Den Dragende Øjenkontakt


2 dage, 9 timer siden 1 kommentar Noveller kærlighed hjerte liv

0Mathilde Malone
Der stod hun. Som hun gjorde det hver evig eneste dag, samme tid ... [...]
Noveller · livssyn, tab, tristhed
3 timer, 6 minutter siden
1Den Dragende Øjenkontakt
Det var ikke fordi at hun var ulykkelig. Ikke ulykkelig i den for... [...]
Noveller · kærlighed, hjerte, liv
2 dage, 9 timer siden
2Halvandet Minut
Det var da forbavsende imponerende, hvor mange tanker man kunne g... [...]
Noveller · tankemylder, reflektion, lommefilosofi
3 dage siden
2Hvor Herre Bevares
"Du er virkelig en smuk kvinde, når du gider at gøre noget ud af ... [...]
Smilebåndet · smil, humor, selvopfattelse
4 dage siden
1Vinderhjerte
Konstant er mine tanker altid i krig · med mit sunde hjertes fornuf... [...]
Digte · magtesløshed, sjælen, psykisk vold
5 dage siden
2Dagdrømmerens Uge
Natten til mandag er jeg en digter · én blandt de største der er se... [...]
Digte
6 dage siden

Puls: 62,0

Publiceret: 6
Afgivet: 20
Modtaget: 7
Rebecca Rahbek (f. 1986)
Det var ikke fordi at hun var ulykkelig. Ikke ulykkelig i den forstand. Hun var heller ikke decideret utilfreds med hendes liv. Ikke sådan da. Samtidigt var hun i en situation, hvor hun overhovedet ikke kunne tillade at beklage sig. Udefra set. Det vidste hun udmærket godt og det var netop derfor at hun aldrig gjorde det overfor andre end hende selv. Og hendes dagbog med, selvfølgelig. I hendes dyrebare dagbog var det bare som om at hun kunne fortælle alt - virkelig alt - uden at blive mødt med kritik eller fordømmelse, hvilket hun havde brug for. Det var tydeligt at se i hendes sjæl. Den fortrolighed, hun var så desperat efter at have i et andet menneske, havde hun derimod i hendes dagbog. Den kom ikke med åndssvage replikker eller rappe kommentarer. Den prædikede ikke om moral eller forskellen på rigtigt og forkert. Den var der bare.
   Hun havde fortalt hendes dagbog om så mange af livets hemmeligheder. Hendes egne. Hemmeligheder som ville få folk til at gyse, hvis hun havde fortalt dem til et rigtigt menneske. Forbudte tanker. Fortrængte følelser. Fortidens forfærdelige traumer. Men der var én ting som hun aldrig havde nævnt. En smerte større end alle andre. Noget, der sårede hende så intenst, hver gang hun tænkte på det, at hun - for at beskytte sig selv - måtte blokere den længsel og klappe den forbandede dagbog sammen. Tørre skjulte tårer væk fra hendes kinder og tage en dyb indånding. Og så bare fortsætte. Ikke fortsætte som en skuespiller i et teaterstykke. Hendes liv var ikke en komedie eller en thriller. Hvis det var noget, hendes liv, var det nærmere en reklame for en gråbrun leverpostej og det var, uanset om hun havde tilladelse til beklagelse eller ej, deprimerende for en pige som gemte på så meget liv og så meget glæde. Hun kunne sprudle af smuk poesi og blomstre som et lykkeligt eventyr. Hun havde været der før og hun vidste, at det kunne vækkes i hende igen som et knips med fingrene. Men han knipsede aldrig.
   Hun havde været i et fast forhold i mange år. Hun var gift. Med en rigtig god mand og det vidste hun godt at han var. Hun benægtede det ikke. Han var så smilende og imødekommende og han havde bare en hel aura af rolighed omkring sig. Uanset hvilken afstamning man kom fra, følte man sig accepteret af ham. Man var velkommen i hans selskab. Han var venlig af natur og mestrede en høflighed, der gjorde alle tilpas. Han var en som alle kunne lide. Værdsat og vellidt. Blandt rigtig mange mennesker. Naturligvis også af hende selv, det skulle ikke skjules.
   Han var hendes klippe, hendes bjerg, hele hendes trygge havn. Han elskede hende. Det havde hun tidspunkter, hvor hun tvivlede meget stærkt på eller nærmere; var rædselsslagen for at han ikke gjorde. I virkeligheden så vidste hun godt, at det gjorde han. I hvert fald i et roligt øjeblik når hun trak vejret helt ned i maven. Han var der for hende som ingen nogensinde havde været det før. Han kendte hende. Han kendte hende på et plan som hun aldrig havde ladet andre kende hende på. Han havde hjulpet hende uanset hvilken situation hun befandt sig og de situationer havde hun haft mange af. Han stod op for hende og det havde han altid gjort. Han var hendes stemme, når hun havde glemt sin egen.
   Modsat hendes tidligere forhold, havde han aldrig nogensinde lagt hånd på hende. Han var ikke en konstant fuld alkoholiker eller en utilregnelig narkoman. Man kunne stole på ham og det var ligegyldigt om det var som kammerat eller kæreste.
   Hun havde tidspunkter - Gud forbyde hendes erkendelse - hvor hun følte at hun ikke længere var forelsket i ham. Nu skulle man vide at der var forskel på forelskelse og kærlighed. Kærlighed nærede hun for ham. Hun elskede ham til hudløshed. Men spændingen var visnet. Romantikken var døende. De flirtede ikke engang med hinanden. Det de foretog sig førhen, var længselsfuld fortid og hvis hun selv skulle sige det, så var det ikke hendes værk. Han havde ændret adfærd. Markant. Ikke fra den ene dag til den anden, men igennem længere tid. Han var så utrolig fjern og hun kunne ikke nå indtil ham. Han komplementerede hende ikke længere. Uanset hvor meget hun gjorde ud af hende selv. For hans skyld og for hendes hungrende længsel efter 2 minutters berømmelse. Hun kunne ligeså godt have været et fucking fugleskræmsel. Han ænsede hende simpelthen ikke, han værdigede hende ikke engang et blik. Det var sådan noget, der sårede et skrøbeligt pigehjerte, der var så passioneret og lidenskabeligt og som bar en gnist, der med lethed kunne blive en eksplosion af det smukkeste fyrværkeri. Hvis bare han pustede til denne glødende gnist. Hun kunne ikke kende ham længere og hun savnede den mand, hun blev så forelsket i. Hun manglede ham. Når ikke han sad ved hans computer og nærstuderede alverdens nyhedssites igennem, spillede han computerspil. Når han ikke spillede computerspil, lagde han på sofaen og så meningsløse TV-serier. Han kedede hende. Hun forsøgte så mange gange at opnå hans opmærksomhed. Ikke på nogen klamrende og pågående måde. Stille og roligt. Hun beherskede sig. For egentligt havde hun lyst til at rykke og ruske i ham og grædende brøle: "Hvor fanden er du?!" Han arbejdede, han spiste og han sov. Ingenting inkluderende hende. Det eneste de efterhånden lavede sammen var når de var steder henne. Det var altid steder som det nærmeste supermarked for at handle kedelige fornødenheder eller så var det familiefødselsdag hos en onkel.

Så der sad hun. På hendes yndlingsbænk i den rolige park under hendes yndlingstræ. Det var et meget stort japansk kirsebærtræ og lige nu stod det i fuld flor med de smukkeste lyserøde blomster. Det betagede hende. Hun blev lige betaget af det hver evig eneste gang.
   Hun sad med hendes dagbog, som hun lige havde lukket sammen. For som tidligere nævnt, noget var bare for sårbart at beskrive. I hvert fald på nuværende tidspunkt. Hun lænede hovedet helt tilbage, betragtede de lyserøde blade og træet smed nogle af dem fra sig, der omringede hende som lyserød sne. Det var så smukt. Hun lukkede øjnene og sugede øjeblikket til sig.
   "Det er meget smukkere, hvis du åbner øjnene" En mørk herrestemme. Meget blid og hjertelig. Den talte til hende. Af alle mennesker i parken, under alle de blomstrende træer, på alle de idylliske spots. Så talte han til hende.
   Værre en nogen sprællemand, spjættede hun og forfjamsket rettede hun sig op på bænken og i forsøget på at opføre sig helt cool og naturlig, gled hun ned af bænkens glatpolerede plader af træ. Om det var pinligt for hende?! Bare en anelse.
   Herren strakte en hånd frem imod hende og hun opfangede godt med det samme, at det var for at hjælpe hende op. Hun tog imod. Hans hånd var så varm. Meget robust og stærk.
   Han trak hende op så let og elegant som havde hun været en fjer. Han fik hende til at føle sig som en let fjer. Hun anede ikke hvorfor. Da denne herre havde hende halvvejs oppe, ramte hans grønne øjne hendes blå. Øjenkontakt. Det havde hun normalt meget stramt med at have med et menneske, hun ikke kendte. Hun blev tumlet omkuld indeni og hun fastholdte øjenkontakten. Det gjorde han også. Det svimlede for hende, bogstavelig talt. Hun blev så blød i knæerne, at hun sank sammen. Igen sad hun på rumpen ved siden af bænken. Men stadigvæk med hendes øjne smeltet sammen med hans.
   "Det var sgu da ufatteligt" grinede hun. Måske for at skjule, hvor flov hun egentligt var. I benægtelse over, at han faktisk havde fået hende til at føle noget. Nærvær. Hun rystede på hovedet, afbrudte øjenkontakten og undgik hans blik og hun slap hans hånd. Hun var ikke stabil på benene, men hun kunne trods alt rejse sig op og stå. "Det var så dagens vittighed. Showet slutter her" fik hun sagt. I en humoristisk tone, det var et bevidst valg.
   Han grinte. En ægte, oprigtig latter som kom fra hjertet. Han satte sig på bænken og gjorde plads til hende. Han klappede med hans maskuline hånd på den tomme plads ved siden af ham, signalerede at hun godt måtte sætte sig ned ved siden af ham på sådan en måde, at det indikerede til hende, at det ville han gerne have at hun gjorde og den fangede hun godt.
   "Jeg ved godt at du lige har reddet mig fra alverdens onde og et mini heartattack til en nærdødsoplevelse at være" smilede hun og hun så godt at han betragtede hende. Med et smil, der spredte sig over hele hans ansigt. Et smil, der kunne smelte alverdens pigehjerter. Hun kiggede væk for at undgå at blive revet med af det uimodståelige smil og hun fortsatte: "Det skal du have tak for, det mener jeg virkeligt"
   Hun ville tage hendes dagbog, der lå på pladsen som han havde reserveret til hende. Kærligt greb han hendes hånd, inden den overhovedet nåede ned til dagbogen.
   Hun kiggede spørgende på ham. Der var bare noget spændende over ham. Noget, der virkelig tiltrak hende. Han var en høj mand, måske 1½ hoved højere end hende, og hun var ellers ikke selv så lav en pige. Hans hud havde en mørk kulør. Hun var ikke overbevist om at han var dansker, men alligevel var hun i tvivl. Italiener måske?! Nej, det ville være for godt til at være sandt. Han havde helt mørkebrunt hår, halvlangt og pjusket. Det var ikke sat op i en popsmart frisure med så meget voks og hårlak, at det skinnede mere end en skøjtebane. Nej, hans hår var naturligt. Mørkt, pjusket og naturligt. Foruden hans uretfærdigt flotte, brede smil og hans dybe, grønne øjne så var han robust bygget, meget maskulin. Veltrænet uden at være pumpet. Havde man spurgt hende for 10 år siden, hvordan hendes drømmefyr så ud, så var det ligesom ham. På en prik. Nu var hun gift med en meget lyshåret fyr, der var bleg i huden. Stik modsat af, hvad hun som teenager og ganske ung havde forestillet sig om hendes mand. Det var på ingen måde negativt ment, hun var ikke skuffet eller hvordan det nu end kunne lyde. Men fakta var bare, at hun følte at nu stod hun pladask midtimellem hendes helt store kærlighed og hendes meget flotte drømmefyr.
   "Du behøver at være genert" forsikrede han hende om i en beroligende tone. "Men sæt dig ned engang. Du ligner en, der godt kunne bruge at få fortalt at det nok skal gå alt sammen"
   Hun var ikke engang selv bevidst om det, men pludseligt sad hun ved siden af ham. Han virkede så jordnær, der var ingen arrogance eller Don Juan over ham. Hun følte ikke at han ville gøre sig til eller imponere hende. Han var bare en rigtig rar mand i en smuk park ved siden af hende. Andet var der ikke i det, vel?!
   Men han fik hende til at skælve. Det sitrede i hele hendes krop. Hun mærkede generthed gøre sig til røde kinder på hendes ansigt. Nervøsiteten dansede ned af hendes bare arme som bobler fra en champagne. Hun blev blød i knæerne. Endnu engang. Hende, der troede at beskrivelsen af at få bløde knæ, kun var en betegnelse af et hjerteramt øjeblik, opdigtet i fabler og eventyrer. Ikke noget, der kunne ske i virkeligheden. Lidt ligesom at flyve på en lyserød sky, det var der jo heller ingen, der gjorde i bogstaveligt forstand. Men han gjorde hende nu engang blød i knæerne. Hun mærkede det. Al fornuft i hende sagde: 'Nu rejser du dig. Du tager din dagbog og siger pænt farvel og så går du hjem. Du er gift, for God sake' Det var fornuften, men følelserne var et andet sted og de dominerede mere. Hun blev siddende af uforklarlige grunde.
   Der gik en time, der gik også to og den tredje time fulgte med lige bagefter. Han snakkede til hende som om hun altid havde kendt ham. Han fik hende til at grine den varmeste latter. Hun havde helt glemt, hvor dejligt det føltes. De udvekslede ikke fortroligheder eller andre ting på det personlige plan. De faldt bare i snak og det virkede som om, at den snak aldrig ville stoppe igen. Han var levende i hans sprog, han havde hjertet med og det beundrede hun ham for. Hvis hun om time blev spurgt, hvad hun havde snakket med ham om, ville hun svare, at det vidste hun faktisk ikke og det ville ikke engang være løgn. På nogle timer havde de bare talt om alverdens ligegyldigheder og alligevel havde de fundet ud af at de bare havde så meget til fælles. Deres musiksmag var meget lig hinandens. Deres tilgang til livet og dets forskellige situationer var identiske. De havde læst de samme bøger og havde set de samme film. Det eneste de var uenige om, var da hun begyndte at gøre tegn til at nu måtte hun løsrive sig fra dette medrivende menneske.
   "Jeg er simpelthen nødt til at skal hjem nu" sagde hun fast besluttet og han vidste godt at det mente hun, hans charme kunne ikke overtale hende til andet.
   "Ej! Bare et sekund mere" forsøgt han.
   "Nej" svarede hun.
   Han rakte hånden ud til hende som en rigtig gentleman, hun tog imod i et fast håndtryk. Han slap hende ikke igen
   "Det var hyggeligt, det skal du have tak for" og så smilte hun det her generte smil som han fandt så attraktivt.
   "Fornøjelsen har helt været på min side" Han holdt hende stadigt fast i et håndtryk. "Jeg fik aldrig dit navn?"
   "Laura. Jeg hedder Laura" og idet hun forsøgte at trække hendes hånd til sig, klemte han blidt en ekstra gang.
   "Laura" sagde han på den mest betagende måde. Hans øjne fik fanget hendes bliks opmærksomhed. Hun blev opslugt. Det kildede helt ned i hendes mave. Alt snurrede rundt om hende. Hun fik hendes 2 minutters berømmelse. Den dragende øjenkontakt.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 10/06-2024 08:29 af Rebecca Rahbek og er kategoriseret under Noveller.
Teksten er på 2347 ord og lix-tallet er 28.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.