Lørdag eftermiddag trillede en stor lastvogn ind på pladsen udenfor gården. Knud havde lavet den, som en slags parkeringsplads for besøgende og eventuelle kunder. Den lå lige udenfor atelieret, så Knud, der stod og arbejdede, fik straks øje på bilen og kaldte på Karen.
   - Nu kommer han, Karen. Lad os gå ud og vise ham, hvor han kan stille sit habengut.
   De var lige kommet ud, da den store lastvogn standsede. De spærrede øjnene en del op da de fik øje på to personer i førerhuset, og inden de kunne nå at sige noget, var de sprunget ud.
   - Hej, med jer. Torben var tilsyneladende i et mægtigt humør. - Ja, I må undskylde, men jeg tog altså Lene med. Hun har hjulpet mig med at læsse alt ragelset.
   - Jamen, velkommen begge to. Karen så på dem med en udefinerlig mine. - Nu vil Knud vise jer, hvor I kan læsse det af, og imens vil jeg gå ind og sætte vand over til en kop kaffe.
   Knud kunne mærke, at det ikke passede Karen, at Lene var med Torben.
   Da de havde overstået "indflytningen", og sad ved kaffebordet, kunne Torben nok se at det var tiden at komme med en forklaring.
   - Da jeg havde snakket med dig i telefonen, Knud, ringede jeg til Lene, for at fortælle den gode nyhed. Så var det, hun fortalte at hendes far havde sådan en stor vogn stående, og at jeg godt måtte låne den. Den hentede jeg så tidligt i morges, og Lene, som jeg for øvrigt snart skal giftes med, ville gerne hjælpe mig.
   Karen tøede en anelse op, da hun hørte at de skulle giftes.
   - Hvornår skal det så være, Torben?
   - Det ved vi ikke rigtigt endnu, men vel nok når vi finder en egnet residens engang. Han smilede til Lene, der så meget desorienteret ud. Det var ikke noget de havde snakket om, men hun holdt masken, da hun godt vidste, at det var noget der betød meget for Karen. Lene var ligeglad med om de skulle leve på polsk, eller giftes.
   - Nå, men vi må vel hellere komme ud og bytte biler, ikke sandt, lille skat? Torben kikkede kærligt på Lene og rejste sig op.

Julen tilbragte den lille familie på Malergården, hvor Karen havde samlet både sin og Knuds familie i alle tre dage.
   Torben tilbragte juleaften ude hos Lenes familie, som han lærte rigtigt at kende på den måde.
   Han havde lovet at deltage i julefrokosten, juledag, ude på Malergården. Lene ville helst blive hos sine forældre, for at deltage i den traditionelle familiefrokost.
   Mads og Anna var naturligvis genstand for stor opmærksomhed. Især fra den del af familien, der boede længst væk.
   Der var ikke mange af gæsterne, der lagde mærke til Annas særheder, såsom afsky for bløde ting og væmmelse ved kropskontakt. Hendes smukke ydre overstrålede fuldstændig disse skavanker.
   Karen havde været inde hos en psykolog i Varde med hende, men han kunne kun fortælle, at det var umuligt i så tidlig en alder at sige noget bestemt, men han syntes at den indelukkethed, Anna viste, kunne være tegn på en hvis form for autisme, men han ville vente til hun var et par år med at komme med en reel vurdering i samråd med amtspsykologen.
   Karen var blevet noget nedtrykt efter denne konsultation, men heldigvis var julen kommet og havde lagt beslag på hendes tid.

Torben, og Lenes far, fiskehandler Anton Svendsen, sad og nød en øl efter den dejlige julemad, Lenes mor, Gudrun, havde lavet. De to kvinder var gået i gang med opvasken, så mændene kunne tale uforstyrret sammen.
   - Sig mig engang, Torben, man hører så meget, når man hver dag står i en forretning. Jeg mener at have hørt noget om, at der hviler en forbandelse over Malerfamilien ude på Malergården. Hvad mener du om det?
   - Det har vist ikke noget på sig, Anton, det er sikkert bare en skrøne, som er opstået fordi der måske er agurketid i sognet. Jeg mener, der var da ingen der sagde noget om nogen form for forbandelse, da Malergården i sin tid brændte, vel? Så det mener jeg ikke der kan være noget om.
   Torben prøvede at skifte emne, men det var svært, for nu kom Gudrun ind og fortsatte: Jeg så den lille Anna forleden dag. Hun er ganske vist yndig, men hun er da ikke helt normal. Hun ville ikke engang smile når jeg dikkede hende på hagen. Det gør de andre spædbørn da ellers.
   Heldigvis kom Lene ind og fortalte, at der var lavet kaffe, som blev serveret i den anden stue, og de kom ind på nogle andre emner.

Karen og Knud var blevet meget nysgerrige med hensyn til de mange beretninger, der var om Sai Babas mirakuløse helbredelser. De tænkte begge på Anna, som de godt kunne se, ikke udviklede sig helt som andre børn. De købte derfor en del bøger, både af ham og med ham.
   Karen turde ikke fortælle sin far om deres store interesse for Sai Baba, men nøjedes med at virke begejstret for Indien.
   Torben lånte også bøgerne, som han læste med større og større begejstring. Han gik dog ikke længere, end at han syntes det var interessant, uden dog at ville lave noget om på sit liv.
   Karen var nok den af de tre, der blev mest overbevist om at hans lære var den rette. Det betød samtidig, at hun blev mere og mere omgængelig. Hun var blevet en helt anden, mente Knud, der dog ikke kunne lade være med at bemærke hendes bekymring over, at Anna ikke var normal.
   Knud tænkte igen og igen på den gamle historie med kalken, og tog så en rask beslutning.
   - Karen, kom lige herind et øjeblik!
   Knud sad og kikkede i nogle brochurer over rejser til Indien.
   - Ja, min ven.
   Hun stod i døråbningen til "hulen", hvor Knud sad.
   - Jeg har tænkt på, om du ikke kunne tænke dig at tage ned og besøge Sai Baba i hans ashram. Jeg mener, det kunne da være at han kunne gøre noget for Anna, for både du og jeg vil selvfølgelig gerne se hende vokse op og få en normal tilværelse.
   Karen skulle lige til at protestere, men begyndte så at tænke på Anna. Der kunne da ikke ske noget ved at tage derned. De havde råd til det.
   - Tanken tiltaler mig, Knud, men jeg vil have dig med.
   - Desværre, lille skat, jeg har en del udstillinger at tage hensyn til, og jeg er sikker på, at du kan henvende dig til Varde-gruppen for Sai Baba tilhængere, og få nogle gode og praktiske råd der. Kan du ikke huske at foredragsholderen netop sagde det?
   Karen ville helst have Knud med, men var klar over at han prioriterede sin malerivirksomhed højere end at rejse. Hendes største problem var nu hvordan hun skulle forklare sine forældre at hun tog derned uden Knud.

Knud ringede til Åge Carlsen, formanden for den lille gruppe af Sai Baba tilhængere, der holdt til i kælderen under en af byens kirker. Han fik at vide at man netop var ved at arrangere en mindre grupperejse til ashrammen, og at Karen selvfølgelig var velkommen til at tage med. Hun skulle blot betale rejsepengene en af de nærmeste dage, da de ikke var i stand til at lægge ud for hende. Knud lod Karen, der stod ved siden af, snakke lidt med formanden, og de aftalte at rejse derned den 1. februar. På denne årstid var temperaturen til at holde ud, og mesteren ville være i sin ashram.
   - Mener du at det er nødvendigt at Anna tager med derned, Åge?
   - Nej, Karen, det er det ikke. Du skriver blot et brev til mesteren, og giver ham det ved en af de daglige darshans, og skulle du være så uheldig at han ikke når at få det, kan jeg fortælle dig, at han allerede ved hvad der står i det, når du skriver det. Han har mange gange besvaret breve, mens han stod med dem, uåbnede, i hånden. I mange tilfælde vil han efterkomme folks ønsker, men bliv ikke skuffet, hvis det ikke sker. Det har noget med karma at gøre.

- Jeg rejser til Indien, mor!
   Karen mente, at hun lige så godt kunne sige det først som sidst, så hun kørte over til sine forældre næste formiddag, mens Knud passede de to unger.
   - Hvad siger du, Karen, tager du til Indien...? Sammen med Knud, eller hvad? Erna lagde strikketøjet og så undersøgende på datteren.
   Karen smilede mildt til sin mor.
   - Nej, lille mor, det bliver sammen med seks andre kvinder fra Varde.
   - Nu må du nok hellere komme med en forklaring, bette pige. Ikke fordi jeg skal blande mig i dit liv, men der er noget der siger mig, gamle kone, at der er noget uldent ved den historie, og Karen, nu skal du ikke prøve på at fortælle mig, at det er for at se Indien, for du har i grunden aldrig brudt dig særligt meget om at rejse, vel min pige?
   Hendes mor så hende dybt i øjnene.
   Karen brød sig absolut ikke om at lyve, så hun valgte at fortælle sin mor sandheden, men selvfølgelig på en nænsom måde.
   Da hun var færdig, tog Erna sin datters hænder i sine.
   - Lille søde Karen, hvad du end laver skal du vide at du kan komme hjem til dine forældre med dine problemer, men du skal dog også vide, at det ikke er noget, far eller jeg billiger. Det du er igang med nu går jo direkte imod vores trosretning. Der er dog en formildende omstændighed, og det er hensynet til Anna. Hvis det virkelig kan hjælpe hende, at du tager derned, har du da opnået en stor ting. Dermed ikke sagt at far jeg tror på det, men følg dit hjerte, min pige, og tænkt dig godt om med hensyn til hvad du er i færd med.
   - Mor, jeg tager først og fremmest derned for Annas skyld, og så fordi jeg mener at man kun kan bedømme andre religioner ved at lære dem at kende.
   - Ja, for hvis du skulle blive hindu, hvad jeg selvfølgelig ikke tror, så mener jeg ikke at du bør komme i folkekirken mere. Jeg skal i øvrigt nok fortælle din far det, når han kommer hjem fra byen, på min egen stille måde, ellers eksploderer han da.

Kresten sad i sit store nye borgmesterkontor en formiddag, hvor apotekeren kom ind for at få sig en tår øl, noget han ikke måtte få hjemme hos konen.
   Borgmesteren havde det på samme måde, og var klar over hvad ærindet gjaldt. Han skyndte sig derfor at dreje for persiennerne, så man ikke kunne kikke ind. Men folk vidste godt hvad der var på færde, når de var trukket for. Ligeledes hængte han et skilt uden på døren, hvor der stod: Vil ikke forstyrres.
   - Nå, kære Arnold, hvad har vi så at drøfte i dag?
   Borgmesteren fremkom med det bedste rævesmil, han kunne præstere.
   - Jae, der er nu ikke så meget i øjeblikket, Kresten, men en tår øl kunne måske få et eller andet gravet frem fra den gamle hukommelse, og så hvis du havde en enkelt Gammel Dansk i pengeskabet derhenne, var det vel heller ikke af vejen?
   - Nåe ja, fordi vi er afholdsfolk, sker der vel ikke noget ved at tage for en enkelt styver Gammel Dansk, som Jeppe sagde til skomageren i Holbergs gode gamle teaterstykke.
   Borgmesteren gik hen til pengeskabet og tog en flaske frem.
   - Rent bortset fra, at han sagde brændevin, så er det da rigtig nok, Kresten, lo apotekeren. - Har du forresten hørt at en flok kvinder tager til Indien her til den første, og at Knuds Karen er en af dem?
   Borgmesteren havde hørt rygtet tidligere på dagen, og blev derfor ikke overrasket.
   - Skal de mon derned og bo, Arnold, grinede han så den store vom gyngede.
   - Nej, Kresten, de skal vist på en slags studietur, ned til en guru, eller sådan noget. Jeg ved såmænd ikke så meget om det endnu, men det skal Ilse nok snart finde ud af.
   - Ser man det, ser man det. Kresten trommede lidt med fingrene på vindueskarmen, og så spekulativ ud. - Pokker ved om Jakob er klar over at hans datter er ved at omvende sig. Det må vi da vist lige lade et par ord falde om til det næste menighedsrådsmøde. Skål du gamle!

Jakob havde fået det at vide af sin kone, og var blevet noget sur, men havde bestemt sig til at tie med det overfor andre, og heller ikke diskutere det med Karen. Han ville lade hende rejse derned først, og så tale med hende når hun kom hjem.
   Den samme dag havde Jakob besøgt frisøren, der også havde hørt noget om den kommende Indientur.
   - Hvad så, præst, bringer du nogle gode nyheder? Det er jo agurketid i øjeblikket. Her oven på julen er der ikke rigtig noget at rende med.
   Han fremførte et listigt smil samtidig med at han gav Jakob beskyttelsesklædet på.
   - Jeg tror såmænd ikke der er noget særligt, John. Det skulle da lige være at jeg synes borgmesteren og apotekeren drikker lidt rigeligt. Det er jo lige meget hvornår vi går forbi rådhuset, så er persiennerne drejet så man ikke kan se ind, og det er da et tydeligt tegn, ikke? Præsten kom med et skævt smil.
   Barberen begyndte at massere hovedbunden med noget ægshampoo.
   - Det var nu ikke lige det jeg tænkte på, Jakob. Der er nogle små fugle, der synger noget om at nogle piger tager til Indien, og at Karen er med deriblandt, kom det lidt svagt fra barberen, mens han førte præsten hen til kummen, så håret kunne blive skyllet igennem.
   Det var en tiltrængt lille pause, Jakob fik da han stod med hovedet under vandstrålerne, men han var klar over at han ikke undgik at svare på spørgsmålet da han kom op i stolen igen.
   - Det må da være nogle Kolibrier du hentyder til, John, for jeg har selv lige fået det at vide, og jeg regner med at de skal ned for at studere kunst. Du ved jo at Karen er glad for at male, så det er nok derfor, skal du se.
   Barberen opgav at fritte yderligere ud, og gjorde sit arbejde færdigt.