Efter en rolig overnatning på Lahores politistations areal, kom den lille ekspedition næste dag til den indiske grænse, hvor der skulle udfyldes en masse skemaer, og hvor man skulle vide alt om de familiære forhold, og alle de tekniske apparater skulle igen registreres. Det gjaldt både på den pakistanske og indiske side.
Inderne var meget omhyggelige med at undersøge bussen, som skabte stor opmærksomhed, da man vist aldrig før havde set sådan en på toldstationen.
Der gik ca. fem timer med de forskellige formaliteter, og der var ikke en vind, der rørte sig. Temperaturen lå på ca. 35 grader.
De blev alle fire noget utilpas af varmen, som de endnu ikke var vant til.
De havde, til alt held, taget en masse salttabletter med, og var klar over at der skulle indtages store mængder væske. De turde ikke mere bruge vandet fra bussens tank, som drikkevand. Derfor købte de en masse på plastikflasker, idet man blev frarådet, i disse lande, at drikke vand fra hanerne, da bakteriefloraen er voldsom på grund af varmen.
De kørte langt om længe ind i Indien, og forskellen var stor på de to nabolande, som engang var et rige, blandt andet under engelsk herredømme.
De bemærkede omgående de hellige køer, der færdedes frit og kunne være en del generende for trafikken, som var noget større her end i Pakistan.
De nåede ret hurtigt storbyen Amritsar, som ligger i provinsen Punjab (den rigeste provins i Indien med en befolkning på 17 millioner mennesker).
I Punjab er Sikherne i flertal, og deres tro blev grundlagt af en guru, som hed Nanak. Han var hindu og døde i 1539. Det var en af hans efterfølgende guruer, som i 1604 byggede det berømte "gyldne tempel" i Amritsar. Dette havde de fire venner læst en del om, og havde i sinde at besøge dette flotte bygningsværk inden de kørte videre mod Delhi.
De overnattede på en campingplads i Amritsar, og kørte næste dag ud til det flotte tempel. Det var en oplevelse af de helt store. Man skulle vaske fødderne inden man kom ind.
Indenfor var gulvet altid pyntet med friske blomster, mest holdt i gult og rødt. Selve templet var anbragt midt i en stor sø, hvor det spejlede sig smukt i vandet.
De indfødte, som sad og spillede og sang religiøse sange, værdigede dem ikke et blik. De var vel vant til turister.
Dette smukke tempel var desværre også rammen omkring en grufuld massakre, hvor 200 mennesker blev dræbt da nogle yderligtgående Sikher besatte det en del år tidligere, og nogle regeringssoldater stormede det.
De blev i den berømte by til næste dag, og nåede at komme ind på en restaurant og smage på en ret man kaldte Dall. Den var lavet af linser, og man kunne vel nærmest betegne den som linsesuppe.
Det var en prøvelse at køre på hovedvejen til Delhi, en strækning på ca. 400 km, og der var mange hellige køer på vejen, som ofte gik ude midt på den, og så måtte trafikken pænt vente.
Det hændte også tit, at de lå og tyggede drøv midt på kørebanen, og så måtte trafikanterne se om de kunne komme udenom, eventuelt ved at køre ud i rabatten, med fare for at sidde fast.
Der var også mange gribbe, som ventede på et godt måltid, når en ko bukkede under, enten af sygdom, eller sult.
Der var, overalt i Indien, mange mennesker, og det var ligegyldigt til hvilken side man kiggede, så syntes der altid at være mennesker.
De var altid smilende og rare, men de fire fik nok at lave med det de i grunden var taget ned for, nemlig at udføre en form for humanitær indsats, som at hjælpe mennesker i nød. Det var næsten en umulig opgave i dette land med så mange fattige og udhungrede mennesker.
Der var mange, som, især i byerne, lå i vejens rabat og var ved at dø, måske af både sygdom og sult.
De standsede i nærheden af en lille by, som ligger ca. 100 km før Delhi.
Her fik de øje på en lille pige, der sad op af et træ i rabatten og hang med hovedet. Hun så ud til at være omkring 12 år.
Hendes hoved var fyldt med fluer, og hendes arme og ben var hævede. De gik alle fire ud for at se om der var noget de kunne gøre, og lagde godt mærke til, at der, lidt længere inde, i en lille lund, var nogle faldefærdige hytter, men de tog sig af pigen, som så meget underernæret ud.
Tina prøvede at komme i kontakt med hende, men pigen rystede bare på hovedet som igen faldt ned på brystet.
De syntes alle fire, at det var mærkeligt, at der ikke var nogen i hytterne, der tog sig af hende, men Peter og Ole bar hende ind i bussen og lagde hende på båren, mens Ulla og Tina lavede noget sæbevand, som de ville vaske de sår hun desværre også havde.
De havde en del colaer liggende, som de mente var gode at drikke, hvis man havde et maveonde. Og da de ikke vidste hvad hun fejlede, prøvede de om hun kunne få lidt ned.
Da hun havde fået et par slurke, gik det lidt bedre med hende, og hun kunne selv holde dåsen, mens hun så på dem med nogle store taknemmelige blikke.
Ulla led meget under den kraftige varme, og måtte drikke meget vand, og tage nogle salttabletter, for at undgå hovedpine.
Den lille pige fik også en del vand at drikke. De bød hende noget frugt, som hun begærligt guffede i sig. Hun fik det ret hurtigt bedre, og tog pludselig fat i Tinas hånd og gjorde tegn til at de skulle følge med.
De forstod ikke hvad hun sagde, men fulgte hende alligevel over til nogle hytter, som havde lervægge og stråtage. Udenfor sad nogle gamle kvinder og lavede gødningskager, æltet af kogødning og vand. Det brugte man som brændsel efter tørring, idet træ var en mangelvare i denne egn af landet.
Da de kom nærmere, hørte de lyden af nogle skønne sange. Det viste sig at være nogle mænd, som sad og sang Bhajans (religiøse sange) inde i den ene hytte.
De fire blev stående ved indgangen til hytten, da de ikke ville forstyrre de syngende mænd.
Den lille pige gik ind, og sangen forstummede.
Hun kom kort efter ud med tre mænd, som viste sig at være hendes to brødre og sin far.
Brødrene, som af og til, når der var råd til det, gik i skole, talte et udmærket engelsk.
De fortalte at de næsten ikke havde noget mad tilbage fra den tidligere høst, men deres tro på gud var stor (de var hinduer), og derfor havde de sat den syge søster ud til vejkanten og var gået ind for at synge nogle af de utallige lovsange, som renser luften og havde bedt gud om hjælp i deres afmagt.
Det gav de fire noget at tænke over, og Ulla hentede en pose frugter til familien, vel vidende, at det ikke hjalp meget, men familien var meget taknemmelige, og det viste de ved at samle hænderne foran og bukke let.
Peter, som kørte bussen resten af vejen til Delhi, tænkte meget over de bøger han havde læst om hinduismen, især om deres tro på reinkarnation .
Han havde læst en del om en meget berømt guru, nemlig Sai Baba, som boede i Sydindien, og som blandt andet var i stand til at materialisere ting ud fra den blå luft.
Denne mand opholdt sig mest i en mindre by, Puttaparti, hvor han havde sin Ashram (en slags skole), og her udførte han mange af sine mirakler, så som at fremstille Vibuti (hellig aske) ud af sine fremstrakte hænder under sine daglige Darshans (en måde at møde ham på hver dag). Han materialiserede også små ting, som halskæder o. lign., bare ved hjælp af nogle cirklende bevægelser med hænderne.
Alt dette gør han kun for at få folk til at tro på det han kalder kærlighedens religion.
Ulla sad og tænkte på nogenlunde det samme. Hun havde været med Peter til et foredrag, hvor de havde set film om ham. Hun havde fået det indtryk af hans religion, at det drejede sig mest om næstekærligheden, altså at være hjælpsomme, uegennyttige og uselviske.
Tina sad og spekulerede på om de mennesker, de lige havde talt med, havde været meget beregnende, da de havde sat den lille pige ud til vejen.
Ole tænkte faktisk ikke ret meget lige nu, idet han havde fået ondt i hovedet, sandsynligvis på grund af varme og væskemangel, så han hentede en flaske vand nede i køleskabet.
Vejen til Delhi gik igennem noget meget frodigt landbrugsland, og en del fabrikker var der også på ruten.
Delhi er en by med ca. 7-8 millioner mennesker af alle slags.
Der var mange forældreløse børn, som lå og sov på gaderne. Der var også mange syge og gamle, uden nogen anden bopæl end nogle få klude, som de svøbte om sig om natten.
Der var store pladser, som var fyldt med disse stakler, og her holdt gribbene også til. Men alle var rare og flinke mod de fremmede, og kriminaliteten var meget lav her, som den er overalt i Indien.