Det var dejlig varm og klar aften. Solen gik ned over Daugava floden. Himlen var dybrød over bakker og ruinerne på den anden side af floden. Tusmørkets skygger lagde sig blødt, som mos over træer og bygninger i byerne Kreuzburg og Jakobstadt. Det tiltagende mørke og skyggerne skjulte kun byernes ar, i en vis udstrækning. Lyset spillede og blev reflekteret mellem stille krusninger i flodens vand. Floden markerede i øjeblikket Letlands grænse mod Rusland.
   "Det slår stadig ikke udsigten over noret derhjemme" sagde Tejn og tog en flaske vodka, som Janosch havde givet ham, op af en spand med koldt vand. Han og Freddy sad sammen med Janosch og nød stilheden. Janosch havde udnævnt sig selv til byens forbindelsesmand med de nye styrker. Han stavrede lykkeligt omkring støttet til sin stok, altid med et par unger på slæb. Kort efter ankomst havde han vist korpset ned til et bedre sted, syd for Kreuzburg, med renere brøndvand og bedre adgang til alt, hvad det så end var.
   Det viste sig nemlig den gamle slyngel boede i en af de nærmeste kældre og ikke behøvede at rende så langt efter de havde flyttet lejren. Dagen efter dukkede han op igen med et par flasker vodka, et par nye unger på slæb og bad Tejn om han måtte tale med kokken. Flaskerne skiftede ejer, ungerne spænede af og kom tilbage efter et par timer med en ung mand med en ko, til en rimelig pris, forsikrede den gamle filur. Regnestykket endte med et par gamle guldmønter til Janosch og en spand mad fra gullashkanonen til ungerne. Med det antal måltider som de samlede fem hundrede mand satte til livs var der ingen, der gad spørge Janosch om, hvor koen kom fra. Visse ting tydede allerede på hans svar næppe ville stå for nærmere kontrol.
   Efter han hørte om andre ønsker fra folkene spænede en af ungerne af igen. Det udviklede sig til en mindre tuskhandel mellem udvalgte beboere og korpsets folk. Det foregik med Janos som mellemmand og et par udsøgte grove fyre i baggrunden. De holdt dem væk, der ikke opnåede Janosch's godkendelse eller betalt afgift, havde man en mistanke om. Tuskhandlen omfattede også et par besøg hos damer i ruinerne. Det blev stoppet af et par officerer, som ikke behøvede at ulejlige sig. De første var alligevel kommet tilbage med en rigelig forsyning af lopper. De sengekammerater var der alligevel ingen, der var interesserede i selvom de ikke kostede ekstra.
   Janosch havde kastet sin kærlighed på Tejn og Freddy, efter deres første møde. Åbenbart havde han stadig pæne forsyninger af vodka gemt af vejen og kom med en ny flaske til dem..
   Den aften indrømmede han frimodigt han brændte snapsen selv, i en grotte, et sted i skoven, kun han kendte. Der havde omkring tusind flasker på lager pralede han. Han lavede selv det hele ud af et par tønder med en mask af kartofler og korn, og hemmelige krydderurter, han kendte fra skoven.
   Da der gik hul på bylden var der ingen ende på hans historier om hvordan han snød tolderne, til de opgav. De blev hans senere hans bedste kunder for hans vodka både var billigere bedre end beskattede varer. Et par af hans børnebørn var ved at overtage geschæften og holdt ham forsynet.
   "Og du har aldrig haft uheld?" spurgte Tejn og fortalte en historie om et lignende eksperiment blandt soldaterne på Sankt Jan. Det var endt i en eksplosion, der gjorde tre huse ubeboelige.
   "Selvfølgelig ikke" svarede Janosch fornærmet. "Min vodka er brændt tre gange i et tæt systemt. Den eneste der nogen sinde har haft uheld med noget, var en dum bjørn, der åd af masken."
   "Det havde den måske ikke ret godt af?" grinede Freddy ved tanken om en beruset bamse, der slingrede af sted, gennem skoven.
   "Jeg fik da både en varm pels til vinteren og bjørnebøffer til flere dage. De smager fint med de urter, jeg bruger til vodka" påstod Janosch og brød af og stirrede mod de nærmeste ruiner.

Rundt om et hjørne kom en sortklædt dame ilende med hastige skridt. Kort efter hende kom tre andre kvinder i løb. De råbte op og forfulgte den sortklædte, der nu var nået så tæt på, de kunne se hun var en nonne, der søgte om ly.
   "Maruschka magd die Schwester Anna nickt" meldte Janosch hjælpsomt.
   Det havde de fleste også gættet. Flere ilede til, for at stoppe nonnens råbende forfølgere. Flere lokale folk kom frem fra huse og ruiner og begyndte også at råbe op. Efterhånden var der samlet et halvt hundrede mennesker, hvis stemning helt klart var på nonnens side. Til sidst stod de alle og råbte i munden på hinanden.
   Stemningen kogte op og det begyndte at se ubehageligt ud. Korpsets mænd holdt med et vist besvær forfølgerne væk fra nonnen.
   "Die gute schwester hat een lazareth und hilft allen. Maruschka ist nur een arschloch." fortalte Janosch, hjælpsomt.
   "Kan man sige det om en dame?" ville Tejn vide og så spørgende på Janosch.
   "Kein dame. Ist ein tefel. Hat selbst vile männer geschossen mit die flinte da."
   Efter den oplysning befriede en af mændene den forreste forfølger for en antikveret flinteskyder. Den hun i en snor over skulderen og gjorde et par gange mine til at tage den frem.
   Grim som arvesynden var hun med synlige tatoveringer hen over brysterne. Da der faldt ro over forsamlingen overtog tolken og talte med flere fra forsamlingen.
   Han forklarede til sidst de alle støttede Janosch' udlægning. Kvinden, Kvinden Maruschka havde været formand for et selvbestaltet revolutionstribunal, hvor der kun var to domme. Hun havde en gang i mellem eksekveret den ene med sin gamle flinteskyder.
   Maruschka hvæsede og spyttede og forsøgte at angribe nonnen. Hun måtte holdes tilbage med magt. Hendes ledsagere så deres snit til at stikke af mens det stod på.
   "Hvorfor fanden stak kællingen ikke af sammen med de andre?" spurgte Tejn. "Så fuld kan jeg ikke blive jeg ville hoppe på den galej."
   "Måske havde hun et privat regnskab at gøre op med nonnen." gættede Freddy. "Nu sker der vidst noget."
   Staben havde talt sammen, vendte sig mod befolkningen og så alvorlige ud.
   "Hvem er leder her" spurgte adjudanten, med tolkens hjælp.
   En mand meldte sig nølende og påstod han havde været embedsmand i byen, inden alt gik af Pommern til. Janosch bekræftede uden tøven, det var rigtigt. I en sidebemærkning til Tejn sagde han at fyren passede byens kasse og også havde været blandt hans kunder.
   Efter hurtig rådslagning blev staben enige om at overgive problemet med den revolutionære dame til den resterende embedsmand, og at få ham og de andre til sætte hende i et fængsel, hvis byen havde sådan et.
   Det bekræftede både Janosch og byens kassemester. Den sidste udvalgte et par bredskuldrede mænd blandt forsamlingen, til at tage sig af den rasende furie.
   Det var de ikke meget for, da Maruschka stadig råbte op og forsøgte både at overfalde nonnen og kradse dem der holdt hende.
   Trioen trak, med et vist besvær, deres fange af sted mod rådhuset. Enkelte fulgte efter for at give en hånd med, hvis det blev nødvendigt. Maruschka var åbenbart ikke ret populær hos nogen. Flere gik hen og talte dæmpet med Janosch.
   Kort efter gruppen drejede om et hjørne hørtes rasende skrig. De stoppede efter en skudsalve af haglgeværer, kunne man høre.
   Alle tilskuerne klappede og gav deres bifald til kende. De, der førte Maruschka af sted, viste sig ikke igen.
   "Der stod altså nogen klar" konstaterede Tejn. "De pjatter ikke med formaliteter her omkring."
   Chefen sukkede og henvendte sig til nonnen, der langt om længe var kommet til hægterne. Hun præsentere sig søster Anna og ledede et lazaret oppe i byen. Det var ikke blevet ramt under nogen af kampene, med guds hjælp, mente nonnen.
   Janosch bidrog til samtalen og kaldte et par gange nonnen for fru baronesse i stedet for søster. Det irriterede nonnen en del, selvom hun ikke modsagde ham.
   Søster Anna bad om korpsets læge kunne hjælpe med et par mindre problemer, som hun kaldte dem. Lægen blev tilkaldt og drog af med søster eller baronesse Anna, som hun åbenbart også var. Det havde flere bekræftet.
   "I morgen sætter vi over Daugava" sagde kommandoofficeren til Tejn. "Kaptajn Roska spørger om du vil give en hånd med, ved kanonerne igen?"


Næste morgen var der samlet en større gruppe for at sætte over floden til Jakobstadt og at få den gamle trækfærge i aktivitet igen. Da flodens strøm var mindst, midt på dagen havde tolv frivillige svøbt deres våben i olieskind og gjort sig klar til at give sig i kast med et par små robåde. Kaptajn Grants hestetrukne kanoner var trukket ned på bredden for at rydde det brohoved, mændene i bådene kort efter skulle lande på.
   "Nu har han næsten lært den rigtige behandling af skytset" brummede Tejn anerkendende ved synet af Roskas opstilling. Han så over på Jakobstadt og betragtede kanonernes opstilling og så de første prøveskud, slå ned i vandet .
   Han skubbede uden videre nærmeste mand til side og brølede op om at de fjender der gemte sig derovre nok ikke ville dø af grin. Tolken oversatte efter lidt betænkningstid.
   Kanonkongen gik i aktion igen og hentede igen russiske gloser frem, han ikke anede han kendte, og ikke var helt sikker på hvad betød. .
   Tejn stormede igen fra kanon til kanon og så kritisk på. Han hjalp Roska med at rettede på dem alle, til skytset stod godt fast. Først efter tre sætteskud, fra hver kanon var han tilfreds. De slog ned på bredden, da bådene var nået halvvejs.
   Efter Tejns og Roskas anvisning lagde mandskaberne granaternes nedslag længere og længere ind bag bredden hvor bådene nu landede i fred.
   De frivillige gik i land uden problemer og trak i et par tynde liner, der havde været bundet fast til bådene. Linerne var alle bundet til tykkere tove, der blev trukket over floden, et af gangen. Et øjeblik efter andet tov var halet over blev der givet signal med et flag om at tovene var fastgjort på den anden bred.
   Spredt skydning hørtes der ovre fra. Roska fik travlt med en kikkert og flere instrukser.
   Trækfærgen over Daugava lagde knirkende fra bred for første gang i lang tid. Den knirkede ekstra under den samlede vægt af de tredive velbevæbnede mænd, der kort efter spredte sig langs bredden og skød mod de fjender, de kun lige kunne ane ud fra skuddene. Tejn og Roska studerede skudretninger og terrænet i deres kikkerter. De sjussede sig, efter geværernes skudretning til, hvor rebellerne lå. Efter kort planlægning justerede de kanonerne efter det. Noget tydede på de havde ret, efter de første skud.
   Kort efter nåede trækfærgen frem med næste hold, der spredte sig mellem de andre, hvorefter begge hold trængte længere frem og sikrede hinanden. Skydningen startede igen og rekylgeværerer fik travlt på den anden side, kunne de høre. Flere trak ivrigt i færgens reb. Den skøjtede hen over vandet for at tage næste hold ombord.
   Tejn og Roska studerede skydningen på den anden bred. Roska gik ned af platformen og så sig tilbage for at sikre sig Tejn fulgte med.
   "Det klarer du sagtens selv" forsikrede Tejn med et smil. Roska rettede sig op og gik i gang. Tejn fulgte med i sin kikkert og nikkede tilfreds et par gange.
   Da trækfærgen vendte tilbage for tredje gang lød der trampen af heste bag dem. Ti dragoner gik ombord og begyndte at trække som vanvittige i rebene. Vægten af heste og mænd fik den gamle færges træværk til at knirke ekstra i protest over vægten, da den lagde fra bred.
   Få minutter efter var folk og heste ankommet til bredden, gået i land og gjorde sig klar.
   Roska gav oprørerne et par skud til afsked og stoppede yderligere skydning den dag. Med et par signalflag over kors overlod han finkæmningen af den anden bred til Johnsons dragoner. Det lod de sig ikke sige to gange. Alle ryttere strøg afsted med retning mod de sidste nedslag, med infanteristerne løbende i hælene.
   Næste hold stod allerede klar, med trampende heste, da færgen var klar til dem. Grant og hans hidsige ritmester Johnson havde godt nok fået besked på de ikke måtte krydse grænsen.
   Det passede ingen af dem så de overførte en flok frivillige dragoner til korpset som kvittering for rekylgeværerne og en særdeles sagkyndig hjælp til kanonerne ved Odze. Frivillige dragoner var der ingen mangel på. Tredje hold stod klar da det andet var halvvejs og Roska begyndte at spænde sidste kanon til et par heste. Så gik han hen til Tejn, der holdt sig diskret tilbage i baggrunden sammen med Freddy.
   "Jeg takker mange gange, Det har været en fornøjelse" sagde han og trykkede varmt deres hænder. Han blomstrede under en helt ny selvtillid og betragtede scenen på den anden bred. hvor trækfærgen netop landede for femte gang "Jeg har bare ikke helt forstået, i slet ikke er her, men skidt med det."