. Jeg ringede til Handelsskolen og meldte fra. Jeg beklagede, men desværre. Min tilværelse gjorde det ikke muligt, at undervise p.t.
   Det var også så som så med jurastudierne. Godt nok var jeg tilmelde på Københavns Universitet, men studiet havde p.t. begrænset sig til to gennemlæsninger af Personretten af Ernst Andersen. Jeg forstod ikke meget af den, men havde på den anden side heller ikke just de bedste studiebetingelser.

Jeg nød meget mit arbejde i børnehaven. Kollegaerne var flinke og Birgitte havde endnu ikke opdaget hvor jeg arbejdede. Alt åndede fred og idyl. Ovenover børnehaven på førstesalen lå der et fritidshjem. Samarbejdsklimaet mellem de to personalegrupper var ikke det bedste.
   Børnehavens personale var utilfredse over at fritidspædagogerne sendte deres børn alene ud på den fælles lejeplads. Pædagogerne fra fritidshjemmet argumenterede med at deres børn godt selv kunne være ude uden voksen opsyn.
   Banal problemstilling, som aldrig havde fået lov til at løbe hvis ikke lige det var fordi de to ledere sandsynligvis fandt det meget passende at de på denne måde var fritaget for at snakke sammen og samarbejde. Der til var deres ståsted og livssyn for forskelligt.
   Jeg ved ikke hvordan og hvem der havde taget initiativ, men pludselig var der en fælles fest for forældre og personale fra både fritidshjem og børnehave. Hvad jeg ikke vidste var at en af de kvindlige pædagoger fra fritidshjemmet, havde set ud af vinduet og spottede den nye fyr fra børnehaven i færd med at grave nede på legepladsen.
   Hun fandt ham ret lækker og tiltrækkende. Hun lavede et væddemål med en af de andre kvindlige pædagoger om hvem af dem, der kunne få ham til at køre sig hjem i hans lille frække grønne sportsvogn den omtalte aften.
   Den nye fyr var mig og sportsvognen, som var ret så gammel og udtjent var min og Hanne vandt væddemålet men måtte også selv skubbe dyret i gang den omtalte aften. Hjemme i Hannes lille rækkehus kyssede vi og et livslangt venskab var begyndt og skulle vare lige til døden skilte os. Vi havde meget fælles fortid og var lige sårbare, men der var aldrig nogen af os ,som misbrugte denne viden.
   En dag jeg kom hjem med Janne som stadig gik i skole i Birkerød fandt vi vores lille rækkehus på kollegiet fuldstændig raseret og smadret. Det siger sig selv at jeg under min flugt fra Birgitte kun fik et par viskestykker og så min frihed med ud af lejligheden.
   Mit indbo bestod stort set kun af nogle møbler, som jeg havde lånt på kollegiet og så en Ikea startpakke med køkkenudstyr. Møblerne var smidt rundt i stuen og der var kastet sort fremkaldervæske ud over alle de hvide vægge. Det var Birgittes første besøg hos os her i Trørød og der skulle komme flere.
   Hanne foreslog at vi supplerede indboet op med hendes fra rækkehuset og at vi i samme omgang flyttede sammen her på kollegiet. Vi var jo trods alt begge studerende.
   Hun var optaget på Skovtofte Socialpædagogiske seminarium og jeg havde forklaret Hanne lidt misvisende, at jeg læste jura på andet år. Hanne ønskede denne nyskabelse i vores forhold fordi hun var forelsket i mig og følte smerte ved at bo alene i rækkehuset.
   Hendes far var død da hun var 14 år og hendes mor var flyttet til Odense og havde giftet sig med sit livs kærlighed nummer to eller måske et Erhard.
   Hendes livs kærlighed nummer et dukkede desværre for Hannes mor først op og forsøgte comback da han var en syg gammel mand i rullestol og der var ingen grund til at satse på en fælles fremtid med ham. Han havde en elskende, som passede ham til der ikke var brug for det mer. Kaj Hannes storebror var flyttet ind til hans kæreste på Svanevej på Frederiksberg så der var ligesom kun mørke og smertelige minder til at holde hende med selskab i det lille rækkehus.
   Jeg husker ikke rigtigt hvad jeg sagde, men jeg har helt sikkert sagt ja og Hanne flyttede ret hurtigt ind og tog lidt møbler med. Der var ingen tvivl om hvad der skete. Det var Hanne der havde valgt mig og ikke omvendt. Det er naturligvis ingen kritik af Hanne, men derimod en uhyggelig gentagelse af en person, hvis vilje er som et bløddyr uden rygrad og med personlige grænser af elastik. Jeg var, skabt af Vibeke, en stor kæmpe omsorgssøjle og undskyldning for mig selv. Det var hvad jeg kunne tilbyde Hanne og hun var glad.
   Birgitte foretog endnu et par terrorangreb i vores lokalområde. F.eks. sparkede hun en aften døren op til den sal på skolen hvor jeg holdt forældremøde for ca... 150 fremmødte.
   Der stod hun i flænset lædertøj stort langt ulet sort hår og så nogle øjne, som der næsten kom ild ud af. Den aften fik Søllerød folket noget for pengene. Råb skrig, korporlige angreb til jeg accepterede at køre med hende hjem til kollegiet for at ja jeg ved snart ikke hvad, men på et tidspunkt blev politiet tilkaldt og roen kunne sænke sig over det lille forskræmte hjem.
   En anden gang ankom hun midt om natten med en af sine drukveninder. Da jeg åbnede døren maste hun ind i den lille forgang hvor jeg dog fik hende stoppet.
   Herefter fulgte en times skyttegravskrig hvor jeg holdt hende væk, men på den anden side ikke kunne få hende helt ud af gangen så jeg kunne lukke hoveddøren.
   På et tidspunkt gjorde jeg et fremstød, som desværre mislykkedes. Mit problem var, at jeg, hvor utroligt det end lyder, var meget forsigtig med ikke at skade hende, samtidig med at hun udfoldede store anstrengelser med at slå mig til plukfisk.
   Jeg landende nede på gulvet og nåede lige at råbe om hjælp til Hanne for at få hende til at ringe til politiet. Jeg ved ikke hvad der skete de næste minutter, men der kom ingen Hanne til undsætning ej heller politi, men jeg kom på benene og samtidig fik jeg Birgitte lagt ned og trukket i benene landede hun ude på stien foran huset. Drukveninden var på det tidspunkt træt og accepterede ikke at blande sig.
   Det viste sig at Hanne under kampene havde stået ude på badeværelset, tæt ved den lille gang. Hun havde bevæbnet sig med en vindusskraber af jern og var klar til at komme til undsætning. Da jeg råbte besvimede hun af skræk.