Karen syntes ikke der var nogen grund til at hun tog med Knud over til Fredericia. Hun havde rigeligt at gøre med at passe Mads. Og desuden havde hun også i sinde at komme igang med at få malet et par akvareller til forårsudstillingen. Knud tog derfor afsted alene i den store kassevogn, han havde lejet til formålet.
   Han ankom som sædvanlig dagen før udstillingen til ferniseringen, og prøvede at tilfredsstille alle de nysgerrige reportere, og de sædvanlige samlere, som efterhånden var kommet på meget venskabelig fod med Knud.
   Han ringede også til sine forældre i Odense for at høre om de kom over for at se hans mange, måske lidt for hurtigt malede, billeder. Det mente de ikke de fik tid til, men ønskede ham alt muligt held med udstillingen.
   Knud blev interviewet af såvel de landsdækkende, som de lokale tvstationer. Der var også anmeldere fra aviser og ugeblade, der ønskede nogle udtalelser. Det var folk Knud havde talt med på tidligere udstillinger, og derfor havde det ret afslappet med.
   Pludselig holdt han inde med sin forklarende ordstrøm. De omkringstående holdt op med at notere ned på deres blokke, og kikkede i den retning Knuds opmærksomhed var henledt på.
   Henne i hjørnet - lige indenfor døren - stod en yndig mørkrødhåret dame og smilede i retning mod dem.
   - Er det ikke hende cirkusprinsessen fra cirkus Dania? En stor reporter fra Jyllandsposten henvendte sig til sin kollega fra Jydske Vestkysten, med en dæmpet stemme.
   - Jo det er sgu da, mand, hvad fa'en skal hun her? Lad os gå over og snakke lidt med hende.
   - Nej, for pokker da, lad os lige observere hende først, du, måske er der noget sladder i kikkerten, grinede den store tykke fra Jyllandsposten.
   Knud mente at han havde sagt nok til reporterne, og gik derfra over mod Lisa, som på trods af årstiden havde en lårkort sort lædernederdel på.
   - Hej, Lisa! Knuds hjerte dunkede noget kraftigere, da han kom over til hende.
   - Hej, skat!
   Knud vendte sig om, for at se om der var nogen, der hørte dem. Reporterne stod tilsyneladende og talte med hinanden et godt stykke derfra, så Knud mente at de godt kunne tale nogenlunde uforstyrret sammen.
   - Hvad bringer dig hertil, kære Lisa? Knud smilede til hende.
   - Dig, min skat. Hun besvarede smilet. - Du havde da vel ikke troet, det var billederne? Hun var ved at tage ham i hånden, men kom så lige i tanker om hvor de var, og tog den til sig.
   - Hvad tid er du færdig i aften, ven? Hendes ansigtsudtryk fortalte reporterne i baggrunden mere end godt var.
   - Jeg regner med at tage hen på hotel Kronprinds Frederik klokken otte i aften. Hvorfor det?
   - Fordi jeg tilfældigvis havde tænkt mig at lade dig invitere mig ud at spise i aften. Hun så på ham med et gennemborende blik. - Jeg kender et udmærket sted i midtbyen, hvor vi kan sidde og spise ugenert.

Hun havde fuldstændig ret. Det var virkelig et sted de kunne sidde, uden at blive overbegloet. De fik en lille bås for dem selv, og der var ret dunkelt i deres ende af lokalet. Lisa havde fået kuverterne arrangeret således, at de kom til at sidde ved siden af hinanden.
   - Du må godt nok undskylde, smilede hun da de havde smagt på vinen, som tjeneren lige havde skænket, - men jeg kunne ikke dy mig da jeg så i avisen, at du skulle udstille her. Jeg savnede dig sådan, Knud. Jeg ved, det var forkert af mig at opsøge dig, men jeg kunne ikke lade være.
   Hun tog ham i hånden, og så alvorlig ud.
   - Jeg havde ikke givet mig til kende, hvis du havde haft Karen med, men da jeg fandt ud af at du var alene kom dyret frem i mig, hun prøvede at fremtvinge et smil.
   Tjeneren kom med den første ret, som var tarteletter med høns i asparges.
   - Jeg kan mægtig godt lide dig, Lisa, og det ved du udmærket, men du må kunne forstå, at jeg har et stort ansvar overfor dem derhjemme, og nu hvor jeg mener at have fået hele min hukommelse tilbage, kan jeg godt se at jeg ville blive dig en dårlig ægtemand, da min store interesse er, og bliver, maleriet.
   - Jeg ved det, Knud. Jeg ved det! Du må undskylde, men jeg kunne simpelthen ikke lade være da jeg erfarede at du skulle være her en uge. Kan vi ikke bare ses som venner en gang imellem? Og så måske hygge os lidt...? Hun så på ham med de mest bedårende og bedende øjne. Han skulle lige til at sige noget, da hun fortsatte:
   - Knud, Jeg er næsten altid på farten, og du kan vel nok se, at jeg ikke kan forvente at nogen normal mand vil binde sig til mig, hun tog fat i hans hånd og gav den et lille klem, - alligevel har jeg også behov for lidt mandlig omsorg en gang imellem, forstår du vel nok? Hendes smil fortalte, hvad hun mente med det.
   De sagde ikke ret meget mere under resten af den dejlige middag, men nød bare hinandens nærvær. Derefter kørte de ud til Kronprinds Frederik, hvor Lisa blev indskrevet som Knuds kone.

Karen stod, som sædvanlig, tidligt op, og gik ud for at hente avisen. Hun var meget spændt på at se anmeldelserne fra Knuds udstilling.
   Hun fik et chok da hun så et billede af Knud på forsiden, hvor han stod ved siden af Lisa. Der var en tekst, hvor der stod med store bogstaver: Prinsesse besøger berømt malers udstilling. Se side fire.
   Karen bladede straks derom, hvor der var nogle billeder af Knud, der strakte hånden frem mod Lisa, og de smilede begge to.
   "Åh, nej," tænkte hun, "hvad skal det nu til for, kunne den kvinde da ikke bare holde sig hjemme, og kan Knud stå for hendes charme"? Der var tusind tanker der fløj gennem hovedet, mens hun læste artiklen, der sydede af antydninger om et vist forhold mellem de to på billedet.
   Det varede ikke længe før telefonen ringede. Det var hendes mor, der også havde læst artiklen.
   - Hvad er det for noget, Karen, der er vel ikke noget mellem de to? Hendes stemme afslørede en hvis nervøsitet. - Jeg mener, de skriver det ikke direkte i avisen, men der er da nogle antydninger om et meget nært venskab mellem dem.
   - Bare rolig, mor, de er kun gode venner. Det var trods alt hende, der tog sig af Knud da han havde mistet hukommelsen, Karen prøvede på at lyde overbevisende, - men jeg tager nu alligevel derover for at finde ud af om der er noget som måske ikke tåler at se dagens lys. Vil du passe Mads imens, mor? Jeg regner med at være hjemme senest i aften igen.
   Karen kørte Mads over til Erna så snart de var kommet i tøjet..

- Godmorgen, min skat!
   Lisa lagde sig hen over Knud, og kyssede ham.
   - Ja, selv go'morgen. Knud gned søvnen af øjnene, efter at have besvaret hendes kys. De gik hurtigt i bad, og kom ned i restauranten til et dejligt stort tagselv morgenbord.
   - Gider du skænke kaffen, lille skat? Så går jeg over efter avisen, som nok er fuld af gode anmeldelser, grinte Knud. Han så på Lisa med et forelsket blik, der dog blev en anelse mere stramt, da han havde "Scannet" anmeldersiderne.
   - Hold da kæft, sikke nogle billeder der er i af os, Lisa.
   - Puha, lille Knud, hvis din kone ser dem, kommer du vist i bortforklaringsfasen.
   - Hvad pokker skal vi gøre ved det? Knud havde sat sig ned, og Lisa bemærkede at han rystede en smule på hænderne, samtidig med at han koldsvedte lidt.
   - Der er ikke andet at gøre, Knud, end at jeg må køre hjem nu, og så må du ringe og fortælle hende at jeg havde et ærinde i byen, og at jeg tilfældigvis kom forbi. Der står jo ikke noget i avisen om at jeg er her på hotellet, vel? Hun prøvede på at fremtvinge et smil.
   Knud blev lidt mere rolig, og tog mobiltelefonen frem fra jakkelommen. Han trykkede først sit eget nummer på Malergården, men der var telefonsvarer på. "Det var dog mærkeligt", tænkte han, og ringede derefter til præstegården.
   - Det er Erna, forkyndte en kølig stemme.
   - Er Karen ovre hos jer?
   - Nej, Knud, hun er på vej over for at besøge dig, og hun kan vel være der om en halv times tid. Nå, men jeg har lidt travlt, så du må ha' det, Knud. Bang! telefonrøret blev lagt hårdt på.
   Knud stod et øjeblik og kikkede på røret.
   - Hun kommer spilleme herover, Lisa, så du må nok hellere skynde dig op og pakke dine småting og se at komme af sted. Hun kan være i Fredericia i løbet af en halv time.

Knud var som sædvanlig til stede da udstillingen åbnede, og der var mange besøgende. Det var måske et resultat af avisernes omtale af Knuds bekendtskab med cirkusprinsessen.
   Karen ankom et kvarter senere, da der var blevet lidt mere roligt i den store hal.
   - Hej, skat! Knud prøvede at lyde overrasket, - hvad i alverden bringer dig til staden? Han ville give hende et velkomstkys, men blev afvist.
   - Lad nu være med at spille dum, du ved jo godt at jeg har set dig og Lisa i morgenavisen, og hun kom vel ikke bare for at se dine malerier, vel? Karen så på ham med et fast blik.
   - Hun havde et ærinde i byen, og ville så lige komme og hilse på mig, det er der vel ikke noget galt i? Hun er forlængst kørt ned på deres gård, og er vel igang med at træne heste.
   - Det kan godt være, at hun er kørt, Knud, men det er vist ikke ret længe siden, for da jeg var nede og spørge efter dig på hotellet, fortalte de mig at Knud og hans kone var kørt ret kort tid forinden. Hvad har du at sige til det, min "kære" mand?
   Karen havde anbragt hænderne i siden, og var ved at eksplodere af arrigskab. Knud bad hende om at gå med ind i et tilstødende værelse, hvor de kunne tale uforstyrret.
   Hun blev bedt om at tage plads på en stol, som stod ved et lille bord, og han satte sig overfor, og så på hende.
   - Ok, jeg lægger kortene på bordet, Karen. Knud pillede lidt nervøst på kanten af den ternede dug, der dækkede bordets mange ar efter forskellige typer fester. - Jeg har jo været dig utro i flere måneder med Lisa. Jeg mener selvfølgelig i den tid hvor jeg havde mistet min hukommelse, og så ved du også hvor svært det er at skilles fra en person man holder af, men jeg forstår godt din harme, lille skat. Jeg håber blot at du vil tilgive mig. Han prøvede at tage hendes hænder i sine, men hun trak dem til sig.
   - Knud, du har såret mig virkelig dybt, og du må ikke forlange at jeg sådan uden videre kan tilgive dig, for du kan vel nok se, at selv om man er blevet glad for en person, er der stadig noget der hedder ansvar, især når man har en kone og et barn. Da du havde mistet hukommelsen, var det måske nok tilgiveligt, men dette her er lige groft nok, og så tilmed på et hotel, men ok, jeg er parat til at prøve at tilgive, men det er kun fordi du er familiefar. Var det sket inden jeg blev gravid med Mads, er jeg ikke sikker på at jeg var blevet.
   Karen var faldet lidt mere til ro, og fik et mere afslappet udtryk i ansigtet. Tårerne kom stille og roligt frem i øjenkrogene. - Knud, jeg er meget alvorligt bange for at vores forhold ikke kan holde i det lange løb. Du har noget man vel kan kalde en bohemeånd i dig. Jeg mener, noget med at du er rastløs, og ikke kan slå dig til ro hos een kvinde. Du er på bunden en god og ærlig sjæl, men din karakter overfor det "svage" køn ser jo ud til at være meget svag. Du ved at man ikke er glade for skilsmisser i Indre Mission, derfor vil jeg give dig en chance til, på en betingelse!
   Knud havde også fået tårerne frem, og han tog, med en svag rysten i sine hænder, hende i hånden.
   - Og det er...?
   - At vi leverer kalken over i kirken, hvor den hører hjemme.
   Hun kikkede på ham med et meget sigende blik, der var rigeligt til at han forstod det.
   - Lille skat, du tror da vel ikke på alt det sludder med forbandelsen? Men hvis det er tilfældet, så er det i orden fra min side, jeg skal nok personligt aflevere den når jeg kommer hjem. Er det ok? - Ja, og så snakker vi ikke mere om det. Hun rejste sig, og gik hen mod døren. - Jeg regner med at du er hjemme sidst på ugen, og jeg kikker i avisen hver dag, der skulle jo nødig komme flere prekære billeder.
   Knud mente at kunne ane et lille blink i hendes ene øje. Han fulgte hende ud til bilen, og fik et lille kys til afsked.
   Udstillingen blev en stor succes for den talentfulde og berømte maler. Han fik rosende omtaler, og alle malerierne blev solgt til de forlangte priser.
   Hele vejen hjem var han i et blandet humør. Han var selvfølgelig glad for at udstillingen var gået godt, men også lidt nervøs for hvad den famøse artikel i avisen havde forårsaget af sladder i det lille sogn.
   Han måtte sande Lisas ord om at han nok kom i bortforklaringsfasen overfor familien. Heldigvis havde der ikke stået, at han var gået i seng med hende, men antydninger havde der været rigelige af, og i det lille samfund var det næsten lige så godt som facts.
   Knud tænkte især på svigermor, som havde været meget kølig i telefonen.