Halvandet Minut


3 dage siden 2 kommentarer Noveller tankemylder reflektion lommefilosofi

0Mathilde Malone
Der stod hun. Som hun gjorde det hver evig eneste dag, samme tid ... [...]
Noveller · livssyn, tab, tristhed
2 timer, 57 minutter siden
1Den Dragende Øjenkontakt
Det var ikke fordi at hun var ulykkelig. Ikke ulykkelig i den for... [...]
Noveller · kærlighed, hjerte, liv
2 dage, 9 timer siden
2Halvandet Minut
Det var da forbavsende imponerende, hvor mange tanker man kunne g... [...]
Noveller · tankemylder, reflektion, lommefilosofi
3 dage siden
2Hvor Herre Bevares
"Du er virkelig en smuk kvinde, når du gider at gøre noget ud af ... [...]
Smilebåndet · smil, humor, selvopfattelse
4 dage siden
1Vinderhjerte
Konstant er mine tanker altid i krig · med mit sunde hjertes fornuf... [...]
Digte · magtesløshed, sjælen, psykisk vold
5 dage siden
2Dagdrømmerens Uge
Natten til mandag er jeg en digter · én blandt de største der er se... [...]
Digte
6 dage siden

Puls: 62,0

Publiceret: 6
Afgivet: 20
Modtaget: 7
Rebecca Rahbek (f. 1986)
Det var da forbavsende imponerende, hvor mange tanker man kunne gøre sig på bare halvandet minut. Det var det sidste hun funderede over da mikrobølgeovnen bippede.
   Egentligt var det en tidlig morgen som så mange andre tidlige morgener. På trods af at hun var førtidspensionist, grundet sindslidende diagnoser, som hun syntes var en mere human beskrivelse end: "Psykisk sygdom" så holdte hun af hendes tidlige morgener. Det var ikke unormalt for hende, at stå op allerede klokken 04:00 og begynde hendes dag allerede på det tidspunkt. Hun elskede det. Det var på den tid af døgnet, hun bare fungerede allerbedst på. Hun havde det sådan, at begyndte klokken at nærme sig de 06:00, inden hun vågnede op og fik sig tumlet ud af sengen, følte hun at så var hele dagen bare ødelagt. Hun orkede næsten ikke engang at fortsætte. Hun var - mærkværdigt nok - mere træt, når hun vågnede så sent og hun bemærkede et mønster i, at hun på de dage også blev lettere irriteret. Jagten på de fortabte timer, syntes umulige at indhente i løbet af den aktuelle dag.
   Så det var rigtig dejligt med denne tidlige morgen, hvor hun vågnede indenfor hendes favorittidspunkter at stå op på. Som vanligt startede hun hendes dag med at brygge kaffe. Nogle dage føltes det som evigheder for kaffen at løbe igennem. Hun var for længst blevet enig med sig selv om, at det mere handlede om hendes varierende fornemmelse for tid end det handlede om, hvor hurtig kaffemaskinen bryggede den kande kaffe. Den kunne vel for pokker ikke bare tage 5 minutter en dag og 3 minutter en anden dag og 7 minutter en tredje dag.
   I ventetiden nussede hun kærligt med hendes hund. Emma, hed hun. Altså hunden. Emma var en ægte Cocker Spaniel. Hun havde haft hund igennem det meste af hendes liv. De var hendes komfortzone og gav hende den tryghed, hun havde brug for. Emma var den tredje Cocker Spaniel hun ejede. Det var blevet den race hun forelskede sig i. Der var meget pasning med pelsen. Men det gik an. Hun forsøgte selv at trimme Emma og det lykkedes for det meste. Set bort fra poterne. Ikke på vilkår om hun ville have dem trimmet og klippet. Et par gange om året fik hun en hundefrisør til at fikse al pelsen på Emma - og tænk sig den tanke: Det fandt Emma sig i.
   Kaffen var endelig løbet igennem og hun kunne begynde at mixe sit krus. Først et x antal teskefulde sukker. Dernæst en sjat Mathilde Kakaomælk. Måske det var rimelig utraditionelt med kakaomælk. Hun opdagede ved en tilfældighed at det smagte væsentligt bedre end med ganske almindelig skummetmælk, som hun brugte tidligere. Der var en morgen, for meget længe siden, hvor hun til hendes store forbløffelse opdagede at hun var løbet tør for mælk. Jamen altså. Stakkels pigebarn da. Hendes kaffe var hendes kickstarter og hun havde meget, meget svært ved at drikke sort kaffe, uden sødmiler og mælk. Hver gang hun prøvede at nippe til det, skar hun ansigt. Som en baby gør det første gang den smager en skive citron. Der var ingen forskel. Hun vimsede rundt om sig selv. Panisk. Hvad i al verden gjorde hun uden mælk?! Hun kunne ikke bare lige spurte til den nærmeste købmand. Der var 6 kilometer derhen. Godt nok var bilen hjemme. Det hjalp bare ikke meget, når hun intet kørekort havde og i øvrigt også ville være en katastrofe i trafikken. Hun var afhængig af hendes mand som chauffør. Han havde aften- og nattearbejde, hvorfor han sov langt op ad formiddagen. Så der stod hun en meget tidlig morgen, stadigvæk for længe siden, og nænnede ikke at vække den bedre halvdel af hendes. Ikke for en liter mælk. Da slet ikke udenfor butikkernes åbningstid, kom hun i tanke om. Hun kiggede i køleskabet adskillige gange. Som om mælken mirakuløst ville dukke op. Flere gange havde hun spottet kartonen med kakaomælk stående i lågen. I mangel af bedre og med meget skeptisk tilgang, forsøgte hun. Hun mixede simpelthen kakaomælk i hendes kaffe. Hun turde næsten ikke engang at smage den - men - hun kunne jo slubre det hele i sig, da hun først erfarede den cremede konsistens med smag af chokolade og en anelse kaffe. Mums. Sukkeret satte lige prikken over i'et. Siden den morgen havde hun benyttet kakaomælk i sin kaffe, ikke almindelig mælk. Nu blev almindelig mælk kun benyttet som backup. Ligesom kakaomælken oprindeligt også gjorde til at begynde med.
   Hun satte hendes krus kaffe ind i mikrobølgeovnen og satte den til at genopvarme hendes kaffe, der blev kølet for meget ned af både sukker og kakaomælk. Hun gav det altid halvandet minut. Så blev det brandene varmt, ligesom hun foretrak det. Hun lænede sig op af køkkenbordet, halvvejs siddende og halvvejs stående.
   Hun tænkte på dagens praktiske opgaver. Køkkenet lignede en bombarderet krigszone. Det krævede en bulldozer at komme igennem. Hun tænkte også på vasketøjet. Tre vasketøjskurve med toppe, fortalte hende, at nu kunne hun ikke forsømme det længere. Hun ville også gerne ud til hendes jordbærplanter og luge ukrudt. Det var det hun helst ville. Det var første år hun havde plantet jordbær. I det hele taget var det første gang hun plantede noget som helst. Hun havde nu 5 palletanke med jordbærplanter. Hun ville bare værne godt og nænsomt om dem, så de havde bedst mulige vilkår for at blive til flotte bær. Sidste gang hun var ude ved dem, talte hun med dem. Sådan om ingenting og alting. Hendes mor havde fortalt hende, at det i hvert fald for stueplanter gjaldt, at de voksede bedre ved at man talte til dem. Hun vidste ikke om det passede, men nu kunne det i hvert fald ikke skade. Hun boede tilpas langt ude landet, hvor ingen ville kunne høre hendes samtale med jordbærrene, så der var ingen risiko for at blive dømt rablende skør. Andet end af hende selv.
   Og så kom hun - i håbløsheden over det uoverkommelige arbejde af både det ene og det andet - til at fundere over livet. Bare lige kortvarigt. En virkelighedsflugt, der tog hende væk fra hjemlige pligter og praktiske opgaver. Sommerferien ventede lige rundt om hjørnet. Ikke at hun skulle på ferie, desværre. Hende og hendes mand havde talt om, at tage på et par endagsture. Det var også fint, det var bedre end ingenting. Hendes mand var et hjemmemenneske med stort H. Det kunne godt gøre hende ked af, eller i hvert var hun ærgret over, at de aldrig tog på ophold sammen. Det behøvede ikke at være en dyr charterrejse til syden. Et weekendophold i et sommerhus. Herhjemme i Danmark. Hun ville elske det, men han var ikke - virkelig ikke - til at slæbe nogen steder hen. Så sådan blev det. Det var det ene år efter det andet.
   Hun ville også meget gerne ud at gå en tur. Det betød meget for hende og mange gange prioriterede hun gåturen over andre ting. Ikke kun fordi at det var sundt og godt for helbredet, men også fordi at det gjorde så meget ved hende rent mentalt. Det var som shampoo til sindet og som balsam for sjælen. Regnvejret, der havde stået på i dagevis, var ved at have smidt de sidste dråber af sig. Solen, det sjældne fænomen, var endda begyndt at titte frem. I vejrudsigten lovede de også bedre vejr de kommende par dage, men deres spådomme og forudsigelser var ligeså pålidelige som politikers løfter op til hver valgkamp. Det ville sige, at det kunne man ikke just stole på.
   Noget som hun også ville prioritere, var at ringe til hendes storebror. Hun havde det bedste forhold til ham, og de snakkede i telefon 3-4 gange ugentligt. Hun vidste at han var inde i en svær periode i dette øjeblik. Så selvfølgelig skulle han have en opringning. Han plejede altid at takke hende. Han var god til at udtrykke, hvad det betød for ham. Og det betød ligeså meget for hende. Så det ville hun gøre, hun ville ringe for at høre til ham senere. De behøvede ikke at gå i detaljer overfor hinanden, når de hver især tumlede med et eller andet. Nogle gange var det nok at det de bare var i hver deres ende af telefonerne.
   Hun blev pludseligt afbrudt af en ny tanke. Hendes veninde. Hendes absolut yndlingsveninde. Nu skulle hun også have aftalt at ses med hende. Hun begyndte allerede at glæde sig, det mærkede hun. De havde altid en månedlig aftale om at ses. Det var hver gang månedens højdepunkt. Samtidigt tænkte hun på sidste gang de sås. Hvilken fest. Det var ikke unormalt at de 2 piger kun kvæle 1½ til 2 flasker sprut. Captain Morgan, selvfølgelig. Dertil kom der nogle gange shots oveni. Men så var de også godt kørende. Engang lagde de et opslag op på den berømte sladrehank: Facebook. Med selfies og billeder af de halvtomme slatter, der var tilbage. Venindes søster spurgte i en kommentar: "Hallo! Var I 20 om det der?!" Hun og hendes veninde fniste. 20?! Som om! Hun smilede ved det minde.
   Det sidste, der nåede at passere hendes tankegang var tanken om hvad hun skulle give sig til, når hun sad med hendes morgenkaffe. Hun havde flere valgmuligheder. Hun kunne sætte sig ned og grifle i hendes dagbog, den var efterhånden ved at være forsømt og der var flere dages fortællinger at indhente. Hun overvejede også at tæske de forskellige nyhedssites igennem for at blive opdateret omkring, hvad der skete rundt i verden. Det var bare sådan noget tungt stof, og det vidste hun ærlig talt ikke om lige magtede på dette tidspunkt. Så hun besluttede sig for, at det hun ville gøre, var at sætte sig ned med hendes hækleri. Det var en anden mulighed og det var en hobby, hun var meget optaget af i øjeblikket. Hun var nået langt, rigtig langt på et projekt. Det gav blod på tanden til at fortsætte. Det var det hun ville. Hun ville placere sig i den bløde sofa, sætte roligt musik til afspilning, der kunne afbryde stilheden og så ville hun hækle. Med hendes morgenkaffe ved hendes side.
   Så kiggede hun på mikrobølgeovnens display. Der var 2 sekunder tilbage. Hun følte hun, at hun tankemæssigt havde været nærmest hele verden rundt på det halvanden minut. Tanker, der blev afbrudt af andre tanker og de kom hulter til bulter og oveni i hinanden. I pendulfart. Men alligevel.
   Det var da forbavsende imponerende, hvor mange tanker man kunne gøre sig på bare halvandet minut. Det var det sidste hun funderede over da mikrobølgeovnen bippede.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 09/06-2024 08:24 af Rebecca Rahbek og er kategoriseret under Noveller.
Teksten er på 1774 ord og lix-tallet er 28.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.