Nu skete der noget, som de godt nok havde forventet på hele turen, men hidtil havde været forskånet for; og det var at motoren ikke ville køre ordentligt når den blev varm, og det var meget irriterende, især da de havde glædet sig til at besøge Paris.
   Det begyndte så småt på vej ud af Bayonne, og de kørte så ind på et værksted for at få den repareret, men fik den nedslående meddelelse, at man ikke kunne reparere engelske biler, og de regnede heller ikke med at der var andre i Frankrig, der havde reservedele til en sådan motor.
   De fire blev så enige om at prøve at køre den nærmeste vej til den tyske grænse. Peter var nemlig overbevist om at det kunne lade sig gøre at få den repareret i Tyskland. De andre var klar over at der nok ikke var andet at gøre, selv om de havde glædet sig til at komme til Paris. De tog kortet frem, og fandt ud af at det var bedst at køre over Bordeaux, og sætte kursen mod Strassbourg ad de normalt små landeveje, da de ikke kunne påregne at kunne køre ret stærkt, og at de tilmed måske skulle holde mange pauser (det var da godt, at de havde god tid).
   De gav sig dog tid til at beundre de brede boulevarder og de mange pragtfulde bygninger i Bordeaux, samtidig med at de købte proviant til den, måske, besværlige tur.

Det var sidst på eftermiddagen, og de havde en af de talrige pauser ved en lille bjergby, Bellac, og bussen holdt på en rasteplads lige før et vejkryds. Pludselig fik Peter øje på en folkevogn, som kørte meget stærkt ned af en bjergvej. Den tudede og tudede, som om den ville gøre opmærksom på noget.
   - Den kan da vist ikke bremse, udbrød Tina, som også så bekymret mod den hurtige bil.
   - Se der!, sagde Ole og pegede i en anden retning. - Der er sgu en bil, der kører ud mod krydset, hvor folkevognen kommer lige om lidt.
   Det så ud til at blive en faretruende situation, med folkevognen, som kørte med stor hastighed ned mod krydset, og den anden, som tilsyneladende ikke havde set eller hørt folkevognen, men var på vej ud i krydset.
   Der lød ingen hvinende bremser, men et ordentlig brag lidt efter, og så vidste de fire nok, hvad der var sket. Peter startede omgående bussen, og mens han hurtigt kørte hen til ulykkesstedet, fandt de andre noget materiel frem, så de var parat til en hurtig indsats.
   Da de nåede krydset, mødte der dem et rystende syn; folkevognen var kørt lige ind i siden på en hvid Mercedes, hvor en person sad med hovedet ned i rattet. Der var ingen i folkevognen, men da de kiggede lidt til højre, så de en mand ligge i grøften.
   - Sørger I lige for nogle advarselstrekanter, råbte Ole til pigerne, som ellers var på vej med taskerne. Her var der ikke tid til at diskutere, så pigerne gjorde det, selv om de havde noget andet i tankerne. Peter og Ole havde fået hver en førstehjælpstaske og løb hen til hver sin sårede.
   I bussen var der heldigvis fire advarselstrekanter, som blev placeret på alle fire tilstødende veje med en afstand af ca. hundrede meter hver fra ulykkesstedet.
   Efter at Tina havde anbragt sine to, løb hun op til det nærmeste hus, som var ca. 200 meter borte, og da hun ankom, var der to ældre mennesker, som var gået ud for at se hvad der var sket, idet de havde hørt braget. Da Tina kunne lidt fransk, kunne hun forstå, at de allerede havde alarmeret de rigtige instanser.
   Hun løb derefter tilbage for at være de andre behjælpelige, og så at der var ved at komme mange tilskuere, som hun prøvede at få til at hjælpe med at dirigere færdslen udenom, og det lykkedes heldigvis.
   Ulla nåede hurtigt tilbage, og så at Ole havde problemer med manden i Mercedes'en. Hun løb derfor derhen for at hjælpe med at få ham ud, og da der lugtede af benzin, vidste de, at der var eksplosionsfare, og derfor skulle have ham hurtigt ud.
   Peter var henne ved folkevognsføreren, som havde ligget nede i grøften, på ryggen, og der lød en uhyggelig rallende lyd fra hans mund. Peter vidste at der kunne være tale om mange indre læsioner, og var klar over at han ikke kunne blive liggende på ryggen, da han så hurtigt ville blive kvalt, fordi han var bevidstløs, og som følge deraf ikke kunne synke det blod, som muligvis var i lungerne, plus at tungeroden kunne falde tilbage og spærre for luftvejen.
   Der var ingen særlige ydre læsioner at se, ud over en del rifter rundt omkring. Men Peter vidste udmærket at det kunne bedrage, og få nogle til at tro at han måske ikke kommet noget særligt til. Sådan en tur ud gennem forruden betyder for det meste mindst en brækket ryg, og en del lunge- og buglæsioner, hvor blødningerne, som ikke kan ses, ofte kan forårsage shock og dermed risiko for at dø hurtigt, hvis der ikke bliver gjort noget meget hurtigt.
   Der var lige nøjagtig plads nok i grøften til at manden kunne lægges i en tillempet form for aflåst sideleje, således at han næsten lå i "fosterstilling", og på en sådan måde, at der var frie luftveje.
   Dette var Peter lige ved at være færdig med da Tina ankom med et tæppe.
   - Fik du ringet? Peter så op på hende.
   - Ja, der var nogle der havde set det og fået alarmeret.
   - Godt nok, Tina. Vil du lige hjælpe med at få tæppet ned omkring ham så han ikke fryser?.
   Samtidig med at de lagde tæppet på og pakkede ham ind, forsøgte Tina at komme i kontakt med ham for at berolige ham, da hun vidste at hørelsen i de fleste tilfælde var noget af det sidste man mister, og derfor var det af stor betydning at tale med ham, selv om man ikke kunne få svar.
   Da de var færdige med behandlingen, sad hun og holdt ham i hånden samtidig med at Peter observerede vejrtrækningen.
   Tina prøvede at sige til manden, at hvis han kunne høre hende, om han så ville give hende et lille klem i hånden, og hun synes at kunne mærke et sådant lidt efter. Ulla og Ole havde fået "deres mand" fri, og fået ham ind i rabatten. De havde ydet trinvis førstehjælp på ham og fundet ud af at han var bevidstløs, men trak vejret. Der var samtidig åbent skinnebensbrud, men ingen større blødning at se. Der kom lidt skummende blod ud fra mundvigene, som var et tydeligt symptom på en form for lungelæsion. Han skulle derfor lejres i aflåst sideleje på den syge side, som de vurderede var den venstre, altså påkørselssiden; så kunne den raske lunge arbejde bedre.
   De havde lige fået ham pakket ind i nogle tæpper, der lå i hans bil, da de kunne høre et udrykningshorn i det fjerne.
   Det var en stor vogn med læge og sygeplejerske, og de kiggede noget videre på den store bus med røde kors på siderne, men de havde for travlt til at kommentere det.
   Da ambulancen var kørt med de tilskadekomne, ankom politiet, som skulle have optaget rapport.
   - Det er da godt vi har dig med, sagde Peter, henvendt til Tina, - de franskmænd kan åbenbart ikke andet end deres eget sprog.
   De var omkring en halv time om at afgive forklaring før politiet var tilfreds.

Strassbourg er en stor by med ca. 234000 indbyggere, og der er meget at opleve for dem der interesserer sig for arkitektur og museer.
   Da de fire venner ankom hertil, efter en besværlig tur med megen bjergkørsel, blev de enige om at tilbringe et par dage her, inden de kørte over grænsen til Tyskland, og da det var søndag d. 8.aug., var der ikke meget trafik i selve byen. De kørte derfor direkte derind, og fandt ud af at det meste af det der var værd at se, var omkring centrum. Derfor parkerede de bussen i nærheden af den store Katedral, Notre Dame, som rager højt op over de andre huse i bymidten.
   De var oppe og se det berømte astronomiske ur, som stammer fra det 14. århundrede, og lige ved siden af katedralen ligger Chateau de Rohan, som er en glimrende eksponent for fransk 18. årh., og rummer et interessant museum; her var de også inde.
   Der var også andre betydelige museer i nærheden, som de havde stor glæde af at besøge.

De kørte senere forbi Europaparlementet, men det sagde dem ikke noget særligt, og de fortsatte derfor til den Tyske grænse, som de ikke havde problemer med at passere, udover at en nysgerrig tolder stod og så temmelig længe på skålen med de flotte "sten", men han sagde ikke noget. Måske var det også fordi Peter spurgte ham, hvor han mente at de kunne få repareret bussen.
   Han stod og tænkte sig om, og sagde, at han mente at der var gode muligheder i OberKirch, som ligger på vejen til Stuttgart.
   De fandt godt nok et større værksted i forbindelse med en forretning, der så ud til at handle med engelske biler. Peter forklarede værkføreren om den defekte motor, og værkføreren bad om at få bussen ind i gården, så ville en af mekanikerne se på den, for det var ikke muligt at få den ind på værkstedet.

Efter at have skilt noget af motoren ad, fandt han frem til fejlen, og til alt held havde han de nødvendige reservedele liggende på lageret. Heldigvis blev han færdig inden fyraften, så de var fri for at overnatte i gården. Det var en dejlig fornemmelse at køre nu uden at tænke på motoren.
   De overnattede i Heidelberg, og kørte næste dag langs den smukke flod, Rhinen, hvor de var oppe og besøge nogle af de gamle borge samt Lorelei klippen, hvorfra der er en fantastisk flot udsigt.
   I Køln var de naturligvis inde og se den flotte Kølner- Dom, som var under restaurering; der var i hvert fald stillads omkring den.
   Efter en overnatning i Hannover, kørte de ad motorvejen, og nåede hjem til Odense sidst på aftenen.
   De snakkede om, på det sidste stykke af motorvejen over Fyn, at det, på trods af ændrede planer, vel nok havde været noget af et eventyr, de havde været ude på.
   - Det bliver nu alligevel dejligt at komme hjem og fortælle ungerne om det, smilede Ulla, og så ud på de fynske gule kornmarker, som var ved at blive høstet.
   Tina, som sad ved siden af Ulla oppe på øverste dæk, fulgte hendes blik.
   - Ja, der er mange ting vi kan få ordnet på de lange vinteraftener, hvis vi da ikke når at tage ud på en tur til.
   De to veninder så smilende på hinanden.