"Nå! Der er de endelig." Samekvinden så over på sin mand. Rettede på sit forklæde og fortsatte:
   "Jeg sagde jo, de nok skulle dukke op, før eller siden. Den snestorm er såmænd ikke så voldsom endda."
   Manden rejste sig og tog kærligt om livet på sin kvinde, smilede til hende.
   På hendes ansigt kunne han dog tydeligt se, hun virkede lettet.

Aslak på 20 somre, og Tovi på 25 somre, trampede og børstede sneen af sig. Efter de havde hængt overtøjet på tørrestativet i den lille tilbygning til gårdens stuehus, gik de begge ind til forældrene.
   "Hvor bliver I af?" Begge forældrene så bekymrede på sønnerne.
   "Tre dage i det vejr. Hvad tænker I på? Far og jeg har været meget urolige for jer. Kom ind i stuen og sæt jer ved ovnen... Er i sultne?""
   Begge nikkede, så på hinanden og smilede, generte.
   De kunne godt se det var noget værre noget, de havde rodet sig ud i, da de for tre dage siden var gået på jagt efter Vild-Ren og Elg. Men stormen var kommet så pludselig. Den voldsomhed hvormed den havde kastet sig over landet, havde overrasket dem begge. Himmel og jord havde stået i eet alle dagene. Selv nu, var det ikke vejr at gå ud i, dertil var snefoget og vinden for voldsom.
   "Spis nu jeres mad, drenge, så taler vi om det efter maden."
   Begge drenge var sultne, meget sultne. De havde kun fået mad en gang, i de tre dage de havde været væk, og det var tørret Ren-kød.
   Begge forældre ventede pænt, til de var helt færdige med maden, som moderen havde sat frem til dem.
   "Hvad har du gjort ved din arm, Tovi? Er den brækket?" Moderen så bekymret på sin søn.
   "Nej, det er kun en mindre og ubetydelig skade, det skal du ikke tage dig af, mor." Begge drenge så på hinanden, smilede forlegent.
   "Tovi! Du må hellere fortælle, du er den ældste." Sagde Aslak og grinede til sin storebror. Tovi trak på skuldrene, så stjålent til begge sine forældre.

Tovi fortalte:
   I tror det næppe, men vi farede vild i stormen. På et tidspunkt vidste vi ikke hvor vi var henne. Det hele var anderledes, meget voldsommere end vi var vant til. Det var umuligt at se bare fem meter frem. Vi gik til vi næsten segnede af træthed. Vi kunne ikke finde læ nogen steder, vidste kun, at vi måtte være i den store ødemark ind mod den finsk russiske grænse. For at være helt ærlige, vidste vi heller ikke i hvilken retning vi skulle gå. Vinden hvirvlede bare rundt om os.
   På et tidspunkt, det var meget mørkt, faldt vi begge ned ad en skrænt. Vi kurede nedad, med en fart der var så voldsom, at vi begge var meget bange. Jeg slog mig på klipperne, vidste jeg havde fået revet armen op, og at jeg blødte. Tovet imellem os, gjorde vi blev sammen, selvom Aslak fik det om halsen, så det nær havde kvalt ham.
   Endelig stoppede den vilde fart. Men der var stadig ikke læ nogen steder, så vi støttede hinanden og fortsatte ud i det hvide intet. Håbede på at finde bare en lille smule læ bag en klippe eller i et krat.
   Efter en tid der føltes som timer, kunne vi ikke mere. Jeg var kold, frøs om den højre arm der var skadet. Men jeg kunne ikke se på skaden i det vejr.
   Vi gravede os ned og lavede et skjul så godt vi kunne, trak rygsækkene op foran ansigterne, der brændte efter de mange iskrystaller der var i snefnuggene, de havde givet os rifter på kinderne og i panden.
   Jeg ved ikke hvor længe vi havde ligget tæt op ad hinanden, men pludselig var der nogen der rørte ved os. Ruskede os, og en dyb stemme sagde, at her kunne vi ikke ligge, det ville vi helt sikkert dø af.
   Besværligt kom vi på benene, og den fremmede nærmest trak os videre. Sagde hele tiden vi skulle løbe, for derved at få lidt varme i kroppen.
   Efter det der føltes som timer, kom vi til en lille tykning af forvitrede graner. Her var et båls gløder den varme vi trængte til.
   Den fremmede rodede i gløderne og lagde mere brænde på bålet. Stormen rasede stadig med uformindsket styrke, og lange snedriver lejrede sig omkring læet vi var i. Det læ han havde lavet bestod af grene, skind var spændt ud imellem dem. Vi havde aldrig set noget lignende, men effektivt var det. Her var vi i fuldstændig læ. Ikke en vind rørte sig ved ilden. Han var helt tydeligt vant til at færdes i ødemarken. Forstod at beskytte sig mod det strenge vintervejr.
   Manden med den dybe stemme, var stor og bred. Klædt i sort. Da han skød hætten tilbage, kunne vi se han havde et stort sort fuldskæg med grå stænk. Langt sort hår, der var samlet i en hestehale i nakken. Hans tænder var hvide, huden mørk som Samerne i nord. Men han var ikke Same, det kunne vi se på hans øjne og ansigtstræk.
   Pelshuen var besat med Jærvskind i kanterne. Den var formet som et rør, så sne ikke kunne trænge ind. Tøjet var et kapitel for sig. Både Aslak og jeg var enige om, vi aldrig havde set noget lignende. Det var sort bjørneskind, med det lange hår vendende udad. Da han havde åbnet jakken halvt, kunne vi se det var det blødeste renskind han bar som klæder, under den beskyttende bjørneskindsdragt. Skindstøvlerne han havde på, var hjemmegjorte, med fine mønstre, der ligner de mønstre Morfar har på sine støvler.
   Hans øjne var næsten sorte, men virkede venlige. Vi havde aldrig set noget lignende. Alt ved ham, virkede som var han fra det forrige århundrede. Også sproget var gammeldags, men vi kunne forstå hvad han sagde, da han talte langsomt og tydeligt, som kunne han se på os, vi ikke forstod ham ret godt.
   Efter en tid, hvor han havde givet os noget tørret kød af Ren, sagde han:"
   "Og hvad laver sådan et par knægte så her ude i det vejr?"
   Vi havde kikket på hinanden, og fortalte ham vi havde været på jagt. Var blevet overrasket af stormen, havde tabt den ene riffel, og ellers faret vild. Vidste ikke hvor vi var. Han skoggerlo, som var det ikke rigtigt hvad han havde hørt os fortælle.
   "Tåber!... Tåber!..." Nærmest råbte han. "Nutidens unge kan ikke klare selv den mindste overlevelse i den ødemark de er født ind i.
   Hvor er jeres forældres lærdom til jer? Hvor er jeres kompas? Jeres riffel? Jeres overlevelsesudrustning? Jeres mad?
   Ved i ikke, at her i det kolde nord, kan der om vinteren komme pludselige storme? Storme der dræber, hvis man ikke er forberedt?
   Nutidens unge er tåber, burde ligge i sneen og dø, når de begår dumheder som jer.
   Fader vinter høster sine, når han vil." Han rystede sørgmodigt på hovedet.
   "Men moder sol er barmhjertig, overfor tåber som jer, har menneskelige følelser for jer... Det forstår jeg ikke, når jeg ser hvordan i lever, langt fra de traditioner og den religion i burde være en del af. Men hun er tålmodig... Forstå det, hvem der kan.
   Når søster Måne har vist sig tre gange i den mørke vinter, kommer der storm. Vindkvinden hyler for sine børn, sneungerne, der vil lege og mættes ved fader Vinters sneskyer. Kun tåber lytter ikke til hendes advarsler.
   Vindkvinden kaldte på mig, og fortalte i var i fare for at dø, og at Moder sol havde bedt for jeres liv.
   Først fandt jeg jeres riffel neden for dødemandsklippen. På den huldreplads, hvor den unge Sara så grueligt blev myrdet af en ond ægtemand, der også brændte huset ned til grunden, og med ilden dræbte begge de spæde børn.
   Da jeg følte at nogen havde krydset huldrepladsen, vidste jeg der var noget grueligt galt.
   Vindkvinden hviskede til mig, at i lå hjælpeløse i sneen lidt længere fremme. Hun bad mig hjælpe jer. I var for unge til at dø, sagde hun, og smilede til mig. Moder Sol havde bedt for jeres liv, mente i var næste generations unge, der skulle føre de gamle ritualer og traditioner videre. I var den nye tids kommende formidlere.
   Tak i Vindkvinden for hun kaldte på mig, viste mig hvor i var. Uden hende var i døde nu." Han satte sig. Så på mig og tog om min arm. Bad mig tage trøjen af. Han ville se på min skade. Han forbandt den med strimler han rev af min skjorte, og sagde vi måtte videre, ellers ville vi omkomme. Tiden var knap, men vindkvinden var venlig, hun ville hvile mens vi gik, ville hjælpe os til at overleve. Hun ville holde sneungerne inde, i den tid det tog at komme hjem.

I mange timer fulgte vi ham. Hans brede ryg gav skjul for den værste sne og vind. Pludselig stoppede han op, og pegede fremad.
   "Der er jeres landsby. Nu må i klare jer selv de sidste hundrede meter hjem. Glem ikke at takke vindkvinden og Moder Sol for jeres liv. Og opfør jeg aldrig så tåbeligt igen. Hun giver kun liv én gang." Han rakte mig vores tabte riffel uden ord.
   Han var pludselig væk, som om han forsvandt med de hvirvlende snefnug ud mod ødemarken. Vi fik ikke takket ham, det er vi kede af...
   Men mor og far. Det var hvad der skete. Vi ved det lyder mærkeligt, men sådan var det. Uden ham, havde vi været døde nu, det er vi ikke i tvivl om.

Tovi, der mens han fortalte om deres oplevelser havde rejst sig op, satte sig, og så over på sin lillebror.
   "Var det rigtigt fortalt, Aslak?" Han nikkede anerkendende til sin storebror, så ned i gulvet og sagde stille, næppe hørligt:
   "Hvis jeg ikke selv havde været der, havde jeg helt sikkert sagt det var løgn. Men det var hvad der skete." Begge drenge så på deres forældre, som søgte de et svar på den mærkelige oplevelse.
   "Gå i nu ind og læg jer. Få hvilet jer oven på den oplevelse, så går vi over til jeres bedstefar i morgen. Han ved sikkert hvad det er der er sket."

Drengene sagde godnat, og gik ind på deres værelser. Det blev meget sent, før de faldt i en dyb og udmattet søvn.
   Inde i stuen sagde moderen:
   "De har mødt Den Sorte Jæger, det er jeg ikke i tvivl om. Jeg har hørt om ham, men ved ikke hvad jeg skal sige eller tro." Manden nikkede, sagde:
   "Lad os lægge os, det nytter ikke at gætte nu, på hvad der skete for dem derude. Det er en god ide at besøge din far i morgen, og lade ham fortælle eller tolke for os, om hvad der skete i ødemarken. At de har mødt Den Sorte Jæger, er jeg heller ikke i tvivl om."

Den gamle bedstefar var en af de få Shamaner, Samerne endnu havde, og som praktiserede den gamle religion med Åndetale og danse. Han var et kendt ansigt i ældrerådet, og i Samerådet. Det var til ham alle gik, når noget åndeligt skulle tolkes, eller en oplevelse skulle forklares, så man kunne forstå den. Han var samernes Shaman, Præst, Åndelige vejleder.
   Drengene berettede for ham, hvad de havde oplevet i de tre dage, de havde været alene i ødemarken. Længe tænkte den gamle Shaman sig om, og sagde så:
   "Lad mig fortælle en meget gammel legende for jer. Så håber jeg, i forstår hvad der er hændt jer.

For flere hundrede år siden, levede der en Jæger her i det kolde nord. Stor og bredrygget var han. Hvor han kom fra, vidste ingen, det fortaber sig i fortiden.
   Han var ikke Same, men dyrkede dog vores religion. Blandt de allerhelligste Shamaner nød han stor respekt.
   Han vandrede i et meget stort område, der i dag er både Norsk, Svensk, Finsk og Russisk. Han kendte hver en krog af landet, og hver Huldreplads der var i det nordlige område, og vandrede igennem dem, sang Ånde-sange, dansede med Ånderne, for at bryde huldrepladsernes tabu. Deres frygtelige fortid og deres forbandelse. Ikke mange er tilbage, der kan fornemme døden og fortvivlelsen på disse huldrepladser. Men trods den hellige Sorte Jæger, er der stadig Huldrepladser hvor sukkene, dødsskrigene høres, fornemmes.
   For Samer i både Sverige, Norge, Finland og Rusland, var han en hellig mand. Alvidende, Åndelig, og venlig mod alle. Til ham gik man aldrig forgæves med et problem. Det være sig dagligdags eller af åndelig art.
   Dybt respekteret af alle, vandrede han i den ødemark han kendte, og betragtede som sit hjem. Hvor han kom fra, og hvor han gik hen, vidste man aldrig.
   Det fortælles han ægtede Vindkvinden, og lovede Moder Sol at hjælpe jordens børn, menneskene.
   Moder Sols Søster Måne, var jaloux på Vindkvinden, og viste sig tre gange for hende i den kolde vinter. Hun bad Vindkvinden om Den Sorte Jægers hengivenhed, kærlighed. Vindkvinden afviste Søster Måne, der i arrigskab over afvisningen, satte så voldsom en storm i gang, at mange mennesker døde af kulde, fanget i Søster Månes ragnarok.
   Derfor vandrer Den Sorte Jæger. Hjælper de børn af moder Jord, der er faret vild i Søster Månes sne-kaos, og som ellers ville omkomme.
   Det fortælles blandt de gamle, at er du fanget i snestormens kaos, føler dødens ånde blæse om din krop, vil Den Sorte Jæger hjælpe dig, dersom du er af moderens, jordens, børn. En af Moder Sols sjæle, der er faret vild, ikke ved hvor din vej skal gå...

Det er legenden som den fortælles. Jeg kan kun sige til jer begge, at i skal lytte til jeres indre stemme. Finde den sjæl der er mærket af moderens kærlige omsorg for sine børn.
   Kun gennem ceremonier der priser vores gamle traditioner, vores religion, kan I komme til at takke Den Sorte Jæger, og hans hustru, Vindkvinden.
   Tænk over mine ord, og lad mig høre hvad i beslutter jer til."

Hjemme talte begge brødre om, at de måtte søge i deres gamle traditioner. Finde det svar de søgte, og derigennem takke Den Sorte Jæger, for det liv de følte de havde fået foræret. Oplevelserne i Ødemarken med Den Sorte Jæger, havde givet dem noget at tænke over.