Ulfs begravelse
   1997 var som sagt året hvor jeg for første gang rejste alene rundt her nede. Det var samtidig året hvor min biologiske far Ulf var død og vi havde begravet ham i Skagen kirke. Vi det er Espen, Irenes mand og min svoger og så mig.

Det var en ovenud ejendommelig begravelse, som indeholdt det hele og med det hele mener jeg ikke noget med lidt af det og lidt af det. Nej det der var og det der sket ved den begravelse det var og skete for fuld tryk og uden omsvøb.
   Begravelsen var for mig en smuk, højtidelig og også en stærk følelsesmæssig oplevelse. Jeg havde jo i er relativ høj alder lært ham lidt at kende og også mærket små spirende varme følelser for ham. Følelser som dog først rigtigt fik lov til at springe ud nogle måneder senere på denne ture en sen nat ude i ørkenen på vej til oasebyen Figuig.
   En fornemmelse af kærlighed, en ejendommelig størrelse, men trods alt en kærlighed til en person, min far, som godt nok var mit kød og blod, men bestemt ikke i live på nogen måde havde vækket noget som kommer i nærheden af noget som jeg vil kalde for almindelige varme kærlige følelser i mig.
   Det er nok også mere rigtigt at snakke om den sorte kærlighed, som jeg kun genkendte alt for godt fra årene med Birgitte, min første kone, som på mange måder var lige så forrykt som Ulf. Jeg kan bedst beskrive følelsen som en utrolig sammenblanding af kærlighed, frygt og seksualitet. En seksualitet som i øvrigt først de seneste år er kommet rigtig frem og lever i mig. Før da bankede den kun på i form af fantasier.
   Det er sært, men jeg kommer til at tænke på at jeg i forhold til både Birgitte og Ulf havde det som jeg har det med fugle. Jeg kan ikke holde en fugl i hånden. Jeg er bange for dens basken med vingerne og bange for at jeg kommer til at trykke for hårdt og derved kvæle den. Både Birgitte og Ulf baskede kraftigt med vingerne da de var i live. Den store er ikke altid den stærkeste hvis psyken ikke kan følge trop.
   En fornemmelse af absurditet fordi vi fik ham begravet, som de andre store Skagensmalere, med en tale hvor præsten flot fortalte, at Ulf Hanson havde slået sig ned i Skagen fordi der, på dette sted med himlen, havet og horisonten var højt til loftet og dermed plads til Ulf, den norske maler.
   Absurd men også befriende komisk fordi Ulf godt nok var Norsk med stort N, men på ingen måde var hverken stor eller talentfuld maler, men derimod fyldt med en til det sidste, uforlignelige tro på sig selv og egne evner og talenter.
   Der var flere små billeder i Ulf lille lejlighed. Billeder hvor kunstneren kunne være og var det sikkert også, en mellemting mellem et barn og en teknisk tegner.
   Kunstneren var Ulf og hans kunstnernavn signeret på billederne var Sale. Bag på billederne var der sat pris på produktionen, kr. 10.000.
   Nogle kunstnere bliver først berømt og anerkendt efter deres død. Andre blir det aldrig og andre igen er slet ikke kunstnere. Ulf selvværd fejlede ikke noget og han trøstede sig nok med at anerkendelsen ville komme efter at han var faret hinsides denne verden.
   Talen, som præsten holdt blev skabt på under en halv time. Jeg havde ugen forinden snakket med en kvindelig præst, som skulle have stået for begravelsen. Hun var imidlertid blevet forhindret og på kirkekontoret stod vi pludselig en time før begravelsen foran afløseren, som naturligvis gerne ville have en lille snak, som gjorde det muligt at skabe en bare lidt personlig tale.
   I modsætning til den kvindlige præst, med hvem jeg slet ikke kom på bølgelængde var der her med afløseren kontakt med det samme.
   Jeg kunne uden problemer stige ind i mine indre følelser omkring min fars død og kommunikere disse meget intime følelser til præsten, som tog imod og kvitterede, men en sjælden sensitiv opfangende attitude, som via talen viste sig at have bund i et ægte kristent engagement blandet med en fin næsten grotesk humor.
   Jo det var en begravelse, der ville noget. Spontanitet og det umiddelbare kan nogen gange bringe det nære og det dybe bedre frem end lange detaljerede snakke, hvor sjælen og nerven i budskabet ofte pakkes omhyggeligt ind i ord.
   Ejendommeligt fordi det nok er noget af det vanskeligste for mig, dette med at skulle være fysisk sammen med et andet menneske i mere end et par timer.
   Her var det 2 døgn og jeg havde på forhånd frygtet det værste. Ikke fordi det var Espen, men fordi jeg bare har det sådan. Jeg kan ikke med det tætte samvær over for lang tid (et par timer).
   Jeg har stadig en godt nok lille, men stædig autist inde i mig, men den er gud ske lov blevet mindre end den var for år siden da den var i fuld legemsstørrelse.
   Nu sidder den ikke mindst takket være indtagelse af en daglig dosis medicin, pænt og hygger sig ved siden af det lille forsømte barn og de andre skeletter i skabet, som for længst burde være indskrevet til afdansningsbal.
   Grænseoverskridende fordi vi skulle ind og tømme Ulf lejlighed. Det var lykkedes ham at få en fin lille pensionistlejlighed i et byggeri fra 1940'erne, som lige var nyrenoveret da han flyttede ind. Nøglen hentede vi på boligselskabets kontor hvor vi også fik en lille snak med kontordamen og varmemesteren.
   Det var tydeligt, at de tog hensyn til at vi var slægtninge til Ulf. De nøjedes med at beskrive ham som meget særpræget. Det han efterlod sig var hurtigt overset. Hans ejendele bestod af et beskedent møblement, sikkert indkøbt hos en marskandiser, lidt køkkenudstyr, og lidt relativt nyt tøj, lidt malerier, tegninger og en stak notater og et lille billede af ham selv. Han havde jo levet en omflakkende tilværelse de sidste par år og kun boet fast i den lille pensionistlejlighed i ca... et år.

Jeg opfattede begivenheden som ubehageligt og grænseoverskridende fordi vi, ud over de fysiske ejendele, også skulle ind og tømme hans sjæls kammer.
   Hele hans tankeunivers, som var nedskrevet på hundredvis af små stykker papir. Nogle gange fra en blok. Andre gange på en serviet eller en hotelregning. Stort set alle små stykker papir enten indsat i ringbind eller lagt sirligt i små cigarkasse. Jeg har slet ikke nogen fornemmelse af hvorfor disse notater. Hvad skulle de bruges til? Var det en psykologisk arv til sine børn? Jeg ved det ikke lige så lidt som jeg ved hvad dette brev til dig skal bruges til, men jeg er dog i stand til, at at sende mine tanker til dig og forsøger i alt fald at fastholde det kaotiske indhold i en form for orden.
   Ulfes forsøg på orden via ringbind og cigarkasser stod i skærende kontrast til teksternes indhold, som signalerede kaos, forrykthed, bizar kobling af intime følelser med voldsom seksualitet og erindringer fra engang og med den gennemgående smerte, som kun kan stamme fra en person, hvis liv er i stumper og stykker, og som er lige ved at falde ind i sig selv.
   En person hvis tilværelse er kaotisk opdelt i bitte små øjeblikke, som på ingen måde hænger sammen. Hverken på langs eller på tværs.
   Og sidst men ikke mindst var Ulf'es død og begravelsen smerteligt på grund af lægens ord til mig i telefonen, da han skulle forklare de nærmere omstændigheder omkring Ulf død på hospitalet. De ord som har stået prentet i min bevidsthed lige siden. Så smerteligt så jeg aldrig har kunnet fortælle det til nogen.
   Aldrig. Aldrig kan det forsvares at nogle sætter sig til dommere over kvaliteten i andres liv og efterfølgende også føre dommen ud i livet og dermed patienten ind i døden.

Som du nok kan forstå var det ikke overraskende at Ulf på alle måder med på min rejse da jeg et par måneder senere landede i Malagas lufthavn sommeren 1997 for at drage rundt i Marokko med min rygsæk i 2 uger. Men lad os glide ind i mine dagbog så skal jeg berette om hvorledes Ulf var med på rejsen.