"Skal du og Peter så snart ses igen eller hvordan med det?" spørger jeg ved morgenbordet inden hun skal på arbejde. Louise er ved at få morgenkaffen galt i halsen over det ømme samtaleemne så tidligt om morgen, og virker uforberedt. Mit hoved er som lavet af beton ovenpå gårsdagens indtagelse af alkohol, men vil frygtelig gerne vide, hvad de har tænkt sig der skal ske i fremtiden.

"Nej, vi har besluttet at tage en pause," siger hun som om det var nogen trøst ovenpå utroskabens uforsonlige kniv i hjertet.

Det store spørgsmål er om Peter kan se mig i øjnene og stadig komme juleaften. Planen er jo at han skal blive introduceret overfor Ella. Men om planerne er blevet ændret i sidste øjeblik, fordi Louise og Peter ikke kan holde deres fingre for dem selv, vil tiden vise.

"Peter kommer vel stadig til juleaften?" spørger jeg som om der ikke var forgået nogen katastrofe.

"Jeg ved det ikke," svarer hun og tømmer sin kaffekop.

"Vil du gerne have at han kommer eller bliver der for akavet for jer, at jeg også er til stede?"

"Jeg ved det ikke," svarer hun igen, sukker og skyller koppen af i håndvasken.

"Ella vil vel gerne træffe Peter går jeg ud fra, og hvad hun ikke ved har hun ikke ondt af. Tænk lidt over det," tager jeg en slurk af kaffen.

"Ok, jeg skal nok spørge Peter ad om han forsat kommer," hun kigger ned i gulvet for at undvige mit falkeblik der leder efter ejendommelig adfærd.

"Det skal du ikke tænke på. Det kan jeg gøre mens du er på arbejde. Jeg har alligevel ikke bedre at lave ud over jobsøgninger. Så skal jeg nok give dig besked, ikke."

"Okay," smiler hun kort og forsigtigt: "Jeg tager afsted nu. Vi ses senere."

"Ja, hav en god dag på jobbet."

"Tak," siger hun og forlader lejligheden.

Jeg har mest lyst til at skygge hende, for at se om hun virkelig kører på arbejde eller hen til Peter, men tænker at de vel var blevet forskrækket ovenpå gårsdagens hændelse. Jeg er i al fald. Jeg er ikke naiv anlagt og kan godt lægge to og to sammen for det meste af tiden, og burde vel have set det komme. Jeg forventede det bare ikke af Peter, selv om han er single og bryder vores venskab på denne måde. Jeg vil frygtelig gerne redde hvad jeg kan, selv om tilgivelsen er af en anden størrelse. Min Louise er blevet besudlet og jeg spøger mig selv om, om det er på tide at prøve nyt indenfor forhold, nu hvor det endelig er gået galt. Tanken om vi måske kan leve i et åbent forhold rumsterer kort inde i mit hoved. Vil jeg selv kunne leve med tanken om at være Louise utro til fordel for en anden, selvom reglerne er blotlagte eller skal vi mon bare gå hvert til sit, ovenpå denne hændelse. Tankerne flyder i en lind strøm af indre kaos og jeg ved jeg må konfrontere Peter for at få nærmere afklaring på nogle af spørgsmålene.

Jeg overvejer kort om jeg skal nøjes med at ringe til Peter, men føler det ikke vil være tilstrækkeligt. Jeg har behov for at konfrontere ham. Se ham i øjnene og huske på vores lange årelange venskab der ligger bagved.
   Klokken er kun kvart over syv så det er for tidligt at ringe eller besøge ham, for han plejer at sove til ni til ti stykker, før dagen for alvor begynder for ham. Jeg hælder noget mere kaffe op i kruset og sætter mig ind i stuen foran tv'et til nyhederne. Timerne går med tv'et samt tid foran pc'en inde i arbejdslokalet ledende efter jobs.

Da klokken er ti ringer jeg til Peter - mest for at vække ham i tilfælde af han sover.
   Telefonen ringer et stykke tid og jeg er på nippet til at opgive, men så svarer han endelig.

"Ja hejsa," siger han.

"Hej Peter. Er du hjemme i dag? Vi har brug for at snakke lidt synes jeg."

"Tjoh, der er vel ikke nogen vej udenom," lyder han lidt betænksom.

"Hvad siger du til at jeg kommer om en halv times tid eller er det for tidlig?"

"Nej... det er fint. Kom du bare," lyder det lidt anstrengt.

"Godt, så ses vi," ligger jeg røret på mobiltelefonen og får yderlig tiden til at gå i et kvarter, før jeg tager jakke og sko på og efterlader lejligheden tom for liv.

Jeg tager i døren af vanemæssige årsager. Men den er låst. Han kommer og låser op. Noget har han da lært.

"Hejsa - kom indenfor," siger han. Det kniber med at se på mig: "Vil du have en kop kaffe? Den er nylavet."

"Ja tak, det vil jeg da godt," jeg tager mine sko af og går ind i stuen hvor nyhederne kører i tv.
   Peter henter en ekstra kop fra køkkenet, kommer ind i stuen og sætter sig i den marineblåpolstret stofsofa, og kigger på mig som jeg sidder der i stolen af samme stof. Dommedag er kommet.