Sefrou, min by
   Kære Ervan,

Jeg sender dig dette brev fordi der er noget du skal vide inden vi ses, hvilket jeg håber sker i løbet af et par måneder. Det er vigtigt for mig, at netop du, får den rigtige forklaring og ikke mindst begrundelse for mine aktuelle handlinger. Skal bare et eneste menneske i verden forstå mig må det være dig.

Det mest tilgængelige sted at forklare det, som jeg ellers finder umuligt at forklare, fordi det måske netop er uforklarligt, ja, det er i mine små Kina rejsebøger. Derfor får du dem med, som en lille gruppe bøger, der skal hjælpe mit brev frem til dig.
   Ikke sådan at disse rejsebøger er en del af dette brev. Nej, sådan forholder det sig ikke, men det jeg så gerne vil fortælle dig er, i alt fald for mig, vanskeligt at fortælle ved brug af almindelige ord.
   Det er stemninger og følelser blandet med uforklarlige valg og handlinger, som umiddelbart ikke giver den store mening, ja det er vel nærmest valg og handlinger som nærmest må betegnes som meningsløse.
   Følelser og stemninger, som ikke rigtig har nogle navne, men som jeg mener bedst beskrives, eller rettere mærkes via mine små rejsenotater.
   Først og fremmest fordi mine rejsenotater ikke bare er en beskrivelse af den fysiske rejse, men lige så meget en rejse i mit eget sind. Det sind, som du kender bedre end alle andre. Andre som jeg kender og som tror at de kender mig.
   Hvis nogen skal kunne tolke mine ofte knudrede tanker og se mine tågede mål for slet ikke at tale om de næsten usynlige følelser, ja så må det være dig. Du vil måske undre dig over brevets omfang, men det har taget tid og krævet plads, at få oversat sjælens vanskelige sprog til almindelige ord og tekst. Kun tiden vil vise om det er lykkedes for mig.

Vi ved begge, at jeg har været og stadig er bekymret for din alder, eller rettere min alder, som sammen med din skaber det egentlige problem for mig, vores aldersforskel. I mine, alt for mange, mørke øjeblikke har jeg følt, at jeg kun var og aldrig kunne blive andet end en parentes i din tilværelse.
   Vi ved begge at det ikke bare er en følelse, men et fakta. Uanset hvordan jeg end vender og drejer virkeligheden vil jeg altid vide, at du forude har et "ekstra liv", som efter al sandsynlighed vil fortsætte lang tid efter at jeg er væk fra dig og denne verden. Du har tid og jeg har ikke tid nok. Det er svært at planlægge med glæde, når jeg tænker i øjeblikke og du tænker i år.
   Du skal imidlertid også vide, at aldersforskellen ikke er den eneste
   forklaring på min bekymring om vores fælles fremtid.
   Faktisk kan jeg godt forestille mig at jeg kan "lande" på en troværdig løsning omkring vores aldersforskel. At jeg får overbevist mig selv om, at jeg naturligvis skal nyde den tid vi har sammen og ikke være misundelig på dig over, at du i modsætning til mig ikke har forbrugt så mange af livets øjeblikke.
   Faktisk er jeg jo heller ikke misundelig, men det er vanskeligt for mig at finde de rigtige ord, som beskriver det jeg føler omkring aldersforskellen.
   Jeg bliver gang på gang selv i dagligdagen konfronteret med denne følelse af tab, tanken om at jeg er væk inden vi når vores mål. Tanken om, at vi, uden at tale om det, begge to ved, at en ny elskede skal tage min plads når timeglasset er rindet ud for mig. Hvor utrolig det end lyder er der faktisk en anden dybere og langt mere smertelig og ødelæggende forklaring. på, at jeg frygter at komme for tæt på dig.
   Jeg har af mange grunde ikke rigtig haft mulighed for at fortælle dig det du om nogen har krav på at vide. Det kan også være, at jeg ikke haft mod til at give dig den forklaring, som vil bringe vores forhold frem til sandhedens time.
   Måske er sandheden at jeg har frygtet sandheden. Ikke at du bliver præsenteret for den, men måske mere at jeg på denne måde tvinger mig selv til at lægge det frem, som jeg effektiv har lukket inde i min sjæls kammer og på den måde indtil videre har kunnet holde væk fra mit virkelige liv. Væk fra andre menneskers pågående spørgsmål.
   Inde i mit sjæls kammer diskutere jeg kun med mig selv. Jeg er min egen dommer og afgør selv fra gang til gang om det lyse eller det mørke skal vinde. Hvis sandheden bliver trukket frem i lyset frygter jeg for alvor at mørket vinder.
   Viden vil føre til spørgsmål og spørgsmål føre til svar og jeg har været bange for at denne dialog med dig kunne føre til afslutningen ikke bare på vores forhold, men på min tro på en fremtid. Ikke for dig eller os, men for mig og dermed også en fremtid for os og det vi har bygget op.
   Jeg frygter ikke som sådan at fortælle dig sandheden. At du vil forlade mig hvis du får svar på dine spørgsmål og dermed kendskab til mit indre. Nej, det jeg frygter er mig selv, at jeg forsvinder fra dig og for livet.
   Nu hvor jeg står ved en skillevej føler jeg ikke længere, at jeg har noget valg. Måske har jeg søgt hen mod denne skillevej netop for at gøre det nemmere for mig, at give dig den forklaring du i lang tid har haft krav på.
   Det er hele denne lange skrive proces, som har været mit værktøj til at få præsenteret mit budskab til dig. Uden processen intet indhold og intet brev.
   Du er også den første, som får lov til at læse mine rejsedagbøger. De er, hen ad vejen, blevet til en uoverskuelig blanding af faktiske oplevelser, smukke, grimme, gode, dårlige store og små, men altid konkrete oplevelser, som på forunderlig vis blander sig med mine inderste tanker og følelser.
   I dag ved jeg at mine mange rejser til Marokko mere har været en rejse i mit eget sind end det jeg har givet udtryk for overfor alle der hjemme. Overfor dem har jeg altid givet udtryk for, at Marokko for mig var blevet et land som jeg aldrig kunne blive færdig med at udforske. De har altid undret sig over denne, efter deres opfattelse overdrevne interesse for et muslimsk land, som dog bare var et ud af en stribe i Nordafrika, men de har altid høfligt lagt øre til mine ofte euforiske beretninger om det land som altid bragte mig oplevelser. Det land, som alle vidste at jeg holder utroligt meget af. Hvad de imidlertid ikke vidste var at det for en stor del skyldes, at det på forunderlig vis har åbnet for de tunge døre ind til mit indre. De døre jeg aldrig før har kunne åbne uanset at jeg vidste at her lå nøgler til forståelse af mig selv. Min personlighed. Mine valg i tilværelsen. Mit karma. At mine mange rejser var rejser i mit eget sind.

Her henviser Morten til sin dagbog fra sidste forår:

Jeg bliver afbrudt i mit brevskriveri af hunden Ali, som holder til hos mig. Ikke sådan at jeg holder hund. Ali holder sig selv, men hun får meget af sin faste føde her i teltet og det er også her hun søger ly for vejret hvis hverdagen bliver for skrap.
   Det er særlig om vinteren at voldsomme regnskyl kan gøre livet lidt surt for selv en hærdet pladshund. Jeg tager mine sutsko på, så ved Ali at turen starter. Min daglige formiddags byvandring rundt for at hilse på og snuse øjeblikke til mig.
   Øjeblikke hvor jeg snuser livet til mig. Ikke et, men stribevis af øjeblikke til glæde for mine sanser og Ali. Duftene fra købmændenes sække med krydderier, saften fra grønthandlernes frugter, lugten af træ og maling fra de små værksteder og alt det andet, som blandet sammen giver denne helt specielle duft, som kun kan mærkes og føles i en arabiske medina, som er betegnelsen for den ældste bydel.

Medinaen har altid tilbage i historien været omkranset, af en stor tyk høj mur, som udgjorde et effektivt forsvarsværk i urolige tider.
   Der er ikke noget at sige til, at al byudvidelse gennem flere hundrede år, ja lige frem til starten på det forrige århundrede foregik inden for disse tykke og trygge mure.
   Resultatet er blevet denne ekstreme pladsudnyttelse via koncentration af bygninger, mennesker, dyr og alt det andet der er brug for i dagligdagen.
   Det hele giver den særlige fortættede medinastemning, som ikke kan beskrives, men skal opleves. Første gang ofte som en utryg og for mange klaustrofobisk oplevelse og senere, som udtryk for selve livet. En fortryllende koncentration af livet. Af alt liv, ja selve livet. Midinaerne har lært mig at viden og rum til udfoldelse, ikke nødvendigvis behøver at betyde fysiske kvadratmeter eller kilometer, men kan i lige så stort omfang opnåes gennem store psykiske vidder i en fortættet medina gade.
   Den dag medinaen er historie er livet det også. Jeg har selv set og mærket det.

Skal jeg beskrive denne lille bjergby Sefrou, som har været base for mine sidste års aktiviteter, ja så er jeg nød til at starte med vandet. For os nordboere er vand en selvfølge. Det er det på ingen måde her i Nordafrika. Her er vandet ikke nogen selvfølge, og når det derfor dukker frem er det ensbetydende med liv.
   Lige fra mine første besøg her i Marokko for snart nogle år siden, har jeg været fascineret af vandløbene. De vandløb som skabte liv overalt hvor det kom frem. Uden vand intet liv, ingen landsby ingen mennesker. Sefrou er ingen undtagelse. Den by er netop skabt og ligger der hvor den nu engang ligger, fordi bjerget velsigner denne lille plet med rindende vand hele året.
   Frisk vand som presses ud af bjerget et godt stykke oppe og starter sin vandring ned mod landsbyen, med et imponerende vandfald på over 10 meter, hvor kåde knægte om eftermiddagen sommeren igennem står for underholdningen ved på skift, at trodse alle farer og opildnet af et begejstret publikum, bevæge sig ind under de enorme vandmasser samtidig med, at små knægte sælger æg med salt til publikum, medens de drømmer om, den dag skal komme, hvor de bliver store nok til selv at turde begejstre pigerne med de dristige løjer under vandmasserne.
   Vandet gør bjergsiden til et frugtbart stykke natur. Store valnøddetræer og alverdens planter, buske og blomster omkranser de mange små naturlige badebassiner, som den lille flod danner på sin videre færd ned mod landsbyen. De små søer ligger som perler på en snor og med floden som snoren, der binder det hele fint sammen. Videre løber vandet ned til Sefrou og snor sig frejdigt rundt i Medinaen.
   I modsætning til mange andre medinaer jeg har set er her derfor særdeles frodigt og grønt overalt. Det er forklaringen på, at jeg har givet denne medina navnet: "Min grønne Medina".
   Jeg husker tydeligt hvordan jeg i sin tid, første gang jeg kom til byen, kom helt skævt ind i medinaen næsten af bagdøren. Det var i 1998 og jeg var på min årlige Marokkotur alene med min rygsæk. Jeg kom ind i medinaens beboelsesdel hvor gaderne blev mindre og mindre for til sidst at blive forvandlet til et eventyr.
   Jeg har set og været i mange medinaer, men dette her tog pusten fra mig. Jeg kikkede forgæves efter butikker, som kunne give et praj om, at jeg var på rette vej ud af medinaens beboelsesdel. Men ingen butikker og heller ingen små børnefingre, som ellers ofte har hjulpet mig på vej, når jeg var faret vild i en medina. De små fingre, som uden ord pegede på den rigtige retning og øjnene, som fortalte, at de var opmærksom på at jeg var faret vild og de godt ville hjælpe mig på rette vej igen.
   På et tidspunkt skrumpede gaderne ind til under en meters brede. De drejede 90 grader for hver 5-6 meter og til sidst blev gaden ført ind under tagene og ind gennem husene, hvor kvinderne sad i deres private liv med børnene omkring sig.
   Jeg husker tydeligt hvor genert og flov jeg blev over, at komme dumpende derind med min store rygsæk. Det må have virket helt utroligt for dem. Men de smilede venligt, med en attitude i retning af, at enhver kan fare vild og du skal nok finde ud igen. Det gjorde jeg naturligvis også. Jeg fandt ud på en af medinaens små handelsgader, som løb langs med floden ned til et ubeskriveligt stemningsfuldt lille torv.
   Det var første gang jeg så Maja. Hun sad på en lille taburet helt inde i beboelsesdelen. Det var året hvor vi kun udvekslede få sætninger. Jeg sagde på gensyn og hun svarede blot med, at tørre sveden af min pande og sagde: Bon Voyage, messeurs. Jeg forlod hendes verden, men vidste at jeg ville vendte tilbage.

Næste gang blev allerede et halvt år senere sammen med Bo og Jens. To af mine bedste venner. To af dem, som nu havde lagt øre til så mange utrolige beretninger om dette eventyrlige land. Beretninger, som til sidst havde skabt så stor nysgerrighed så de fik mig overtalt til at tage dem med på en lille fremvisningstur.
   Den lille rundrejse med Bo og Jens blev ikke det den skulle have været. En rejse hvor jeg kunne indvie dem i mit lille Marokkanske univers. Det blev i stedet turen, som synliggjorde på den mest ubehagelige måde for mig, at mine rejser her i mit sinds fædreland netop primært er indre rejser i mit eget univers. Vi besøgte Hotel Casablanca i Tanger, Nordeuropas største medina i Fess sov på samme værelse til 40 kr. i Chaouen og søgte og fandt fred og harmoni her i Sefrou. Bo, Jens og mig.
   Vi boede på det lille lokale hotel, hvor personalet havde ventet i flere dage på, at der skulle komme nogen forbi, som havde behov for husly. Der var sat friske blomster i alle vaserne og pludselig en dag stod vi der.
   Tre gæster til en overnatning. Rundtur i byen og en tur til den lille nabo by hvor vi faldt ind i den lokale rygecafe. Den gamle bonde lå på nogle gedeskind og var skæv af røg. Hans øjne var vilde og jeg følte en smertelig udstilling af noget jeg holdt af, men ikke kunne beskytte. Jeg kunne ikke forhindre dem i at latterliggøre den gamle bonde, men de fik aldrig lov til at opleve mit indre Sefrou.
   Det er ikke muligt for mig, og jeg har heller ikke lyst eller ambitioner om at føre andre end dig helt derind. Måske kan jeg en dag tage dig ved hånden og vise dig dette mørke indre og måske vil du forstå hvorfor du skal ophøre med at forstå mig, men blot respektere mig, som den uforståelige person jeg i bund og grund er.

Det er her i Sefrou jeg har mit træfpunkt, ca. 25 km udenfor universitetsbyen Fess. Det er her på en lille cafe hvor ejeren og hans søn Absalon passer gæsterne og driften i øvrigt. Det er en traditionel Marokkansk cafe med plads til ca. 30 indendørs og så to hvide plastikborde udenfor på hver side af døren hvor der kan sidde et par gæster ved hvert bord. Min plads er udenfor til højre for døren. Her kan jeg fint sidde og følge med i de mange små og nogle gange store begivenheder livet byder på her på pladsen. Absalon og hans far sælger kaffe, te, sodavand og lidt spiseligt i deres cafe. Opgavefordelingen er meget enkel. Farmand står bag disken og tryller bestillingerne frem, som Absalon hurtigt og med en vis sans for service får bragt smilende ud til kunderne.
   Det er et velegnet træfpunkt. Byen og cafeen i medinaen ligger geografisk godt for mig. Ingen undre sig over, at jeg på min daglige byvandring kommer her forbi og slår mig ned et par kopper kaffes tid. Heller ingen undre sig over at jeg gerne falder i snak med folk, som sætter sig ved mit bord og slet ingen er klar over at en del af disse tilfældige sammentræf på ingen måde er tilfældige.
   Det er bl.a. fra dette lille bord med plasticdug, jeg i sin tid startede projekt "udsugning er bedre end indsugning" op. Et projekt der netop i Sefreu blev forvandlet fra at være et flyvsk tankeprojekt i Danmark til at blive et konkret, handlingsorienteret projekt her nede i det virkelige liv i de mange små snævre værksteder hvor børn dagen lang og ofte igen om aftenen sætter deres helbred i pant for en næsten symbolsk betaling.
   Det var startet som en joke i sin tid med Jens. Vi skulle hjemme i Danmark producere en række let monterbar udsugningsanlæg til de små værksteder hvor børnene arbejdede. I modsætning til Jørgen mente jeg det faktisk, men vidste også, at det slet ikke var Jørgen, at tage del i disse løjer. Via min Marokkanske e-mail-liste, kom jeg i kontakt med den opposition en fagbevægelse, som er "købt og betalt" af myndighederne, nødvendigvis må have.
   Efter en del kommunikation frem og tilbage var interessen skabt for det projekt, som ganske enkelt bestod i, at vi sammen og uden at inddrage myndighederne via kontakt til de enkelte ejere af værkstederne, skulle montere 25 udsugningsanlæg på de kælderværksteder i medinaen i Fess, hvor børn arbejdede med lakker, maling og andre farlige opløsningsmidler. Der var tale om et pilotprojekt, som skulle følges op af et landsdækkende projekt.
   Hele ideen var at vi uden de store armbevægelser og helt uden om enhver myndighed, kontaktede den enkelte værkstedsejer og forklarede, at vi helt gratis ville montere et udsugningsanlæg i deres værksted. I samme forbindelse havde vi produceret en let læselig lille folder på Marokkansk, som beskrev de livstruende sygdomme indånding af stofferne havde.
   Hjemme i Danmark var opgaven, at få produceret så enkle, lette og fleksible anlæg som muligt og få projektet finansieret. Det blev særdeles nemt. Dansk Metals ungdom påtog sig at producere anlæggene på fagskoler rundt i landet og de voksne smede i Dansk Metal skaffede finansieringen.
   Flot arbejde af en fagbevægelse, som på den måde fandt nye praksisorienterede udfordringer ude i den store verden. Jeg skal nok senere fortælle dig mere om dette ret specielle projekt. Det blev ulandshjælp udviklet og realiseret på gadeplan og afleveret direkte og uden omsvøb til dem som havde behov. Ja så enkelt var det næsten.
   Jeg har ikke på noget tidspunkt været bekymret over myndighedernes utilfredshed med vores projekt. Jeg har registreret og ignoreret deres knurren, taget den chikane de har udsat os for med overbærenhed, men det, som sker i disse dage kan let gå hen og blive dynamit for mig, hvis det kædes sammen med vores fagforeningsprojekt. Myndighederne vil gøre alt, i det skjulte, for at forhindre, at vi følger op på vores pilotprojekt.
   Men det er særdeles svært for dem. De ved udenmærket, at dette sundhedsfarlige børnearbejde er som en ueksploderet bombe, som kan antændes både af yderligtgående fundamentalister og venstreorienterede fra arbejderbevægelsen.
   Faktisk bilder jeg mig ind, at myndighederne gerne ser, at vi montere alle de udsugningsanlæg der er behov for, bare det kan ske sådan helt stille og roligt og uden at blive spændt for politiske kræfter.
   Dette sidste kan jeg helt tilslutte mig. Min tid er ikke til de store organiseringer med henblik på politiske verdensomvæltninger, men derimod konkrete forbedringer for folk her i dag og ikke i morgen. Hvis myndighederne kom under vejs med mine aktuelle aktiviteter vil de af mange grunde, ikke mindst af hensyn til naboskabet med Algeriet være nød til at slå hårdt ned hvilket kan friste dem til at benytte det som en kærkommen anledning til, at smide mig ud af landet og give mig forbud mod, at rejse ind igen. Dette sidste er næsten ikke til at bære. Et forbud mod at rejse ind i mit eget "sindets fædreland".

Pladsen foran mit træfpunkt cafeen er 3 kantet og ikke større end en badmintonbane. I midten sidder grønthandlerne og sælger frugt og grønt. I venstre side af pladsen langs med en af gaderne, som fører frem til pladsen løber byens lille flod. Den er vel kun ca. 3 meter bred. Det er som før nævnt det, som i modsætning til de mange andre medinaer jeg har set gør den temmelig frodig.
   Høje store valnøddetræ danner en hel lund og blomster og andet grønt er med til, at berettige den til navnet "Min grønne Medina".
   Langs floden løber en tyk stenmur, hvor landsbyens mænd, alle slags mænd i al slags tøj og huer står tæt hele dagen og snakker og ser på livet.
   Rundt om pladsen ligger alle de små butikker og til højre starter Souqèn, den overdækkede del af medinaen. Her finder vi de lidt "finere" butikker.
   Til venstre føre en lille bro over floden. Den er ikke mere end 5 meter lang og har facon nøjagtigt som i børnenes eventyrbøger. Bygget af kampesten går den i en flot blød bue op og ned igen.
   På den højre bromur har en gammel mand sin tøjbutik. Hele hans varelager er lagt ud over broens mur.
   Alt dette, som kunne rummes på det Kongelige teaters gamle scene, kombineret med et roligt mylder af mennesker gør stedet ikke blot til et hensigtsmæssigt træfpunkt, men tillige et frugtbart sted for småfilosofiske tanker og dem har jeg en del af.
   Det er ikke mindst her hos Absalon og hans far at jeg har skrevet en stor del af mit brev til dig. Et livsbrev fordi jeg ikke tør kalde det andet. Selv ved jeg godt, at det i min virkelighed er et kærlighedsbrev.