3Lokalbladet
På Lokalbladets redaktion var det yderst sjældent, at der ikke va... [...]
Noveller · virkelighed, arbejde, glæde
4 år siden
4Armen i karmen
Alex stønnede højlydt, mens han duppede ansigtet med en tot twist... [...]
Noveller
4 år siden

Puls: 0,0

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 0
Lone Als (f. 1958)
Alex stønnede højlydt, mens han duppede ansigtet med en tot twist, hold da kæft, hvor denne sommer ikke gav op, selv her i begyndelsen af september veg den ikke en tomme. Så rettede han på skjorten og slipset, rystede sig godt til rette i førersædet og skubbede Puccinis La Bohème ind i kassetteafspilleren. Kommer der ikke snart en kunde til mig, spurgte han sig selv for 17. gang, idet han kiggede ud over taxaholdepladsen. Et par knoer lød på bagsmækken, det viste sig at være kollegaen Kajs. "Hvasså, så du ikke hende silden svanse forbi lige før, hun var godt nok lækker, sikke nogle junger." Han gjorde en meget sigende bevægelse. "Sig mig, sover du her midt på dagen?" spurgte han drillende. Kajs intellektuelle bumletog stopper simpelthen ved alle stationer, tænkte Alex lettere irriteret - dels over at have overset kvinden - dels fordi kollegaen var kendt for udelukkende at tænke på kvinder, sex og bryster. Selv mente han godt, han kunne overskue et par ting mere. De forsøgte derefter at overgå hinanden i historier om piger, de havde frekventeret.
   Ud af ingenting poppede en korpulent mandsperson med hvalrosskæg pludselig op, slæbende på en saxofon, og bad om at blive kørt til Jazz House "uden tøven og med det vuns", som han halvgebrokkent og nasalt udtrykte det. En god lille tur at få, tænkte Alex, tog sig til en imaginær kasket, startede motoren og lod taxaen forlade pladsen. Manden var væltet ind på bagsædet og sad og prustede i varmen, kløede sig alle mulige - og især umulige - steder og fortalte, at han var jazzmusiker af guds nåde. De småsludrede, mens det gik i hastigt tempo mod det ønskede mål. Alex's humør steg adskillige grader. "Nej, hvor spændende, selv om jeg, - som du kan høre - er glad for opera, er jazz såmænd også okay, ja faktisk al slags musik. Har også selv forsøgt mig et par gange, men uden succes. Jeg er åbenbart bedre til at køre taxa og tjene til dagen og vejen", begrænsede han sig selv og flyttede tandstikken over i den anden mundvig. "Hvis du er interesseret, kan du jo kigge ind, jeg spiller sammen med nogle gutter i aften og hedder i øvrigt Frank. Kors hvor er her varmt, og så de skide plasticsæder" lød det bag ham, efterfulgt af spørgsmålet "gør det noget at jeg tænder min hashpibe?". Alex trak på skulderen, hvorfor ikke. Frank røg med velbehag og snakkede videre, bl.a. om sin fortid som både journalist og taxachauffør samt sin store kærlighed til den danske hovedstad. En del fælles træk eksisterede mellem dem.
   Samme aften rystede de hænder hen over to krus skummende fadøl, og musikken strømmede ud af de åbentstående vinduer, den fik på alle tangenter. Frank forærede ham ved den lejlighed et bånd med en berømt, dansk jazzmusikers meget specielle udgivelse, og lagde ikke skjul på, at det virkelig var i særklasse. Dette bånd blev begyndelsen på et noget mere varieret musikudvalg i Mercedes'en.

"Godaften, det er vogn 315, der melder ind.". Begejstringen i stemmen fornægtede sig ikke, når han meldte sig til nattjeneste. Mens dele af Verdis La Traviata lød fra bilens højttalere, var Alex i sit es i storbyens midte, hvor han lod vognen cruise og kunderne glide ud og ind i en lind strøm, hvor han kendte hver en gade, og hvor det forkromede overblik blev bevaret. Han udfordrede sig selv i at være en prof, at finde den hurtigste rute, lytte til kundernes problemer, være høflig, læse trafikken, alt sammen så ingen kunne sætte en finger. Taxaen og han var et godt makkerpar, de skulle være numero uno tilsammen; ingen over, og ingen ved siden af, tænkte han ofte, mens hans smagte på ordene.
   I hans verden var der desuden efter en hektisk nat rent faktisk en nat mere, en slags bonusnat, nemlig dén mellem kl. 2 og kl. 5, hvor alt syntes at foregå i lavere omdrejninger, og der var roligt og afdæmpet, blandt andet fordi privatbilisterne generelt forholdt sig i ro i det tidsrum. Stort set var der kun de andre taxaer samt tohjulsfolket - hvad enten de var motoriserede eller ej. Specielt om sommeren syntes han, det var skønt at køre ned på havnefronten, dreje tændingsnøglen, smække fødderne op i forruden og bare sidde og filosofere. Alt var slukket, så stilheden fik overtaget, mens luften langsomt fik luft igen, og varmedisen hyggede om alting.
   En sådan sommernatsmorgen var der ikke meget hjulspind over Alex.

Alex' vognmand og chef gik ude i byen under navnet Verdensmanden, fordi han lignede en, der havde slugt en globus. For det meste var chefens kone stemmen i radioen, hende der styrede centralen og uddelte ture. Et mønster dannede sig på nogle bestemte aftener, hvor han fra starten kørte af sted på nogle lorte-ture, men senere kunne det lyde med mørk stemme i radioen "kom til vognmand", hvilket han fluks adlød. I de tilfælde stod chefen klar, bad ham flytte sig til passagersædet, hoppede ind i taxaen og overtog rattet. Efter kort tid stoppede chefen og steg ud i Bagergade med besked på at fortsætte turen. Fra centralen fik han den ene lukrative tur efter den anden og passede sit arbejde, indtil han fik en tur til Bagergade. Dér stod chefen og ventede. "Ja, det er hårdt at være vognmand, det hele skal jo passes" sagde han ved en sådan lejlighed med et svedent grin, "men denne del er temmelig behagelig", kom det med et lystent blik til et 4. sals vindue, hvorfra der vinkedes. Ja-ja, nyd nu din elskerinde, tænkte Alex som regel, sådan noget holder sjældent evigt, også selv om bedraget var godt gennemtænkt. Efterfølgende blev han nemlig smidt af på vejen, og hans chef kom hjem til konen og fortalte, at han var træt og udaset efter flere timers taxakørsel.
   Alex forsøgte til stadighed at leve op til sine egne, høje kvalitetskrav som taxachauffør. Udover at køre taxa, vedligeholdte han til perfektion sine talegaver. Som en fisk i vand snakkede han med dørmænd, bartendere, viceværter, chaufførkolleger og konkurrenter, repræsentanter for ordensmagten, DJ's med trang til frisk luft, ølkuske og prostituerede af begge køn. En aften var han faldet i snak med en dørmand, han kendte, og var i gang med at definere ordet synd. "Ikke fordi jeg har nogen erfaringer, men en virkelig synd er, hvis man betaler en blind prostitueret i falske penge". Heldigvis kaldte centralen. "Der er en tur til Vesterhavsvej" lød det i radioen. Han vinkede bagud og satte kursen mod adressen, som lå ude i én af forstæderne. Ved ankomsten kendte ingen imidlertid til nogen taxabestilling, men fortalte, at der også fandtes en Vesterhavsvej i Øster Kønsløse. Satans, tænkte han, mens han høfligt takkede for informationen, forgæves kørsel. Han meldte ind til centralen, om ikke en kollega kunne tage turen. I det samme fik han øje på en studenterhue, som ligesom kækt kom hoppende øverst på en hæk, sådan så det ud. Huen syntes noget forkert anbragt, da den viste sig at sidde øverst på et midaldrende mandehoved. Manden bad om at blive kørt til byen, et ønske der passede fint i Alex's kram, han der ikke var helt vant til forstæderne, så endte det alligevel godt, mindede han sig selv om. Studenterhuen lod til at have kigget dybt i nogle flasker, men virkede ikke overfuld. Han mumlede noget om en studenter genforening, at det var 30 år siden, huen var kommet på. Se dét gav god mening, tænkte han, og trykkede på speederen. Derefter sank manden langsomt sammen og lod til at gå ind i sig selv, var pludselig tavs på en lidt foruroligende måde. Mens de kørte, satte Alex den specielle jazz-udgivelse i afspilleren, som Frank forærede ham tidligere, i håbet om at få en reaktion fra kunden. Intet skete, manden sad urokkelig med hænderne foldede bag nakken og lukkede øjne. Desuden glimtede noget fugtigt fra den ene mundvig. Pokkers, havde han alligevel fået udpumpningspotentiale ombord, tænke Alex. Snart var de ved målet, han førte elegant vognen ind til kantstenen, rømmede sig og bad om det af taxameteret viste beløb, mens han gruede for manglende reaktion og deraf følgende ballade. Men miraklet skete: Manden åbnede øjnene, og greb efter pengepungen, mens han udbrød "Sikke et fantastisk jazz-nummer du spillede, det har jeg aldrig hørt før. Tak for den bedste taxa tur, jeg nogensinde har haft". Alex puttede de rigelige drikkepenge i lommen og gloede skeptisk, men manden var som forvandlet, og klar i mælet vinkede han glad til afsked.

Endnu en lun aften byggede sig op. Med armen i karmen kørte Alex langsomt fordi Smørhullet, hvor der væltede med kunder. To unge mænd i jakkesæt prajede ham, smuttede ind på bagsædet og bad om at blive kørt til en Nørrebro-adresse. Alex skævede lidt i bakspejlet, flåede sig i overskægget og kunne næsten ikke tilbageholde et grin, da bagsædepassagerne nu var mere synlige, end da de stod på gaden. Hans kunder var to drags, den ene i jakkesæt uden skjorte, han fremviste et nøgent bryst og bar en monstrøs pink butterfly, der forgæves forsøgte at skjule et ligeså bredt hundehalsbånd. Yderligere var hans øjenlåg dækket af et tykt lag lilla øjenskygge, og hårets farve matchede på værste vis. Den anden bar en rullekraveting og så mere tilforladelig ud, men var uden tvivl også spændt op til lir i en vis form, fornemmede Alex. Begge var de meget unge og ud over al forstand høflige, ungersvendene tiltalte ham "De" og sagde "venligst" efter cirka hvert tredje ord. De begyndte at sidde og småsynge, Alex kunne godt høre, at det drejede sig om en omgang dansktop og snart lød et spørgsmål: "Hr. chauffør, har De venligst noget med fru Kjær?" Alex kløede sig i nakken, skruede ned for Wagners Valkyrien og begyndte at ryste beklagende på hovedet. "Hvem fru Kjær?" fik han frem. Halsbåndet og Rullekraven himlede med øjnene, mens de i kor fnisende svarede "Birthe, selvfølgelig". Men hvis du ikke kan knalde en kassette i, må vi så synge lidt?". Alex nikkede og tænkte igen sit, det var da i orden. Snart sagt alt muligt foregik i hans vogn, lige fra hashrygning til afsyngelse af dansktopsange, hvad blev mon det næste? Han ville virkelig ikke vide det.
   De nåede Nørrebro-adressen, og hans passagerer spurgte, om han ville vente. Han så overrasket op og holdt en tommel i vejret. Straks var de retur medbringende et par store sportstasker, som blev proppet ned i bagagerummet. Rullekraven lænede sig frem. "Kunne De ikke venligst køre med os en times tid, bare rundt i byen"? Alex nikkede, han var bestemt ikke vanskelig at overtale. Og derefter greb det ellers om sig. De to stemte i med hele molevitten, lige fra Den Knaldrøde Gummibåd over det meste af repertoiret til Den Gamle Tennessee Waltz - og de sang højt og med klare kvindestemmer, der næsten til forveksling lød som kunstneren, de efterlignede. Specielt den med gummibåden intoneredes på det kraftigste. Vinduerne var rullet ned og hver gang, taxaen holdt for rødt, underholdte de fodgængere, cyklister og andet godtfolk med sangene, og folk lyste op i store smil, enkelte sang med på et par strofer. Alex hyggede sig også vældigt. En lille pause opstod på bagsædet, og Alex greb den og spurgte, hvad de havde gang i, for som han tænkte, deres fremtoning passede ikke rigtigt til sangene. Halsbåndet fortalte, at de øvede sig som sindssyge, fordi de - om nu snart en halv times tid - skulle optræde med alle sangene på Den Spøjse, og at det var deres udstyr, der befandt sig i taskerne. Mellem sangene kom de med små, morsomme kommentarer i ny og næ, sikkert også noget, der skulle indgå i deres show, konkluderede Alex. Spørgsmål som "Kan en kanin få hareskår" og bemærkninger som "de må ha' en komiker ansat hos herrefrisøren, der stod: Skæg, kr. 70,- på et skilt i vinduet" lød i vognen, og de rullede rundt og klaskede sig på lårene, idet de piskede en god stemning op. For som de betroede Alex ved udstigningen overfor Den Spøjse, "så er vi ikke høje af at ha' røget, men derimod af at ha' øvet os, så derfor bliver showet forhåbentlig en succes, og alle får en fed aften". Alex modtog betalingen for halvanden times arbejde, sagde tak for sangen og ønskede gutterne held og lykke, inden han trak ud i trafikken igen.

"Vogn 315 melder ind", råbte han muntert i samtaleanlægget, mens han funderede over, hvor heldig og privilegeret han var, eftersom han stort set aldrig havde haft besværlige kunder i vognen. Et par gange var det sket, at det var yderst vanskeligt at vride pengene ud af personen i passagersædet. En enkelt gang blev han decideret røvrendt, da han lavede en aftale med en kunde, der angiveligt ville springe indenfor i sit hjem og hente penge. Aftalen var ellers klar: skindmappen, som kunden fremviste i lyset fra instrumentbrættet, skulle efterlades i taxaen. Imidlertid så han aldrig kunden igen, og mappen viste sig at være en fantastisk plastfrembringelse, som indeholdt avispapir. Alex kunne stadig smage metal ved tanken om det store beløb, han var gået glip af ved dén lejlighed.

En nat i Minefeltet blev det til, travlhed var nøgleordet. Da Alex senere sad ved havnefronten og nød det hele efter endt arbejde, kunne han ikke lade være med at reflektere over de sidste af hans mange kunder den nat. Ind var steget tre blondiner, hvoraf den ene vejede sine 140 kilo, skønnede han, og da også lynhurtigt viste sig at være en mand. Blondinerne levede svært godt op til deres rygte med deres dumme og naive småsnak og fnis, og fik ham til at tænke, at hvis deres hjerner var fremstillet af garn, var der kun tilstrækkelig garn til sokker til en kolibri.
   Alex lænede sig endnu længere tilbage i sædet og så alt i en slags intern videofilm, der kørte bag de lukkede øjenlåg, en film, der fik ham til at smile. En lang film af tragikomisk støbning, som afspejlede hans fede liv som taxachauffør i mange timers hektisk aktivitet, hans glæde over at være sin egen herre samt ikke mindst kærligheden til storbyens dunkende puls.
   Han kløede sig eftertænksomt på brystet, vejrede endnu en gang morgenluften, smed den gennemtyggede tandstik ud, startede motoren og satte kursen mod taxaklubben, hvor der vanen tro ville være øl kl. 06.00. Efter at have indtaget en enkelt sammen med kollegerne og diskuteret nattens højdepunkter, førte turen over Hovsa-Bageren, før han kørte taxaen til vognmanden og senere lod sig transportere helt hjem af en kollega til en velfortjent, massiv slapper på sofaen.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 14/08-2015 14:13 af Lone Als (Diana) og er kategoriseret under Noveller.
Teksten er på 2429 ord og lix-tallet er 38.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.