Jeg havde ondt over det hele. Mine arme, ben, ryggen, kæberne og hovedet. Jeg frøs og var utilpas. Slog øjnene op og missede mod efterårssolens stråler, der blændede mig. Med hånden skyggede jeg for øjnene og satte mig op. Jeg sad på græsset ved siden af en grusvej. Der var ingen bygninger i nærheden. Det så ud til at være et temmelig øde sted. Jeg kunne se nogle smålunde, der beklædte landskabet i en brungullig efterårsdragt. Min ridehest Fehlar stod nogle meter fra mig og kiggede på mig med et nærmest spørgende udtryk. Jeg sad der i græsset lidt omtåget i et par sekunder, mens min hjerne kværnede løs på at løse opgaven om, hvem jeg var, og hvad jeg lavede her. Så skyllede klarhedens lys ind over mig. Jeg var jo på vej til Katarr for at besøge min farbror Rodley, der boede der og arbejdede i et magiker laug. Det kløede på min ene kind, så jeg førte hånden derop
   og mærkede, at jeg havde en fugtig væske i det meste af ansigtet. Det var mit eget spyt, og der var også noget på kraven af min fine rejsejakke. Jeg tørrede det af med hånden, så ned af mig selv, og bandede, da jeg bemærkede, at også mine bukser var ganske gennemblødte. "Perfekt!" mumlede jeg ironisk og irriteret, mens jeg prøvede at komme på benene. Jeg havde uden tvivl haft et anfald. Et af de værre efter hovedpinen at dømme. Jeg vaklede over til Fehlar og rodede i saddeltaskerne efter noget andet tøj. Det var en smule uværdigt for en ung mand af min stand at stå her midt på vejen til Katarr gennemblødt af eget tis og spyt. Der var dog heldigvis ingen andre i nærheden. Jeg fandt hvad jeg søgte og skiftede hurtigt - for det var temmelig koldt - og red så videre. Jeg sad vidst og småslumrede lidt i sadlen, for anfaldene medførte altid, at jeg blev så utrolig træt. Jeg havde faktisk haft dem hele mit liv, men de havde taget til, efter jeg blev voksen. De få, der havde set mig få et anfald, beskrev det, som om jeg fik kraftige kramper, frådede om munden og vred mig i nogle minutter. Engang imellem fulgte også andre ubehageligheder som nu det med bukserne, men det hørte da heldigvis til sjældenhederne. Jeg huskede aldrig noget fra anfaldende og var altid bevidstløs under dem. Bagefter havde jeg sædvanligvis ondt over det hele og havde det dårligt. Mine forældre havde været ganske ængstelige, da de først observerede disse anfald i min barndom, og min mor havde taget mig til lægen i Vokdur, hvor vi boede. Han kunne intet gøre, da han ikke vidste hvad årsagen var. Min mor havde også taget mig med til præsterne, der havde forsøgt sig med djævleuddrivelse på mig, men lige lidt hjalp det. På overgangen fra dreng til mand var anfaldene taget til og optrådte efterhånden temmelig ofte, hvilket selvsagt gav anledning til store problemer for mig. Heldigvis var der visse symptomer, der gik forud for et anfald, så jeg kunne tage mine forholdsregler. Disse bestod typisk i at gå hen til et sted, hvor jeg kunne være alene og lægge mig på gulvet, så jeg ikke kom til skade. Folk, som ikke kendte til min lidelse, kunne godt blive temmelig forskrækkede, hvis jeg pludselig kastede mig ud i et af de omfattende lange anfald, og det forstår man vel egentlig godt. Men efter anfaldshyppigheden tog til, havde min far kontaktet sin bror Rodley for at høre, om han kunne hjælpe. Rodley var nogle måneder efter kommet til Vokdur med en eliksir, han havde fremstillet. Eliksiren virkede godt, og hvis jeg tog den én gang hver tiende dag, kunne jeg næsten helt undgå anfald. Nu var jeg 20 år, og de sidste 3 år havde jeg selv taget rejsen til Katarr ca. en gang hvert halve år, for at hente mere eliksir hos min farbror Rodley. Jeg var egentlig ikke bange for anfaldene, nu hvor vi vidste, hvordan de skulle forebygges, men jeg huskede nogle enkelte gange, hvor de havde bragt mig i ubehagelige eller særligt skamfulde situationer. Nu var det bare sådan, at jeg for en uge siden havde haft en mindre komsammen med mine venner, i de værelser jeg lejede. Der havde været en del sprut, og på en eller anden måde var kassen med eliksirflaskerne faldet på gulvet og... ja... de var alle sammen knust - Typisk! Jeg havde været nødt til at tage af sted allerede... to... dage efter festen, for det var mere end tre år siden, at jeg havde været uden eliksiren, og hvem vidste, hvad der så kunne ske. Så nu var det altså 14 dage siden, jeg sidst havde fået eliksiren, og jeg havde allerede haft et par voldsomme anfald i de sidste dage. Der var stadig én dagsrejse til Katarr.


* * *
   Sent om aftenen på den følgende dag kom jeg til Katarr. Til min lettelse havde der ikke været flere anfald undervejs. Jeg var temmelig øm over det hele, for jeg havde sovet i mit lille telt på den kolde hårde jord. Det regnede kraftigt, og alt mit tøj var gennemblødt. Katarr var en af de større byer i landet og væsentlig større end Vokdur. Allerede udefra kunne jeg skimte mange af byens høje bygninger og slanke tårne, der strakte sig højt op over bymuren. Ikke fordi nogen sikkert ville hverken genkende eller bemærke mig, rettede jeg lidt på mit rejsetøj og sikrede mig at mit korte sværd hang ordentligt ved min side. Det var der vel egentlig nok mere for et syns skyld end til at slås med, og klingen kunne da vidst også kun med noget besvær skære gennem et brød - og så kun hvis man lavede savende bevægelser samtidig. Nu jeg tænkte over det, var netop brød vidst den farligste modstander jeg hidtil havde lagt mig ud med, med mit sværd. Dog talte skeden og det smukt prydede skæfte om min stand, og det var mere det, der var sværdets funktion. Det var jo ikke hvem som helst, der kunne bryste sig med at være søn af den øverste magistrat i Vokdur.
   Jeg red gennem byporten uden at blive antastet af de to byvagter, der stod der. Jeg tænkte for mig selv, at det vidst måtte være tids nok at opsøge farbror Rodley den følgende dag, for det passede sig næppe at vække ham nu. Jeg red hen til en af de billigere kroer, Den Gyldne Hjort, som jeg havde sovet på ved en anden lejlighed, da jeg var kommet for sent om aftenen til at opsøge Rodley. Jeg satte selv Fehlar ud i stalden og striglede ham hurtigt. Stalddrengen var nok for længst gået i seng. Fehlars misfornøjede blik antydede, at han ikke var helt tilfreds med måden, jeg klarede opgaven på, men jeg var for træt til at tage mig af det nu. Jeg sjoskede ind på kroen og direkte hen til disken. Vandet dryppede fra min regnvåde kappe. Der sad vel omkring 10-12 gæster, der havde holdt ud indtil nu, og de var vidst ved at blive en smule berusede. "Undskyld, men kan jeg få et værelse bare for i nat?" spurgte jeg høfligt kroværten. Han var en tyk halvgammel skaldet mand med et snoet overskæg og et fedtet forklæde. Hans røde næse sladrede om, at han vidst også engang imellem så bunden af sine egne flasker, og han var i gang med at øse ud af sine erfaringer til en lumpen gæst, der sad ved disken og var ved at drukne sine sorger. Kroværten kiggede over på mig. "Ja, du ligner sandelig også en, der kunne have brug for det," grinede han mens han tørrede sine hænder i forklædet. Jeg overvejede et øjeblik, om det skulle forstås som en fornærmelse, men besluttede så med mig selv, at det nok var jargonen i disse lidt billigere dele af byen. Så jeg valgte bare at smile... koldt. Han kiggede på en liste der lå på hans side af disken og besluttede sig så. "Værelse 5 er ledigt - har du også hest." Jeg nikkede. "Fire sølvmønter," forlangte han og rakte sin tykke hånd frem. Jeg fumlede lidt med min pung og gav ham så hvad han forlangte, alt imens jeg bemærkede, hvordan hans små griseøjne gled over det dyrebare skæfte på mit sværd, da jeg slog kappen til side for at nå pungen. Jeg så koldt på ham som for at vise, at det var ubehøvlet at stirre. Han fik hevet øjnene fra mit sværd og smilede uskyldigt, så man kunne se hans beskidte tænder. Jeg vendte mig om på en passende nonchalant måde, der uden tvivl viste ham, at jeg ikke var hvem som helst. "Sig mig, regner det derude unge herre?" spurgte han uskyldigt efter mig og skraldgrinede med den gæst, han havde været i færd med at tale med, da jeg kom. Skønt min stolthed led, overbeviste jeg mig selv om, at han ikke var værd at overfuse. Han var sikkert for beruset til at forstå hvad jeg sagde alligevel.

Næste morgen stod jeg tidligt op, vaskede mig og tog et fint sæt tøj på. Jeg ville hurtigst muligt tage op til Rodleys lav for at træffe ham. Så kunne jeg bo i hans hus, som jeg plejede, når jeg kom forbi. Jeg pakkede mine ting sammen og skred ned gennem krostuen uden så meget som at sende et blik mod den noget yngre men ikke mindre voluminøse mand, der passede kroen her til morgen. Han var uden tvivl i familie med ham fra aftenen før - sikkert hans søn.
   En halv time senere sad jeg af uden for hovedbygningen til magiker lavet Breevar, som min farbror Rodley var medlem af. Jeg gik ind indenfor og kom ind i en stor flot sal med mystiske skulpturer på søjler og et marmorbelagt gulv. Det gav ekko når ens støvler ramte gulvet, og man følte sig mindre end godt var. Der var ingen andre i salen end mig og en gammel skriver, der sad ved en slags skranke. Jeg gik hen til ham, "Jeg er Ruvan Orlyn. Jeg skulle gerne tale med Mester Rodley, hvis han har tid til at se mig. Er han kommet endnu?" Skriveren kiggede op på mig, og så så ned i nogle papirer. Han rettede på sine små briller og sagde, "Mester Rodley er rejst for en tid. Vi venter ham først hjem i overmorgen." "Åh, det var uheldigt," sagde jeg eftertænksomt. "Skal jeg lægge en besked til ham?" "Nej, jeg kommer blot tilbage en anden dag. Ellers tak," sagde jeg og fortrak. Skriveren gryntede og kiggede igen ned i sine papirer og bemærkede ikke, at jeg listede ned af en af gangene i stedet for at gå ud af bygningen. Jeg kunne jo ikke gå rundt i to dage med fare for at få et voldsomt anfald.
   Rodley var en glemsom man og for et års tid siden, da jeg havde været her, havde han glemt nøglen til sit laboratorium. I stedet for at gå hjem og hente den, havde han taget en ekstranøgle, som lå gemt i en sprække mellem to sten i muren oppe i det tårn hvor hans laboratorium var. Jeg tror ikke han vidste, at jeg havde set, hvor han fik nøglen fra. Jeg listede stille derop. Det var vidst for tidligt til, at folk var kommet endnu, og det var mit held. Helt uantastet gik jeg gennem gangene og op af trappen i det tårn, hvor Rodleys laboratorium var. Døren til laboratoriet var naturligvis låst. Det havde han dog husket. Men i den smalle sprække mellem de to store sten i væggen et par meter derfra, lå den lille rustne jernnøgle, præcis som jeg huskede det. Jeg smilede bredt og låste forsigtigt døren op og gik ind.
   Laboratoriet var præcis som jeg huskede det. Det bogstaveligt talt flød med alt lige fra dokumenter til krukker med mystisk indhold og sjove glas i mærkværdige former. Fra loftet hang forskellige ting og sager i snore. Der var både forskellige indtørrede blade, men også kraniet fra et lille rotteagtigt dyr, og noget ækelt der lignede indtørrede læderagtige vinger fra flagermus. Der var en let sødlig krydret duft i lokalet, og der stod holdere med nedbrændte stearinlys. Eller det var rettere sagt klumper af mange års smeltet stearin, der formentlig omgav en eller anden form for lyseholder. Rodleys laboratorium levede med andre ord på alle måder op til, hvad man kunne forvente sig af en excentrisk gammel troldmand med sans for rod. Jeg låste døren bag mig og trak de støvede gardiner fra, så dagslyset kunne lyse rummet op. Afslørende, som dagslys nu engang er, kunne man fornemme, at det var længe siden, der sidst var blevet gjort rent. Det var formentlig ikke sket efter Rodley flyttede ind, hvis jeg kendte ham ret. Jeg kiggede ud i det stærke lys ud over byen. Pludselig følte jeg en let forbigående svimmelhed. En prikken i ansigtet og på fingrene og en kløe i øjnene. Jeg gned øjnene og da jeg kiggede frem for mig igen, var det som om, der gik nogle lynlignende lysende zigzag-agtige linier for mine øjne. Jeg genkendte det kun alt for godt. Det var tegnene på, at et anfald ville indfinde sig i løbet af nogle minutter og efter intensiteten af disse udfald at dømme, var der tale om et større anfald. Jeg kiggede mig lettere desperat omkring. Hvor havde han mon eliksiren? Jeg begyndte lidt halvhjertet at rode i nogle kasser, der stod på gulvet, men de var fyldt af gamle støvede dokumenter. Jeg kiggede i et stort skab, og fandt mange mystiske ting, men ingen der mindede om eliksiren. Det begyndte at ringe for mine øren, og jeg vidste at det snart ville begynde. Det var en håbløs opgave at finde eliksiren i dette rod. Febrilsk rodede mine hænder gennem bunkerne af papirer og mystiske glas med forskelligfarvede væsker i. Jeg kunne intet finde, men fik så øje på et lille skrin, der stod på et andet skab. Jeg rakte op efter det og tog det ned. Min ene hånd var ved at blive følelsesløs, og den rystede faretruende. Desperat nærmest rev jeg skrinet op med min anden hånd. Der lå to små glasflasker magen til dem, jeg plejede at få af Rodley med eliksiren. Den ene var tom, men den anden var fyldt. Min ene arm ville ikke adlyde mig og hang og dirrede. Jeg løftede flasken til munden med den anden, og hev med tænderne den lille korkprop af. Jeg lugtede til indholdet, og en let bitter lugt trængte op i min næse. Den virkede bekendt, så jeg skyndte mig at tømme flasken. Så mærkede jeg med ét alle muskler i min krop trække sig sammen, og der blev sort omkring mig.