Sovjetunionen er daglig genstand for verdens opmærksomhed og pressens omtale. For at se lidt af landet og dets befolkning har jeg deltaget i en 15 dages turistrejse til Moskva, Kiev og Sochi ved Sortehavet. Jeg skal i det følgende forsøge at gengive nogle indtryk fra turen.
   Straks ved ankomsten til Moskvas lufthavn blev vi venligt modtaget af en nydelig skandinavisk-talende russisk pige fra Intourist, som ledede turen på en meget tiltalende måde. Efter aftensmad i lufthavnen gik turen med bus de ca. 35 km. til hotellet, der var beliggende 10 minutters gang fra den røde plads. De første indtryk af at være i et kommunistisk land fik vi ved hele tiden at passere skilte og plakater med politisk tekst, ligesom portrætter og statuer af Lenin lod sig se med hyppige mellemrum.
   De hoteller, vi boede på under turen. Var alle udmærkede. Maden, der serveredes, var overalt rigelig og veltilberedt. Eksempelvis kan nævnes, at middagen bestod af 4 retter, hvoraf en velsmagende suppe var fast bestanddel. Helle Virkners sympati for det russiske brød kan jeg tilslutte mig.
   At færdes på og omkring den røde plads er unægtelig en meget særpræget oplevelse. Her fandt i 1917 revolutionens afsluttende kampe sted, og de faldne ligger begravet i en fælles grav uden for Kreml - muren. Her brændtes på et kæmpebål ved slutningen af 2. verdenskrig de fra Hitler - hæren erobrede faner. Udsigten, der domineres af zartidens bygninger opført i en blanding af orientalsk og europæisk arkitektur med et væld af tårne, spir og forgyldte kupler, er betagende.
   Lige ved Kreml - muren ligger Lenins mausoleum. Foran indgangen er posteret 2 vagtposter, stående urørlige som statuer. Hver time døgnet rundt og med sekunders nøjagtighed er der vagtskifte. Lenins afsjælede legeme kan beses hver dag undtagen mandag og fredag, og hver dag er der så lang en kø af folk, som ønsker at defilere forbi, at de ikke når igennem. Via en særlig turistkø lykkedes det os at få adgang. Det balsamerede lig er beliggende i et kælderlignende rum i en stor glasmontre, flankeret af flere skarpt bevæbnede soldater. Synlig er kun hænder og hoved, som til gengæld er særdeles velbevaret. Folk bevæger sig tavse forbi, og der er en atmosfære, som om man befandt sig i det allerhelligste i et tempel. Man kan ikke lade være at "savne" Stalin, som indtil for få år siden lå ved siden af. Stalin ligger nu begravet ved Kreml-muren omtrent bag ved mausoleet. Over graven er der en enkel stenplade med navn, fødselsdag og dødsdag.
   På den anden side af den røde plads parallel med Kreml-muren ligger
   Sovjetunionens største varehus, GUM, en kæmpemæssig bygning, hvad jordareal angår. I den ene ende af den røde plads ligger de historiske museum og i den anden ende den imponerende St. Basilius Cathedral (1555). Kirken, som er bygget i flere tempi med særprægede tårne og kupler, benyttedes i sin tid af Zaren.
   Den er nu museum.
   Under hele turen kunne man efter ønske færdes frit, idet det dog ikke uden forud indhentet tilladelse hos myndighederne var muligt f. eks. At løse togbillet til andre egne af landet. På grund af tidsnød blev det ikke til ret mange ture på egen hånd til Moskva og kiev. På sådanne slentreture var det bedst at lade slipser ligge på hotellet og iføre sig så almindeligt tøj som muligt for derigennem at falde sammen med den øvrige folkemasse.
   Befolkningen i Moskva virkede ligesom lidt tillukket og reserveret. På den anden side traf jeg dog hverken uvenlige eller uhøflige mennesker. Forretningsvinduerne var få og vareudvalget såvel her som i varehusene ringe efter dansk målestok. Tøjet er dyrt og ufikst (et par herresokker koster 15 - 20 kr.). Det eneste, man med fordel kunne købe, var grammofonplader (og bøger). Prisen er ca. halvdelen af den hjemlige, hvilket bl.a. hænger sammen med, at der ikke skal betales licensafgift til forfattere og komponister.
   Når man færdedes på gade, blev der rettet talrige henvendelser fra folk, som ønskede at købe alt muligt: sko, nylontøj, kuglepenne o.l. til meget høje priser. Hvis man ville veksle dollar eller krone på gaden, kunne man opnå op til det dobbelte af den officielle bankkurs. Der er naturligvis strengt forbud mod denne sortbørshandel, som jeg alligevel har indtryk af florerer ret kraftigt.
   På gaderne er der til at komme frem for biler. Af biler til privatkørsel er der så godt som ingen. Hyrevogne findes, ligesom man ser flere tjenestevogne. Endelig er der ret mange busser og lastvogne. En bustur koster 35 øre. Der er ingen billettering i busserne. Passagererne betjener sig selv ved en i bussen opstillet automat. Eventuelt afsløret snyderi på dette område fører foruden straf til, at bedragerens billede ophænges offentligt. Metroens rygte er ikke overdrevet, og man kan vanskeligt forestille sig noget flottere og mere effektivt på dette felt. Gader og boulevarder og offentlige pladser i øvrigt er meget rene. Man ser ingen russere smide affald ved siden af de rigeligt opsatte affaldsspande (hvis man gør det, idømmes en bøde på 5 kr.). Om natten spules gaderne rene af store lastbiler med vandbeholdere., og om dagen er gadefejerne ret aktive. Med korte mellemrum er der opstillet automater, hvor man kan købe et glas vand eller limonade. Til at drikke af er der 3 glas, som efter en let skylning benyttes af alle efter tur.
   I Sovjetunionen holder forretningerne lukket en gang om ugen på skift, og i den forbindelse tager man ingen hensyn til, om det er søndag eller mandag. Dette skiftssystem fungere endvidere således, at man kan finde åbne forretninger helt til kl. 22.
   Ejendommeligt er det i en storby som Moskva ikke at kunne opspore en åben restaurant efter kl. 23.30, men ingen steder, hvor jeg var, lykkedes det at finde en sådan. Indtil dette tidspunkt kan man besøge både restauranter og cafeterier, uden at man dog kan tale om et florerende lystliv. Drikkepenge betragtes som almisser og modtages ikke.
   Der findes en hel del såkaldte kulturhuse, hvor folk kan samles til underholdning af forskellig slags, film, dans, foredrag, skak o. s. v.
   I skolen undervises eleverne i mindst 2 udenlandske sprog, hvoraf det ene oftest er engelsk eller tysk. Det er hovedsagelig den yngre generation, der har nydt godt af denne undervisning. De private samtaler, jeg opnåede, var fortrinsvis med yngre folk, som virkede mere kontaktvenlige end de ældre. Disse var ret interesserede i at høre om priser og udvalg i Danmark på forbrugsgodernes område. Derimod var interessen for politisk meningsudveksling ikke særlig påfaldende. Spørgsmål angående f. eks. Krustjof, Stalin, Kina og USA var ikke populære.

Jeg skal kort gengive nogle svar, jeg har fået på stillede spørgsmål. En russisk arbejder tjener om måneden ca. 800 kr. En ingeniør på 28 år, jeg talte med, tjente ca. 2800 kr. om måneden. Arbejdsugen er ca. 45 timer, idet folk frit kan søge arbejde ud over dette timetal og således øge indtjeningen. Feriens længde er ca. det samme som her. Pensionsalderen er i Sovjet for kvinder 55 år og for mænd 60 år. Pensionister kan frit søge arbejde og øge indtægten, uden at dette får indflydelse på pensionsudbetalingen. Lægebehandling er gratis. Huslejen er meget lav. Den direkte indkomstbeskatning kan ikke overstige 13 %. Der opkræves dog også indirekte skatter. De fleste levnedsmidler er betydelig dyrere end her. Der er også i Sovjet lang ventetid på at få en lejlighed. Som en kuriositet kan nævnes, at det er muligt at undgå ventetid, såfremt der kan præsteres et kontant indskud på fra 20 til 30 tusinde kr.

Ruslands teaterkunst er berømt, og et besøg på Bolshoi teatret samt et teater i Kiev kunne ikke skuffe selv de mest kræsne forventninger. Foruden selve teaterrummets smukke udstyr, kulissernes mangfoldighed, aktørernes antal og farvestrålende kostumer overraskedes man af den fortræffelige ventilation, som bevirkede, at luften var behagelig frisk og tempereret helt oppe under loftet, til trods for at folk stod og sad omtrent som sild i en tønde. Teaterbilletterne koster fra 12 til 30 kr. De er vanskelige at få fat på, og der er som oftest udsolgt langt frem i tiden. Før hver forestilling (der er noget nær non-stop program) er der en stor kø efter uafhentede billetter. For turister har Intourist imidlertid altid et passende antal til rådighed, som kan købes med en dags varsel.

På en af vore sightseeing ture blev vi ført ud til Lomonosov Stats Universitet. Vi var ikke inden for murene, men selve bygningen og omgivelserne vil sikkert kunne imponere de fleste. Af studenterne bor flere på universitetet (et antal heraf er udlændinge). I studietiden betales en ret betydelig studenterløn, ligesom undervisningen og undervisningsmaterialet er gratis.
   Sovjet-folket har ingen brug for religion; alle spørgsmål i forbindelse med tilværelsen forklares på videnskabelig basis i folkeskolen. De russiske sputnik 'er har med selvsyn forvisset sig om, at der ingen gud er i himlen. Religiøse skrifter betragtes som værende skadelige for folket.
   Fortidens kirker tjener allehånde formål. De smukkeste og mest velegnede er indrettet som museer. Flere benyttes som oplagsrum eller værksteder. I nogle kirkefløje er der indrettet almindelige lejligheder. På landet kan man se kreaturer gå og græsse midt på en forladt kirkegård.
   At gå i kirke er ikke direkte forbudt, men de, der gør det, ender meget let som gadefejere o.l. I enkelte kirker foretages der gudstjenester. Jeg besøgte en sådan levende kirke i Moskva. Hele menigheden bestående af præsten og en 10 - 15 gamle mennesker havde fast bopæl i selve kirken; en af dem var netop død og lå i en åben kiste flankeret af levende lys. Nogle få tæpper samt nødtørftigt husgeråd i et hjørne var eneste bohave og indtægterne væsentligst hidrørende fra besøgende turister.

Under vort besøg i Kiovo - Pechersk klosteret i Kiev forklarede den lokale Intourist-guide, hvorledes kirken før revolutionen vildledte og udnyttede befolkningen. Under en lokal flyvetur lagde vi mærke til, at en russisk medpassager slog korsets tegn for sig i samme øjeblik, hjulene ramte landingsbanen.

Kiev, som var vort næste rejsemål, er hovedstad i Ukraine og af størrelse mest sammenlignelig med København. Den er en næsten ny by, bygget op omkring den gamle, som blev omtrent helt ødelagt under sidste krig. Hvor den gamle bydel tidligere lå, er der nu indrettet store smukke parker. I disse offentlige parker såvel som andre offentlige steder er radiohøjtalere ret almindelige. Herigennem får befolkningen serveret lødig musik, ligesom nyhedsudsendelserne udsendes med jævne mellemrum. I Kiev virkede befolkningen ligesom mere livlig og fri end i Moskva.

Vort længste ophold var ved badestedet Sochi ved Sortehavet. Stedet, der har subtropisk klima, er meget velegnet til ferie, og her strømmer da også folk fra hele landet til for at tilbringe ferie eller for at blive behandlet på et af de mange sanatorier eller rekreationshjem, som findes her.
   En udflugt i de bagved liggende kaukasiske bjerge, på hvis bjerge man skimter den evige sne, er en storslået naturoplevelse.. I disse vildsomme egne med susende elve ned ad stejle klippesider har vilde dyr som ulven og bjørnen sit hjem. Højt oppe over bjergtoppene ser man som små prikker ørnene, som spejder efter bytte. Klimaet er meget sundt. Såfremt vi havde ønske om et længere liv end det sædvanlige, fik vi det råd at slå os ned i en af landsbyerne. Den ældste beboer på egnen var over 160 år; en anden var op i 140'erne og flere var op i 120'erne (der var disse udsigter til trods ingen, der hoppede af).
   Under vort ophold havde vi lejlighed til at besøge en pionerlejr, af hvilke der findes mange af rundt omkring i landet. Den pågældende lejr blev administreret af den lokale fagforening. Børnene, som havde ophold her ca. 1 måned ad gangen, var fra 6 til 15 år og inddelt i undergrupper efter alder med hver sin dertil uddannede ungdomsleder.
   Alt var præget af den punktligste orden, og såvel børn som ledere var meget imødekommende og kontaktinteresserede. Da vi ankom, stillede børnene sig op på række og bød os velkommen med taktfaste håndklap, idet de (på russisk) gentog: venskab, venskab... Efter at vi havde fået forklaret lejrens struktur, underholdt børnene med sang, dans og spil, hvorefter vi blev budt op til dans og måtte lære en russisk kædedans og danse jenka midt om eftermiddagen og i 25-30 graders varme. Under rundgangen i lejren uddelte børnene små gaver og til sidst serveredes te og hjemmebagte boller. Til afsked havde de lært sig at sige på gebrokkent skandinavisk: "God rejse".
   Erkendes må det, at børn og unge ikke får lov at gå for lud og koldt vand. Forstemmende kan det imidlertid ikke undgå at virke, at den politiske ensretning går igennem som n rød tråd. I festsalen var der således politiske slagord på væggene, ligesom der var ophængt billeder fra f. eks. Fidel Castros revolution som symbol på folkenes kamp for frihed.
   En anden udflugt gik til en kollektiv teplantage (den nordligste i verden). Vi blev vist omkring af en kvindelig agronom fra kollektivbruget, i hvis kulturhus vi derefter fik te. I forhallen var der en stor statue af Lenin. På væggene var der ophængt store portrætter af de i det pågældende år dygtigste arbejdere indenfor bruget. Endvidere var der en tavle, af hvilken det fremgik, hvor meget dette kollektivbrug kvalitativt og kvantitativt havde påtaget sig at øge produktionen for indeværende og nærmest fremadliggende år.
   Endelig fik vi udpeget nogle af kollektivbøndernes hjem, som vi efter ønske kunne bese fra ende til anden. Husene var både rene og pæne, men med hensyn til kvalitet og udstyr ikke sammenlignelige med danske af samme slags.
   So turist i Sovjetunionen har man en lidt mærkelig dobbeltfølelse, idet man på den ene side føler sig som noget i retning af en greve, medens man på den anden side føler et vist ubehag ved den særbehandling, man i mange tilfælde bliver udsat for; der er f. eks. Særlige turistforretninger, hvor man mod betaling i fremmed valuta kan købe visse billige varer, ligesom der på flere større turisthoteller er natbarer mod betaling i fremmed valuta. Ingen af de russere, vi talte med, var dog villige til at indrømme, at der var noget usmageligt heri. Når vi fortalte en russer, at vi var jævne folk af arbejderstanden, så de ud, som om de nægtede at tro på det.
   Mit helhedsindtryk fra turen er kort: Sovjetunionen er på forbrugsvareområdet langt bagefter Danmark. Det pres, som særlig ungdommen udøver, vil imidlertid formentlig føre til væsentlige forbedringer i de nærmeste år. Selv om de fleste russere efter alt at dømme er stolte af deres land, dets system og de enorme fremskridt, der er gjort, så føler dog mange, særlig yngre, eenpartisystemet med dets ensretning og mangel på personlig frihed som noget af en spændetrøje. At der på dette område er sket og stadig sker lempelser, er man dog ikke i tvivl om. Det er meget spændende, hvorledes og hvor langt denne proces får lov at udvikle sig.
   H.P.Mogensen (Min bror, der døde kun 53 år i 1991)