Talambote, en rejse værd
   De kommer os i møde som om de havde ventet os. De smiler trækker hestene ind til siden og gør plads for os. Mandens smil afsløre en ret så tandløs mund og børnene er klædt i laset og hullet tøj. Vi passere dem og kort efter begynder det at gå stejlt nedad. Nu ikke længere fornemmer jeg, men kan tydeligt se landsbyen nede til venstre. Vi begynder snart at gå gennem den ene lille fine terassemark efter den anden. Ab Den forklare mig at afgrøderne på de fleste marker er hash. De er allerede ved at gøre klar til at høste for anden gang i år. Det er som det har været i hundrede, ja måske tusinder af år, den mest indbringende afgrøde her oppe i Riifbjergene. Den rene Hash bliver solgt og eksporteret til vesten og den ikke helt rene og ikke nær så stærke, kaldet kiff, bliver røget af lokalbefolkningen.
   De sidste marker inden landsbyen er tilplantet med grøntsager og det slår mig, at der pludselig er ret så mange større træer omkring os. Ab Den fortæller at det er valnøddetræer, som skaber de smukke lunde i Riiflandsbyernes midte. Vi kommer helt ned til den lille flod og er nød til at springe fra sten til sten for at nå tørskoet over til den anden side hvor landsbyen ligger lidt stejlt oppe til venstre. Jeg kan se en gruppe tavse skikkelser stå foran et af de forreste af husene.
   Efter at have vandret et par dage alene med Ab Den Bi og fundet mig rigtig godt til rette i den eventyrverden han har haft at byde på, er dette møde lidt voldsomt for mig. Jeg kan mærke den ubehagelige uro over overgangen til en ny fase i min rejse. Hvem er de, Landsbyens maskuline udspil og magthavere? Kan jeg få dem i tale
   og hvis, hvad kan de fortælle og kan jeg bruge deres beretning til noget? Jeg satser på at min Ab Den mærker mine begrænsning og træder hjælpende til. Det er for så vidt underligt, at jeg har sådanne ret klare og tætte forventninger til ham. Han er jo trods alt tidsmæssigt er ret så fremmed person for mig, men dybdemæssigt er han min livsven og i mine tanker og fantasi næsten mere end det.

Jeg blev stående lidt før vi nåede hen til gruppen af mænd. Ikke fordi vi havde aftalt det, men det faldt mig bare naturligt, at give Ab Den Bi ro til at få overblik over situationen og indgå de nødvendige aftaler om ja jeg ved snart ikke hvad, men forhåbentlig nogle snakke, som kunne kaste lys over begivenhederne. Efter en rodet hilsen på og snakken mellem Ab Den Bi og gruppen af mænd trådte en af mændene frem fra flokken og gik hen til mig og gav mig hånden. Jeg hilste, og så ind i nogle øjne jeg havde set før, men jeg kunne ikke huske hvor. Men smilet, det velkendte kærlige smil fra de mørke øjne, ja det havde jeg set før.
   Han førte mig op til et af husene. Omme bag ved huset steg vi op af en lille hønsestige og ud på taget som samtidig førte ind til husets anden etage. Her trådte vi ind i et rum som var møbleret med en simpel uformet briks der gik fra væg til væg og fyldte halvdelen af rummet. I midten var der et bord. og i den anden ende af rummet en lille reol, med et endnu mindre fjernsyn og et lille billede på væggen. Bortset fra Billedet var vægen er her helt bart og rummet indeholdt ikke nogen form for pynteting, som vi har for vane at hænge op i vores stuer. Da jeg kom nærmere kunne jeg se, at det var et billede af manden og sandsynligvis hans børn og i det samme faldt brikkerne på plads. Ja det var her jeg havde set ham før. Han var den bonde, som Morten havde boet hos det år hvor han var kommet ud for et voldsomt uvejr, da han forsøgte at gå venstre rundt om bjerget som klistre sig op af Chaouen. Morten havde fotograferet ham med sine børn og sendt billeder ned til familien. Han havde holdt forbindelsen til familien ved lige og for en der stort set kun lever i øjeblikket er det tegn på særdeles tætte relationer. Hvis nogen kan kaste nyt lys over begivenhederne må
   det være ham. Det er underligt. Smil og øjne de fortæller det hele. Riifbonden havde de øjne og det smil, som viste mig, at jeg kunne stole på ham. Ikke sådan at jeg vidste om jeg kunne stole på ham, men hans øjne fortalte mig at jeg stolede på ham.
   Pludselig stod Ab Den Bi i døråbningen. Han præsenterede Riifbonden. Mfedel Chili var hans navn og han havde ventet os. Budskabet om min ankomst til Chaouen og ikke mindst min mission var for længst blæst via stille briser op af bjergsiderne og ind i denne lille landsby Talambote på den anden side af bjerget.
   Jeg kunne mærke at min puls steg og følelserne steg op i mig. Jeg forklarede Ab Den Bi at jeg gerne ville gå en tur rundt i landsbyen alene inden vi satte os for at snakke med Mfedel. Jeg tog en trøje over mine skuldre og forlod de to mand for at begive mig der ud hvor jeg kunne samle mine tanker og få at være helt ærlig også for at få lidt mere kontrol over mine følelser.
   Landsbyen lå på en meget stejl skråning og bestod primært af to rækker huse på hver sin side af en grusvej. Husene lå lidt oppe af bjergsiden og 100 meter nede snoede den lille flod sig vej gennem landsbyen og videre ned i dalen. Mellem husene var der små stik veje som førte ned til floden. En gruppe på 6-8 kvinder var i færd med at vaske tøj. De farvestrålende klæder blev lagt til tørre på store sten. Det var karakteristisk med de røde og hvide farver som er gennemgående i Riifkvindernes klædedragt. Overalt ser man dem med de stribede lærredstøjstykker snoet rundt om kroppen. Ikke så sjældent for at holde på nogle varer eller et barn.
   På den anden side af floden kunne jeg se den ene lille terassemark efter den anden. Ind i mellem var der små lader eller skure, små platouer hvor der gik kreaturer, geder og enkelte får. Mange steder så jeg smågrupper af børn og kvinder, som arbejdede i de små marker. Det var nærmest som et eventyr, uden forbindelse til mit virkelige liv. Jeg ville ikke være blevet overrasket, ja jeg havde måske næsten forventet at der rundt om hjørnet var linet et filmhold op, som var i gang med at optage en af de sidste scener til en film om den svundne tid, som aldrig kommer igen, men nogen steder aldrig er forsvundet.
   Solen stod lavt og samtidig med at den havde mistet sin styrke vandt den i sin kælne kontakt med min hud. Jeg nød at lade mig opvarme af solen og jeg nød at gå rundt helt alene og samtidig være omgivet at smukke mennesker på smukt arbejde, men hvor var mændene. Det var som Ab Den Bi havde fortalt et mandsdomineret samfund. Ikke et samfund styret af religionen, men et samfund styret af mænd, som misbrugte Koranens tekst ved at udlægge den så den var i overensstemmelse med den livsførelse de nu engang ønskede og ikke mindst opgavefordelingen mellem kønnene.
   Jeg gik ned mod floden hilste smilende på kvinderne og balancerede over de store sten som var naturens hjælp til en landsby som ikke ejede en bro og som heller ikke havde brug for den netop på grund af stenene. Måske var stenene i virkeligheden skabt af indbyggerne som deres naturbro.
   Jeg vandrede lidt op mellem terassemarkerne og nød hele tiden den utrolig smukke udsigt. Jeg kunne se, at det var her fra Morten havde taget sine små billeder fra første gang hen besøgte landsbyen. Hele landsbyen var fint pakket ind i de store valnødetræer og alt var så absolut smukt grønt. Jeg kendte ikke alle grøntsagerne, men kunne se at de stod flot og var i trivsel. Lidt oppe på et plateau kunne jeg rigtig se over til landsbyens huse. Jeg bemærkede, at Ab Den Bi og Mfedel stod og snakkede med en af de andre mænd fra landsbyen. En gruppe på 8-10 mænd holdt sig på afstand.
   De jeg lidt senere var kommet tilbage til Mfedels hus blev jeg og Ab Den Bi budt indenfor og hans døtre havde dækkede op til middag og kom med det ene fad efter det andet fyldt med det bedste huset kunne byde på. Det var tydeligt, at Mfedel var stolt over vores besøg og ville gøre sit yderste for at vi skulle befinde os godt.
   Efter meget mad, myntethe og meget løs snak bad jeg til sidst Ab Den Bi om, at få Mfedel til at fortælle hvad han vidste om begivenhederne sidste forår. Ab Den Bi så på mig med sine kærlige, men denne gang også alvorlige mørke brune øjne. Jeg har snakket med Mfedel og han har fortalt mig hvad han ved. Jeg kunne se på Mfedels øjne at vi nu alle tre var klar til at bruge fælles energi på det som var min rejses formål. Ab Den Bi begyndte:

Jeg har ikke fortalt dig det før, men jeg havde kontakt med Morten to gange før han forsvandt i maj måned sidste år. Første kontakt var omkring marts sidste år. Han havde fortalt, at han havde brug for at få bragt et par ret stor kasse over grænsen til Mellila. Han spurgte om jeg kunne opbevare dem i baglokalet i forretningen et par dage til de blev afhentet af en bil, som skulle bringe dem det sidste stykke vej over grænsen til Mellila.
   Jeg fortalte Morten at det var det rene selvmord hvis han var i færd med at smugle Hash over grænsen. Stort set al hash handel til vesten er velorganiseret og efter sigende skal bagmændene findes blandt Kong Hassans inderste cirkler. Alle andre der forsøger sig med smugleri fra Marokko kan regne med at chancen for at blive stukket til myndighederne er særdeles høj. På den måde viser myndighederne overfor EU, at de effektivt bekæmper narkosmuglingen til Europa. Samtidig skaffer man sig af med konkurrenter til den organiserede smugling.
   Det var ikke narko, men dokumenter Morten havde i kasserne og i øvrigt dukkede de aldrig op. Et par måneder efter stod Morten pludselig en aften i min butik med en pige på omkring 12 år. Hun virkede Marokkansk, men var vestligt klædt. De virkede begge trætte og udmattede og trængte til et bad og en god søvn. Morten forklarede at han og nogle andre syd på efter aftale med moderen i Danmark havde smuglet pigen over grænsen fra Algeriet ved Figuig og at han nu skulle have hende videre over grænsen til Mellila sammen med den omtalte kasse dokumenter, som han regnede med ville ankomme til Chaouen i løbet af et par dage.
   Han havde brug for et sikkert gemmested til sig selv og pigen til de kunne komme videre. Jeg gik ud og lukkede butiksdøren og satte vand over til the. Jeg vidste ikke helt hvad der foregik blot at der sandsynligvis var tale om et ret så kontant og dramatisk eksempel på et sammenstød af kulturer.
   Jeg havde ventet på det. Jeg kunne mærke at der var et eller andet galt og efter lidt tid kom det. Morten fortalte at han var efterlyst af det Marokkanske politi. I udkanten af Fess var de var blevet stoppet ved en vejafspærring. Morten havde vist sit pas og henvist til at pigen var hans datter Kristina, som var indført i passet.
   Da politiet havde bedt dem om at stige ud af bilen var han blevet grebet af panik. Han havde speedet bilen op og var flygtet. Det var på utrolig vis lykkedes ham, at slippe væk og forsvinde i Fess´es myldrende trafik. Han havde ikke turde køre mere i bilen og havde i stedet taget en grand taxi her til Chaouen. Passet havde han ikke nået at få tilbage så de Marokkanske myndighederne vidste nu hvem han var og det ville være umuligt at krydse grænsen ved Mellila på illegal vis.
   Morten havde både brug for fysisk og psykisk ro et par dage. Der var samtidig også brug for at få tænkt et par tanker om hvordan den ret så vanskelige situation kunne vendes til en lykkelig udgang.
   Vi var begge to enige. Talambote var stedet. Jeg pakkede det lille telt, 2 soveposer, brød, ost og lidt grøntsager og fulgte dem op til den åbning som findes helt oppe i den øverste del af medinaen. Her sagde vi stille fravel til hinanden og aftalen blev, at de skulle blive i Talambote til de hørte fra mig. Det var det sidste jeg så til Morten. 4 dage senere blev jeg afhentet i forretningen af det Marokkanske politi og kørt til afhøring i Tetouan.
   Her fortalte de mig, at Morten under en arrestation oppe i Talambot havde forsøgt at skyde sig fri for at flygte fra politiet. Under denne flugt var han blevet skudt. Der var aldrig kommet en nærmere forklaring og ingen vidste hvor Mortens lig befandt sig. Den omtalte pige havde politiet ikke fundet. Hun var dukket op i Mellila et par dage efter. Her havde en ældre spanioler afleveret hende til de spanske myndigheder med besked på at kontakte den Danske ambassade i Madrid. Med henblik på at bringe hende tilbage til Danmark hvor hun var blevet kidnappet fra to år siden.
   Jeg så spørgende over på Mfedel. Ab Den Bi fortalte herefter hvad Mfedel havde berettet for ham:

Morten og pigen var efter to dages vandring ankommet stærkt forkomne til Talambot. De var blevet overrasket af blæst og lave temperaturer. Mfedel havde taget dem ind i sit hus og den lokale leder af koranskolen var blevet tilkaldt. Han var bortset fra et par af de store drenge i landsbyen den eneste der kunne en smule engelsk. Allerede efter et døgn var både Morten og pigen kommet til kræfter og kunne nu kun vente på, at blive kontaktet af cykelsmeden, som via Ab Den var orienteret om hvor de befandt sig.
   Morten og lederen af koranskolen havde brugt ventetiden til lange samtaler som ingen andre deltog i. Efter hvad Mfedel fortalte havde der været tale om samtaler, som udviklede sig og hvor traditionelle diskussioner udviklede sig til noget fælles opbyggeligt. Det var som om de to var fanget i et psykologisk spil hvor de kun kunne slippe fri via kompromiser og forsoning. Det virkede som om begge prøvede at nå hinanden, men i startfasen hvor samtalen havde en velkendt og traditionel karakter lykkedes det ikke.
   Uenigheden byggede på vidt forskelligt menneskesyn. Koran- læren lagde vægt på den maskuline autoritet, Morten på det enkelte menneskes ret til at bestemme over egen krop og Mfedel lagde alle sine kræfter i, at bringe disse to verdener sammen. Lederen af Koranskolen pegede på at den stabile autoritet som en vedholdende patriark udøver over sin klan eller familie giver ro til fordybelse i livet og arbejde. Morten på sin side pegede på at det stort set altid var kvinderne og børnene som arbejdede og mændene som havde mulighed for fordybelsen.
   Men Mortens imødekommenhed var stor. Han gik ind i "Koranens rum" og ledte efter styrken ved den gode autoritet. Han var parat til at acceptere den maskuline autoritet hvis den blev udøvet i kærlighed og med omsorg for familiens enkelte medlemmer. Kernen i hans budskab var klart. Giv aldrig magten til mennesker, som ønsker den. Magt er ikke noget man har. Det er noget man tager fra andre mennesker. Autoritet derimod er noget man har i kraft af sin person eller får tildelt af andre. Det skal forvaltes med ydmyghed.
   Fra at være en diskussion, som mest drejede sig om at få tiden til at gå og få sin vilje udviklede samtalerne sig til mere dybe dueller hvor ny viden og indsigt ikke alene blev brugt i ens egen argumentation, men også til at flytte sig over mod modpartens standpunkt. Det som bragte Morten og lederen af koranskolen stadig tættere og tættere sammen var deres enighed om at kærlighed, ærlighed, sammenhold og omsorg var centrale dele af samspil mellem mennesker. Hvis disse værdier var bærende i en familie var det af mindre betydning hvem der rent faktisk besad autoriteten. Ud af diskussionen trådte en enighed, som tydeligt havde beriget både lederen af koranskolen, Mfedel og Morten.
   De havde nogle aftener snakket til langt ud på natten. Det var efter en sådan lang nats samtale, at Mfedel pludselig var blevet vækket af nogle naboer, som fortalte at politiet var ankommet til landsbyen og var i færd med at udspørge nogle af landsbyens indbyggere om de havde set en eftersøgt mand, europæer sammen med en ung pige. Mfedel havde omgående vækket Morten og pigen. Der var ikke tid til at pakke noget som helst. De skulle omgående op af bjergstien hvor de var kommet fra 4 dage før. Stien lå i den modsatte ende af landsbyen i forhold til den vej hvor politiet var kommet med deres Jeep. Her kunne ikke køre biler og muligheden for en eftersøgning til fods var ret usandsynlig.
   Mfedel's store søn på 15 år havde fulgt dem ned og over den lille flod og videre op til stien som løb mellem terassemarkerne. Pludselig blev der råbt ovre fra landsbyen og der blev rettet projektørlys over mod dem. Lyset fangede Morten og pigen og kort efter lød der et skud og igen et skud. Mfedel havde set at Morten faldt om, men de var herefter blevet gennet væk af politi, som var kommet løbende ovre fra landsbyen.
   Mfedel var blevet taget med ned til afhøring i Tetouan hele natten. Han havde lært om hvide løgne og havde intet røbet. På stationen havde man fortalt ham, at Morten var blevet fundet død lidt oppe af bjerget og at hans lig var bragt ned til det lokale hospital. Pigen var der ingen spor af.
   Resten af historien kendte jeg kun alt for godt. Efter at have rykket gentagne gange for et svar på hvor Mortens lig befandt sig fik vi blot den lakoniske besked, at det desværre var forsvundet.
   Mit dilemma er, at jeg udmærket kan forestille mig at et lig kan forsvinde i denne verden, som ikke sætter orden og præcision lige så højt som os andre. På den anden side kan jeg ikke forlige mig med tanken om, at liget befinder sig et eller andet sted og måske kan afsløre at Morten Ikke døde under flugt som hævdet af politiet, men måske først senere.
   Endelig kendte jeg også Mortens store ønske om, at blive brændt og få strøet sin aske ud i Kobbersøen. En stor smuk sø som ligger inde midt i skoven lige bagved hvor Morten boede. De Marokkanske myndigheder var faktisk ret så ligeglad med menneskesmuglingen, men bestemt ikke med det arkiv, som et par dage efter dukkede op, som den store nyhed i alverdens medier. Et arkiv som detaljeret viser, at størstedelen af de utallige myrderier i befolkningerne, der gennem de sidste 10 år er foregået i Algeriet er foretaget af militæret selv og det hemmelige politi.
   Alle disse grusomheder udelukkende for at holde sig selv ikke bare ved magten, men i lige så høj grad og måske højere ved magtens udbytte. Det har intet med politik at gøre. Det er ganske enkelt rovmord på højeste plan på en forsvarsløs befolkning. Den eneske forklaring på at de skyldigt ikke bliver straffet er at de besidder magten til både at dømme og ikke at dømme. Giv aldrig magten til dem som ønsker den. Det må igen og igen være læresætningen, skønt jeg godt ved at der godt nok kan uddrages en lære, men den kan ikke bruges. Dem som ikke ønsker magten tager den heller ikke.
   Morten delte i sin tid gavmildt ud af den magt han tilkom i kraft af sine overordnede stillinger. Nogen gange gav han så meget magt ud så han selv stod og manglede den i afgørende øjeblikke.
   Jeg rejste mig fra briksen og gik udenfor rummet. Hvem og hvad førte politiet op til denne særdeles afsidesliggende landsby for at fange Morten. Hvordan kunne det Marokkanske politi få færden af et spor som føre op i bjergene og ind i denne næsten skjulte lille landsby?
   Hvad i alverden havde ført myndighederne helt her op? Der er kun et svar. Nogen har givet et tip til politiet. Jeg husker engang at Morten havde fortalt, at myndighederne har sikret sig, at de stort set har en meddeler i hver eneste lille by i hele Marokko. Spørgsmålet var hvem denne person var eller også var spørgsmålet hvordan jeg skulle slippe for at bruge energi på noget jeg ikke kunne bruge til noget.