2Tid
Tid · en uhåndterlig masse · Sidder her og tænker på · at fylde den med... [...]
Digte
3 år siden
3Handling
Spark til Fanden · find en anden · med lidt humor · inden i · Put den i e... [...]
Digte
7 år siden
6Minimal
Fyldt med brokker · Stor spand kaffe · Ned med den · Brug tænkeren · Sæt ... [...]
Digte
7 år siden
4Lykke
Går du tur · Hvorhen · I din baghave · Hvad laver du der · Ser på knopper... [...]
Digte
7 år siden
1Tidsperspektiv
Tiden smiler · fra mørke kroge · forbruger liv · mellem tykke stakke · af... [...]
Digte
7 år siden
7Livsnyderen
Du er ekspert · i at skjule livet · under smukke rober · der stråler · af... [...]
Digte
7 år siden
6Alder
Fæld ikke · domme · over alder · men lev · så tiden ikke · løber fra dig · og... [...]
Digte
7 år siden
3Nu igen
Jorden · en mylder · af information · snusen · miav og halen · haler vipper... [...]
Digte
7 år siden
6Nu
Jorden er befolket · af alle dem · der ude · katten med halen · hunden me... [...]
Digte
7 år siden
2Bekendelser
- Har du set det? Sølvpailletterne glimter under himlen. · Nej, du ... [...]
Blandede tekster
16 år siden
3Kvinde
Fornemmer · bevægelsen af kloden · der drejer · tager din hånd · og led... [...]
Digte
16 år siden
2Julehjerterne
- Vi er vant til at klare os selv. Det har jo altid været på den ... [...]
Noveller
17 år siden
1Fluen
Fluen summer frimodigt, mens den aggressivt jager af sted i det d... [...]
Noveller
17 år siden
1Oprørt skønhed
Der er et oprørt ocean · i dit sind · Det skvulper · og jeg har svært... [...]
Digte
17 år siden

Puls: 11,3

Publiceret: 0
Afgivet: 2
Modtaget: 2
Britta Midtgaard (f. 1950)
- Vi er vant til at klare os selv. Det har jo altid været på den måde.
   - Ja, det ved jeg.
   - Jeg begriber bare ikke, hvordan det kunne ende sådan?
   - Det skal du ikke spekulere på mor. Far skal nok komme tilbage.
   Marie lader tankefuldt blikket glide ud af vinduet, hvor tunge skyer dækker himlen. Parkeringspladsen er hvid af et tyndt lag nysne. Ligesådan græsset og bøgehækken på den anden side af vejen. Vinden rykker stødvis i de høje elletræer. Ned ad indkørslen triller en rød Lada, med toppen af et grantræ strittende ud af bagklappen. Grete har rejst sig og står ved vinduet. Hun iagttager den lille firskårne herre med blød hat, der står ud i venstre side, går bag om bilen og løfter træet ned fra bagagerummet. Mens konen, en stor kvinde med rouge på de blege kinder, dybrøde læber og skuldertaske, venter tålmodigt.
   - Spiller far stadigvæk skak med Mogens? vil Grete have at vide.
   - Det er længe siden, siger Marie og sukker dybt.
   - Det tænkte jeg nok, ryger det ud af Grete, - jeg! Hun bliver tavs.
   - Har jeg nogensinde fortalt dig om dengang din far og jeg traf hinanden? Det var som i et eventyr. Ja, det var det virkelig. Marie bliver ivrig og hendes hænder begynder at bevæge sig i luften. Gestikulerende. Han stod der på scenen, høj, flot med lyse, tætte krøller. Spillede førsteelsker i et amatørteater. Så ind i mine øjne. Jeg så ind i hans. Du tror jeg overdriver. Men det gør jeg ikke. Det var virkelig sådan. I et kort øjeblik mødtes vore øjne. Det øjeblik var nok til at fortælle mig, at det var ham, jeg skulle dele resten af mit liv med, hvis han da ville have mig. Men det troede jeg nok, han ville. Vi kendte overhovedet ikke hinanden før den aften. Jeg kom jo fra landet, hvor jeg var den ældste af en børneflok. Havde min mor vidst, at en ung, ukendt håndværker fra byen, fulgte mig gennem de mørke gader den aften, så tror jeg, jeg var blevet hentet hjem. Omgående. Men det føltes, som om vi havde kendt hinanden altid, da vi gik der gennem natten og betroede os til hinanden.
   Marie bliver fjern og urolig i blikket. Hun læner sig ind over rosengeranien i vindueskarmen.
   - Nu går han alene derude et sted.
   - Mor, Grete lægger en beroligende hånd på sin mors arm, - far skal nok klare sig.
   - Kom! Jeg skal vise dig noget. Der kommer et varmt udtryk i Maries øjne.
   De går ud af køkkenet, gennem entreen og ind i stuen. Marie, lille og bred i den blomstrede kittel med sølvgrå, kort hår. Grete i koksgrå lærredsbukser og laksefarvet, løsthængende strikket trøje med tværgående mønster, høj og rank som sin far. Hun lader tøvende blikket løbe over hver enkel genstand, som om hun skulle se det for sidste gang.
   Børnetegninger på køleskabet. Til mormor fra Sussi 7 år. Der er røremaskinen og microovnen som benyttes til at opbevare småkager,
   franske vafler og moffins i. Et par af Maries hjemmelavede grydelapper i patchwork hænger på de hvide fliser, og flere rækker af vinflasker ligger oven på skabet. Grå af støv.
   På væggen i den smalle entrè hænger en gammeldags telefon med skrivepult. Et par træsko ligger og flyder på gulvet med næserne indad. I stuen er det malerier og sofapuder, der falder i øjnene. Men der er et smudset skær over det alt sammen.
   Marie tager sine briller, som ligger på det runde spisebord ovenpå avisen.
   - Her er hans pibe og tobakken, så kommer han snart, udbryder Grete og smiler anstrengt til sin mor.
   Marie tager hendes hånd.
   - Der er det. Du har set det så tit. Har jeg fortalt historien? Hun venter ikke på svar, men fortsætter ivrigt.
   - Der var jo dans efter forestillingen den aften i teaterforeningen. Og så kom han og bød mig op. Vi var de eneste i lokalet, sådan føltes det i hvert fald. Han dansede med mig hele aftenen, og så sagde han, at han gerne ville følge mig hjem. Hvis han da måtte få lov. Jeg var så lykkelig. Der var langt ud, hvor jeg arbejdede som køkkenpige, men det betød ikke noget, sagde han.
   Vi havde ikke gået længe, da vi opdagede en lille sort uldtot med hvide poter og hals. Den blev ved med at følge efter os, selv om vi
   forsøgte på alle måder at ryste den af os. Løb alt hvad vi kunne og gemte os i en trappeopgang. Men vi havde ikke gået langt før vi igen
   hørte et bedende: Miiavvv!
   Så løftede vi den op og bar den tilbage til det sted, hvor vi først havde opdaget den. Men nej, lidt efter hørte vi igen et. Miiavv!
   Vi var bekymret for det lille væsen. Især jeg. Men din far lovede at følge den hele vejen tilbage. Han skulle alligevel gå turen.
   Det var på samme tidspunkt af året som nu, jeg traf din far første gang. Fjorten dage før jul. Dagen før lillejuleaften lå der et brev til mig. Brevet indeholdt kun nogle få ord. Han ville vente på mig ved køkkendøren samme aften. Det gjorde mig bange. For jeg havde hver dag længtes efter, at høre fra ham, og var ved at opgive håbet.
   Siden har han fortalt, hvorfor han pinte mig så længe. Han skulle først have afviklet et andet bekendtskab. Hun hed Agnes.
   Efter den tid var jeg ofte inde i teaterforeningen og se, når han øvede sine roller. Og hver gang han fulgte mig hjem derfra, og vi havde gået et stykke tid, hørte vi et genkendeligt. Miiavvv! Jo den var trofast den lille kattekilling.
   Marie løfter billedet ned fra væggen og holder det op mod lyset.
   - Da vi havde kendt hinanden i et år, gav jeg ham det her.
   - Som et symbol på jeres kærlighed, tilføjer Grete med et forsigtigt smil.
   - Den dag sad vi sammen med børnene i det hus, hvor jeg var fæstet. Vi klippede julepynt til langt ud på aftenen. Han og jeg. Og flettede
   hjerter af glanspapir.
   - Du har fjernet skakbrikkerne, konstaterer Grete.
   - Nej, det har han. De ligger i den lille skuffe i reolen. Hvis han da ikke har flyttet dem igen. Din far var en dygtig håndværker. Han kunne trylle snart taget alt frem af et stykke træ. Skænken lavede han til vores hjem. Den stod i farfar og farmors hus et helt år, indtil vi blev gift. Og hestebilledet har han skåret ud.
   Grete lader håndfladen glide hen ad det blanke træ, over hestehovedet, manken og ryggen og det ru træ, der omgiver dyret. Billedet har plads midtfor over skænken flankeret af adskillige årgange af juleplatter.
   - Så er der alle figurerne henne på udtræksbordene, beretter Marie videre, - og taburetterne i køkkenet.
   - Figurerne legede vi bondegård med. Kan du huske det?
   Marie nikker bekræftende.
   - Kunne han ikke det stadigvæk? Jeg mener skære i træ, nu han ikke tager ud og spiller skakturneringer længere, spørger Grete
   interesseret.
   - Måske.
   Marie bliver et øjeblik fraværende. Så går hun ud i entreen og åbner skabe og skuffer. Efter lang tids søgen kommer hun tilbage med et
   stort fladt stykke træ, hvori der er skåret noget ud. Billedet er endnu på begynderstadiet.
   - Han har vel stadig redskaberne til det, siger Grete, mens hun studerer træet med interesse. - Det kunne han få mange timer til at gå
   med. Tror du ikke han keder sig?
   Marie kigger søgende rundt i stuen. Vender sig og lader blikket løbe over sofabordet. Der er kun en tom krystalvase, det store blå
   askebæger i kongelig porcelæn og en lille æske kuverttændstikker med portræt af en midaldrende kvinde fra den seneste fest, de har
   deltaget i. Grete kørte sin far og mor derud den dag og hentede dem igen. Hun smiler ved sig selv. Der var de blandt gamle venner.
   De var så glade, da hun hentede dem, selv om hendes far var vildt utilfreds med, at de allerede skulle hjem.
   Jeg må også købe en buket, tænker Grete. Den vase plejer altid at stå med friske blomster.
   - Vi burde nok heller ikke have solgt den bil, reflekterer Marie, mens hun gennemsøger skuffer og skabe i reolsystemet for et eller andet.
   - Han kan ikke forstå, hvor den er blevet af, tilføjer hun og ser tankefuldt på sin datter.
   - Hvad? spørger hun desorienteret.
   - Bilen! Han mangler den.
   Hun ser så lille og skræmt ud, tænker Grete og betragter sin mor omsorgsfuldt. Lille og skræmt og stærk. Og kampberedt.
   - Jeg begriber ikke, hvad han har gjort af dem, jamrer hun og forsvinder ud i køkkenet.
   Grete følger efter.
   - Hvad er det du ikke kan finde? spørger hun deltagende.
   - Hjerterne! siger hun. - De er væk, tilføjer hun bebrejdende og knuger den store, rummelige træskål med blomstermotiverne, hvor malingen er begyndt at skalle af.
   - Jeg sagde det jo til ham.
   - Jamen Herre Gud! ryger det ud af Grete. Men så tier hun stille og nøjes med at tænke: Jeg hentede ham, for at min mor skulle få lidt ro. Og så lå hun bare og ringede til os hele tiden. Hjerterne var da kun et påskud for at tage far med hjem.
   - Det er de hjerter I lavede sammen dig og far. Han render rundt med dem hele tiden. Lægger dem op på bordet i to rækker. Evig og altid i
   to rækker. Jeg har sagt til ham, at de skal ligge i den skål, udgyder Marie højrøstet.
   - Vi kan lave nogle nye, foreslår Grete forsigtigt, - når han kommer. Hvis han. Her standser hun op. Der bliver stille. Stueuret tikker og fylder lejligheden med en rytmisk dunken. Vinden er blæst op. Den rusker i murværket, og vindues fagene og får de sorte træer bag parkeringspladsen til at svaje. Himlen er truende mørk.
   Marie stirrer skrækslagen på sin datter.
   - Bare der nu ikke bliver snestorm.
   Så ringer det på døren. Lyden forplanter sig fra rum til rum og forstummer.
   Et smil breder sig på Maries ansigt men ændres umiddelbart efter til en rådvild grimasse.
   Grete, der har taget plads ved køkkenbordet, rejser sig og går ud og åbner entredøren.
   Udenfor på afsatsen står Mogens og Åse med et grantræ imellem sig, og Grete rækker høfligt hånden frem og hilser.
   Bag Grete dukker Marie frem.
   Mogens smiler til hende.
   - Er det jer, siger hun betuttet og nikker mod træet. - Er det til os? Jamen det er da alt for galt.
   - Nu skal jeg hjælpe jer af med det, tilbyder Grete venligt.
   Mogens sender lange blikke ind i lejligheden.
   - I kunne jo høre Carl ad, om han ikke skal bruge noget hjælp til at sætte træet på fod.
   - Det vil han helt sikkert være glad for, bedyrer Grete og tilføjer spagt, - men han er her ikke i øjeblikket.
   - Kom da indenfor, afbryder Marie, der nu er helt henne ved døren. - I skal da have noget kaffe.
   - Ja tak, nikker Åse og rykker et skridt tilbage, så Grete får adgang til det fine ædeltræ, og spørger hende diskret. - Men så kommer han vel
   snart?
   Grete ser flygtigt på sin mor, studerer med et anerkendende blik træet, løfter det op og går gennem stuen og ud på altanen med det.
   Herefter sætter hun kaffe over og begynder at rydde spisebordet i stuen og dække op.
   - Der ligger noget kringle i fryseren. Kan du ikke varme det? siger Marie henvendt til Grete.
   Åse og Mogens rykker hver en stol ud og sætter sig.
   - Han er måske i kælderen? spørger Mogens og rejser sig halvt.
   - Nej, siger Marie afværgende. Hun vender sig og ser ud af vinduet. Her farer store snekrystaller mod glasset, bremses og siver langsomt
   ned og lægger sig som en bræmme i bunden af ruden.
   - Ja, vi nåede heldigvis hjem, før det rigtig tog til, siger Mogens og giver sin kone et lille klem på armen.
   - De leder efter ham. Så vi får måske slet ikke brug for træet, kommer det med et dybt suk fra Maries mund. - Jeg begriber bare ikke, hvordan det kunne ende sådan.
   - Jamen hvad skete der Marie, spørger Åse med ægte bekymring i stemmen.
   - Det var jo de hjerter. Vi skulle jo have et træ og hænge hjerterne på. Han havde ikke andet i hovedet end de hjerter og så var det jeg
   ringede til Grete, men så var han pludselig væk og gudskelov var Grete ikke taget af sted endnu, da jeg så opdagede det.
   I det samme lyder der en rumsteren på trappegangen, og så banker det hårdt på døren. Grete går ud og lukker op.
   Inde fra stuen hører de hendes klare, muntre latter og snakken. Og nu trænger Carls stemme igennem.
   - Huu Ha! Huu Ha! Er der nogen der vil hjælpe mig.
   Mogens smiler undseeligt til Marie og sender sin kone et sigende blik. Så rejser han sig sindigt og går ud til Carl.
   - Har du brug for assistance. Så melder jeg mig ved fanerne, siger han grinende til Carl.
   Nu har Marie stillet sig op med hænderne i siden.
   - Jamen, du milde himmel, udbryder hun, - hvordan er du da kommet hjem med den? Og hvordan er det, du ser ud?
   - Man har vel privatchauffør, siger Carl og retter ryggen mens den smeltende sne drypper fra hans kraftige grå hår manke, der klasker mod den læderagtige, stærkt furede hud og løber i tykke dråber ned ad vinterfrakken, de mørkeblå terylenebukser og sorte sko.
   - Hvem? spørger Marie.
   - Det ved du vel bedst selv, svarer Carl.
   - Den er godt nok vældig stor, bryder Åse ind. - Men, og nu vender hun sig mod sin mand, - hvis I nu fjerner de nederste grene og korter
   stammen lidt af, så er det et smukt træ, du der har fået fat i. Ikke Marie?
   - Joee, nikker hun, men kommer så pludselig i tanke om hjerterne.
   - Hjerterne Carl. Nu har vi jo ikke hjerterne.
   Carl ser spekulativt på Marie, så begynder han langsomt at knappe sin overfrakke op. Den hjemmestrikkede trøje med snoninger kommer til syne. Han klapper hemmelighedsfuldt på bukselommerne og der efter på brystkassen. Og nu breder der sig et stort smil i hans ansigt. Med ophøjet ro knapper han de smukke sølvknapper i trøjen op og fisker et stort bundt flettede julehjerter ud af skjortelommen.
   - Her, siger han og rækker bundtet til Marie.
   Og nu overgiver Marie sig betingelsesløst. Hun ler så tårerne triller ned ad kinderne.
   Midt i det hele ringer telefonen. Grete løber ind og tager den.
   - Han er kommet, hører de hende sige. Han har været nede og købe et juletræ, du ved til at hænge de hjerter på, vi sad og flettede den dag. Kører I ikke hjem omkring og tager, hvad I kan finde i køleskabet. Det her må fejres.

Marie har et saligt smil om munden. Hun drømmer sig tilbage til den aften i teaterforeningen, hvor hun første gang så ind i Carls rolige, milde øjne. Så ser hun på Carl nu, mens han med piben hængende ud af mundvigen sammen med Mogens får gjort træerne klar med fod, lys, stjerne i toppen og Carls elskede hjerter. Udenfor er vinden taget af og nu daler sneen stille ned og lægger sig som et tykt tæppe over byen.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 23/12-2003 18:20 af Britta Midtgaard (nim) og er kategoriseret under Noveller.
Teksten er på 2580 ord og lix-tallet er 25.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.