Om mandagen smurte Karen et par madpakker til de to venner, som på trods af den hårde efterårsvind ville ud, og henholdsvis male, og gå nogle ture i plantagen. Karen syntes det var for koldt for hende og Mads at tage med, og ville derfor blive hjemme.
   - Hvor skal vi hen, du?
   Torben var blevet frisk efter den store fest, og var parat til at komme ud og nyde naturen.
   - Der er en dejlig egn et par kilometer fremme, der er både læ og en god udsigt over havet. Knud pegede, og fandt nogle kulstifter frem.

Torben havde taget sin bedste fiskestang med, og gik ned til det frådende Vesterhav, da de var kommet ud til stedet. Her var der til alt uheld fralandsvind, og derfor meget lavvandet. Heldigvis havde han nogle waders på, som nåede helt op under armhulerne.
   Knud havde taget kikkerten med, og ville male et billede af vennen, som stod nede i strandkanten og kastede snøren ud den ene gang efter den anden, uden at få bid. Men pludselig gav det nogle ordentlige ryk i linen, og han var ved at falde bagover af bare forskrækkelse. Der blev halet og halet, og til sidst kom en stor fisk til syne.
   - Hvad siger du så, du gamle...? Torben kom op og holdt den op foran Knuds ansigt, hvor den sprællede endnu, og Knud måtte tørre nogle saltvandsdråber væk fra kinden.
   - Den kan Karen og dig spise til aften, Torben, bare jeg slipper, for du ved da nok at jeg ikke er fiskespiser, kære ven, og der er heldigvis så meget tilovers fra festen, at det ikke er noget problem med mad til mig.
   De spiste derefter deres madpakker, hvortil Karen havde lagt et par øl i en pose ved siden af.

Klokken var blevet lidt over to inden de var færdige med maden, og Torben var lige ved at gå ned mod stranden med sin fiskestang igen, da han fik øje på et par cyklister i det fjerne.
   - Lån mig lige din kikkert, Knud, jeg tror spilleme den ene er Lene. Han indstillede hurtigt kikkerten. - Det er det søreme også, udbrød han glad. Men stemmen kølnedes lidt, da han fortsatte: - Tror du hun vil hilse på mig? Han ventede ikke på svar, men fortsatte: - Den anden er vist Lillian, Knud, det er spilleme de to tøser, der er på vej. Hans hjerte hoppede af glæde. Ganske vist havde han ikke set noget til Lene siden de var sammen på Malergården sidste år, men hvad pokker, de var da ikke skiltes som uvenner.
   Knud havde ikke fortalt ham om sit møde med Lillian nogle dage før, men det var han nok nødt til nu.
   - Hej, nå I er nok ved at male?
   Lillian stod først af cyklen.
   - Hej med jer! Nej det er nu kun Knud der gør det. Torben pillede nervøst ved sin fiskestang, og så på Lene, som kom lige efter Lillian, men hun stak ham et smil.
   - Hvad laver I helt herude? Knud mente at han nok hellere måtte fortsætte konversationen, da han kunne fornemme vennens nervøsitet.
   - Vi kommer lige fra arbejde, og er på vej hjem til mig, kom det fra Lene, som stak Torben endnu et varmt smil, der sagde: jeg kan godt lide dig stadigvæk.
   - Vil du med mig ned og fiske ved stranden, Lene? Torben var "kommet til sig selv", og gjorde tegn til at gå med hende under armen.
   Lenes udtryk i ansigtet fortalte bedre end ord, hvad hun mente om det.
   Knud gik ved siden af Lillian, bag Torben og Lene, der gik tæt omslyngede. Knud gav Lillian et par små kys når han mente de ikke blev set, men Torben vendte sig pludselig om.
   - Knud, jeg kan godt høre hvad I laver, og du skal bare vide at min mund er lukket med syv segl, du bestemmer over dit eget liv, min ven.

Karen gik og spekulerede på, at hun syntes Knud var blevet en smule underlig her på det sidste. Hun kunne ikke frigøre sig for den tanke, at det muligvis havde noget at gøre med kalken. Hun troede mere og mere på historien om at der hvilede en forbandelse over den der uretmæssigt fjernede en kalk fra kirken, derfor tog hun sin jakke på, og kørte over til forældrene på præstegården for at spørge sin far til råds, det mente hun godt at hun kunne nå inden "drengene" kom hjem. Hun ville naturligvis ikke sige direkte, at Knud havde taget den.
   Jakob var som sædvanligt fordybet i søndagens tekst, da datteren trådte ind i hans arbejdsværelse.
   - Hvad søren, er det dig, kære fru Jahnsen?
   Jakob var i et strålende humør, den dag. Han havde nemlig fundet en tekst i bibelen, som passede godt til den følgende søndagsprædiken.
   - Ja, lille far, det kan jeg jo ikke lyve mig fra, kom det drillende fra Karen. - Jeg har "parkeret" Mads ude hos mor i køkkenet, og hun regner med at du og jeg kommer ud om lidt og får en tår kaffe.
   - Jo tak, Karen, men det er vel ikke derfor du kommer herind, vel? Han så på hende hen over læsebrillerne, som denne gang sad usædvanligt langt nede på næsen, og han virkede derfor en del ældre.
   - Nej det har du selvfølgelig ret i.... Karen pillede lidt nervøst ved en af knapperne på sin cardigan, - Der er noget jeg har gået og spekuleret på, siden I opdagede det hulrum under altertavlen, far, jeg mener..., er det ikke rigtigt at man i gamle dage mente, at der hvilede en forbandelse over den eller de personer, som fjernede noget fra kirken?
   Jakob så først lidt alvorligt på hende, men den alvorlige mine blev afløst af et smil, da han kom i tanker om noget.
   - Jo du har da ret i, at hvis man stjæler noget, især en kalk eller en messehagel, mente man i gammel tid, at der hvilede en forbandelse over tyven, men det afladsbrev jeg har givet videre til biskoppen er ikke indbefattet, så bare rolig, lille Karen. Det hører egentlig slet ikke til i vores kirke, og kirkebøgerne har fået en god plads der. Han pegede op på en overfyldt reol, som stod op ad væggen bag skrivebordet. - Så du kan være ganske rolig, min ven.
   - Far, tror du i det hele taget på at man kan forbande nogen?
   Jakob så undersøgende på sin datter.
   - Personligt, gør jeg det vel ikke, men jeg kan da ikke lade være med at tænke på de mennesker, der udfører Voodoo, du ved, det der med at de stikker en nål i en dukke, og at den person, dukken forestiller, kort tid efter dør. Jeg mener der er noget psykologisk i det. Sagt på en anden måde, mener jeg at de pågældende mennesker formodentlig dør af skræk, selvfølgelig under forudsætning af at de ved, det er "deres" dukke man har prikket i. Forresten så er Voodoo nok mest udbredt i.... - Ja tak, lille far, jeg havde ikke regnet med at komme til en større forelæsning. Lad os nu gå ud og få den kaffe.
   Karen undgik at komme ind på kalken, og lod som om hun blev beroliget, da de gik ud i køkkenet til de to andre.

Knud og Lillian havde sat sig i marehalmen for foden af en lille klit. De kunne nok mærke at det ikke var sommer mere, og mens de to andre gik ned på stranden for at se om de kunne få bid, lagde Knud sin jakke omkring Lillian, der rystede en anelse, måske af kulde.
   Knud havde det både godt og skidt med sig selv. Han var klar over at det forhold han var ved at indlede til Lillian, var farligt, både med hensyn til hans følelser og ægteskab, men også for hans karriere. Han regnede da også kun med at det var noget forbigående, og mente derfor ikke at det betød så meget. Han tillagde ikke umiddelbart den varme og dragende følelse, der gik gennem kroppen, når han var sammen med hende, nogen større betydning, men det var ligesom med narkotika, nemlig at han lige pludselig var blevet afhængig, og ikke kunne frigøre sig.
   Han lagde armen omkring Lillian, skød problemerne fra sig, lod sig flyde med rusen, og overdængede hende med kys og kram.
   Det de havde mest lyst til lige nu, kunne selvfølgelig ikke lade sig gøre, men Lillian syntes at hun fik en god ide, og kaldte på Lene.
   - Jeg er alene hjemme, skal vi ikke køre hjem til mig? Mine forældre kommer ikke hjem før sent i aften.
   Knud og Torben så på hinanden og nikkede samtykkende. Lene var også straks med på ideen.

Da de kom hjem til Lillian, var der ingen af dem, der sagde noget, men som om det var helt naturligt gik Torben og Lene ind i soveværelset, og Knud og Lillian gik ind på hendes værelse, hvor de klædte sig af i en fart og ligefrem kastede sig i sengen. Hun landede først, og derefter kom Knud lige oven på hende. Der var næsten ingen ende på de kærtegn og kys, der blev udvekslet under det tynde lagen. Sådan blev de ved et stykke tid, men Karen sad tilsyneladende oppe i hovedet på ham og prikkede til hans samvittighed.
   - Jeg kan ikke, Lillian, jeg kan ikke i øjeblikket. Det er nok fordi jeg er lidt træt for tiden, løj han, og holdt inde et øjeblik med de "forberedende øvelser", der var nyttesløse.
   Han kunne mærke på Lillian, at hun var en smule irriteret, hun satte sig op og tændte sig en cigaret.
   - Er det Karen der rumsterer i dit hoved, kære ven?
   - Ja det er det sikkert nok, kom det stille fra Knud, som normalt var ærligheden selv, og havde det skidt med at bedrage andre, - men lad os prøve igen om lidt, vi har da noget tid endnu.
   Lillian pustede lidt røg ud i hovedet på ham.
   - Knud, jeg kan skide godt li' dig, og når du mener det kan lykkes en dag, skal du bare komme. I øjeblikket kan jeg åbenbart ikke konkurrere med din kone.
   De sad på sengekanten et stykke tid, efter de havde taget tøjet på, og snakkede om lidt af hvert, da Torben og Lene kom leende ud fra soveværelset.
   - Knud, gamle krigskammerat, jeg har lige netop nu, i dette hellige øjeblik, taget en meget stor beslutning, Torben strålede af begejstring, - tro det, eller ej, du gamle, jeg har tænkt mig at flytte herover så snart det er muligt. Lene og jeg har fundet ud af, at vi har en del fælles interesser, og jeg kan ikke få den dumme tøs, han gav hende et blidt klap bagi, til at flytte over til mig. Men det hele afhænger selvfølgelig af om det er muligt at få et arbejde på disse kanter. Jeg regner med at I vil hjælpe med at kikke efter i aviser og lignende. Først nu så han at Knud og Lillian så lidt mere alvorligere ud, end da de kom.
   - Er der noget i vejen? Han så fra den ene til den anden.
   Det var Lillian, der tog ordet:
   - Det er min skyld, Torben. Jeg tror jeg farede lidt for hurtigt frem, og var ved at glemme, at det er en gift mand jeg var ved at få en affære med. Hun sendte Knud et svagt smil. - Men jeg regner da med at vi stadig kan være gode venner. Det vil nok være en fordel, da det åbenbart lader til at I to, hun så på Lene og Torben, som sad tæt omslyngede, er i gang med at indlede et rimeligt fast forhold.

Det blev ret sent inden de to mænd kom tilbage til Malergården, hvor Karen ventede med aftensmaden. Hun var absolut ikke i perlehumør, og spurgte da også, hvad der havde opholdt dem, da det var længe siden, det var blevet for mørkt til at male.
   Torben forsøgte at virke lidt frisk.
   - Vi traf såmænd bare et par dejlige damer, som vi fulgte hjem.
   - Årh, pjat med jer. Karen mente at kunne lodde det spøgefulde udtryk i Torbens ansigt. - Hvis I bliver forsinkede en anden gang må I godt lige huske at tænde for mobiltelefonen, så jeg ikke behøver at blive nervøs.
   "Puha", tænkte Knud, "nu er den værste fare vel drevet over. Det var godt, at Torben fik det klaret. Han skulle have været politiker, sådan som han forstår at sige tingene".

Hans, som var anbragt på et hjem for sindslidende, efter at man havde fundet ud af at det var ham, der havde stukket ild på Malergården sidste år, var hjemme hos sin mor på ferie i øjeblikket. Han havde ikke glemt sin gamle kærlighed til den nogenlunde jævnaldrende Lillian, som dog aldrig havde gengældt hans følelser. Oppe fra sit værelsesvindue havde han set, at Knud og Lillian havde siddet ved siden af hinanden i Knuds bil, da de kørte forbi, og han var blevet rasende.
   I et ubevogtet øjeblik, hans mor var ellers en knag til at se efter ham, men hun var lige en tur nede i brugsen efter kartofler, løb han ned til Lillians bopæl, og så gennem stuevinduet, hvordan Knud og Lillian kyssede hinanden, og at de fire gik i de to rum.
   I sin psykotiske tilstand, var han så fixeret på Lillian, at han ville gøre hvad som helst for at få hende. Han skyndte sig hjem inden moren kom tilbage, og var allerede nu igang med at udtænke en plan, der skulle skade Knud. Han ville simpelthen opsøge Karen, en dag Knud ikke var hjemme, og fortælle hende om Knuds og Lillians forhold.