Han lagde blomsterne fra sig på bordet og bøjede sig ned over sengen.
- Anne? Er du vågen? hviskede han.
Hun slog langsomt øjnene op, og betragtede ham i flere sekunder, før hun sagde noget.
- Er det dig?, spurgte hun så, - hvorfor kommer du? Bad jeg dig ikke om netop ikke at komme?
- Jo., sagde han med noget, der skulle have været en fast stemme, - men, jeg... jeg... Jeg kunne ikke opfylde dit ønske, jeg... Du ved ikke hvor hårdt det er for mig.
- Hårdt for dig!
Hun smilede:
- Det er sgu da mig, der ligger her!
- Nårh, ja, undskyld. Det var ikke sådan ment!
- Frederik, hun så op på ham, - jeg forstår vidst godt, hvad du mener!
- Men, hvorfor gjorde du det? Du, der altid har været så perfekt. Haft styr på alt. Har været den stærke. Hvordan kunne du finde på det? Du må da vide, hvor højt jeg elsker dig!
- Jamen, det er jo netop det! hylede hun, - jeg tør jo ikke. I vil jo altid noget mere end blot at holde i hånd, når det kommer til stykket, og... det vil jeg altså ikke. Forstår du?
- Er du... begyndte han.
- Nej!, afbrød hun ham arrigt, - jeg er ikke lesbisk, okay?
- Jeg er virkelig ked af, hvis jeg...
- Hold nu op... Jeg beder dig!
- Undskyld, det var jo ikke for...
- Og hold op med at sige undskyld!
- Ja.
Han trak vejret dybt, så sagde han:
- Jeg har taget nogle blomster med, se! Er de ikke fine?
Hun rakte hånden op og kærtegnede hans kind:
- Hvor er du bare dum. Sagde hun så. Kærligt.
- Jamen... Hvad vil du ha', jeg skal gøre? spurgte han fortvivlet.
- Hvad med at lytte for en gangs skyld?
Hun så ham direkte ind i øjnene.
- Sæt dig ned her i fodenden, sagde hun, - så skal jeg fortælle dig noget. Det'her det er altså kun mellem os, okay?
Han nikkede.
- Min far. Åh, Gud...
Hun lukkede øjnene og var lige ved at græde.
- Han og jeg havde et meget tæt forhold, da jeg var barn. Meget tæt... For tæt, hvis du forstår, hvad jeg mener.
Han sad som lammet og stirrede udtryksløst på hende.
- Mener du at... at...
- Ja., sukkede hun bittert, - vi havde sex sammen.
- Jamen, det... Det har du jo aldrig fortalt mig!
- Der er visse ting man aldrig taler om, uanset hvor nære venner, man bliver, men nu... Nu forstår du vel, hvorfor jeg var så afvisende, ikke?
Han nikkede tavst.
- Og du forstår, hvorfor jeg blev skræmt da jeg kunne se at du blev mere og mere interesseret, for jeg vidste jo, at en eller anden dag ville du få visse forventninger, som jeg altså...
Hun brød pludselig ud i gråd. Han rakte hen og holdt om hende.
- Såh. Såh.
- ...som jeg altså ikke kunne indfri! græd hun ned i hans skulder, - og så var det altså, det hele blev for meget for mig, så jeg... skar min...
Han knugede hende i til sig og lod hende græde et stykke tid, før han holdt hende ud for sig, så alvorligt på hende og sagde:
- Anne. Husk i hvert fald på, at uanset hvad, så vil du altid kunne regne med mig...
Hun smilede tappert gennem tårerne.
- Hvor er din far egentlig i dag? spurgte han så pludselig.
- På kirkegården, smilede hun, og tørrede sine øjne med hænderne, - han har været død i syv år.
- Og det var ikke dig, der slog ham ihjel? sagde han med et lille, skævt smil.
Hun så nærmest smigret ud:
- Nej, det klarede han selv - ved hjælp af øllerne!
Han så lidt på hende. Så knugede han hende atter ind til sig:
- Hvis jeg nu får... fortjener... en chance til, så lover jeg dig, at jeg skal ændre mig til det bedre. Jeg skal nok blive bedre til at lytte... Jeg skal nok...
- Det er i orden., hun så på ham, - men, er du ikke sød at gå nu. Jeg er så træt.
Han nikkede forstående.
- Men..., sagde hun så, lige inden han fik åbnet døren ud til hospitalsgangen, - Frederik. Lige en ting til. Vi... Ja, jeg ved ikke rigtigt, hvordan jeg skal få det sagt, men... Vi er kun venner, ikke?
Til trods for, at ordene ramte ham hårdt, nikkede han, tappert, og sagde:
- Jeg kommer igen i morgen, ikke?
Hun havde lukket øjnene, men han mente, han hørte hende, ganske sagte, mumle:
- Ja, gør du det, Frederik!