4Grønne glæder
Det var blevet den tid på året, hvor himlen lod til at løfte sig ... [...]
Noveller
16 dage siden
8Misantropiens forbandelser
Herman Beck var en mand i sin bedste alder. · Han stod og lænede si... [...]
Kortprosa
2 måneder, 16 dage siden

Puls: 28,0

Publiceret: 2
Afgivet: 9
Modtaget: 10
Fenella Overgaard (f. 1979)
Det var blevet den tid på året, hvor himlen lod til at løfte sig et par meter og duften af nedfaldne blade, mindede en om, at mørket var på vej tilbage.

Jette var en af de kvinder, der fik tingene gjort. Hun lagde planer, skrev skemaer og havde i det hele taget sat livet godt og grundigt i system.
   Det farvede mørke hår, var lige præcis langt nok til, at det kunne samles i en knold i nakken, når hun gik i haven for at skære plænekanterne til.

Hun bukkede sig ned over de velplejede haveredskaber og kørte trillebøren hen i den sydlige ende af den lille have. Sidste år, havde hun haft "åben have" og der var blevet skrevet en artikel om Jette og hendes haveparadis i Havemagasinet, da hun havde vundet konkurrencen om "bedste cottage garden", i hendes region.
   De besøgende var strømmet til og det havde været utroligt tilfredsstillende og morsomt at vise fremmede mennesker rundt på hendes blomstrende rektangel, mens hun fortalte om de forskellige stauder, roser og buske, hun havde udvalgt til at pryde det yndige uderum med.
   Alle farver var koordineret således, at de blev holdt i kølige pastelfarver i gammelrosa, lilla, blåt og hvidt. De høje hvide brudeslør hang og svajede over sensommerens sidste lyserøde engelske roser og formiddagssolen skabte lysende perler i det lille springvand, der stod på midten af plænen. Det havde været en kølig og regnfuld sommer, men Jette havde nydt godt af at se hvorledes den grønne frodighed var blevet større for hver byge. Havens stolthed var en stor palmelilje, der med sine gråløvede blade og sine hvide store klokkeblomster, passede perfekt ind i havens stil. I år havde blomsterstanden nået over de 150cm og Jette var ærgerlig over, at hun ikke ville have mulighed for at vise den frem til nogen i år. Den blev passet og plejet som det barn hun aldrig fik og hver vinter pakkede hun den ind i net og visne blade, så den ikke skulle lide under frosten.

Efter at have arbejdet i haven i præcis to timer, gik hun ind for at spise frokost. Hun smurte to skiver rugbrød; en med torskerogn og en med æg og glædede sig over persillen, som hun havde taget med ind fra haven.
   Jette havde ubevidst valgt et liv alene uden familie, da hun simpelthen aldrig havde mødt en mand, der havde været værd at bruge længere tid på. Efter en periode med kurtiseren og søde ord, havde de alle vist deres sande jeg med umodenhed, uansvarlighed og en fuldstændig urimelig uvilje imod at forstå at Jette som regel vidste bedst. For det gjorde Jette. Hun havde aldrig forstået nogle menneskers behov for at springe over hvor gærdet var lavest, eller at gøre noget sjusket, når man nu alligevel var i gang. Hun havde engang læst et motto som hun valgte at leve sit liv efter: "Alt der er værd at gøre, er værd at gøre godt." Det vækkede genklang i hendes sind, og fik hende til at føle sig forstået på en måde, som en mand aldrig ville kunne. Forelskelse var jo blot en kemisk ubalance der fik folk til at handle irrationelt og var der noget Jette foragtede med hele sit væsen, så var det irrationalitet.
   Kærlighed og begær var begreber der var opstået for at retfærdiggøre forplantningen og fortsætte den evindelig cyklus af fødsel og død og tilknytning førte altid til lidelse i sidste ende, så uden disse byrder i hendes liv, kunne hun fokusere på at holde sig på sporet. Holde væggene hvide, hækken klippet og køleskabet rent. Efter mange år som klinikassistent for Tandlæge Storm, havde hun nydt at gå på pension for at kunne hellige sig havearbejdet fuldt ud.

Et gult glimt ud af øjenkrogen, gjorde hende opmærksom på, at postbilen kom punktligt og hun gik ud for at tømme postkassen.
   Da hun nåede ud til vejen, hørte hun den hæslige lyd af en ræbende mand, og efter få sekunder, kunne hun også lugte ham. En syrlig lugt af gammel mælk og røg. Jette mærkede en kulderystelse i hele kroppen.
   Hun drejede hovedet og så en mandsperson komme ud af det vilde buskads inde fra nabogrunden. Hans behårede mave stak ud igennem den åbne skjorte, de spændte seler blev udfordret til det yderste og dette groteske væsen satte nu i en vraltende gang i hendes retning. Det opsvulmede ansigt åbnede munden og afslørede en række belagte gule tænder. - Jamen er det ikke lille Jette? råbte manden, og slog de tykke arme ud til siden.
   -Ååh gud nej, lad ham ikke komme tættere på!, skreg Jettes tanker og hun skyndte sig at flå brevene op af postkassen, for derefter at småløbe op af sandstensstien og op af de tre trin til hoveddøren.
   Kommer du ikke snart over og byder din nye nabo velkommen? Så giver jeg en lille én!
   Jeg har også fået en papegøje! råbte manden, der nu stod midt på gaden og svajede grinende.
   Jette smækkede døren i og gik ud i køkkenet hvorfra hun kunne se manden stå ude på gaden.

Manden hed Svend. Svend var flyttet ind i nabohuset for snart fire måneder siden og siden da, havde hendes perfekte verden ikke været den samme. Faktisk havde hver dag været noget nær et mareridt.
   Da flyttevognen var rullet op på deres fredelige villavej dengang i maj måned, havde hun ængsteligt fulgt med gennem vinduerne og håbet at der ville komme et pænt par ud af bilen med ordnede forhold.
   Sådan et par, hvor manden var håndværker og kunne hjælpe hende med at male stakittet og en kvinde, der bagte tærter og syltede sin egen marmelade. Men nej.
   Skæbnen ville at hun nu skulle bo side om side med denne vulgære mandsperson, der som en stor, grim tidsel ødelagde alt hvad der var smukt og ordentligt, med sin blotte tilstedeværelse.
   Svend stod stadig midt på vejen og glanede imod hendes hoveddør og et øjeblik blev hun bange for, at han ville sætte efter hende og brase ind ad hoveddøren. Men pludselig gjorde han omkring, som om at han kom i tanke om noget vigtigt, stillede sig over til genboens mahoniebusk og Jette kunne til sin rædsel se den stråle, der pludselig plaskede ud på buskens blade.
   Hun vendte sig væk i væmmelse og satte sig ved spisebordet med et suk. Hun havde ikke spist færdigt og nu var sulten pist forsvundet. Hun ryddede op og besluttede sig for, at åbne dagens post.
   Der var et brev fra et teleselskab, der forsøgte er hverve nye kunder, en regning fra elselskabet og så var der et brev fra Havemagasinet.
   Hun så på det med en blanding af længsel og tristhed og åbnede så brevet.
   I brevet stod:

Kære Jette Klausen

Vi skriver, da du tidligere har vist interesse for vores magasin og i forbindelse med at du vandt forrige års havekonkurrence, kunne vi godt tænke os, at skrive en opfølgende artikel om dit skønne haveparadis.
   Vi har fået mange henvendelser fra vores læsere, som har spurgt til, hvorfor du ikke længere har åben have og om de får mere at se til dig.
   Vi tænker at både du og vi, ville kunne få udbytte af en sådan artikel.
   Muligheden for at tilmelde dig næste års landsdækkende havekonkurrence, kan ske ved samme lejlighed.
   Vend tilbage snarest, så vi kan lave en aftale om interview og fotos.
   Vi håber på at få artiklen med i efterårsudgaven af Havemagasinet.

Venligst Ulla Thomsen
   Redaktør på Havemagasinet

Jette lagde brevet ned og kiggede ud i haven af stuevinduet. Alt var perfekt derude! Næsten alt ...
   For hvordan kunne hun løbe den risiko at have haven fuld af mennesker som beundrede hendes værk, så længe den ækle mand på nabomatriklen kunne finde på at stikke sit opsvulmede ansigt ind over stakittet og råbe obskøniteter efter de forbipasserende, eller måske kunne han endda finde på at dukke op?
   Nej, det måtte ikke ske og derfor kunne det ikke lade sig gøre.

Den nat drømte Jette at hun befandt sig i en magisk eventyrlig park. Op langs hendes arme voksede lange ranker af duftende blåregn, der lod til at fortsætte helt op i himlen, som i Jack og bønnestagen. Hun kiggede ned og så at der fra hendes fødder borede sig dybe stærke rødder ned i den fugtige lune muld og hun kunne pludselig smage alle de levende mikroorganismer der levede under hende i den livgivende jord.
   Omkring hendes ansigt fløj sommerfugle så store som solsorte og luften var tung af en sødlig parfume, der lod til at komme fra hendes egne porer.
   Lette små rosafarvede skyer hang højt oppe som totter af candyfloss og ind imellem dryssede de byger af glimmerregn ned over Jettes ansigt, så det kildede hele vejen ned langs hendes rygrad. små gennemsigtige væsener på størrelse med fireårige børn, dansede rundt om hende i en cirkel, mens de lod til at tilbede hende som en slags guddom. Jette havde aldrig været mere lykkelig.
   Men følelsen blev ikke ved. En smerte der startede i maven, materialiserede sig sig pludselig som en mørk tordenbyge, der omhyllede den skønne have i en grå tung dis. Igennem disen kunne hun ane en skikkelse. En klodset abnormitet af arme og ben, der omgav sig med en syrlig stank af råddent kød.
   Pludselig forsvandt alle lyde og hun var alene med det hæslige væsen. Det standsede op og lænede sig faretruende fremover, mens det stirrede direkte på hende med små gennemborende sorte øjne. - Hvis du kommer over, så får du en lille en! knurrede væsenet truende.
   Af uvisse årsager, følte Jette ikke frygt, men en retfærdig harme, som gjorde at hun pludselig voksede i størrelse og kraft og så kastede hun sig ud i kampen!

Jette vågnede og satte sig forvirret op i sengen.
   Hun så på sine arme og hænder og kunne stadig genkalde sig følelsen af at være en stærk, levende organisme, der hentede sin energi dybt nede i jorden, hvorfra der fandtes en forbindelse til alt det vi mennesker ikke kunne sanse. En dyb visdom og skønhed, der virkede komplet uudgrundelig, men alligevel var så sart og skrøbelig at den når som helst kunne ødelægges af den forkerte kemiske sammensætning eller af ren og skær brutalitet.
   Jette vidste i det samme øjeblik, hvad der måtte gøres.
   Hun tog de fine gummistøvler med valmuerne på og gik ud i sit havehus. Det var bygget efter engelsk stil og malet i en støvet blå nuance, der komplimenterede alt det grønne så godt og indenfor var der lyst og hyggelig. Pelargonierne var taget ind for at overvintre under mildere forhold og dahliaknoldene lå fint sorteret i kasser med navneskilte og højdemarkering.
   I hjørnet under en pressening stod hvad hun ledte efter; kompostkværnen. Et lille mirakel af en maskine.
   Den var proklameret til at kunne kværne op til 3 cm tykke grene, men Jette havde haft held til at få langt større ting igennem med gode resultater.
   Kompost var en af de ting hun brugte mest tid på, når plantesæsonen var forbi. Hun læste om det, så videoer om kompost og skrev indlæg til den lokale avis om tips og tricks til hvordan man forvandler æggeskaller, kaffegrums, papkasser og grenaffald til den bedste og mest næringsgivende muld. Det gav så meget mening at lave sin egen kompost. At tage alt det døde, det rådne og det visne og forvandle det til næring og basis for nyt liv.
   Når de tørre kviste og staudetoppe havde været en tur igennem kompostkværnernen, blev massen lagt i lag i præcist udregnede forhold mellem kvælstof og tørstof.
   Det drejede sig om at opnå den perfekte balance. Hvis der var for meget grønt og fugtigt materiale i komposten, ville den klaske sammen og rådne og var der for meget tørstof, ville omdannelsen gå for langsomt og det ville være svært at styre vandindholdet. Hvis forholdene var helt perfekte, ville komposten i løbet af få måneder omdanne affald til den smukkeste sorte muld, der i Jettes verden var mere værd end guld. Det var fantastisk.

Jette trak maskinen ud af skuret og så på vidunderet i morgenlysets skær. Den ville være perfekt til formålet. Hun smilede og kiggede op i trækronerne. Alt skulle nok blive godt igen.

Otte måneder var passeret og Jette havde haft travlt. Hun havde brugt hele vinteren på at lægge planer og sætte den kommende sæsons gøremål i system i excel ark. Foråret var gået hurtigt og Jette havde blandt andet fået lagt 250 nye dahliaknolde ved navn Gitts Perfection. Det var en hvid og rosa dahlia hvis blomster blev holdt oppe af kraftige stængler og blomsterhovederne kunne under gunstige forhold nå en diameter på over 20 cm.
   I Jettes have havde der i år været særdeles gunstige forhold og nu stod hun så her og nød frugterne af sit arbejde.
   Plænens grønne farve var så dyb at flere af hendes besøgende havde spurgt ind til hvad det dog var for en gødning hun brugte og der var ikke skyggen af en mælkebøtte til stede nogle steder. Roserne var netop sprunget ud og de spredte deres vidunderlige duft ud til alle de beundrende tilskuere. Der var kommet endnu flere besøgende denne sommer end hun havde oplevet før og de rosende ord, havde regnet ned over Jette, så hun havde følt sig helt forlegen. Blandt de besøgende havde været Jettes nye naboer. Et pænt par sidst i 40erne der værdsatte ro og orden. Han var snedker med eget firma og hun var bogholder og lavede sin egen marmelade.

Om ganske kort tid ville journalisten fra Havemagasinet ankomme og Jette skulle have overrakt prisen for Danmarks smukkeste have. Hun skulle have taget et foto til artiklen og Jette havde i dagens anledning taget kjole på. En lys gul knælang kjole med trekvartlange ærmer og 50'er snit. På hovedet havde hun en flettet solhat, der skærmede for midsommersolen og hun vidste allerede hvor hun ville stå, når fotoet skulle tages.
   Da journalisten kom, brugte de en halv time på at gennemgå hendes have. -Åååh! og -Iiiiih, udbrød journalisten, hver gang hun blev præsenteret for en ny afdeling. Jette forklarede det bedste hun kunne, hvordan hun lugede, planlagde, beskar og plantede. -Ja, det er jo ikke alle mennesker der vil bruge så lang tid i deres have som jeg gør, men det gør mig glad, sagde Jette til journalisten. - Alt der er værd at gøre, er værd at gøre godt.
   Journalisten nikkede smilende og skrev ned. Det var den slags citater man kunne fremhæve og hun vidste at det var noget der tiltalte mange kvinder. Det solgte.
   Så skulle portrættet af Jette tages til forsiden og de stillede sig ind i midten af haven.
   Ved siden af det lystigt sprudlende marmorspringvand, stod havens stolthed; den hvide palmelilje. Blomsterstanden med de hvide klokkeblomster havde i år nået en imponerende højde af hele 2 meter.
   Det er jo utroligt! Jeg har aldrig før set så høj og smuk en palmelilje. Du bliver simpelthen nødt til at dele din hemmelig med os. Hvad er det du gør? Spurgte haveskribenten forundret.
   Jeg kan sige så meget at en stor del af min succés kan tilskrives god kompost. Jeg laver selv min egen og der er intet mere tilfredsstillende i denne verden end at omdanne nogen dødt og råddent affald til næring for noget smukt og levende. Jette smilede med sine perfekte hvide tænder og fotografen fik sit forsidefoto.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 20/02-2021 21:20 af Fenella Overgaard (Fenella) og er kategoriseret under Noveller.
Teksten er på 2559 ord og lix-tallet er 36.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.