Toiletpapirmanden


1 år, 1 måned siden 5 kommentarer Noveller penge mobning toiletpapir

4"My beautiful launderette"
Jeg kan se Marcel fra mit vindue på femte sal nede på vejen, en m... [...]
Noveller · homoseksualitet, angst, drømme
1 år, 1 måned siden
2Suzie Creampie og Finanskrisen
Siden finanskrisen havde jeg følt mig nervøs. Ikke fordi jeg skyl... [...]
Noveller
1 år, 1 måned siden
3Dana
Dana var den yngste og eneste datter i en søskendeflok på fem. En... [...]
Noveller
1 år, 1 måned siden
3Tomhed som narko
Da jeg for nogle år siden pludselig blev boligløs flyttede jeg in... [...]
Noveller · renæssancen, eksistentiel
1 år, 1 måned siden
5Toiletpapirmanden
Klokken var 3 om natten på en jazzbar. Der var ikke flere bands p... [...]
Noveller · penge, mobning, toiletpapir
1 år, 1 måned siden
2P̄hī Korṭh Krah̄āy
Da jeg for et par måneder fik at vide, at min lejekontrakt ophørt... [...]
Noveller · alkohol
1 år, 1 måned siden
2Dagdrømmeri med amfetamintømmermænd
Det er sen eftermiddag da du endelig får øjne. Uden for er det al... [...]
Noveller · drømmeverden
1 år, 1 måned siden

Puls: 0,0

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 0
Peter Rømer (f. 1988)
Klokken var 3 om natten på en jazzbar. Der var ikke flere bands på programmet, men efterklangen af nattens swing hjemsøgte stadig rummet, ikke længere som fængende rytmer og melodier, men som et melankolsk ekko der blandede sig med klinkende glas og mumlende, trætte mennesker.
   Vi havde begge tabt den gruppe, vi var gået i byen med. Jeg fordi det var som regel sådan det endte, når jeg drak mig fuld. Toiletpapirmanden fordi han var flygtet i natten fra aggressiv voksenmobning.

"Så hvor mange ruller toiletpapir var det igen du havde på dit klubværelse?" spurgte jeg toiletpapirmanden
   "Cirka 25000... 25000 ruller toiletpapir," svarede han.

Toiletpapirmanden var en spinkel mand med briller i 20erne. Han havde en et ansigt domineret af en stor næse med mærkelig flad-formet hage og pande. I hans barndom blev han mobbet for at være tyk. Senere blev han tynd og så blev han mobbet for at være tynd. Mobningen forsatte gennem gymnasiet om hans tøj og frisure og på hans kollegie, hvor næsten alle gik med briller og lugtede af beskidt undertøj, blev han mobbet for sine briller og hans skarpe lugt.

Det var ikke blevet bedre efter han startede på arbejdslivet. Denne aften havde hans kollegaer lukket ham inde på et diskotekstoilet. Imens pissede og spyttede nogle af hans kollegaer i den øl han havde bestilt, og når de engang imellem tilså ham kunne de høre ham hyle af smerte fra sine fingre han havde fået i klemme i døren til toilettet. Selv dørmændene, der under normale omstændigheder ville finde en sådan opførelse upassende grinte med. Da de endelig lukkede ham ud fra toilettet rev nogle af hans kvindelige kollegaer ham i håret og et par en hans mandlige kollegaer slog hans skulderblade gule og blå og de stoppede ikke før han havde drukket den ækle øl.

Men toiletpapirmanden ville mobbe verden tilbage. Han ville blive rig ved at sælge toiletpapir med popkulturelle referencer på internettet. En plan der ikke bare skulle gøre ham rig, men også udstille vesten og sine mobberes overfladiske forbrugskultur - og så han ville stå der på toppen af sit indbringende toiletpapirspalads som den sejrende i et spil om rigdom og ære. Han ville vende et spejl mod os og så kunne vi hvis vi ellers gad at indse det, se hvordan vi med vores købekraft mobbede de fattige og naturens tilstand med at købe alverdens overflødige ting.

Verden havde dog ikke været så overfladisk, som toiletpapirmanden troede den var. Han havde i hvert fald ikke solgt særlig meget toiletpapir, og nu var hans sparepenge væk. Tilmed skulle han være ude af sin lejlighed i næste uge - og han var sikker på at når næste fyringsrunde meldte sig på det arbejde han stadig havde ved siden af hans toiletpapirforetagende ville hans chef påpege hans finansielle ruin og den skade hans manglende forretningssans kunne forvolde firmaet.

"Journalistik er heller ikke nemt i disse år," forsikrede jeg ham under svagt lys fra en glødepære i et hjørne af baren. Selv arbejdede jeg med at skrive artikler for en gratisavis, "tættere deadline, færre penge... dummere læsere... det er i de dumme læsere pengene er."

"Min chef afskyede mig, dem jeg arbejdede med afskyede mig. Alle sociale sammenhænge jeg havde været i hele mit liv afskyede mig," sagde toiletpapirmanden.
   "Du kunne også have taget til en øde ø i troperne, bare bo der væk fra altting," foreslog jeg og tænkte på Alex Garlands The Beach.
   "Og hvad skulle jeg leve af der? Det er ikke gratis at bo på en øde ø. Du skal have medicin, troperne er fyldt med sygdomme, ris er måske billigt nok, men det er diesel til at hente forplejninger ikke."
   "Så man kan sige toiletpapirforetagendet var dit bedste bud på en øde ø?"

"Ja det kan man vel godt sige, og min mulighed for at være en parasit på den her overfladiskhed forbrugerkulturen producerer. Jo mere overfladisk verden ville blive, jo rigere ville jeg blive. Jeg ville bide mig fast i den, skabe et brand, der konverterede overfladiskhed til penge."

"Og så startede du bare - eller hvordan?"

"Altså jeg havde mine forskellige ide-eeeer," nogle gange stammede toiletpapirmanden. "Jeg tog udgangspunkt i at jeg skulle få noget billigt produceret i Kina og så med en lille twist opbygge et brand der indkapslede mit produkts værdier og retfærdiggjorde pris-eeeen."

"Men af alle ting i verden, hvorfor så toiletpapir?"

"Altså det skulle være et identitetsgivende produkt og det skulle være et nicheprodukt. Det var i de baner jeg tænkte."

"Aha..."

"... hvor om alting er, så fandt jeg en producent af toiletpapir på en kinesisk hjemmeside og en billig produktdesigner fra Venezuela."

Og så var toiletpapirmanden ellers i gang. Hans første design var baseret på numrene fra målingen af Wow-signalet. Et signal, der havde ramt jorden i 1977 fra Skyttens stjernekonstellation og opfanget af Big Ear radioteleskopet i Ohio. Et 72 sekunder langt signal som astronom Jerry R. Ehman blev så opstemt over at han satte en rød ring omkring observationen og med samme røde tus skrev ordet - wow.

"Wow-signalet er den dag i dag stadig det stærkeste bud på et signal til jorden fra rumvæsner," uddybede toiletpapirmanden. "Og det signal kan betyde så mange ting. Måske var den advarsel om konsekvenserne af global opvarmning eller konsekvenserne af atomkraft - og vi har ikke været i stand til kode betydningen af det."

"Eller måske det bare var telefonis fra nogle rumvæsner," sagde jeg.

"Hahaha og tanken om at folk i hele Europa skulle tørre røv i den her talkode, gjorde mig simpelhent, ja simpelhent - hø-øøøj. Vi designede lignende ting, f.eks. et design inspireret af Joy Divisions albumcover til Unknown Pleasures, lidt pixelart og en serie med tropiske frugter på farverigt papir samt forskellige veganske statements."

Toiletpapirmanden havde talt sig varm og svingende nu sine arme rundt i et selvsikkert kropssprog, kun afbrudt af små, legende sip fra sin grønne Heinekenflaske. Lyset i hans øjne viste at toiletpapirforetagendet var hans hjertebarn og jeg begyndt at indleve mig ideen, som noget andet end en skør mands projekt.

Imens tyndede klientellet ud, råbende mumlen blev til hviskende mumlen og der var kun en lille sjat øl tilbage i toiletpapirmandens Heinekenflaske.

"Endnu en?" spurgte jeg.

Bartenderen så bekymret på mig, da jeg gik op i baren.

"Er han ikke ved at blive lidt for fuld eller er det bare sådan han ser ud?"

"Det er bare sådan han ser ud," svarede jeg. Jeg gik tilbage til toiletpapirmanden.

"Okay jeg tror jeg forstår det," sagde jeg til ham. "Der er sikkert en milliard mennesker på verdensplan der bruger toiletpapir og kunne du bare få en markedsandel på nul-komma nul-nul-nul-nul-nul procent, har du et par tusinde kunder, men hvordan skulle folk finde ud af dit toiletpapir fandtes? Hvem vågner op en morgen og tænker de mangler toiletpapir med rumvæsenreferencer?"

"Jeg havde blandt andet en teori om at interessen for produktet ville hænge sammen med folks seksuelle præferencer."

"Og hvordan finder man ud af folks seksuelle observans?"

"Det er ret nemt. Du køber plads på alle kategorier inde på diverse pornosites. Og så giver de her pornosites dig adgang til information om hvilke søgeord, kategorier og tags din reklame er blevet vist under og hvor mange af dem, der har klikket på annoncen - og i sidste ende købt produktet. De tal dividerer du med hinanden. De kaldes click-through-rate og buy-through-rate og med dataen fra pornosiderne kunne jeg bygge diverse kundeprofiler baseret på mine kunders seksuelle præferencer. Forstår du?"

"Ja," svarede jeg. "Vi i gratis-nyhederbranchen bruger det også rigtig meget."

"Jeg lavede forskellige freudianskinspirerede teorier..." sagde toiletpapirmanden.

"Og de fejlede?"

"Nej nej, faktisk ikke," sagde toiletpapirmanden. "Der er en tydelig sammenhæng mellem folks seksuelle observans og deres indkøb på mit site. Folk som tænder på søskendeporno er meget mere tilbøjelige til at købe, analsex er selvfølgelig også en ret populær seksuel præference blandt mine kunder, CFNM og femdom... footjobs... rødhårede... der er en del stykker... VR, BBW, handjobs til dels. Og vi taler store sammenhænge. Folk med smag for søskendesex har f.eks. 340% større chance for at foretage et indkøb på min hjemmeside."

"Så hvad gik galt?"

"Det er ret dyrt at reklamere på pornosider. Det er nok den dyreste reklameform, der findes på internettet."

"Der må have været andre måder at reklamere på - come on alt kan vel ikke handle om sex?"

"Nej, jeg havde også sporadisk succes med diverse kundeprofiler, hvor demografiske data var kombineret med specifikke interesser."

"Som hvad?"

Toiletpapirmanden rystede på skuldrene. "Tjaeh, generelt er mænd dem der er mest tilbøjelige til at købe mine produkter... Mandlige katteejere, men kun hvis de er single, højt uddannede mænd i provinsen, højtuddannede der arbejder i forskellige sektorer de ikke var uddannede til... Der er også seere af Game of Thrones - her betyder det ikke så meget om det er mænd eller kvinder, mænd der kan lide cupcakes køber det også i høj grad, heteroseksuelle mænd der kan lide karaoke, mænd med høje indkomster der spiller ukulele og mænd der skriver "this message may contain irony" i deres statusopdateringer på Facebook."

"Og hvor får du fat i sådanne kundeprofiler?" spurgte jeg.

"Du køber dem af Google og Facebook. Der er også en del hacket data på internettets sorte marked, men Google og Facebook giver dig i de store hele hvad du har brug."

"Der er ikke mere i det?"

"Nej, det er faktisk så så simpelt. De sælger alt deres data til højestbydende, men der var flere udgifter end indtægter og -"

Og jeg ved ikke om det var fordi jeg var fuld, men jeg begyndte at se toiletpapirmanden som en slags internettets Columbus. Nok havde han ikke fundet søvejen til Indien, men han havde givet mig en fascinerende historie og jeg forestillede jorden som en planet med en sekundær akse, som drejede rundt om skøre mennesker som toiletpapirmanden.

"Og hvad så nu?" spurgte jeg.

"Min udlejer mener det er en brandfare at jeg har så mange ruller toiletpapir i lejligheden, så jeg skal være ude af min lejlighed i næste uge."

"Så er det ovre, du vil ikke tage dine 25000 ruller toiletpapir over i en ny lejlighed?"

Toiletmanden så bare på mig, opgivende og nedslået. Han havde talt ud og lod nu sit ansigt hvile i sine håndflader med albuerne på det fedtede bord vi sad om.

"Jeg kunne skrive om dig," sagde jeg til ham. "Må jeg ikke skrive om dig til min avis?"

Toiletpapirmanden så ud ad vinduet på natten og lukkede så sine øjne. Hans øde ø han havde ledt efter var kun at se for hans indre blik. Næseborene på hans store næse fulgte hans tunge åndedræt og tankerne syntes at tage ham et vægtløst sted hen.

"Er du der?" spurgte jeg.

"Ja, det kan du vel," svarede han. "Skriv bare om mig," sagde han og førte Heinekenflasken mod hans læber.

"Men jeg bliver nød til at have beviser. Jeg bliver nød til at se de her 25000 ruller toiletpapir."

Vi tog vores frakker på. Udenfor var nattens majestætiske skyer oplyst i grå nuancer af månen og byens lys. Toiletpapirmanden så sig nervøst omkring, men der var ikke længere noget at frygte. Mobberne var taget hjem og byen var nu stille som en landsby. Det eneste man kunne høre var mine og toiletpapirmandens berusede fodtrin.

"Hvor bor du?" spurgte jeg.
   "Ikke langt herfra."

Lejligheden som han delte med fire andre lugtede af støv, som nogen havde tømt en støvsuger, og den var fyldt med sneakers og rudekuverter.

"Tag dine sko af," hviskede han og førte mig ned af gangen til hans værelse.

Da han åbnede døren til sit værelse blev jeg overvældet af en følelse, der både var klaustrofobisk, og det var nok sådan toiletpapirmanden tænkte om hans liv, men også af følelsen fra en hemmelig hule, hvor man kunne gemme sig for sin sengetid og fiktive monstre. Der var toiletpapir overalt!
   "Kom ind," sagde toiletpapirmanden og lod mig træde ind i en smal korridor mod sin seng, ellers var hele rummet dækket af toiletpapir. Toiletpapir fra gulv til loft, selv hen over vinduet var der søjler af toiletpapir.
   "Der er altid lidt mørkt i korridoren," sagde toiletpapirmanden. "Men der er lyst i min seng."
   Vi gik igennem toiletpapirskorridoren. Det var var som at gå igennem en gang langs søjlerne i et græsk tempel, men når armen eller skulderen strejfede blødheden i toiletpapiret forsvandt den majestætiske fornemmelse.

Snart ville søjlerne af toiletpapir blive til ruiner og genbrugspapir og toiletpapirmanden måtte leve videre som mobbeoffer uden håb for en ny fremtid.

"Har du ikke nogle accessoires vi kan have med på billedet?" spurgte jeg. "Bøger, en laptop, en øl måske?"
   Han begyndte at posere. Hans statur forekom genert og kejtet, men sammen med afklaringen i hans blik gav det billederne autenticitet. På det første billede jeg tog med min iPhone drak han en dåseøl og læste en paperbackudgave af Harry Potter og Dødsregalierne. På det næste bad jeg ham at stå i korsfæstningspositur og læne sig op ad en mur af toiletpapir. Til sidst tog jeg bare nogle tilfældige billeder af ham, mens vi drak øl, grinte og viste hinanden musik og Stand-up fra YouTube.

Når man arbejder som journalist på en gratisavis, er det sjældent man skriver sine egne historier. Det meste er copy-paste fra andre nyhedskilder sat sammen med en twist, der gør det ikke er decideret appropriering. Så det var en stor dag for mig at min egen historie i bladet, endda på forsiden ved siden af en Donald Trump historie.

Historien tog fart og de første til at kommentere var kendte iværksættere og coaches på sociale medier, der brugte toiletpapirmanden som case for typiske iværksætterfejl. Han var også en nervøs gæst i morgen-tv og online medier over hele verden prøvede at få en af bid af den nervøse click-baitsensationen.

---

En uge efter, mens jeg redigerede en artikel om en af Kardashian-søstrene, forslog min redaktør jeg besøgte ham igen og lavede en follow-upartikel. Jeg havde egentlig tænkt mig at kontakte ham tidligere for at høre om han klarede den, men det havde været en travl uge. Kommentarer på vores egne sociale medier havde ikke lagt fingre imellem, hverken om hans udseende eller de tæsk en sådan mand fortjente for at være så snotdom.

Efter flere mislykkede forsøg på at ringe ham op kom jeg endelig igennem til toiletpapirmanden. som inviterede mig ind i en ny lejlighed, der lå i en velhavende enklave lige uden for centrum af byen.

"Hvor er toiletpapirpet," spurgte jeg?
   "Det meste er solgt, det sidste er i et lager jeg lejede."
   "Wow, du har simpelhent -" jeg brød ud i smil og lettelse. Min artikel havde reddet toiletpapirmanden.

Vi besluttede os for at tage hen til samme jazzbar, hvor vi mødtes. Denne sene eftermiddag var der open-mic og naive, unge melodier fyldte rummet.
   "Hvem har købt dit toiletpapir?" spurgte jeg.
   "Alle mulige. Jeg har også fået et par B2B-samarbejder med modehuse og eksklusive natklubber."
   "Fedt," sagde jeg.
   "Og så er jeg blevet tilbudt et job som DJ," sagde toiletpapirmanden.
   "Er det job du vil tage imod?"
   "Jeg ved det ikke," sagde han. "DJ Toiletpapir - hvad synes du?"
   "Det lyder fedt nok."

Vi bundede vores Heineken og toiletpapirmanden foreslog vi forsatte aftenen med champagne.
   "Jeg giver," sagde han.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 26/08-2018 23:57 af Peter Rømer (peter_romer) og er kategoriseret under Noveller.
Teksten er på 2540 ord og lix-tallet er 34.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.