Melon og skinke til forret, Boeuf Bourguignon til hovedret og tilsidst ost og kaffe. Men hvem kan tænke på mad nu? Synet af Los Angeles fra oven bringer mig hinsides ethvert primært behov. Solen går ned over stillehavet, flyet stiger op gennem de første lammeskyer og laver et smukt U-turn tilbage over Englenes By.
   Dernede ligger den. Ligner allerede blot en snotklat mellem de grønne bjerge og det endeløse ocean. En trykken for ørerne minder mig om, at min krop stadig findes. Jeg synker febrilsk et par gange. Hvor længe siden er det, vi lettede? Højst ti minutter. Og jeg har allerede gået gennem et helt liv: spænding, angst og dyb fascination afløser hinanden i ét væk. Vi flyver ind i natten med kurs mod Paris. Det smukke amerikanske kontinent ligger skånselsløst skjult under skylaget, og om kort tid vil mørket gøre selv skyerne usynlige.
   Nu er der ingen vej tilbage. Det er helt uvirkeligt at forlade det land, den verden, det univers, der har omspændt mig de sidste måneder. Fra endeløse vidder og grænseløs frihed og tilbage til folden, gælden, arbejdet, dagligdagen. At rejse er at leve, skrev H.C. Andersen. At vende hjem er at dø en lille smule.
   Air France viser naturligvis franske nyhedsudsendelser. Kun de engelske undertekster gør nyhederne forståelige for mig, men jeg tager alligevel hovedtelefonerne på og fanger lydsporet til udsendelsen. Det er rart at få nuancerne og tonefaldet med, og måske kan jeg ligefrem lære lidt fransk? Danmark har spillet 1-1 mod Sydafrika, sikke noget lort, og bomberne hagler stadig ned over Kosovo og Serbien. Jeltsin toner frem på skærmen som et næsten overdrevent tydeligt billede på den russiske bjørns devaluering. Stor og bamset er han, men uden styrke. Vodkaen blusser i hans kinder, og bevægelserne virker hæmmede og smertefulde. Det franske trætter mig, og jeg skifter kanal. Sød jazz flyder ind i øregangene. En ekvilibristisk xylofonsolo bringer smilet frem på mine læber. Det er musik. Afslappet, improviserende med fantasi, rytme og klangfuldhed. Det er stjerneklart. Bliver overrasket over at se mit eget spejlbillede i vinduet..
   Bliver revet ud af tankerækken ved beviset på egen kødelighed. Fanget i et konkret univers. Hvordan gør man sig fri?
   Flyet hopper og danser, min øl skvulper, og kaptajnen minder os om at spænde sikkerhedsbælterne. Så længe personalet ikke går i panik, gør jeg heller ikke. Tror jeg...
   Det er meget ubehageligt med den turbulens. Som når bremserne blokerer på en bil, eller hvis det er glat; ingen kontrol. Hvad mon man tænker, når man ved, flyet går ned? Rædsel, ubeskrivelig rædsel, formentlig. Eller måske blot resignation, "så få det dog overstået". Måske når man slet ikke at tænke. Jeg tror, jeg ville lukke øjnene og nyde jazzen, men det er jo nemt at sige.
   Så kom maden. Det lyder så lækkert, og så er det alligevel så kedeligt. Papmad. Jeg bliver syg af at kigge op mod fjernsynet. Det kører rundt oppe i hovedet, som når man rejser sig for hurtigt eller ligger med hovedet nedad. Det kan da ikke passe, at jeg bliver syg af at flyve? Det blev jeg da ikke på vej herover. Med otte timers flyvning endnu er det tidligt at være træt af det. Jeg kan ikke strække mine ben, og jeg kan ikke ligge ned. Jeg ville ønske, jeg faldt i søvn og først vågnede ved indflyvningen til Paris, men det er næppe sandsynligt. Pladsen er trang, og tankerne svirrer i mit hovede.
   Fyren ved siden af griner, da jeg tager imod kaffen. Distræt, som jeg er, tager jeg hele bakken ud af hænderne på stewardessen i stedet for kun koppen. Så er mit forhold til naboen ødelagt. Hvor ser han dog dum ud. Håret fuldstændig stift af kemikalier. Næsen begravet i matematik. Hvad bilder han sig ind at grine ad mig? Jeg ville selv have moret mig højlydt, hvis rollerne havde været omvendte, men det ændrer ikke på, at jeg føler mig latterlig. Bare jeg var langt væk.
   Jeg får øje på en kæmpe klump kød, der går på toilettet. Jeg lagde også mærke til ham i lufthavnen, mens vi ventede på at gå ombord. Jeg stod og stirrede ud ad vinduetog betragtede den hektiske aktivitet; bagage blev kørt på kryds og tværs, og fly taxiede til og fra landingsbaner. Pludselig fik noget mig til at vende mig om. En prusten og stønnen afslørede kæmpen. Han kom vraltende i al sin vælde, den gigantiske T-shirt stramt udspilet over bjerget. Hans arme strittede hjælpeløst ud til siden. Jeg tror ikke, han ville kunne nå sin egen navle, hvis han prøvede. Til gengæld ville han kunne have en øl stående på maven uden problemer. Bagved kom konen sejlende. Ligeså stor og fed, med en fem-seksårig knægt i hånden. Det stakkels barn var allerede meget overvægtigt. Familien slog sig ned på en bænk, der tilsyneladende holdt. For at det ikke skal være løgn, hev madammen en håndfuld snickers op til at forsøde ventetiden med.
   "Er de ligefrem stolte af at være fede, eller er det et forsøg på at forsvare titlen som verdens tungeste étbarnsfamilie?" kan jeg huske, jeg tænkte. Jeg ved i øvrigt ikke, om konen måske var gravid. Gad vidst, om hun selv vidste det? Maven var voldsom, men ikke i forhold til resten af hendes blævrende krop, som det løsthængende tøj ikke formåede at skjule. Et fedtglinsende ansigt, på den ene side omkranset af enorme dobbelthager og på den anden af en meget bobbet permanent, gav hende et stærkt frastødende udseende. Drengen nød åbenlyst chokoladen. En lille mund åbnede sig mellem basunkinderne, og de små fede fingre proppede herlighederne ind. Det var væmmeligt at se på. Jeg burde vel have haft ondt af dem, men kunne ikke lade være med at more mig over det groteske i deres fremtræden. De udviste en enorm trods mod omverdenens foragt ved at æde endnu mere chokolade i fuld offentlighed. Men de gjorde vel bare en dyd af en nødvendighed?
   Fedtbjerget får sig kantet ind på toilettet, og stik mod alle odds lykkes det ham at lukke døren efter sig. En film toner frem på TV'et. Noget intellektuelt fransk stads, selvfølgelig. En kunstmalers genvordigheder. Nu slukkes lysene, og vi bliver bedt om at rulle skodderne for vinduerne. Så skal der åbenbart soves. Jeg ville ellers gerne have set solopgangen over Atlanten, men sådan skulle det altså ikke være.
   Jeg vågner langsomt. Filmen er på endnu. René, kunstmaleren, ser ud til at have myrdet en talkshow-vært. Du godeste! Konen tilgiver ham med ordene: "René, rennaissance, rebirth!" i hvert fald i den engelsksynkroniserede udgave. Jeg fatter ikke pointen, men har jo heller ikke set hele filmen. Sniger mig til at åbne skodderne en lille smule, det er allerede helt lyst.
   Vi nærmer os Irland, viser kortet, der nu har afløst rulleteksterne. Den grønne ø med det sorte øl og de store bakkenbarter. For første gang er også København på kortet.
   Tvivlen rumler i maven. Måske burde jeg have ringet og sagt, at jeg kom hjem. Eller rettere: det ved jeg, at jeg burde. Men skuffelsen over at måtte afbryde rejsen gjorde det umuligt. Jeg prøver vel bare at låne tid, at undgå at se kendsgerningerne i øjnene: der venter meget vrøvl derhjemme. Jeg gider ikke at lade som om, jeg er glad for at komme hjem. Måske vil et par dage i København gøre mig i bedre humør, måske værre. Uden penge er jeg nødt til at kunne bo hos nogle venner. Hvad hvis det ikke kan lade sig gøre? Klokken er allerede seks om aftenen, når jeg når København. Jeg har vel nogle-og-halvfjerds kroner, det er hverken nok til en overnatning eller en togbillet.
   Nu kan jeg se Irland under mig. Jeg håber at kunne sætte mine fødder der en dag. Der er isblomster på ruden - ah - endelig tændes lyset, og der deles kaffe ud. Under skyerne skimtes kølspor fra store skibe. Det ville være umuligt at skelne himmel fra hav, hvis det ikke var for dem. Min strithårede nabo vågner med et irriteret grynt og stirrer bebrejdende på mig og de åbne skodder. Jeg rækker ham skyklapperne på en særdeles hoven måde. Så kommer morgenmaden. Da jeg rækker ud efter kaffen, bemærker jeg, at naboen betragter mig med et skævt grin; kan jeg mon tage kaffen uden at dumme mig? Jeg behersker et smil og tager koppen med et formfuldent "merci!" Heldigvis vælter pindsvinet sin kaffe ud over sine kladder. Jeg iler til hjælp med mit flytæppe, og barrieren er brudt; ingen af os kan lade være med at grine. Nu har vi også ført krig i otte timer. Francois hedder han selvfølgelig, men meget mere får vi heller ikke ud af den samtale. Han snakker meget lidt engelsk og jeg endnu mindre fransk.
   For lidt siden fløj vi over Liverpool og Merseyfloden, nu er vi allerede over Birmingham. Det er skyfrit over Midtengland, og kornmarkerne lyser op og skiller sig ud fra alle de mørkegrønne felter. Kan kornet virkelig have den farve allerede?
   Hold op, hvor går det stærkt, vi er allerede forbi Coventry og Oxford, så er vi snart på højde med London. Jeg kan se en fjord og en havn ud ad vinduet, kan det være Harwich? Måske ligefrem London? Nu er vi over Kanalen, og vi daler i højde. Snart er vi i Paris.
   Mens flyet lægger an til landing, skæver jeg nervøst ud ad vinduet. Jeg kan ikke lide, når vi drejer, eller de lyde og bevægelser, som er anderledes end de vante. Jeg får et chok, da jeg ser, at Francois sidder og beder. Heldigvis lander vi sikkert, måske på grund af Francois's katolske bøn, hvem ved? Den har i hvert fald ingen skade gjort.
   I lufthavnen er der vild panik. Alle vil med den samme bus, men endelig når jeg frem til Terminal B. Gate 33, siger skiltet. Jeg går ind i Gate 33 og opdager, at det er for rejsende til Stockholm. Så må jeg spørge mig frem og får at vide, at jeg skal ind i nr. 32, og jeg skal ikke tage mig af, hvis der står Tunis eller Warszawa på døren. Du godeste for en redelighed, bare de selv ved, hvor de flyver hen. Nu kunne jeg godt bruge Francois til at bede for, at min bagage ikke bliver sendt til Tunis, Stockholm eller Warszawa.
   Jeg går over for at ringe, fortryder, ringer op igen og fortryder endeligt. Jeg må se, hvad der sker, jeg kan altid ringe. Om ikke andet så med en nødløgn. Men hvad fanden skal jeg gøre i København en fredag aften uden penge og kun med en adresse på en fedtet konvulut. Ikke engang et telefonnummer, kun navnet på kollegiet hvor hun bor. Hvad fanden skal det hjælpe? Nå pyt, jeg ligger, som jeg har redt..
   Vi flyver over Amsterdam. Det er sjovt at se danskere igen. Slidte cowboybukser, falmede skjorter, danske frisurer og sultne blikke på de smarte franske stewardesser.
   "Hold kæft, der er højt ned!" rabler min sidemand, men jeg er ikke oplagt til snak om ingenting. Mumler bare "ja" og smiler. Igen sidder jeg ved vinduet. Flyet er mindre end det fra Los Angeles, men virker mere robust. Vingen blafrer knap så meget. Nu er det snart alvor.