Lige siden jeg som knap 17-årig flyttede i min første lejlighed, har jeg brændende ønsket mig et lille hus med have, som jeg kunne præge på min helt egen måde, så man kan se, at her bor Alfie. Jeg elsker at være anderledes - altså på den fede måde! På den dér 'hvem-i-al-videste-verden-kunne-dog-drømme-om-at-sætte-sådan-en-mærkværdig-postkasse-op?-Og-hvad-er-det-for-nogle-ejendommelige-planter?'-måde.

Det ønske med haven har så rent faktisk været opfyldt i fem år. Og hvordan ser haven så ud? Tja ... forestil jer en grund på størrelse med et frimærke. Tilsæt en håndfuld ukrudt eller to, lidt kaos og nogle vildtvoksende rosenbuske og træer. For ikke at snakke om faldefærdigt læhegn holdt sammen af tilfældigheder, et par billige plastikhavemøbler, der har stået på terrassen i fem år og er blevet misfarvede - og en låge, som hunden uden problemer kunne bryde ud af, hvis hun gad gøre sig umagen. Og så selvfølgelig en klat fliser, der nærmest står lodret pga. myreangreb (nænner da ikke at slå kræene ihjel!!). Sådan bor Alfie! - Og hun er ikke udpræget stolt af det ...

Så da min mormor for nogle uger siden dukkede op med en pumpe, var min lykke gjort. For lige siden min barndom har jeg ønsket mig en pumpe til haven - for det havde mormor jo, og det var så hyggeligt! Og Heino, der er fra landet, hvor de rent faktisk havde pumpe (MED brønd!), var da med på idéen.
"Men så gider jeg heller ikke at se, at den ligger i bagagerummet på bilen, når der er gået flere måneder. Du får den kun, hvis den bliver sat op!"
Mit svar var ivrige 'jeg-er-fem-år-og-vil-sælge-min-sjæl-for-en-softice'-nik.
"Og den trænger altså til at blive malet!".
Ah ... der dalede iveren så til nulpunktet. Hvorfor skal alting da også være så besværligt? Jeg har jo ikke engang fået malet det algebeklædte læhegn endnu.

Men nu er tiden jo en anden. Jeg er ovre min depression. Jeg har overskud, jeg har energi ... altså, de dage, hvor kroppen ikke modarbejder mig og lænker mig til sengen med smerter. Men efter min fiasko på træningscentret [tekst kun tilgængelig for vennelisten], har jeg jo besluttet, jeg må tage fat herhjemme. Så nu er al usunde ting i skabene kylet i skraldesækkene og skabe, skuffer og køleskab fyldt med sunde varer. Sengetiden hedder ALLERsenest midnat - ikke sådan engang efter tre morgen. I hvert fald ikke når man som jeg helst skal have 10-12 timers søvn. Hver dag skal jeg helst have en lille smule motion (det vil sige at afstanden på fem-seks skridt mellem soveværelse/badeværelse og stue/køkken IKKE tæller!), målet er at kunne gå tur med Phoeba mindst én gang hver dage. Lige nu, er det Heino, der står for de daglige ture. Og da det er MIG og ikke (kun) ham, der vil have en hund mere på et tidspunkt, skal jeg også kunne tage vare på dem.

Så således var det med godt mod, at jeg i morges havde stillet vækkeur ekstra tidligt (læs: kl. 11:00!). Vågnede dog halvni med rygkramper og hekseskudsramt. Fik alligevel kæmpet mig op, tyllet piller og morgenmad (som kæresten var så sød at servere på sengen! :)). Så pumpe - bed din sidste bøn. For nu skal du males - og det er ALFen, der vælger farven!
Jeg har aldrig påstået at være normal. Og jeg lægger heller ikke skjul på, jeg ikke har lyst til at være det. Så den dér med mormor-røde eller gule pumpe, som ALLE har - den går altså ikke i mit univers! Det er jo ikke en brandhane eller en postkasse. Så målet var enten lilla (min mormor var nær død ved den besked, og var lige ved ikke at ville udlevere pumpen alligevel! ;)), som er en af mine yndlingsfarver (den anden er grøn - men den drukner ligesom i en have, ik?) eller en choking pink - bare for at være på tværs!

Og hvor handler man så maling? Ja, det billigste havde nok været at tage til Rønne - men så kommer benzinprisen oveni, så det er jo omsonst. Så der blev sat kryds ved Teglværket - som nu efter i i hvert fald tyve år med det navn, hedder XL-byg. Udover pumpemaling skulle vi have hvid maling til algestakittet, nogle pensler og "Nogle u-formede søm af dem til lågen," som kæresten udtalte på en meget myndig måde, der fik mig overbevist om, at han havde fuldstændig tjek på det her projekt. Jeg burde så af erfaring have vist, at i alt, der har med håndvært at gøre, er han lige så vidende som en seks-årige skoletøs med rottehaler. Det er kun i alle andre henseende, at han er en alvidende nørd med en IQ, der sprænger skalaen.

Så vi kører til XL-byg. Og jeg går pænt forrest med min lille Burberrypung og prøver at se meget myndig og selvsikker ud. I dag er så dagen, hvor jeg føler mig lille, platfodet, fed og grim, så det er svært at mande mig op og virke helt på lige fod med den håndfuld gør-det-selv mænd, der dalrer rundt med al for god tid og kaster om sig med underlige håndværkervendinger. Jeg føler mig fuldstændig som trådt ind i et reklameunivers, hvor Bredballe tager imod uvidende Muldvarpe-pengebog mand.

Hvid træmaling og pensler finder vi selv. Men lilla maling til en pumpe er ikke liiige det punkt, som jeg eller gemalen har Jeopardy-viden i. Så vi står bare dér og træder hinanden over tæerne og prøver at mande os op til at prikke til en ekspedient. Jeg som kvinde mener jo, det må være min RET at forholde mig tavs og samtykkende sådan et sted. Men Heino måtte da OVERTALES, før han gik med til det. Så i aften får jeg ikke hjælp til aftenmenuen, der (hvis nogen skulle være interesserede i den information ;)) består af lasagne.

Endelig får vi fat i en ekspedient. Og selvfølgelig får vi smartass-typen. Og er der et folkefærd, jeg ikke kan greje, er det dem. Nørderne kan jeg med. Jeg elsker dem, og de elsker mig. 'Jeg-virker-som-om-jeg-selv-synes,-jeg-er-skidelækker,-men-i-virkeligheden-er-det-ren-facade'-typen kan jeg ikke tåle - men jeg kan gennemskue dem. Nonchalant-typerne kan jeg med. Tosserne eeelsker mig, og dem kan jeg med. Sportidioterne kan jeg ... æh, ignorere! Men smartass'erne ... jamen, hillemænd. Jeg KAN ikke fange deres humor, og de elsker bare at torturere mig på den bekostning! Så 'Smartass-ballen' skal da også lige give den fuld gas. Stiller en millard spørgsmål til Heino, som kigger på mig med udtryk, der siger: "Så svar dog - det er dit projekt!" Og dér står jeg så og pipper, mens der efterhånden er kommet et større publikum (udelukkende betående af mænd!) på. Endelig er vi ved vejs ende og farven skal bare blandes. Yes - jeg er i mål!! ... Tror jeg. For da han endelig har hældt farverne sammen og omhyggeligt sat låg og etiket på, rækker han mig bøtten og siger: "Så blander I den selv hjemme, ik!" og vender sig for at gå. Og Alfie er jo en pleaser. Så jeg stammer pænt: "Joh ..." på min usikre 'hvorfor-har-de-ikke-sådan-en-rystemaskinedims?'-måde. Derefter tager han bøtten ud af hænderne på mig og siger MEGET højt: "Det var jo bare for sjovt, ik sveske!", mens han med rullende 'kvindfolk!'-blik kigger ud over mit publikum, der skraldgriner deres 'hø hø hø'-latter.

Endelig kan vi liste op for at betale. Mig meget lille. Men vi mangler jo sømmene. Og det er da heldigvis Heinos afdeling. Så han fremsætter selvsikkert sit ærinde og forklarer om de U-formede søm til vores låge. Smartass laver sit 'sig-mig-er-du-dum?'-blik og siger, at han godt nok ALDRIG har hørt om sådan nogle søm. Heino forklarer, mens han ivrigt tegner i luften med hænderne. "Sig mig er det de dér hegnskramper, du taler om?" spørger han på sin 'hva' så dér hva?'-facon. Og sådan ender vi begge to dumme og rødmende med at stå ved disken uendeligt lettede, da Dankortet kan køres igennem. På falderebet får vi dog også liiige en replik med om, hvordan Heino har fået mig opdraget til at betale for håndværkerindkøbene? - For den vil han da godt præsentere for SIN kone! Derefter glider vi som to rødmende skygger hen ad gulvet og ud ad døren. Og er MEGET hurtigt væk.

Men pumpen bliver flot. Den ligger nu på terrassen og tører, før den kan blive malet på den anden side. Og der er selvfølgelig købt lilla/pink blomster, som passer til i farven og som skal plantes i bedet ved siden af. For det er nu engang dét, jeg egner mig bedst til. Sindssyg farvesammensætning og at skille mig ud. Og det er også fint nok ... bare ikke når det foregår i XL-byg med storgrinende publikum på!