1Den evige jæger
Du jager efter lykken, det perfekte, alle vegne, hele tiden, igen... [...]
Digte
17 år siden
6Musik, bare til mig
Sidder og lytter til musikken, dejlig, inciterende, forførende i ... [...]
Kortprosa
17 år siden
2Min livshistorie - Historien om min datter ...
I en søndag i september skulle L lige over til sit hus på Fyn, de... [...]
Livshistorier
17 år siden
0Min livshistorie - Historien om min datter ...
Under hele forløbet med den ældste søns sygdom (se tidligere afsn... [...]
Livshistorier
17 år siden
12En lille historie
Min yngste datter kom ind til mig på kontoret. · "Hvad laver du?" s... [...]
Kortprosa
17 år siden
3Min livshistorie - Genetik og uventede udfo...
Ja, muskelsvindssygdommen Duchennes Muskeldystrofi, som min ældst... [...]
Livshistorier
18 år siden
0Min livshistorie - Når døden banker på -3
Min lillesøster L blev født 5 år efter mig. Hun var glad og livli... [...]
Livshistorier
18 år siden
0Min livshistorie - Når døden banker på - 2
Historien om Raz og Zina · I forrige afsnit, nævnte jeg at vores be... [...]
Livshistorier
18 år siden
2Min livshistorie - Når døden banker på -1
Min far var dybt afhængig af min mor, hvilket tydeligt viste sig,... [...]
Livshistorier
18 år siden
3Min livshistorie - Når skæbnen rammer -3
Vi er nu nået til 1996. · K var efterhånden nået til 8.klasse og vi... [...]
Livshistorier
19 år siden
3Jeg er stadig her
Jeg er stadig her · Tålmodig iagttagende · Tålmodig ventende · Jeg bare... [...]
Digte
19 år siden
2Min livshistorie - Når skæbnen rammer -2
Men der var ikke meget tid til at handle i. Normalt bliver sygdom... [...]
Livshistorier
19 år siden
1Min livshistorie - Når skæbnen rammer -1
En datter · I 1974, som 21-årig, blev jeg gift med den mand, som je... [...]
Livshistorier
19 år siden
5Min livshistorie - Mine forældre
Men lad mig fortælle lidt om min baggrund. · Jeg er født i 1953 i E... [...]
Livshistorier
19 år siden
0Min livshistorie - Forord
Hvem er jeg? Personen bag forfatternavnet Pia H. Nielsen? · Ja, hv... [...]
Livshistorier
19 år siden

Puls: 0,0

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 0
Pia H. Nielsen (f. 1953)
Min far var dybt afhængig af min mor, hvilket tydeligt viste sig, da hun for 6 år siden pludselig blev alvorligt syg. Der havde før været optræk til problemer med hjertet, men ikke noget alarmerende.

Men pludselig blev jeg ringet op af sygehuset i Esbjerg, og fik besked om, at jeg hellere måtte komme så hurtigt som muligt, fordi min mor var blevet indlagt og var meget dårlig. Jeg stod udenfor en forretning og skulle ind for at hente nogle ting, som jeg havde bestilt. Men jeg var helt rundt på gulvet og kunne knap nok finde ud af, hvad det var, jeg skulle hente. Ekspedienten, som jeg kender godt, spurgte hvad der dog var i vejen og jeg fortalte, at jeg var blevet kaldt til sygehuset lige her og nu. Men jeg fornemmede med mig selv, at det var alvorligt.

Jeg ringede hjem til min mand og sagde, at jeg kørte direkte til Esbjerg. Godt, at der var blevet lavet motorvej, det halve af vejen, for det gik stærkt - 80 km på under 40 min.
   Da jeg kom op på afdelingen, fik jeg at vide, at lægerne havde været nødt til at lægge min mor i respirator. De havde forsøgt at tage hende lidt ud af den narkose, de holdt hende i, for at jeg kunne snakke med hende. Men hun havde så stærke smerter, at de havde sat det i gang igen. Det var galt med både hjertet, nyrer og lungerne.

Jeg var ikke i tvivl om, at hun var døende og det skræmte mig meget. Jeg havde aldrig mistet nogen af min familie eller siddet ved et dødsleje.
   Min bror blev tilkaldt og jeg fik ham til at tage min far med på vejen. Jeg ville ikke tage fra min mor, for tænk nu, hvis hun lige vågnede op en sidste gang, mens jeg var af sted.

Min far var så vred over, at skulle være der, fordi "han havde jo ingen gavn af hende nu". Da sygeplejersken sagde, at det kunne være, at min mor gerne ville have ham der og at hun stadig kunne opfatte og høre, blev han rasende og sagde, at det var han ligeglad med og forlod sygehuset.

Men min bror og jeg blev.
   Det blev en lang nattevagt. Jeg oplevede på et tidspunkt, at mine muskler i nakken begyndte at trække sig sammen, uden at jeg kunne slappe dem af.. Det blev værre og værre og til sidst var det som om, jeg slet ikke kunne holde mit hoved.

Jeg kunne se på tallene på monitoren, at min mor langsomt gled væk fra os.
   Og der var så mange ting, jeg gerne ville have fortalt hende. Hun havde en masse drømme om at flytte i et lille rækkehus, tættere på byen, når hun blev alene. På det tidspunkt regnede alle med, at min far var den mest skrøbelige og var den, der ville falde væk først.
   Omkring kl. 02.00 den nat, døde min mor. Stilfærdig og roligt. Personalet gjorde hende i stand. Der var tændt et par stearinlys og personalet havde også tryllet en lille buket blomster frem. Det var rart at få lov til at sige farvel på en god måde.
   Min bror og jeg tog derefter ud til min far. Han sad foran fjernsynet og var i gang med at tømme en flaske snaps. Han kiggede på os. "Nå, sagde han bare," kommer I nu. Så går jeg i seng"

Næste dag skulle alt det praktiske sættes i værk med bedemand, præst, kirken - en forfærdelig masse ting, der skulle tages stilling til.
   Min far gik helt i baglås og ville overhovedet ikke høre tale om, at min mor skulle begraves. Han havde besluttet, at hun skulle balsameres og sidde i sin stol hjemme i stuen. Jeg var dybt imponeret af bedemanden, for han taklede min far på en alle tiders måde og langsomt gav han sig. Jeg fandt papirerne frem, som jeg vidste min mor havde lavet. Her stod beskrevet, hvordan hun ønskede at hendes begravelse skulle foregå, hvilke salmer, der skulle synges sov. Nej, hvor var det en stor hjælp, for min far var stadig så vred på hende og på os andre, over at hun var død.

I første omgang opfattede jeg det blot som en reaktion. Men i de kommende måneder, viste det sig mere og mere tydeligt, at vi 3 børn var ham fuldstændig ligegyldige.
   Min bror der altid havde kæmpet for at få sin fars anerkendelse, begynde at drikke. Hans kone var alvorligt syg af en leversygdom, så det var nok en kombination af det hele, der var årsagen.

Min lillesøster var efterhånden nødt til at bruge kørestol. Hun havde været syg i et par år, uden at der kunne sættes en diagnose på. Hun var dybt skuffet over, at min far ikke engang lod til at bemærke, at hun var der og trængte til lidt omsorg fra sin far.

Min far, min bror, min søster og hendes mand, jeg og min mand mødte samlet op efter indkaldelsen til skifteretten.
   Men der var en anden til stede. En kvinde, som jeg aldrig havde set før. Jeg havde godt set hende sidde og se meget stram ud i venterummet udenfor skifterettens kontor. Og da vi blev kaldt ind, fulgte hun med.

Første da vi sad inde ved bordet, blev hun præsenteret, som min mors yngste datter - min halvsøster S, som var flyttet med sin far, da min mor blev skilt fra sin første mand (afsnit "mine forældre") Hun var flyttet med sin far til Sjælland og havde aldrig senere haft kontakt med sin mor. Hun startede med at bekendtgøre at hun havde fuldmagt fra min halvbror, til at varetage hans interesser også.

Min ældste halvsøster E ankom lidt forsinket til mødet. Jeg havde talt med hende over telefonen og jeg vidste godt, at hun ville komme, for at bakke mig op, som hun sagde.
   Jeg havde egentlig regnet med, at hun havde fået fuldmagt fra sine to søskende, til at repræsentere dem. Jeg havde jo overhovedet ikke hørt spor fra dem i forbindelse med begravelsen.

E og jeg havde egentlig haft kontakt gennem alle årene, sådan mere eller mindre. E og hendes mand boede tæt på mine forældre og jeg smuttede tit ned til hende efter skole og havde det fint med hende. Da jeg blev ældre blev kontakten mere sporadisk - senere fandt jeg ud af, at det var min mors værk. Hun satte splid og fortalte f.eks. en gang, at E alligevel ikke ønskede at se mig, den dag vi havde aftalt det. Og imens ventede E på mig og blev selvfølgelig dybt skuffet, da jeg udeblev uden besked.
   Vi genoptog kontakten lidt, den gang min søn K i 86 fik konstateret sin muskelsvindsygdom og hele familien skulle undersøges for at afdække arvegangen.

Men S var mødt op for at få at vide, hvor meget hun skulle arve. Hun blev meget fortørnet, da retsassessoren oplyste, at formuen var så lille, at min far nok ville få lov til at sidde i uskiftet bo.
   Mine forældre havde på et tidspunkt solgt deres villa pga. økonomiske problemer og havde brugt de sidste penge fra salget til at købe et lille andelshus. Her havde de fået varmehjælp og fået indefrosset ejendomsskatten gennem de sidste 12 år. Ved et salg af huset skulle denne gæld indfris og der ville ikke være ret meget tilbage.

S anlagde en civil retssag mod min far og mod skifteretten over afgørelsen. Jeg vidste snart ikke, om jeg skulle le eller græde over det, for det virkede ret absurd.
   Min far var bedøvende ligeglad med, hvad der skete. Min bror foretog sig intet og min søster var for svag. Så der var kun mig, til at køre retssagen.
   Min far fik bevilget fri proces og dermed heldigvis også en forsvarer, som jeg kunne støtte mig til. Men hvor var det svært at få fuldmagt fra min far til, at jeg måtte få de forskellige oplysninger, der var nødvendige til retssagen.
   Vi vandt sagen, men det var bestemt ikke sådan en konflikt, jeg havde brug for. S udeblev fra det sidste retsmøde og vi var overbevist om, at det var fordi hun ville anke afgørelsen til landsretten.
   Men vi hørte ikke mere.

Under det første møde i skifteretten, skiftede E helt over på "vores side", imod sin søster. Hun syntes, at S var fuldstændig urimelig overfor den gamle mand, der bare var helt knust over, at hans kone var død. Det resulterede i, at S og hendes bror afbrød forbindelsen med E. Men E fortsatte med at udvide forbindelsen med mig.

Det værste ved hele forløbet, var faktisk, at opdage, at min far ikke ænsede mig overhovedet. Jeg var vokset op i bevidstheden om, at jeg var hans yndlingsbarn, men måtte nu se i øjnene at det eneste menneske, der have betydet noget for ham, var min mor. Jeg betød ikke noget, var blot en, som han kunne lade sin vrede gå ud over.

Han gled længere og længere ind i sin sorgverden. Det var bare så hårdt at være tilskuer til. At se sin elskede far langsomt gå i opløsning, helt uden værdighed, livslyst og livsvilje.
   Hjemmeplejen kom ind i billedet for det var sket nogle gange, at naboerne havde fundet ham, efter at han var faldet og ikke selv kunne rejse sig. En gang havde han ligget i knapt et døgn. Det var ikke let at være tilskuer til. Jeg boede jo stadig 80 km væk og kunne ikke være der hver dag. Men en gang om ugen tog jeg turen vestpå.

Min bror besøgte ham en gang imellem, men de brugte det meste af tiden på at skændes. Min brors kone var meget syg pga. en leversygdom. Så min bror havde ikke det store overskud. Hans kone døde i december 1998, altså kun få måneder efter, at min mor var død. Min bror forsvandt igen i spiritustågerne på Esbjerg Havn.

For min fars vedkommende blev det først til ophold på aflastningscenter og senere plejehjem. Han ville bestemt ikke på plejehjem og var meget vred over at "vi ville af med ham"
   Men han indrømmede alligevel en enkelt gang, at han faktisk var meget glad for at være der.

Men min far fortsatte sit alkoholforbrug og nåede op på 5 hele flasker snaps om ugen, samtidig med at han røg som en skorsten. Når han skulle købe snaps, tog han en taxa fra plejehjemmet ud til den anden ende af byen, hvor han plejede at handle ind. Og kunne ikke altid finde tilbage igen. Og selv om jeg forsøgte at diskutere med personalet, om de ikke kunne være med til at bremse det voksende spiritusforbrug, var det som at slå i en dyne. For det var jo "hans valg, hvordan han ville leve sit liv". Det kunne og måtte de ikke blande sig i.
   En dag blev jeg så vred, at jeg spurgte dem ad, hvordan de havde det med, at han faldt om, fik blå mærker og sår og flere gange havde været ved at sætte ild på det hele, når han faldt i søvn med en cigaret - udelukkende på grund af spiritusforbruget.
   Men intet hjalp. Ikke engang, selv om en ældre kvinde indebrændte på etagen nedenunder på grund af rygning, ganske kort tid efter.

To gange, blev min far indlagt med lungeproblemer. Han blev glad for at se mig, når jeg kom på besøg på sygehuset, men det var mest, fordi han forventede, at jeg ville "smugle" cigaretter ind til ham. Han fik ilt og måtte selvfølgelig ikke ryge, mens han fik det. Men han satte en sport i at gemme både snaps og cigaretter for personalet.

Samtidig gik livet jo videre. Jeg fik et vikariat som underviser i dansk i Esbjerg og kunne tage hen til min far efter arbejdstid hver dag, inden jeg kørte hjem.

Men allerede den 26.07.99 bankede døden igen på døren, da vores bedste venner kørte galt. Dette har jeg valgt at fortælle i et afsnit for sig selv.

Min far blev gradvis dårligere. Lægerne sagde, at han fysisk, ikke burde være så dårlig, som han var. Det skyldtes simpelthen mangel på livslyst. Lægerne betegnede hans helbred som et "jernhelbred" fordi han havde klaret sig så længe med det store forbrug af spiritus. Jeg ville nok lettere kunne have accepteret det, hvis han så havde været lidt lykkeligere, selv om hans livsforløb blev kortere af det.
   Min far var meget ked af at skulle på sygehuset og jeg lovede ham, at jeg ville gøre, hvad jeg kunne for at undgå, at han blev indlagt igen. I sine klare øjeblikke, gav han udtryk for, at han godt vidste at det snart var slut og at han ønskede, at det snart måtte ske. Livet gjorde simpelthen for ondt.

Endelig, den 04.05.00, datoen for Danmarks befrielse, 1½ år efter at min mor var død, fik han fred.
   Igen sad jeg ved et dødsleje. Min gamle faster kom også, så vi var to om det. Det var dejligt at have hende med.
   Og hvert år siden, har jeg på denne dato sat mig, stille for mig selv, med et lille lys i vinduet og mindedes.

Men det var sørgeligt, at min far døde som en meget vred og yderst bitter mand og skældte os ud lige til det sidste over, at min mor var død.
   Selv om jeg savnede ham, som den far, jeg kunne huske fra min barndom, var jeg helt skamfuld over, at jeg følte, at det var en stor lettelse for mig, da han døde.

I tiden efter, følte jeg mig utrolig tom og tømt for kræfter. Jeg syntes, der var så meget jeg ikke forstod. F.eks. da jeg skulle rydde op i min fars gamle papirer. Her fandt jeg dokumenter, billeder og beviser på, at mange af de ting, jeg havde fået at vide i min barndom, ikke var i overensstemmelse med sandheden.
   Det var f.eks. de ting om mine forældres forhold og min fars krigstjeneste på tysk side, som jeg allerede har fortalt om i teksten "Mine forældre".

Men også, at min halvsøster E og hendes bror faktisk havde boet sammen med min far og mor i starten. Men min far kunne overhovedet ikke acceptere de to børn. De var 10 og 12 år på det tidspunkt og det er selvfølgelig ikke det nemmeste tidspunkt at få en ny far på, der ikke havde erfaring med børn. Men de to børn følte virkelig, at deres mor valgte dem fra, kasserede dem og valgte min far på deres bekostning, da de blev anbragt i familiepleje hos deres mormor. Det forklarede også, hvorfor jeg først havde mødt min mormor da jeg var 8 år.

Jeg havde også altid fået at vide, at mine forældre ikke havde ret mange penge. Gennem hele min barndom, var jeg flasket op med, at vi skulle spare og at vi ikke havde råd til noget. Men de havde faktisk været ret velhavende, men min far brugte bare løs og havde ikke nogen realitetssans, men reagerede ret impulsivt. Vi var de første i familien, der byggede hus, fik bil og fjernsyn. Men der var regninger, der skulle betales, mad og tøj, der skulle købes.
   Her var det min mor, der sørgede for at tingene hang sammen. Hun arbejdede både som rengøringsassistent og som skrædder for at tjene lidt ekstra.

Visheden om alle de små ting, der ikke passede, fik mig til at føle det, som om jeg blev rystet i mine rødder og gulvtæppet trukket væk under fødderne på mig.
   Jeg røg i krise igen. Men igen var der var ikke tid til at bearbejde det ordentligt. For det varede kun kort tid, inden døden atter en gang bankede på.

Nej, historien slutter bestemt ikke her. Den fortsætter...

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 06/08-2005 22:46 af Pia H. Nielsen (Pia Nielsen) og er kategoriseret under Livshistorier.
Teksten er på 2629 ord og lix-tallet er 29.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.