På det lille husmandssted, hvor jeg voksede op, havde vi altid 4-5 katte. Hunkattene fik killinger flere gange om året. En eller to fik lov at leve videre, men som hovedregel blev killingerne aflivet. Det skulle ske før de fik øjne, altså mens de var nyfødte. Det skete på en human måde, men alligevel barsk. Jeg vil udelade detaljerne. Det er for hårdt at se beskrevet på tryk.
Sorteper og Mulle er kun to af mange katte fra min barndom. Men de to står stærkest i min erindring.
Sorteper var en meget stor, sort og hvidbroget hankat, som vist ikke var af egen avl, for de fleste af vore andre katte var stribede. Jeg ved egentlig ikke, hvor den kom fra. Den var en hersker kat, der gik langt omkring i nabolaget og sloges med de andre katte. Den kom ofte hjem med revet og blodig skind. En gang havde den sneget sig op på nabogårdens stråtag, hvor der lå en anden kat og solede sig. Sorteper skubbede til katten, så den rutschede ned fra stråtaget. Min veninde fortalte det. Hun havde på samme tid en tilsvarende stor, dejlig og kraftig bygget hankat, der hed Hansen. Opkaldt efter manden, som de havde fået den af. Den var stribet. Dens særpræg var, at den suttede på uldne trøjer og spandt velbehageligt til. Trøjerne fik en stor våd plet, hvor den havde suttet.
Mulle var en meget bestemt hunkat, der var kommet tilløbende fra en af nabogårdene. Det var en gård, der jævnligt skiftede ejer. Til sidst brændte den, men det er en helt anden historie. Når der kom ny ejer fulgte kattene med i købet. Også Mulle. Men Mulle var ikke tilfreds, for den nye ejer havde en stor sort hund, der hed Rex. Og den syntes Mulle absolut ikke om.
Faktisk var vi mange, der var lidt bange for Rex. Så derfor syntes vi, at den havde rigtig godt af, at få en advarsel af Mulle. Det skete en dag da Rex kom gående ind i indkørslen til vores ejendom. Her stod Mulle vagt. Hun sprang gesvindt op på ryggen af den store hund, og red af sted på den et stykke vej. Herefter holdt Rex sig til sine egne enemærker. Rex tog ingen skade, den fik sig blot en alvorlig forskrækkelse.
Mulle blev vores. Den fik killinger flere gange, og mange fik lov at leve.
Da jeg var barn, måtte katte ikke komme ind i stuehuset. Det syntes jeg absolut ikke om. Jeg ønskede inderligt at have en kat med i seng. Det besluttede jeg at gøre noget ved. En eftermiddag, da solen skinnede, og ingen så det, hentede jeg en kattekilling og lagde den på dynen mellem dyne og dynebetræk i mine forældres seng, hvor jeg sov på den tid. Flere gange i løbet af eftermiddag og aften sneg jeg mig uset ind og kiggede til den. Den spandt og nød det.
Om aftenen lå jeg mellem mine forældre med kattekillingen under dynen. Dejligt for både den og mig. Men, desværre spandt den fortsat. Min mor hørte det og sagde: "Jeg synes, at jeg kan høre en kat, der spinder". Og så måtte jeg gå til bekendelse. Hun skældte ikke ud. Sagde bare beklagende: "Åh nej, så må jeg ud i laden med den." Udenfor var det koldt og mørkt, og den skulle ikke bare lukkes ud af døren.
Min far fortalte tit historier, om dengang han var ung og tjente på gårdene rundt omkring. Han er født i 1896, og verden var noget anderledes den gang, end den er i dag. Der var mange ansatte på gårdene, og de sad ved middagstid alle bænkede om et stort bord. På den tid fik de tit grød. En dag havde min far fået serveret en portion byggryns grød, hvori der var en stor rund fast klat i midten. Han rørte lidt ved den med skeen, og kaldte på tjenestepigen. Han ville ikke hænge hende ud, og bad derfor diskret om at få portionen byttet. Hun var meget brødebetynget, klatten var efterladenskaber fra en kat. Så det var måske en af grundene til, at vi ikke måtte have katte indenfor i stuehuset. På gården, hvor Rex boede, opholdt kattene sig indenfor, og sov jævnligt ovenpå alle grynposerne i køkkenskabet. Det blev der talt en del om blandt de andre naboer.
For år tilbage, men efter at jeg var flyttet hjemmefra, havde vi en hunkat, der hed Knors. Den blev gravid og fik sin første killing, mens den lå på hovedpuden, ved siden af mig i sengen. Som barn har jeg aldrig set en kat få killinger. De gemte sig altid. Så jeg var noget forbavset over, hvor let en kattefødsel gik. Der lød nogle boblelignende lyde, og killingen var født. Vi fik afsat et par af dens killinger. Knors blev bagefter steriliseret. Den døde under en ferie, hvor den blev passet af naboen. Den havde slugt en hveps, som havde stukket den i halsen.
Den næste kat, vi fik, var en hankat, der hed Rasmus. Rasmus var frygtløs. En af naboerne på villavejen havde en stor schæferhund, som jagtede katte. Men den gik ikke med Rasmus. Han blev siddende på sin plads udenfor huset, selvom schæferhunden forsøgte, at få ham jaget væk. Hunden blev helt forvirret over den atypiske reaktion, og opgav sit forehavende. Rasmus var meget kræsen.
En dag forsvandt han, og hvad, der er sket med ham, ved jeg ikke. Den sidste gang, jeg så ham, snusede han ligesom lidt hånligt til sin kattemad. Det var som om, han tænkte: "Ikke andet". Derefter vendte han rundt, og gik sin vej. Vi så ham aldrig mere. Måske fandt han et bedre madsted. Måske tog ræven ham. Måske blev han kørt over.
Katte i min barndom havde altid tynd mave. Først nu, efter så mange år og så mange katte, er jeg blevet klar over årsagen. De kan ikke tåle mælk. Min egen dejlige og smukke hankat Julius, som jeg har i dag, får vand og indimellem kaffefløde.
Julius nyder sit frie katteliv, for han har kattelem og kan selv gå ind og ud til hver en tid. Han har meget frie forhold, men på køkkenbordet og komfuret må han ikke komme. Hans far er en vildkat og hans mor er en huskat, med lidt af en Russian blue kats gener i sig. Julius ønsker ikke at ligge på skødet, men gerne i sengen og lidt irriterende insisterer han på at have en plads på skrivebordet, når jeg skriver på computer. Bliver han fjernet, prøver han bare igen. Nogen fortæller mig, at deres dyr kan blive fornærmede, hvis de ikke får deres vilje. Det gælder ikke Julius. Han er vedholdende og prøver igen, måske bare på en ny måde, for at opnå det han vil. Jeg ynder ikke hans kattemanerer med at fange mus og bringe dem ind i huset. Mange nætter har jeg hørt ham komme trampende ind af kattelemmen, og hørt musen pibe, når han kaster rundt med den. Det lyder måske utroligt, at en kat tramper, men han går ligesom med stive ben og i pasgang.
Men bortset fra det er han til stor glæde.