- Puha, hvor det støver! Christian havde fået en del kalk i næsen og nyste ustandselig.
   - Bare rolig, ven, vi er snart færdige. Knud tog sine arbejdshandsker af et øjeblik og gik ned af stigen, som Christian stod og støttede. - Nu er selve tavlen løsnet, Christian, så mangler vi bare at få den bakset ud af kirken. Det er da godt at jeg i sin tid lavede døren til atelieret rigelig stor. Det gjorde jeg netop med henblik på, at jeg engang skulle lave nogle store værker.
   De fik, efter en del besvær, den store og tunge altertavle ud af kirken. Der var kun nogle ganske få centimeters luft mellem den og den øverste del af døren.
   Jakob kom netop op til kirken, da de var ved at få den ud af døren.
   - Vi er nok en smule heldige, for da tavlen blev sat op i 1500-tallet, lige efter at kirken blev bygget, var der en anden dør, og den er skiftet et par gange siden. Han smilede lunt: - De bliver jo slidt op, tid efter anden.
   De lod tavlen stå op ad kirkemuren, mens de gik ind for at fjerne det værste skidt omkring alteret, som de havde været så fornuftige at pakke ind i plastic, før de påbegyndte arbejdet.
   Knud var igang med at feje noget kalk sammen, der hvor bunden af altertavlen havde stået, da han blev opmærksom på noget. Han kaldte på Jakob og Christian.
   - Prøv og se her! hvad er det mon? Han tog et gammelt gulnet stykke papir op, som havde ligget i en lille lomme i murværket bag tavlen.
   Præsten tog det meget forsigtigt hen i lyset, for at studere det nærmere.
   - Det var da pudsigt, det er forsynet med et segl. Jeg må lige have mine læsebriller på. Hold det lige, Knud. Det er et dokument der i hvert fald er trykt. Det kan vi se på den måde bogstaverne nogle steder er flydt lidt ud på. Præsten så meget kyndig ud.
   - Er det ikke skrevet med gotiske bogstaver? Christian var blevet meget interesseret.
   - Jo, og så er det oven i købet på latin, men det var de fleste officielle dokumenter i øvrigt skrevet på i gamle dage. Jakobs stemme lød nu meget ivrig.
   - Står der ikke LEO X allernederst. Var det en adelsmand, eller måske en stor købmand? Knud var ikke synderlig religiøs, men gamle ting og sager, havde altid haft hans bevågenhed, og det kunne tydeligt ses på Jakob, at han var glad for svigersønnens spørgelyst.
   - Nej, min ven. Præsten så smilende, næsten overbærende på ham. - Det var en pave, som havde en stor indkomst ved at handle med afladsbreve, og det er netop hvad jeg tror det er, for prøv og se der. Han pegede på et mellemrum mellem linjerne, hvor bogstaverne så lidt anderledes ud. - Det navn ser ud til at være skrevet med hånden. Og hvad står der? Han tog det tættere op til læsebrillerne. - JOHANNES ANGULUS, dateret år 1510. Datoen kan jeg desværre ikke læse, det er tydeligvis indehaveren af dokumentet. Det var da pudsigt, kom det undrende fra præsten. - Hvordan kan det være havnet i min kirke? Han tog sig til hovedet, og så meget spekulativ ud.
   - Kan det ikke være fordi den pågældende person, som sikkert var gået fra katolicismen, måske mente, det ville være godt for ham at opbevare det i en kirke? Det kan være han troede, det havde større effekt, spurgte Christian, der nu også var blevet ret nysgerrig.
   Knud mente, der var en mulighed for, at det var en af dem der havde været med til at bygge kirken, som havde gemt det der.
   - Vi lader alle muligheder stå åbne, og jeg regner med at I ikke har noget imod, jeg tager det med over til Biskoppen, som sikkert er den bedste til at sørge for at få det opbevaret på betryggende vis, men naturligvis får vi lavet en fotokopi til hver af os, det skulle da bare mangle andet. Dermed gik præsten med det gamle afladsbrev, og de to andre kørte hver til sit. Det var blevet sidst på eftermiddagen, og Christian skulle hjem og fodre de få dyr han havde gående.

Knud vaskede hænder og ansigt i det nyligt indrettede grovkøkken, og gik derefter ind til Karen og Mads, som sad og så en udsendelse i fjernsynet.
   Knud fortalte om det spændende fund bag det gamle alter.
   - Det var da pudsigt. Hvordan mon det er havnet der? Karen så med en undrende mine på Knud. - Tror du, der er andre ting gemt i vores gamle kirke? Jeg mener noget med en gammel skat, eller lignende, spøgte hun mens hun tog Mads op på armen.
   Knud tog sig til hagen, som han plejede når han spekulerede på noget, og så på sin smukke kone.
   - Jeg havde tænkt mig at tage derover igen når vi har spist, for jeg lagde mærke til, at der var et stort hulrum, som vi ikke fik undersøgt nærmere. Der er måske ikke andet end murbrokker og støv, men jeg får ikke fred i sjælen før jeg får det undersøgt.
   - Pas nu på, Knud! man hører jo så meget om forbandelser og sådan noget.
   - Er du overtroisk, lille skat? Knud trak på smilebåndet.
   - Nej, men alligevel, man hører jo så meget om at det er gået folk skidt, hvis de har taget noget af kirkens ejendom. Jeg kan ikke lide det, Knud, men jeg ved godt at din nysgerrighed er så stor at du ikke er tilfreds før du har undersøgt den nærmere. Du må blot love mig at være hjemme inden alt for længe.

Knud tog en god stavlygte med derover, og var egentlig ikke forberedt på at finde noget, men havde alligevel taget en plasticpose med til eventuelle effekter.
   Han lyste ned i hulrummet, der var større end først antaget. I området, hvor de havde fundet afladsbrevet, var der ikke noget at få øje på, men da han lyste over i en fjern krog, var der noget der glimtede i lygtens skær. Han måtte mave sig ind i hullet. Det var ret ubehageligt, da der var murbrokker i massevis, og meget støv. Pludselig fik han fat i noget hårdt og meget koldt. Han tog fat, og trak det fri af støvet. Han hostede noget videre, da han blæste det værste støv væk fra genstanden, som var rund, og ikke ret høj. Den lignede faktisk et stort bæger, og var sandsynligvis lavet af metal. Knud kunne kun se at det var gyldent, og lagde det ned i posen. Dybere nede i støvet fandt han nogle gamle bøger, som også havnede i posen.
   Hulrummet blev gennemrodet på kryds og tværs. Der var simpelthen ikke mere. Knud lignede en snemand da han kom ud fra kirken. Han fik det værste støv børstet af sig, og satte sig ind i bilen. Han kunne ikke lade være med at tage alterkalken, som det viste sig at være, op i lyset. Hvor var den smuk. Den ville pynte hjemme på buffeten.

Da han svingede ind på gårdspladsen, havde han kun været væk en time, men alligevel kom Karen ud og tog imod ham.
   - Hvad har du i den store pose der, skat? Hun så på den med en blanding af nysgerrighed og bekymring. Han tog hende under armen, og de gik ind på hans lille kontor, hvor de lagde alle delene op på skrivebordet, efter de var blevet børstet nænsomt af.
   - Hvor er den flot. Mon den er af guld? Karen tog alterkalken op og beundrede dens smukke gyldne farve.
   - Nej det tror jeg ikke, men det kan vi hurtigt finde ud af. Knud gik ud i det lille værksted, hvor han havde en del værktøj fra den tid han var smed i Odense. Her fandt han en slettefil, og tog nogle forsigtige strøg i bunden af kalken.
   Karen så med en gysen på, hvad der var ved at ske.
   - Nu ødelægger du den vel ikke, Knud?
   - Nej bare rolig, skat, kan du se de grater i bunden?
   Han viste hende nogle små skarpe kanter, som ikke var synlige, hvis den stod på et bord. - Dem filer jeg lige et par millimeter af. Så kan man se om der er flere lag metal, og bare er forgyldt.
   Knud havde kun filet nogle ganske få strøg, da han fandt ud af at det "kun" drejede sig om en kobberkalk, der var forgyldt.
   - Den vil se pæn ud på buffeten, lille skat. Han så smilende på sin kone.
   - Er du rigtig klog, Knud, det er kirkens ejendom, det går skam ikke.
   - Årh, hvad herre gud, din far får da de gamle bøger, jeg mener så sker der sikkert ikke noget ved at vi lader den gamle kalk stå herinde foreløbig, som et kært minde. Den er nok ikke noget værd i kroner og ører.
   - Nej, men det er en hellig ting, Knud, og må derfor kun stå i en kirke.
   I bunden af den, stod der et navn, Johan Friis, ganske svagt, men dog læseligt.
   - Ved du hvem det var, min skat? Knud havde tændt for sin luplampe, og de sad begge og nød synet af den smukke kalk. Han vendte og drejede den, for at finde flere inskriptioner.
   - Ikke andet end at det vist nok var en stor dansk kansler, som levede omkring 1500-tallet, så det er sikkert ham der har "tabt" den i hullet, sukkede Karen, der havde lagt sin arm omkring Knud, og så på ham med en bekymret mine.
   - Tror du så ikke at det er noget, der står på alle kalkene fra den tid? Jeg mener ligesom et slags varemærke, smilede Knud, der havde en meget nutidig tankegang.
   De blev til sidst enige om at lade kalken stå på skrivebordet foreløbig. Præsteparret kom normalt ikke ind i "hulen", som Knud yndede at kalde sit lille kontor.
   De gamle bøger, præsten fik overdraget, var kirkebøger fra sognet, nogle af de tidligste, og meget godt bevaret. Da Jakob overtog dem, fik han så travlt med at studere indholdet, at han ikke fik spurgt om der var flere skatte.
   Karen kunne ikke lide at have kalken stående. Hun troede fuldt og fast på, at der hvilede en forbandelse over den, og undgik derfor at komme ind på kontoret mere end højst nødvendigt.
   Hvis Knud vidste hvor meget det optog hendes sind, havde han nok besluttet sig for at skille sig af med den.