Det var mildt i vejret. Foråret er en fortryllende gave til alle. Jeg smilede ned til Mfedels kone og døtre, som var i gang med at tilberede aftensmaden. Jeg lod blikket glide ned af den støvede grusvej. Henne ved et af de sidste huse sad en gammel mand på sin stol. Hans blik foldede sig ud over dalen. Han virkede som om han var holdt op med at leve aktivt og nu blot betragtede livet her fra en fin position med udsigt over stort set alt hvad der rør sig i landsbyen.
Jeg gik ind igen og aftalte med Ab den Bi, at vi straks efter morgenmad skulle begive os tilbage til Chaouen. I det samme kom lederen af koranskolen ind. Jeg havde set ham på afstand den dag jeg ankom. Vi hilste på hinanden og jeg mødte et par mørke, meget stærke og næsten glødende øjne.
Han var høj, rank, slank og med sort lidt langt krøllet hår. Han bar en sort kutte og havde en gammel slidt hvid skjorte inden under. Hans hænder var smukke og velplejede og stod i dirimetral modsætning til de andre af landsbyens hænder, der næsten alle var mærket af hårdt fysisk arbejde. Hans blik gjorde mig lidt urolig. Det kan være vanskeligt i en sårbar situation at møde øjne, som lukker op for stort set alt det man har aller mest lyst til at skjule. Jeg må erkende, at tanken om at det var ham, som havde givet politiet et tip strejfede mig. Tanken og tvivlen har sat sig og vil nok til evig tid blive det som står mellem mig og den helt vidunderlige eventyr by Talambot højt oppe i Riifbjergene.
Vi steg og steg højere op. Jeg kunne mærke, at udturen og ikke mindst opholdet i Talambot havde tappet både mine fysiske og psykiske kræfter. Ab Den Bi fornemmede det og øste al sin omsorg ud over mig. Han lod mig være når det var nødvendigt. Han opmuntrede mig når jeg kunne modtage opmuntring. Han stillede spørgsmål når jeg magtede at svare. Den dag bar han mig op og hen over bjergkammen. Slog lejr for os. Tilberedte vores mad, puttede mig i teltet og gav mig den kærlighed jeg pludselig kunne mærke at jeg i den grad var i underskud med.
Ab Den Bi var indbegrebet af den maskuline autoritet som jeg havde manglet hele livet, men aldrig har evnet at sætte ord på end ikke for mig selv. Via mine oplevelser med Ab Den Bi trådte mit lange og på mange måder lykkelige samliv med Espen tydelig frem, som det det i første omgang var et livslangt kærligt venskab mellem to forsømte børn, som i den grad havde været i omsorgsmæssigt underskud til de mødte hinanden og indledte den livslange gensidige støtte på det følelsesmæssige plan.
Mit ægteskab og lange samliv med Espen er båret frem af vores gensidige kærlighed og respekt for hinanden, men den maskuline del, som i lige så høj grad er en følelsesmæssig maskulinitet har jeg aldrig mødt før jeg mødte Ab Den Bi her højt oppe i Riifbjergene. Der var meget i Mortens dagbøger, der tydede på at han havde ledt meget efter og også fundet sin maskuline figur i Simon og den gamle smed og jeg havde fornemmet det samme hos Ab Den Bi. Alle tre var de indbegrebet af kærlighed, maskulinitet, omsorg og så denne sensitive opmærksomhed, som fanger min smerte og helbreder den før jeg selv har gjort mig den klar. Som registrere mine mindste signaler, tyder dem og kommer mig til undsætning før jeg selv har registreret at jeg havde behov for hjælp. Den opmærksomhed jeg aldrig havde modtaget hverken som barn eller senere som voksen, og som måske netop først dukker op som en mangel når man har oplevet af få den. Indtil da er den et anonymt stik i sjælen. Et stik som det først er muligt at sætte navn på når brodden bliver taget ud af den rette.
Jeg ved at jeg en dag vil slå vejen forbi parken i Mellila og i den forbindelse forsøge at få et stævnemøde med Simon på græsplænen. Han fyldte sin plads helt op og strålede i Mortens univers. Hver gang han omtalte Simon og hans besøg hos Simon i Mellila er det som om ordene bliver lettere og lysere og der breder sig en liflig duft af forår ud over papiret.
Det kan kun være lykke og jeg ville også gerne have indsigt i den del af Mortens liv. Jeg vil lokke Simon til at fortælle om de lyse lykkelige øjeblikke de helt sikkert har haft sammen i hans lille hus, på den stille gade i Mellila, hvor duften af blomster får mørket til at forsvinde og lyset til at bryde igennem.
Ja jeg tørster efter at høre kærlige beretninger fra de lyse øjeblikke. Lyse øjeblikke, der kan nuancere mit billede af Mortens liv i den sidste periode. Jeg kan mærke, at jeg i den grad er i underskud hvad angår lyse øjeblikke fra Mortens sidste tid. De lyse øjeblikke jeg havde haft så mange af i selskab med ham.
Jeg mærker en snigende fornemmelse af, at den sidste tid ikke har været væsentligt anderledes end Mortens øvrige liv. Tankerne i hans dagbøger er et autentisk billede af Mortens dybe mørke indre. Et indre som altid har været der, men han har forstået at præsentere en glad ja næsten festagtig stemning uden på tøjet i samvær med andre mennesker. Hans dybe mørke havde han lukket nede i Vibekes sæk, men desværre ikke fået snøret helt til.
Nu gik det ned af bakke og jeg kunne skimte lysene fra Chaouens lidt nede og ovre til højre. Jeg kunne godt mærke, at mine kræfter, både de psykiske og fysiske, nu for alvor var opbrugt. Jeg vidste med mig selv at jeg havde været ude i et grænseland jeg ikke troede muligt kunne dukke op i mit univers.
Samtidig vidste jeg også at jeg af hensyn til alle skulle forlade Ab Den Bi og Chaouen allerede nu i aften og via bussen sætte kurs mod Tetoan, Ceuta, Malaga lufthavn og Gammel Gadevej i Stenløse.
Tilfreds med livet, mit lidt nye jeg, min families historie og minderne om en bror, som jeg nu hvor jeg mener at jeg kender både ham og mig selv helt der inde hvor livet både gør ondt, men også stråler af det det er, liv.
Jeg ved nu, at vi uanset vores meget forskellige livsbaner trods alt, helt der inde hvor det hele begynder og slutter, lignede hinanden som to dråber vand, der er landet i hver sin krukke med hver sin lille plante, som hver for sig har vokset sig frem til den facon og farve vi nu har fundet størst glæde ved.
Jeg føler en stor lettelse og for så vidt også stolthed ved tanken om at det er lykkedes for mig, at gøre mit arbejde færdigt hernede. Det jeg havde besluttet hjemmefra er ført ud i livet. Som afslutning på min rejse i mit og Mortens sind vil jeg når jeg kommer hjem, fuldføre hans ønske, at overrække dig brevet og hans bøger. Du som han om nogen ønskede skulle vide besked om livet og alt det andet.
Klokken er 00.30. Jeg sidder i transithallen i Malagas lufthavn. Der faldt først rigtig ro over mig, da jeg havde fået checket ind hos en helt almindelige Mærsk medarbejder, som talte dansk og ønskede mig en god tur hjem. Jeg ved og kan mærke det. Jeg er ret fortumlet.
Den sidste uge har været som en lang proces i en verden som er mig helt fremmed og hvor jeg blev nedbrudt af ikke at kende spillereglerne og derfor hele tiden måtte yde mere end alt.
Da jeg sad og studerede mine dagbogsnotater fra rejsen faldt jeg pludselig over noget jeg havde noteret ned som jeg havde svært ved at få til at passe sammen.
På hotel Gernika, under middagen havde Fattha bl.a. fortalte, at der var kommet et par mænd og en ung pige fra landsbyen Talambote. De skulle hilse mange gange fra Morten og spørge om hun måtte skjule sig på hans værelse et par dage. Hvordan kunne det hænge sammen med at han blev skudt medens han forsøgte at flygte med hende op i bjergene? Vidste hun ikke at han var død? Eller var han overhovedet død? Havde jeg i virkeligheden kun fået den halve historie på plads om begivenhederne sidste forår. Jeg tog en dyb indånding, lukkede øjnene, sendte tankerne tilbage til Ab Den Bi og de små afgørende begivenheder, som ikke passede helt godt sammen. Fra det øjeblik vidste jeg, at det ikke blev min sidste rejse til Marokko. Der var noget i Talambote jeg skal ned og undersøge nærmere før jeg får ro i sjælen.
La Via est une arte. Livet er en kunst art.