Emnet hilsner har optaget mig meget i tidens løb. Og hvis det optager mig meget er det vel fordi det er interessant. For hvornår begyndte vi at hilse på hinanden?
Mennesket stammer jo - som alle andre dyr og planter - fra amøben. Og nogle er dét stadigvæk. Alligevel kan vi ikke formode, at amøberne beherskede hilseadfærden. Af praktiske grunde har jeg dog valgt at nøjes med at beskrive menneskets hilseformer - bl.a. fordi jeg skal være færdig til på tirsdag, og i morgen skal jeg have tapetseret gæsteværelset.
Den ældste hilseform forskerne har kendskab til, blev anvendt i Centralafrika for ca. 15.000 år siden. Her hilste man på hinanden med udråbet kuk-kuk. Formålet var oprindeligt at man ikke ved sin pludselige opdukken skulle skræmme de andre personer i urskoven. Denne hilsen bredte sig senere langs Nilen til Ægypten, hvorfra den senere er forsvundet. Hvor den nu er nået, ved ingen.
Kuk-kuk hilsenen blev da også i Afrika gradvist afløst af en ny skik, som ikke var helt ufarlig. Man hilste nemlig på hinanden ved at løbe panderne sammen. Adfærden havde til formål at imponere eventuelle tilskuere, og således bibringe de hilsende højere status i stammen. - Tallerkennegrene benyttede sig af gode grunde ikke af denne adfærd. Derimod gik de to skridt baglæns, når de mødtes - vistnok en form for ærbødighed. Det havde desværre den uheldige bivirkning at to tallerkennegre ikke kunne komme forbi hinanden - med det resultat at den ene måtte gå en omvej.
Den omtalte pandebraskhilsen blev dog med tid afløst af en mere moderat form, idet de hilsende i stedet gik over til at støde deres stegepander sammen - i stedet for de rigtige pander. Det medførte dog, at der sjældent blev serveret frikadeller og andre stegeretter, da panderne jo ofte var borte fra hjemmet.
Nu må man jo spørge sig selv, hvorfor hine tiders folk ikke bare kun sige goddag og så var det overstået. Men her må vi lige forstå disse fortidsindivider, hvis liv var fyldt med overtro og mystik. At hilse var en del af den religiøse kult. Desuden kunne man ikke så godt sige goddag, hvis dagen alligevel ikke var god. Det var en spot mod guderne og forfædrenes ånder.
Også i middelalderen anvendte man groteske og løjerlige hilseformer. I München ca år 1200 greb man sin hovedbeklædning og kastede den hen til den man mødte. Det havde den uheldig bivirkning, at hatten sjældent passede, hverken i størrelse, form eller farve. Og hvis den gjorde, var det jo en ganske kort fornøjelse. Agtværdige riddere gik rundt med latterlige damehatte, og fornemme fruer sås ofte iført murerkasketter. Frisører gik med kokkehuer, og kokke bar tørrehjelme. Dommere fik deres parykker ombyttede med badehætte - og skulle måske dømme personer med kongekroner eller sovsekander.
På nogenlunde samme i Bern hilste man på hinanden ved med et håndsving at aktivere en skralde, der var indbygget i hatten. I tættere bebyggelse var det derfor forbudt at hilse. De der gjorde det alligevel fik én på go´daen af ordensmagten.
I 1800-tallets Nordamerika opstod den skik at løfte hatten højt over hovedet når man hilste. Jo højere løft, des større høflighed. Denne skik udartede sig desværre, idet man for at hæve hatten så højt som muligt løftede den op ved hælp at sin stok. Nogle købte endda meterlange stokke med det ene formål at demonstrere deres uendelige høflighed og dannelse. Denne adfærd medførte desværre en del dødsulykker. Den højt hævede hovedbeklædning tiltrak nemlig lynet i tordenvejr. Så i dag er er ikke mange høflige mennesker tilbage i Nordamerika. - En del søgte dog at sikre sig ved at lade hatten forsyne med lynafleder.
Igen kan vi jo undres over forgangne tiders skik og brug, og det besvær det skabte i dagligdagen. Men er vi her i den 21. århundrede ikke også ofre for selvskabte plager. For eksempel: Hvorfor skal restauranter og cafeer i indeholde støjende musik, så enhver meningsfuld samtale er umulig? - Og hvorfor betaler vi i dyre domme for at tage langt hjemmefra, blot for at lade vores hud ødelægge af solen.
Og hvorfor skal selv det mindste stykke arbejde være ledsaget af en statistisk registrering. Man kunne få lavet næste dobbelt så meget, hvis det ikke var på grund af den statistik og registrering. Men det findes der af gode grunde ikke statistisk belæg for.
Under indtryk af globaliseringen har man de senere år søgt at fastsætte internationale standarder for hilsen mellem personer fra forskellige kulturer og sprogområder. Et udvalg under VHO - Verdens Hilse Organisation - har arbejdet med sagen i snart otte og et halvt år. Dette har mundet ud i betænkningen "Hils fra mig derhjemme". I denne anbefaler et flertal af medlemmerne at anvende tamkoens brølelyde "muh" og "møh" som international hilsen. Da køer brøler ens på tværs af alle landegrænser, vil en person fra ét land kunne hilse på hvilken som helst anden person fra et andet land. Betingelser er dog, at man gerne skulle kunne se hinanden, så man ved at det er en person og ikke et kreatur, der brøler. - Om man også skal sige "møh" når man skåler ved officielle middage, nævner betænkningen ikke noget om - -. Men der er bestemt ingen tvivl om, at et "muh" og et "møh" på rette tid og sted vil fremme forståelsen mellem folkeslag, religioner og livsanskuelser - og medvirke til at skabe fred i vor tid.