En himmelsk køretur i helvedes selskab


18 dage siden 1 kommentar Noveller

0Ustoppelig
En stormfuld aften var to fyre taget i byen. Regnen var intens og... [...]
Noveller · ungdom, erkendelse
4 dage siden
1En himmelsk køretur i helvedes selskab
Der blev trådt hårdt i pedalerne. Martin var på vej op af Søborg ... [...]
Noveller
18 dage siden
4Løgnens kviksand
På en enlig eng stod et træ · alene og vådt · af dets evige gråd · måsk... [...]
Digte
20 dage siden
2Fejlfrit
Maskiner i menneskeform · Tager samfundet med storm · Hjertets sorte ... [...]
Digte
1 måned, 9 dage siden
2Fanatisk hykleri
Skarpe intentioner med ringe aktioner · Skaber samfundseksplosioner... [...]
Digte
1 måned, 14 dage siden
1Hårde kerner
En grav af sten · I et lille skrin · På samme bord · Som store stykker ... [...]
Digte · mennesker, magtkamp
1 måned, 20 dage siden
2Flammer
Et hvidt lys i en stage · Har fireogtyve dage · Det lever livet ud · Ha... [...]
Digte · følg drømmen, fortrydelse, drømme versus realitet
1 måned, 29 dage siden
3Udvikling
Du udnytter mig · Samme gør jeg mod dig · Helt til det grove punkt · Så... [...]
Digte · teenageliv, tvivl
2 måneder, 3 dage siden
2Miami
"Miami! Det er der vi tager hen drenge!" råbte Frederik pludselig... [...]
Noveller · misbrug, konflikt, fuldskab
2 måneder, 27 dage siden
3Nutidens fremtid
Uret på bordet tikker · Mens jeg ligger og tigger · En fremtid i hori... [...]
Digte
3 måneder, 3 dage siden

Puls: 45,3

Publiceret: 10
Afgivet: 17
Modtaget: 20
Jonas Falk-Rønne (f. 1999)
Der blev trådt hårdt i pedalerne. Martin var på vej op af Søborg hovedgade for at nå sin køreskole. Han var så forpustet at han følte han skulle besvime, men han kunne ikke stoppe for ellers ville han komme for sent. Hver gang han trådte i pedalen, svajede han.
   Han slingrede fortsat op ad bakken indtil han nåede toppen og dér stod han af. Han faldt næsten af cyklen da han skulle stige af og det var som om han ingen luft havde tilbage i kroppen. Han lunger var som en tom ballon. Hver vejrtrækning gjorde ondt, men der var ingen tid til at stå og fange vejret da køreprøven ventede. Han så sin kørelærer stå og vinke efter ham og bilen der holdt og ventede på ham. Martin og kørelæren kørte mod stedet hvor prøven skulle starte, på politistationen.
   Hurtigt ankom de til stationen. En mand kom gående med sikre trin og en masse papirer under armen. Martin overvejede om han så sød ud, men det var ikke til at sige endnu. Først når han havde fået talt lidt med ham, kunne han få en klar opfattelse af hvilken type han var. Kørelæren smilede og klappede Martin på benet.
   "Held og lykke du!" sagde han opstemt. Han havde et grinagtigt smil på læben og det var som om han allerede vidste hvordan prøven ville gå. Manden hilste på kørelæren og satte sig ind i bilen.
   "Hej mit navn er Martin". Et ordentligt håndtryk blev udvekslet som næsten knuste Martins hånd. Sabotere han min hånd med vilje?
   "Goddag Martin. Klar til prøve?" sagde han med ingen øjenkontakt. Han kiggede i papirerne og bladrede i dem kaotisk. Der var godt nok mange.
   "Det er jeg da!" sagde Martin, selvom han stadig tvivlede om han overhovedet kunne klare det. Ingen af hans kørelektioner var gået særlig godt. Hans kørelærer havde altid nævnt noget der var værdigt til at dumpe på. Hver eneste gang.
   "Men før vi kan komme ud at køre, skal jeg stille dig et par spørgsmål."
   "Yes" sagde Martin og lød så selvsikker han kunne.
   Spørgsmålene var slet ikke så svære som han havde frygtet og Martin fik lov til at starte køreprøven. Langsomt og forsigtigt satte han hånden ned til nøglen, men inden han drejede, tog han et sekund, kiggede ned og tog en kæmpe indånding. Så tændte han.
   Da bilen startede hoppede Martins hjerte fra hans venstre side af brystet og op i halsen på ham. Det var svært at trække vejret, og han sank desperat for at prøve at få det tilbage ned hvor det hørte til. Som han kørte ud ad indkørslen og videre på vejen, faldt hjertet stille og roligt ned, samme med åndedrættet. Det gik skam fint. Han begyndte endda at snakke lidt. Kørelæren virkede som en flink person. Han smilte og det gjorde Martin rolig. Godt at det ikke bare var en med et stenansigt. Hans venner havde fortalt skræmmehistorier om deres køresagkyndige og hvor forfærdelige de var, men det her var slet ikke værst.
   De kørte forbi en masse lyskryds som Martin havde frygtet, men heldigvis gik alt fint. Det var næsten som om han havde en hjælpende hånd fra en anden der vidste hvordan man kørte. Som var han gået ind i trance og en anden styrede bilen.
   Efter noget der føltes som halvanden time, fortalte kørelæren at han bare kunne holde ind hvor de var. Det var det sted de havde startet. Det havde Martin slet ikke bemærket. Hele turen havde han følt som ham og kørelæren der var alene i verden, indelukket i en lille kabine. Han havde set bilerne udenfor, men det var som om de ikke rigtig var der. Så sagde kørelæren pludselig:
   "Ja Martin, det gik jo rigtig fint og du virker til at have styr på det, så jeg vil lade dig bestå"
   Martin hoppede op i hans sæde, men sikkerhedsbæltet stoppede ham
   "Yes! Tusinde tak, tusinde tak!" råbte Martin til kørelæren, gav ham hånden og rystede den godt igennem. Kørelæren gav ham beviset og Martin stormede hjem efter at have takket ham endnu en gang.

Da han kom hjem, fløj han ind ad døren og råbte:
   "JEG BESTOD KRAFTEDEME"
   Hans mor, far og lillesøster kom ind i stuen med store smil og øjne på størrelse med månen.
   "Det er ikke rigtigt?!" sagde moren med hænderne for munden.
   "Jo!" gentog Martin
   "Jamen tillykke" sagde faren stolt og stormede hen som vinden for at kramme ham. De kom alle hen og krammede i fællesskab.
   "Det skal da fejres!" sagde faren med en ubeskrivelig stolthed i stemmen "skal vi ikke tage ud og spise?" spurgte han og kiggede rundt.
   De nikkede alle, med et smil, som små boblehovedefigurer man kan købe i enhver lille souvenirbutik.
   De kørte ud til en restaurant, ikke langt fra hvor de bor, og havde en hyggelig middag. Martin bestilte spaghetti bolognese uden ost. Det var hans favorit og det havde han bestilt lige siden han var barn. Imens de spiste, fik Martin en besked fra hans ven Frederik.
   "Bestod du?" stod der skrevet. Martin vrikkede lidt med læben, men slukkede så mobilen, lagde den ned i lommen igen og vendte tilbage til middagen. Efter hovedretten stod den på dessert, samt kaffe. De snakkede om køreprøven, hvad der var sket på turen, hvordan den var gået og hvornår Martin skulle ud og køre igen.
   Efter en hyggelig aften på restauranten, stod turen mod hjemmet. Til deres overraskelse havde det sneet mens de havde været på restaurant, men Martin kørte naturligvis stadig hjem.
   "Det er en god øvelse" sagde moren. De steg ind i bilen og Martin satte i gang. Da de havde kørt, ganske kort, kom de til et svært, langt og skarpt sving med mange biler. Martin bevægede sig ud i krydset og drejede, men i samme øjeblik var det som om bilen var kørt ud på en glat sø, for han mistede fuldstændig grebet et øjeblik.
   "Du skal passe på i svingene når det er glat!" råbte faren med store øjne, der var fyldt med angst, og en hånd limet fast til et af loftets håndtag.
   Efter et øjebliks stilhed hvor Martin samlede sine nerver og stoppede med at ryste, brød moren den absolutte stilhed:
   "Så fik du også prøvet det" sagde hun og grinte let.
   Martin startede bilen igen og kørte forsigtigt videre og nåede sikkert hjem. De gik ind i garderoben, lagde tøjet, bevægede sig videre ind i stuen og tændte for tv'et. Martin sad og kiggede ned med et udtryk der kunne gennemskues af enhver. Moren så på ham
   "Er noget galt?"
   Martin svarede ikke.
   "Hvis det er det der skete i krydset, så gør det altså ikke noget Martin. Det kan ske for enhver, især en der lige har fået kørekort. Man skal bare lige lære hvordan det skal takles og nu ved du det til næste gang. Bare vær lidt mere forsigtig i krydset når det er glat, for der skal virkelig lidt til"
   Martin fik et smil på læben mod hans vilje. Han var ikke glad, men kunne ikke lade være med at smile. Det var som om der var en elastik der tvang hans læber op. Han begyndte så at grine og sagde:
   "Der skal virkelig intet til!". Deres latter gik ind over hinanden. De grinte færdig og der var atter stilhed igen. Kun tv'ets larm kunne høres. Martin sad med et smil og en varm fornemmelse
   "Tak" sagde han så til moren, der gengav med et smil tilknyttet af et kærligt, omsorgsfuldt blik. Martin besluttede sig for at gå op på sit værelse for at få lidt fred.

Et par timer gik og Martin hørte sin mobil brumme. Han tog mobilen og tændte for skærmen. Den lyse skærm viste klokken som sagde at den var kvart over ti, samt endnu en besked fra Frederik. Martin havde fuldstændig glemt alt om Frederiks tidligere besked. Beskeden bestod af tre spørgsmålstegn og et ivrigt udråbstegn.
   En smule panisk, og pinligt berørt over at han ikke havde svaret tidligere, skrev Martin hurtigt tilbage:
   "Jo, jeg bestod!"
   "Uha! Så skal vi da ud og køre en lille tur, skal vi ikke?" skrev Frederik hurtigt tilbage.
   Det kildrede i maven på Martin ved tanken om at køre med hans venner. Han var bange for om han kunne håndtere det, hvis der var høj musik og den slags distraheringer. Han kunne ikke få sig selv til at sige at der ingen musik skulle være, for så ville hans venner grine af ham og se ham som en svans. Martin sad og overvejede det hele frem og tilbage i et stykke tid, men tog så til sidst sig selv i nakkehårene og skrev:
   "Jo, lad os gøre det. Jeg kommer og henter jer om cirka en halv time"
   Beskeden blev set med det samme.
   "Fedt!! Vi ses om tredive" skrev han tilbage på et splitsekund.
   Martin blev siddende i stolen lidt endnu. Så tænkte han at det hele nok skulle gå. Han havde jo lige fået styr på hvordan han skulle håndtere en glat situation. Jo, det skal nok gå! Jeg skal ikke være bange, tænkte han, og gik så ned af trappen for at spørge om han måtte låne bilen.
   Han stak hovedet ind i stuen hvor moren og faren sad og så fjernsyn. Han rømmede sig og smilte sødt:
   "Må jeg låne bilen til at køre lidt i aften med nogle venner?"
   Han så deres blikke. De så ikke ligefrem glade ud, faktisk lignede de nogen der skulle til at skælde ud. Faren sagde:
   "Altså, jeg er egentlig ikke så glad for det da det er så glat, men så skal du love at køre meget forsigtigt"
   "Det skal jeg nok" sagde Martin. "Hvor ligger nøglen?"
   "Skabet i entréen" svarede faren med et lille suk.
   Martin stormede ud i en fart mens han råbte farvel, greb jakken og nøglerne og ud ad døren.
   "Kør forsigtigt" hørte han moren råbe lige inden han smækkede døren. Det lød nærmest som et ekko, som det kom fra et andet sted end i stuen. Men det havde han ikke tid til at undre sig over, for han havde travlt og smækkede døren helt i og løb videre ned mod bilen. Han satte sig ind og kørte hen til Frederik. Han boede i Gentofte, så det var ikke en lang køretur, da Martin befandt sig i Søborg.

Han ankom kort tid efter hos Frederik, der stod klar med en øl i hånden og en smøg i den anden. Martin slukkede motoren, steg ud af bilen og hilste på Frederik:
   "Hva så bro?"
   "Hva så mand, jeg ryger lige den her, så kan vi køre" svarede Frederik
   Han var omkring halvvejs færdig med smøgen, og samme med øllen. Så tog han endnu en øl ud af lommen og rakte den frem:
   "Her! Tag en kold før turen, det dulmer nerverne"
   Martin tøvede
   "Ah det tror jeg ikke er en god ide"
   "Jo jo! Du må have to i blodet så én går vel nok"
   Og Martin tog den. Han greb ud efter øllen, men det var som om noget holdte hans arm tilbage. En advarsel om ikke at tage den. Det føltes som om han lagde arm, men der var ingen modstander. Han fik fat i øllen og drak den, relativt hurtigt endda. Derefter satte de sig ind i bilen.
   "Kør lige herhen" sagde Frederik og pegede på sin telefon, "Vi skal hente nogen".
   "Hvem er det vi skal hente?" spurgte Martin, nu lidt irriteret i stemmen.
   "Bare nogle gutter fra min gamle klasse, søde fyre"
   "Hm, ja okay" Sagde Martin og kørte hen til adressen.
   To fyre stod klar ved stedet og Martin nåede lige at kaste et hurtigt blik på dem, inden de steg ind i bilen. Den ene var lidt buddet, havde blondt hår, guldkæder rundt om halsen og utallige ringe på fingrene. Den anden var mindre og spinkel, karseklippet og en elendig tøjstil. Martin kiggede rundt i bilen, men hans blik faldt på låsen. Den fangede hans blik som en sut fanger en babys. Inden han nåede at reagere åbnede dørene i hver sin side af bilen, og ind steg de to fyre. Bilen fløj næsten til venstre da den ene af de to, havde sat sig. Martins blik var rettet ligeud, men han var ikke et sekund i tvivl om hvem der sad hvor. Han kiggede tilbage og rakte hånden over for at hilse på dem. Michael og Lenni var deres navne.
   "Åhh Frederik, hva så mand!" sagde den tykke og gav hånden til Frederik. I sammenstødet af deres hænder var lyden af to hænder der mødes, efterfulgt af guldsmykker der klingrede sig op ad hinanden. Martin lagde sit hoved op ad sædet, med øjnene limet mod loftet, og sukkede et stille suk så ingen kunne høre det.
   "Lad os komme ud og cruise" sagde Frederik og Martin rakte med det samme over og greb nøglen for at dreje den. Han tændte bilen og kørte afsted. De kørte lidt og det gik fint. Martin følte faktisk at det gik godt, så han blev lidt beroliget.
   "Vi skal lige høre noget musik!" sagde den tykke dreng, hvis navn var Michael. Martin tændte for musikken og med det samme kunne han føle Frederiks blik fra højre. Han kunne næsten høre hvad han tænkte, og i samme øjeblik skruede Frederik op for musikken. Martin satte sig endnu engang tilpas i sædet for at sidde lidt bedre, og fokuserede på vejen, men det var svært da han konstant kunne høre de to på bagsædet der sad og sang højt, og det lød ikke ligefrem godt. Frederik sad også og sang, men indimellem snakkede han også til Martin, og det tog altså en del af koncentrationen fra ham. De kom på et tidspunkt forbi en Mac Donalds.
   "Kør lige ind på Maccen og bestil fra bilen" sagde Michael fra bagsædet. Det gjorde Martin, mens han overvejede hvorfor han spiste Mac Donalds når han var så tyk. Alle endte med at bestille noget, undtagen Martin der ikke havde nogen appetit. Maden var klar og de betalte.
   "Vi sender pengene senere" sagde Lenni. Martin vidste godt hvad det betød, de penge kunne han lige så godt glemme.
   De spiste færdig og kørte ud igen. Nu kørte de lidt ud mod landevejen. På vejen tændte Michael en smøg og røg ud ad vinduet. Martin vendte hovedet for at sige at det ikke var i orden med ham, men så så at han ikke røg en smøg, men en joint. Det havde han aldrig røget før og bedte dem derfor om at slukke den, men de sagde alle sammen i kor:
   "Slap af! Vi ryger den bare ud ad vinduet, der sker ikke noget." Jointen blev givet rundt i bilen. Den gik fra fede Michael, til spinkle Lenni og passerede Martin på vejen hen til Frederik. Selvom bilen havde åbne vinduer, var noget af røgen stadig i bilen og lugten især. Martin følte sig pludselig underlig og det begyndte at klø i hans nakke så han rakte sin hånd ud fra at klø, nu kun en hånd på rettet og tres kilometer i timen. Michael sagde noget og Martin synes det lød sjovt. Han begyndte at grine og kunne ikke lade være. Stemningen blev pludselig god og Martin kørte bedre end aldrig før. Alt nervøsitet var væk. Han følte sig sikker og kunne gøre hvad han ville.
   "Kør lidt hurtigere bro!" sagde Frederik med et kæmpe smil på læben og grinte derefter hysterisk. Martin grinte og synes det lød sjovt, så han satte hastigheden op.
   Der blev trådt hårdt i pedalerne og latteren i bilen overgik næsten musikken. De kørte nu hundrede og ti kilometer i timen, hvor man originalt måtte køre halvfjerds. De kom til et sving og der blev råbt:
   "Ikke sæt hastigheden ned! Det kan vi sagtens klare" råbte Frederik.
   Det var i de næste sekunder som om tiden stoppede for Martin og han kunne tænke i fred. Alt blev roligt; drengene, musikken, latteren. Han blev svimmel og følte at verden snurrede rundt. Skulle han sætte hastigheden ned? Eller skulle han træde på speederen? Han kom i tanke om dengang hans far og mor lærte ham at cykle. De havde fat bagved i en stang og hjalp ham afsted, men da han kom op i fart, slap de, og han faldt. Han fejlede dengang, og han fejlede nu.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 18/11-2019 21:17 af Jonas Falk-Rønne og er kategoriseret under Noveller.
Teksten er på 2724 ord og lix-tallet er 25.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.