Det var længe siden, at solen var gået ned. Jeg strakte min trætte, ømme krop og prøvede at ignorere vægten af tasken på min ryg. Det lod sig ikke gøre. I stedet så jeg på mine fødder; det ene ben foran det andet, det andet ben foran det ene. En dump og rolig rytme. Søvndyssende.
   Jeg ved godt, det var dumt, men jeg var segnefærdig af træthed og lukkede vist øjnene et øjeblik. Det skal man ikke gøre, når man går på en sti i udkanten af en skov; der var faldet grene ned, og en stor en blokerede min vej. Det så jeg bare ikke, fordi jeg altså gik og småsov. Jeg vidste ikke, hvad der var sket, men jeg kunne regne det ud, da jeg opdagede, at jeg lå på jorden. Det gjorde ondt i min arm, men jeg skyndte mig alligevel at komme på benene. Min lyshårede lillesøster var selvfølgelig stoppet og så usikkert på mig. Mor gik videre.
   "Merci er faldet," sagde min søster halvhøjt og så efter mor.
   "Det er okay, Rhea," sagde jeg hurtigt og børstede det værste jord af mig. Mor var mindst ligeså segnefærdig som jeg, men hun faldt ikke om af den grund. Det kunne jeg heller ikke tillade mig. Jeg vidste ikke, hvorfor hun ville så hurtigt forbi skoven, men jeg var vant til at gøre, som der blev sagt.
   Det var kun to år siden, vores hus brændte ned, og vores landsby troede, at vi var forbandede, eller sådan noget - og det var vist nok på grund af mig. Jeg fattede det aldrig rigtigt. De ville i hvert fald ikke have os mere, så vi måtte samle, hvad der var tilbage, og bare drage af sted. I de to år, der gik, rejste vi rundt som nomader, rundt og rundt. Vi blev aldrig noget sted særlig længe af gangen.
   Mor stoppede. Hun stod stille lidt og vente sig om. Jeg stirrede ned i jorden og vidste ikke helt, hvad hun ville sige. Nogle gange blev hun sur over de mærkeligste ting.
   Men nu sukkede hun bare. "Vi er alle sammen trætte. Måske... lad os bare blive her. For i nat."
   Hun slog ud med armene, og jeg kunne ikke lade være med at stirre på hende. Her? Midt på stien? Hvor græsset var gult og stift, hvor en regn fra tidligere havde gjort alting vådt, og hvor skoven lænede sig truende ind over os?
   Åbenbart. Mor smed sin egen, tunge taske og sank om i pløret. Hun var ellers så pertentlig med at holde os andre rene og fine, men hende gjorde det åbenbart ikke så meget med. Hun så på mig med trætte, bedende øjne. Hun forlangte nogle gange meget af mig, syntes jeg, men jeg gjorde, som hun lydløst bad mig om; at organisere et sted at sove for natten.
   "Rhea, kan du ikke finde noget brænde?" Det var hendes tjans, og hun nikkede lydigt og gik hen mod skoven.
   "Vent," lød mors trætte stemme. "Lad være med at gå ind i skoven, Rhea. Find brænde i udkanten i stedet."
   "Hvorfor?" spurgte hun uforstående.
   Jeg så min mor lukke øjnene. "Gør det nu bare, Rhea," sagde jeg med en hård klang i stemmen. Så åbnede jeg tasken og fandt to tæpper og noget brød frem. Det var noget af det sidste, vi havde tilbage, og det blev nok snart muggent. Jeg sukkede. Aldrig mad nok, aldrig hvile nok, aldrig nok af noget som helst. Jeg huskede nogle af de steder, hvor vi havde været; landsbyer med venlige mennesker, der var parat til at hjælpe os, hvis vi besluttede at blive boende. Hvor ofte havde jeg ikke tigget min mor om at lade os blive, og lade os leve et normalt liv med venner og et hjem, et fast holdepunkt. Og hvor ofte havde hun ikke afslået med en knusende stilhed, som hørte hun mig slet ikke. Hun var så urimelig, men jeg elskede hende alligevel for hendes styrke, der nogle gange blussede op og førte os videre frem, når vi ellers var parat til at give op. Men ellers var hun bare grå og stille, og lod mig om at organisere og lede, selvom hun ikke var bleg for at skælde mig ud, når jeg gjorde noget forkert.
   Jeg brækkede med besvær et stykke af det hårde brød og rakte det til mor. "Her."
   Hun så på det og så på mig; et irettesættende blik, som om det var min skyld, at vi ikke havde mere. Så gav hun sig uden et ord til at spise det.
   Jeg gik tilbage og så efter Rhea; en lille skygge i udkanten af den store, mørke skov. "Finder du noget?"
   "Det er vådt," lød svaret. "Træet er helt vådt."
   Regnen. Den gjorde aldrig godt for noget, det havde altid været min holdning. "Så må du jo gå længere ind." Der hvor træernes blade havde dækket for regnen.
   "Men mor sagde..."
   "Bare tag det våde brænde, Rhea. Du skal ikke altid høre på din søster." Mors stemme skar sig gennem natten som en fin kniv, der sagtens kunne splitte den slags ad. Jeg knyttede hænderne i mørket.
   "Hvis vi skal have bål, skal vi have træ, der kan fænge," sagde jeg trodsigt til hende. På den ene side skulle jeg sørge for alt, og på den anden side vidste jeg intet om noget som helst og skulle bare lytte til og adlyde min kloge mor, der altid vidste bedst. Det var hendes overbevisning, og den kunne gøre mig gal.
   "Ti stille, Merci," sagde hun kort og gumlede ellers videre på sit brød. "Hvor er osten?"
   "Hvilken ost?" spurgte jeg stille, for trodsigheden var væk igen.
   "Osten fra Yhgit, selvfølgelig!" Og så huskede jeg den. Vi tiggede på et tidspunkt en god ost fra en venlig kvinde, men den var for længst borte.
   "Den har vi spist."
   "Du mener, du har spist den, din lille grådige tøs!" hvæsede min mor. "Aldrig kan du holde på noget!"
   Jeg sagde ikke noget. I samme øjeblik kom Rhea tilbage med favnen fuld af mindre pinde.
   Jeg sukkede. "Hvad er det, jeg har sagt om at hente ordentlige stykker?" spurgte jeg mildt irettesættende. Men mor var over mig som en høg.
   "Lad være med at hakke på din søster."
   Jeg vendte mig vredt imod hende. "Jeg hakker ikke på Rhea. Du hakker til gengæld hele tiden på mig, men jeg kan altså ikke andet end at forsøge!"
   Mor udstødte en hvæsende lyd, men mere sagde hun ikke. Det undrede mig, men måske forstod hun endelig, at jeg godt kunne tænkte selv?
   Jeg tog de våde grene ud af Rheas favn. "Find nu nogle lidt større, ikke?" kommanderede jeg og begyndte at rette an til et bål.

"Kom, min skat," gnæggede en ondskabsfuld stemme og lo kaglende. "Kom til mig!"
   "Nej," hviskede jeg. Jeg ville ikke hen til den tørre, sprukne stemme, der sådan kaldte på mig. Jeg ville blive ved bålet og min familie.
   "De er væk," hviskede den ondskabsfulde stemme i mit øre - havde ejeren læst min tanker?! "De er døde og borte. Du er helt fri nu. Kom til mig!"
   Og jeg så, at stemmen havde ret; der var intet omkring mig, intet bål, ingen søster, ingen mor. Kun mørke. Jeg krøb sammen i mørket, og kulden krøb med mig. "Bliv fra mig," hviskede jeg tilbage ud i mørket, men det veg ikke. "Forsvind!"
   Jeg holdt mig for ørerne, men latteren trængte igennem alligevel. "Du kan ikke løbe fra mig, min skat, og du kan ikke løbe fra dine gerninger."
   "Hvilke gerninger? Jeg har ikke gjort noget!" råbte jeg til stemmen.
   "Et brændende hus," hviskede stemmen tilbage, lav og hæs. "Et skrigende barn. Vil du påstå, at det ikke var dig?"
   "Det var det ikke!" skreg jeg så højt, jeg kunne. "Det var ikke mig! Rhea glemte at slukke ilden, da vi gik, men vi har ikke sagt det til hende, for hun har glemt..."
   "Pjat!" afbrød stemmen hårdt. "Du satte ild til hytten, og du brændte din lillebror inde. Vil du løbe fra det?"
   Jeg huskede skriget indefra vores gamle hus, jeg huskede min mors desperate forsøg på at komme ind og hente Rand ud igen, jeg huskede de chokerede landsbyfolk, der holdt hende tilbage. Og jeg græd.
   "Det var ikke mig." Igen og igen.
   "Kom til mig," hvislede stemmen indtrængende. "Kom til mig, så skal jeg vise dig vejen."
   "Nej," hviskede jeg.
   Der var stilhed lidt.
   "Komme skal du, og nu må det blive på mine betingelser," lød det så fra mørket.

Jeg satte mig op med et sæt. Tæppet gled af mig.
   Rhea.
   Hun var væk.
   Jeg stirrede rundt omkring mig; bålet var brændt næsten ud, og mor lå stadig og sov. Skulle jeg vække hende? Nej, hun ville bare give mig skylden. I stedet rejste jeg mig op og skannede endnu en gang omgivelserne, men det kom Rhea ikke tilbage af.
   Du må selv komme og hente hende, min skat.
   Kulden krøb ind på mig. Hvor den mærkelige stemme kom fra, var jeg ikke klar over, men Rhea var i skoven, vidste jeg med et, i skoven sammen med stemmen og hvem den så end tilhørte.
   Jeg begav mig omgående af sted. Min lillesøster og jeg havde altid holdt sammen, når mor var mest urimelig, og når drengene fra vores gamle landsby drillede Rhea. Jeg kunne i hvert fald ikke svigte hende nu.
   Før jeg trådte ind i skoven, tøvede jeg lidt. Stemmen ville lokke mig derind, og det var ved at lykkes. Men havde jeg noget andet valg?
   Nej.
   Skoven var om muligt endnu mere uhyggelig indefra. Træerne lænede sig truende ind over mig, og deres krogede grene greb efter mit tøj. Skovbunden var fugtig og mosgroet, og det var som om, at mosset dækkede over noget, som ikke ville ses. Jeg havde aldrig været rigtig modig og ville allerhelst løbe tilbage, men tanken om Rhea fik mig til at fortsætte.
   Jeg gik langt uden at finde spor efter hende og uden at få svar, når jeg kaldte. Alligevel vidste jeg, at det var den rette vej; jeg maste mig med besvær gennem krat og buske og forbi de mest uhyggelige, forvredne træer, fordi jeg vidste, det var den rigtige vej. Mere end en gang vendte jeg mig med et sæt, fordi jeg følte, at noget lurede på mig. Kunne jeg overhovedet finde tilbage?
   Jeg efterlod alle spekulationer, da jeg gik videre. Uanset faren måtte jeg hjælpe Rhea.
   Til sidst nåede jeg frem til mit mål; en lille, rådden hytte, fuldstændig dækket af mos, der næsten gik i et med skoven. Havde jeg ikke vidst, at det var her, jeg skulle hen, ville jeg aldrig have opdaget det. Det puttede sig ind mellem en tæt klynge træer, og lignede fuldstændig... ja, egentlig lignede det ikke noget, man så det bare ikke.
   Uden for døren tøvede jeg igen. Rhea, mindede jeg mig selv om, men jeg tøvede alligevel. Så var det overstået, og jeg greb resolut fat i døren og slog den op.
   Der var mørkt indenfor, men en heftig ild i midten af rummet gjorde sit til at mane det væk. Der var møbler som seng, bord og stole, men jeg lagde ikke rigtig mærke til det, for over bålet hang der en stor gryde, og en lav skikkelse rørte rundt i gryden. Skikkelsen var klædt i en mørk kutte og rørte sig ikke, da jeg sådan smækkede døren op.
   "Rhea?" hviskede jeg og vidste ikke helt, om jeg bare sagde ud i luften, eller spurgte den lille skikkelse. Kunne det være hende?
   Men det var det ikke. Skikkelsen vendte sig mod mig, og jeg fik et glimt af en rynket, gammelt ansigt, før skikkelsen lagde hovedet tilbage og lo kaglende - så vidste jeg, det var denne person, den uhyggelige stemme tilhørte.
   "Hun sover, min skat, og hun vågner ikke foreløbig." Den gamle kvinde viste med en håndbevægelse over mod sin seng, hvor jeg kunne skimte en anden lille skikkelse. Det var min søster.
   "Rhea!"
   Jeg glemte alt om den mystiske gamle kvinde og om det mystiske hus i den mystiske skov. I stedet løb jeg hen til sengen og til min søster, som aldrig nogensinde havde været mystisk. Jeg faldt på knæ ved siden af hendes sovende skikkelse.
   "Rhea," mumlede jeg blidt og strøg en lok af det lyse hår væk fra hendes ansigt - "Rhea, vågn op..."
   "Hun vågner ikke."
   Jeg fløj op, for kvinden havde sneget sig helt tæt på mig. Så vendte jeg mig mod hende og slog ud med armene.
   "Hvad er det, du vil? Hvad vil du have?"
   Nu granskede hun mig og slog så sin hætte ned. Hendes stride, mørke hår lignede en høstak, og hendes ansigt så umådeligt gammelt ud, men hendes forbløffende lyse øjne var intelligente. Jeg havde ellers forventet mørke øjne, der ville ligne bundløse huller, men de helt klare, blå øjne var næsten endnu mere skræmmende.
   "Spørgsmålet er, hvad du vil, min pige," sagde hun knirkende, mens jeg stadig blev iagttaget nøje.
   "Jeg?" spurgte jeg forbløffet. Jeg havde nok mest regnet med, at hun ville skubbe mig i gryden og spise mig til aftensmad, men det var åbenbart ikke planen.
   "Dig, ja. Du kom jo selv herhen, ikke?"
   Sådan så jeg nu ikke helt på det. Frivilligt, måske, men ikke ligefrem fordi jeg havde lyst. "Du tog Rhea!" sagde jeg trodsigt og pegede på min sovende søster.
   Den gamle kvinde rystede på hovedet. "Du bragte hende selv til mig."
   "Hvad? Hvad taler du om? Jeg kom for at få hende tilbage!" Jeg stirrede på hende i meningsløst raseri og var skræmt fra vid og sans. Hun stod der så roligt og forlangte ingenting, så var det næsten som om, at hun talte sandt. Men det kunne hun jo ikke!
   Hun trak modvilligt på skuldrene. "En del af dig bad mig om at tage hende," sagde hun, som om det forklarede alt. "Du er meget splittet, men jeg vil hjælpe dig på rette vej. Dine kræfter er meget stærke, og du vil blive bedre end mig, men ikke før du giver afkald på en del af dig selv."
   "Jeg vil ikke være som dig!" råbte jeg, mens angsten og mørket krøb sammen om mig, og et sted derinde var det som om, en anden svarede anderledes - "Så lær mig det."
   Jeg faldt på knæ og dækkede mine ører med hænderne. Men som i min drøm kunne jeg ikke holde stemmen ude - den kom fra mig selv.
   Pludselig huskede jeg en masse ting, som jeg ikke huskede før: ting, jeg ville glemme. Hvordan jeg spiste den ost fra Yhgit, hvordan jeg skubbede min søster omkuld og fik det til at ligne et uheld, hvordan jeg hev benene af græshopper, hvordan jeg sang min lillebror i søvn og hentede en fakkel...
   "NEJ!" skreg jeg desperat, men til min rædsel var jeg ikke en gang sikker på, at det overhovedet kom ud af min mund; hvem styrede mig nu? Hvem var sammen med mig i min krop? For det kunne ikke være mig, det kunne det ikke, det måtte det ikke være...
   Jeg strakte mine hænder og så forskende på dem. Dine kræfter er meget stærke, og du vil blive bedre end mig, men ikke før du giver afkald på en del af dig selv, havde kvinden sagt. Hvad mente hun?
   Ville jeg være stærk som hende? Kunne jeg så gå ind i andre folks drømme? Jeg så på gryden; hvor mange kræfter var gemt i dets boblende indhold?
   Var det, hvad jeg ønskede?
   Den gamle dame betragtede mig. "Åh ja," sagde hun blidt, "du er allerede ved at komme til mig. Din anden side havde overtaget, hun måtte følge med, for at du kunne være her."
   "Jeg er ikke to personer," sagde jeg temmelig højt, nærmest for at sikre mig, at jeg kunne.
   "Nej, min skat, selvfølgelig er du ikke det," sagde kvinden begærligt og slugte mig med sine tindrende øjne. "Selvfølgelig er du ikke det. Du er én, og du er meget, meget smuk. Lad mig lære dig det, lad mig lære dig at styre dine kræfter..."
   "Jeg elsker min søster," sagde jeg, og til min forbløffelse lød det som et problem. "Jeg holder meget af hende."
   "Ja, det gør du," knirkede den gamle kone med et tandløst smil. "Fordi hun var så blind, at hun ikke kunne se, hvem du virkeligt var. Men din mor så det, og det gjorde landsbyfolkene også."
   Kvinden greb med en overraskende hurtig bevægelse min hånd og knugede den, mens hun så mig i øjnene.
   "Kræfterne kræver et offer," sagde hun blødt. "Dræb hende."
   Og jeg vidste ikke om "hende" var min søster, eller den del af mig selv, som kæmpede imod af al magt.
   Kvinden begyndte at messe lavt.
   "Lyset fortrænges, og himlen bli'r grå - kræfterne store, og mennesker små - ravnene flyver i mørkets ring - hvad der før var, er nu ingenting."
   Hun gentog ordene igen og igen, og til mine milde forbløffelse opdagede jeg, at jeg sang med. Jeg lukkede øjnene og nød sangen bløde melodi og dystre tekst. En kniv blev presset i min hånd, og den gamle heks hviskede: "Dræb hende nu."
   Jeg åbnede øjnene igen, og til sangen dunkle lyd gik jeg hen til Rhea, som sov så sødt. Jeg lagde mig på knæ ved siden af hende og strøg igen hendes fine, lille ansigt. "Tak," hviskede jeg blidt og skar hurtigt og nænsomt hendes strube over, før jeg pressede et tæppe fra sengen ned over såret, så blodet ikke skulle forvrænge hendes uskyldige skønhed. Så rejste jeg mig igen, og vendte mig den gamle dame.
   Hun lagde sine krogede hænder om mit hoved og betragtede mig længe. Så nikkede hun tilfreds. "Godt klaret, min skat. Nu er du fri. I aften har fru Erís mistet to døtre."
   Og mine tanker strejfede flygtigt min mor, som i morgen ville vågne og kalde vores navne uden at få svar. For hende var jeg tabt for evigt.