Overlægen havde undersøgt Knud, og fundet ud af at han havde været udsat for et hovedtraume, hvor en lille knoglesplint var trængt ind i hjernen, og derfor havde forårsaget et længerevarende hukommelsessvigt, men at en mindre operation kunne råde bod på det.
   - Hvornår kan det så lade sig gøre? Karen var synligt nervøs, og så på overlægen.
   - Ja, vi er godt nok bagud med operationerne på grund af sygeplejerskestrejken i foråret, men da det er jul om nogle få dage, og vi skal tage meget hensyn til de familiemæssige aspekter vil jeg sørge for at få det gjort i morgen.
   Karen strålede som en sol. - Får han så hukommelsen tilbage?
   - Måske ikke lige med det samme, men den vil nok komme gradvis med lidt træning.

Knud blev opereret klokken otte den følgende dag, og var allerede kørt på opvågningsstuen klokken tolv.
   Karen sad og holdt ham i hånden, da han slog øjnene op.
   - Hej, Knud, kan du kende mig, lille skat?
   Knud kikkede blidt på hende.
   - Var det ikke dig jeg mødte i toget, og som jeg hjalp med en kuffert? Han så undersøgende på Karen, som af spekulationer havde tabt nogle kilogram, og derfor igen havde fået sin slanke figur tilbage.
   - Jo, det er korrekt, og kan du så ikke huske, at du er en berømt kunstmaler, og at vi blev gift?
   Knud prøvede at sætte sig halvt op i sengen, men blev svimmel, og måtte lægge sig igen.
   - Nej det husker jeg godt nok ikke, men den gule gård ude ved plantagen husker jeg. Der var noget med en fest, ikke sandt?
   - Jo, min skat. Det var der, og det skal der nok blive igen, når du kommer hjem. Det er nemlig vores hjem, og du skal se, at du nok får din fulde hukommelse igen, bare vi giver os tid.
   Som timerne gik, genvandt Knud mere og mere af sin hukommelse, og begyndte at huske noget af familieforhold og lignende. Karen måtte være hos ham så længe hun ville, og hun benyttede samtidig lejligheden til at snakke lidt med sine forhenværende kolleger, blandt andet mens Knud fik sin mad og efterfølgende hvile.
   Han blev udskrevet juleaftensdag, og det var vel nok den bedste julegave familien kunne få. De havde dog fået besked på at skåne ham, og lade sygehuset om genoptræningen, men det var svært, da der var så mange, som ville hjælpe.

Knud var selvfølgelig familiens midtpunkt i julen, og de kunne se at han blev gladere og gladere, jo mere hukommelse han genvandt. Det kom især lille Mads tilgode, som det meste af tiden befandt sig på sin fars skød.
   Knud tænkte tit på den korte tid, han havde haft sammen med Lisa og den rare cirkusfamilie. Han kunne ikke lade være med at tænke på, at hvis Karen og lille Mads ikke havde set ham under forestillingen, var han sandsynligvis stadig med i cirkus.
   Det var svært at skulle skilles fra Lisa, som han var kommet til at holde enormt meget af, og tankerne kredsede også en del omkring operationen, om han nogensinde havde genvundet sin hukommelse, hvis den ikke var lykkedes. Der var jo det problem med den splint, som havde blokeret noget i hukommelsescentret, at hvis den ikke var kommet ud, var der meget store chancer for at en stor del af hans hukommelse var gået tabt for evigt. Overlægen havde også forklaret ham at der var en lille chance for, at man ikke kunne få den ud uden at komme til at skade andre centre i hjernen, men mente ikke at risikoen var større end, at de nok turde gøre det på Varde Sygehus.
   Knud kom også i tanke om Lillian, mens han lå i sin seng og slappede af en af juledagene. Han kunne endnu ikke rigtig placere hende, og han havde fået besked på af lægen, at når han kom i tanke om nogle nye ting, at skrive dem ned eller gemme dem til senere i sin hukommelse.
   Der var noget i underbevidstheden, der sagde, at han nok hellere måtte lade være med at komme frem med dette navn på nuværende tidspunkt, for der var et eller andet ved det, som fik hans hjerte til at banke lidt hurtigere, og han fandt det klogest at prøve på at glemme det.

Torben ringede lige efter jul, for at høre hvordan det var gået med ham.
   - Hvad så, du gamle, kan du huske mig? Det er da Torben.
   - Torben, Torben, Torben...? Knud kløede sig i hovedbunden, og så ud gennem vinduet. Han manglede ord. Han kunne godt genkende navnet, men vidste ikke rigtigt, hvor han skulle placere det henne.
   - Dit gamle pjok, kan du da ikke huske vore drengeår hjemme på Stadionvej, og alle de gange vi har fået en "lille en" sammen, og de gange du har været ude at besøge mig i Dyrehaven? Du ved da godt, at jeg er dyrepasser, ikke? Men Ok. du er tilgivet. Karen har fortalt mig om din manglende hukommelse, og hun regner med at det nok snart bliver bedre.
   - Du må godt nok undskylde mig, Torben, der er så mange ting, som er svedt ud, men jeg regner med at jeg snart er helbredt. Lægerne har i hvert fald lovet mig en del, og jeg kan godt huske at jeg kender dig, og de nærmere detaljer finder jeg nok ud af hen af vejen.
   Karen kom ind i det samme, og bad om at "låne" Torben. Hun sludrede lidt med ham, og lagde derefter røret.
   - Det skal nok komme, min ven. Hun gav Knud et knus, satte sig på hans skød, og kikkede med et professionelt blik på bandagen, som hun mente trængte til at blive skiftet. Det havde hun fået lov til at gøre, fra sygehusets side, da hun var uddannet sygeplejerske.
   Karen kom af og til ind på det lille kontor. Det var herinde Knud hentede inspiration til mange af sine billeder, og oppe på en hylde stod kalken sammen med en del bøger, hvor den faktisk fungerede som en slags bogstøtte, og hver gang Karen fik øje på den, kunne hun ikke lade være med at tænke på, at siden den var kommet ind i huset, var der sket mange negative ting. Hun havde derfor flere gange været ved at smide den ud, da hun efterhånden fuldt og fast troede på den historie om forbandelsen. Hun var dog bange for, hvordan Knud ville reagere når han opdagede det, og lod være.

Knud blev raskmeldt sidst i januar, og efter psykiaterens mening havde han fået den fulde hukommelse igen. Han var blevet testet under hypnose, og var glad, da han gik ud fra lægens konsultationsværelse med raskmeldingsblanketten. Ikke fordi det rent arbejdsmæssigt gjorde noget særligt, da han levede af at male, og det havde han i hvert fald ikke glemt. Det var noget af det første han gik igang med, da han kom hjem på sin elskede gård.
   - Nu ligner du dig selv igen, lille skat. Karen stod bag ved ham i det store atelier, og fulgte hans præcise små penselstrøg, der var karakteristisk for den stil, som havde gjort ham, så berømt både i Danmark og i udlandet. - Hvor er jeg glad for at du er kommet igang igen, og du har da samlet mange billeder til vores udstilling på Louisiana til foråret, min ven. Hun strøg ham kærligt gennem håret, og kikkede på det dejlige lyse billede, som egentlig var påbegyndt sidste sommer, men som så ofte før, var det blevet lagt til side, når inspirationen var sluppet op.
   - Vores udstilling? Knud vendte sig om, og så spørgende ud.
   - Ja, lille skat. Den del af hukommelsen er åbenbart ikke kommet endnu, men vi skal udstille sammen, du med olie, og jeg med akvarel. Kan du ikke huske, at "De Grønne" for længe siden har arrangeret udstillingen, med os som hovedudstillere? Knud kunne virkelig ikke huske det, men han ville ikke gøre Karen nervøs.
   - Jo, selvfølgelig kan jeg da det, Putte, jeg ville bare drille dig. Han lagde hovedet ind til hendes mave, som var blevet lidt større.
   - Hvad skal hun hedde? Knud drejede hovedet, og så op i Karens smilende blå øjne.
   - Hun skal hedde Anna. Karen lagde kærligt armen om Knuds hals, og kyssede ham. - Er du for øvrigt sikker på, det bliver en pige? Hun smilede og strøg ham blidt gennem håret.
   Karen havde været gravid i ca. fire måneder, og håbede ikke det havde påvirket fostret, at hun havde haft det psykisk svært under Knuds fravær.
   Da hun var gået, lagde Knud penslerne ned i den gamle krukke, hvori der altid var en smule terpentin, og han kikkede ud på det smukke vinterlandskab. Det var nu ikke her, hans tanker befandt sig. Det var længere borte, nemlig i cirkus Danias vinterhi ved Aabenraa. Han kunne simpelthen ikke glemme Lisa. Han var blevet enormt glad for hende i den korte tid, de havde haft sammen. Og fik han en mulighed for det, ville han nok tage ned og besøge hende.

Udstillingen i Margrethehallerne, var berammet til den første uge i marts, og det skulle mest være med Knuds billeder. Karen havde heller ikke meget energi til at male, da svangerskabet tog en del på hendes kræfter. Hun havde ikke malet noget siden Knud forsvandt. Tilmed var langt de fleste af hendes tidligere værker allerede solgt, så der var ingen grund til at prøve på at få nogle af de få resterende akvareller med her. Hun var dog klar over at hun var nødt til at tage sig sammen i den kommende tid, hvis hun skulle have nogle stykker med til forårsudstillingen på Louisiana.
   Knud skulle være på udstillingen hver dag mellem klokken ti og tyve. Derfor mente han, det var bedst at blive derovre hele ugen, og bo på hotel Kronprinds Frederik, som lå lige i nærheden.
   Udstillingen var annonceret i landets største aviser, og man regnede med, at der ville blive en meget stor søgning, da Knud var med som hovedudstiller.
   Der var i hvert fald mindst en person, der så med meget stor interesse på artiklen i Jyllandsposten om Knuds muligheder på denne udstilling.

Lisa, sad og drak morgenkaffe, da hun som sædvanlig havde hentet avisen.
   - Se der, Danny! Hun havde et stykke franskbrød med syltetøj i den ene hånd, og avisen i den anden. Det lykkedes da også at tabe en klat syltetøj ned på billedet af Knud.
   - Er det syltetøjsklatten jeg skal se? Danny så drillende på hende, og tog avisen. - Hvad søren, er det ikke Orla de skriver om? Han så grinende op over avisen. - Nåe nej, det er jo Knud.
   Lisa kikkede på sin bror, rystede på hovedet, og tog en ekstra slurk kaffe.
   - Jeg tror faktisk, at jeg vil op og se den udstilling, jeg har jo altid interesseret mig for kunst, lille brormand. Hun påtog et syrligt tonefald.
   Danny så på hende med en lidt mere alvorlig mine.
   - Pas nu på, du ikke rager dig ind i noget, du får svært ved at komme ud af igen, storesøster.
   De to var de sidste ved morgenbordet. De andre var forlængst gået igang med at øve numrene for den kommende sæson, ovre i den store lade. Der skulle være premiere den 1. april i Odense, så det var om at få det til at glide.
   Lisa havde trænet hårdt med sine heste hele vinteren, og var klar med sit nummer. Derfor havde hun nu god tid.