Min mor og søster røg ikke.
Min far røg med måde, cigarer, men aldrig cigaretter. Han foretrak snus, eller hvis han undtagelsesvis ikke havde snus, ja så kunne en skrå erstatte snus i kortere tid. Vi sagde tit til hinanden, at den dag, han ikke kunne snuse, så var han på sit sidste. Han døde i en alder af næsten 92 år.
Min bror røg det hele, både cigaretter, cerutter, pibe og cigar ved særlige lejligheder. Men han stoppede med at ryge cigaretter i 40 års alderen. Herefter røg han cerutter og pibe. En blodprop som 48- årig fik ham til helt at stoppe. Han døde 5 år senere som følge af blodproppen.
Mine to meget ældre søskende røg ret meget. Min ældste bror er født i 1924, han stoppede som 60-årig. Han fik ondt i brystet ved en fest, og traf da beslutningen. Min ældste søster ryger vist stadig.
Til familiesammenkomsterne blev der røget godt, også mine 2 svogre røg, samt min morbror, der tit besøgte os om søndagen. Vores stue var lille. Der blev spist, drukket kaffe, spillet kort og røget. Ikke noget som jeg eller andre tog anstød af. Vi hyggede os.
Vores nærmeste nabokone røg. Hun glemte altid at købe cigaretter nok til weekenden. Når søndagen kom, havde hun ikke flere. En ryger vil vide, at så melder desperationen sig, især når købmanden har lukket. Så hun kom hen til os, og jeg måtte tage på kroen for at købe en 10 styks til hende. Det var jeg rigtig træt af. På kroen blev jeg ikke modtaget med åbne arme, når jeg blot skulle købe cigaretter. Til sidst indkøbte jeg for egne sparepenge 10 cigaretter, som lå klar i skuffen, når søndagen kom. Det var i øvrigt en sød nabokone. Men jeg slap for at hente flere cigaretter efter den tid.
Der var ikke nogen særlig snak om rygning i vores familie. Heller ikke moralprædikener om, at det skulle man helst holde sig fra. Men jeg kan da huske, ganske svagt, at jeg af min bror havde fået et par cigaretter, som jeg prøvede et sug af i enrum i baghaven. De smagte rigtig skidt. Jeg fik associationer til sur blomsterjord. Og kunne smage det længe efter.
Men i skolen var der formaninger. Der blev vist film med smukke piger, der røg og svømmede i et svømmebassin. Alt var fremstillet som smukt og godt. Til sidst så vi dem smile og blotte en mund uden tænder. Det er sådan, jeg husker det, men man kan da vist ikke miste tænder af at ryge. Tænderne bliver bare brune. Vi så også billeder af tjærefyldte lunger.
Jeg har altid vidst, at rygning var skadeligt.
En lærer fortalte, at hvis forældre tog deres barn i smugrygning, skulle de give dem en cigar. Når cigaren var røget færdig, var barnet også færdig med at ryge. Både ved den lejlighed og fremover. Han røg selv rigtig mange cigaretter, og døde senere af lungekræft i en ung alder.
Den skole, som jeg gik på, havde i øvrigt en meget progressiv rygepolitik. Det var den første skole i landet, der fik et rygelokale for elever. For at benytte det, skulle eleverne blot medbringe en underskrevet tilladelse fra forældrene.
Jeg havde overhovedet ingen planer om at begynde at ryge. Tværtimod. Jeg ville aldrig ryge. Men alligevel begyndte jeg, da jeg var 18. Årsagen var da, at jeg gerne ville tabe mig.
Jeg var ikke specielt tyk, og jeg kunne jo altid holde op igen. Troede jeg. Jeg boede dengang på et lejet værelse i Ringkøbing. Før jeg selv røg, kunne jeg tydeligt lugte røg i værelset længe efter besøg af rygende gæster. Ulækkert.
Jeg måtte for resten overvinde flere cigaretter, før jeg vænnede mig til at ryge. Min nevø, der var en knægt på 12, drillede mig med, at jeg ikke inhalerede. Men det skulle nu ikke vare længe, før jeg kunne det hele. En bustur i ferien, hvor alt gik lystigt til, bevirkede, at det hurtigt blev en vane, som ikke lige var til at ryste af sig. Det smagte jo hele tiden af mere. Jeg røg Marlboro på den tur.
Der blev i alle disse år og til slutningen af firserne røget uhæmmet alle vegne. Det var rygernes paradis. Det var blandt dem, det sjove skete, og ikke rygerne ville også være der.
Der blev røget i busserne i tresserne. Der var ingen askebægre og ofte var busserne fyldt godt op med mennesker. Asken blev drysset på gulvet.
Jeg har ekspederet kunder på et offentligt kontor i 70, erne. Der blev de fleste steder røget i selve ekspeditionen i åbningstiden, også mellem ekspeditionerne. Det var der ingen, der så skævt til. I 80 erne sad jeg ikke længere ved kassen, men de, der gjorde, røg fortsat. Der var endog en ekspedient, der kunne stemple blanketter og holde en tændt cigaret i munden samtidig. Jeg syntes trods alt, at det var lige i overkanten.
Til familiefester blev der budt fade rundt med cigaretter. Da min bror fejrede sin 30 års fødselsdag, duperede han os ved at give alle rygerne en 10 styks pakke cigaretter sammen med velkomstdrinken.
Jeg har prøvet at holde op mange gange, faktisk lige fra den dag jeg begyndte. Jeg tror ikke, der er en metode, som jeg ikke har prøvet. Først var det noget eddikemikstur, der skulle få cigaretterne til at smage dårligt. Senere forsøgte jeg mig med nikotinplaster, nikotintyggegummi, akupunktur, hypnose, bånd med hypnoselignende tale, bøger fra Kræftens Bekæmpelse med gode råd til at stoppe samt plasticcigaretter med pebermynte eller /og nikotin.
Mine rygestop holdt ikke længe. Tankerne kredsede hele tiden om cigaretter. Når desperationen meldte sig, kunne turen ligefrem gå til skraldespanden for at se, om der skulle være et lille skod tilbage, der kunne ryges på.
Jeg røg Cecil i mange år, indtil jeg hostede så meget, at jeg måtte gå over til noget mildere. Jeg har nu sjældent røget over 20 i det daglige. Men flere ved festlige lejligheder.
Jeg hostede en del, men det var nu mere mine omgivelser, der bemærkede det. Det kommer langsomt. I slutningen af 80,erne blev jeg oftere og oftere forkølet og var så ekstra plaget af hoste. Min nabo ved siden af, kunne høre mig om natten. Hun lå på den anden side af væggen.
I 1994 fik jeg konstateret brystkræft og fik brystet fjernet. Efterfølgende fik jeg kemoterapi. Jeg spurgte en af onkologerne, om det var en ide, at holde op med at ryge, men det syntes han ikke. Han syntes nærmest, at det var lidt synd for mig midt i den svære tid. Det kunne ellers have været en ekstra motivation med lidt opbakning.
3 år efter var jeg på ferie i bjergene i Sydtyskland. Og da kunne jeg ikke ryge en hel cigaret til ende, så besværede var mine lunger. Jeg måtte bide cigaretterne over. Jeg kunne kun gå halvt så langsomt, som min veninde. Da jeg kom hjem, skulle jeg have indopereret en brystprotese, og så besluttede jeg, at nu skulle det være. Jeg var da 50 år, og havde altså røget i 32 år.
Det tog et helt år, før jeg ikke længere savnede en cigaret. At være sammen med andre til middag og festlige lejligheder var en overvindelse. Der var ikke noget ved det. Som ryger spiser man for at ryge. Jeg brugte en plastcigaret til at sutte på. Jeg blev hurtig træt af lakridspastiller, og hvad man ellers kan putte i munden. Jo, almindeligt tyggegummi gik der en del af. Så den vane skulle senere afvænnes.
Jeg var blevet tynd, så jeg kunne godt tåle at tage nogle kilo på. Og det gjorde jeg da også.
Mine luftveje fik det hurtigt bedre. Men jeg var alligevel belastet. Jeg blev hurtigt forpustet. Min læge slog det lidt hen. Alderen fik skylden, han blev også forpustet selv. Han var ældre end jeg. Men til sidst fik jeg noget medicin for astma og bronkitis. Det hjalp lidt.
Min søn ryger ikke, og har aldrig gjort det. Heller ikke hans kone. Jeg er blevet farmor, så nu er rygning forbudt, når barnebarnet er her. Der er heller ikke mange i vennekredsen, der ryger.
Jeg har fået ny læge, og bedre medicin. Den gamle læge gik på pension. I de senere år er det gået tilbage for mig lungemæssigt. Mine lunger er under 1/3 af mine jævnaldrendes. Er jeg ude at gå eller rejse, sakker jeg agterud.
Når jeg bliver forkølet, så har jeg det ekstra slemt. Det hulrum, der skulle være i bronkierne er endnu mindre, når der er betændelse.
Jeg har aldrig været ret meget syg før i tiden. Det er derfor ekstra surt nu.
Forkølelse eller angreb af virus giver forværrede symptomer i form af åndenød, appetitløshed, energiforladthed, bevægelse i slowmotion, flere inhaleringer af medicin, der ikke hjælper nok. Op om natten og inhalere. Hoste, der kommer helt fra dybet.
Alle autoriteter i lungesygdomme udtaler med stor skadefryd J, at der ikke er noget at gøre ved rygerlunger. Lungerne er for evigt beskadigede.
Ja, så var det, at jeg ved sidste angreb af virus tænkte: "Jeg sidder i saksen". Der er ingen fortrydelsesret.