Luna havde for en gangs skyld, haft en god dag nede på havnen i Århus. Hun havde "fisket" en del kunder nede på containerterminalen. Hun tog dem med hjem til villaen i Skovby, hvor hun og datteren havde en massageklinik, der ikke gik alt for godt for tiden, derfor måtte de tage arbejdet, når det bød sig. Og det var netop en af de forholdsvis gode dage, der nu var overstået. Alderen trykkede vel ikke ligefrem Luna, men den var måske alligevel en af grundene til at der ikke kom så mange kunder med hjem mere.
   Doris, hendes smukke unge datter, havde tilbudt at køre ned efter dem, men det havde hendes mor afslået da hun var lidt kræsen, og ikke tog hvem som helst. Der var mange skibe, hvor der var stamkunder ombord, og vagten, som sad i "buret" ved indgangen til Containerterminalen, blev bestukket med et lille kys for at hun kunne køre helt ned til skibene før tolderne nåede ombord, og på den måde redde sig lidt billigt sprut og cigaretter. Den taktik havde hun ført i mange år, men kunne nok mærke at stamkundernes antal svandt ind med årene, derfor blev hun glad da Kresten ringede og fortalte om projektet.
   - Mener du så helt alvorligt, at Doris skal over og forføre ham kunstmaleren, Kresten?
   - Ja, Luna, det mener jeg faktisk. Og prisen skal du ikke spekulere på. Jeg har et tilbud du ikke kan afslå, lille skat. Jeg vil gi' jer 10.000 kr. for at komme herover og prøve på det, og yderligere 10.000 kr., hvis det lykkes. Hvad siger du til det, din gamle horekvinde? Kresten kluklo.
   - Hvornår havde du så tænkt dig at det skulle være, Kresten, kalenderen er jo næsten fuld, løj hun.
   - I næste uge, min søde ven, i næste uge. Vi holder møde på hotellet om eftermiddagen, i budgetudvalget, og så havde jeg tænkt mig at Doris skulle sidde alene ved et bord ude i restauranten og kapre ham, når han var på vej ud. Han kan umuligt afslå en invitation fra din smukke datter, fortsatte han leende.
   Luna blev nu meget nysgerrig.
   - Og hvad så?
   - Jo, så er det meningen, at han skal med op på et værelse, hvor jeg installerer en fotograf i et klædeskab, hvor der bliver et lille hul, så han kan tage billeder af sengen. Doris skal bare insistere på at hun vil gøre det i fuld belysning. Er du med? Det er jo min fremtid der står på spil, så gør det nu ordentligt. Kresten kom til at hoste af bare latter.
   - Ah, ha, klukkede hun, - og så er det måske meningen, at du vil have hans bare røv i aviserne?
   - Nemlig du! Rigtig gættet, så er han færdig som gårdsanger, og jeg kan få min elskede borgmesterstol igen, kan du nok se.
   - Du er og bliver en gammel ræv, Kresten, men vi har brug for skejserne, derfor gør vi det. Nu ikke noget med navne, eller sådan. Du ved vel at vi er "kunder" på bistandskontoret.
   - Nej, nej, lille Luna, ikke et ord til nogen som helst. Man kommer slet ikketil at kunne se, at det er Doris på billederne. Det ordner fotografen meget nemt.
   De sludrede videre et stykke tid om deres meritter i gamle dage, som de mindedes med stor glæde på hver sin måde.

Knud var tidligt på færde, da han skulle til budgetudvalgsmøde den følgende onsdag, på hotellet. Byrådssalen var nemlig under reparation, derfor var de nødt til at holde det her. Han var i god tid, fordi han lige ville gennemgå sine tal i ro og fred ved et bord i restauranten. Han så godt at en lille mand med et fotografiapparat gik forbi ham, men tillod det ingen betydning. Det var vel bare en af de mange tyske turister, der kom på alle tider af året.
   Da Doris kom ind og satte sig ved et bord, spærrede Knud øjnene en del op. "Hvor er hun dog flot", tænkte han, "hvad mon hun dog laver her, var hun med den lille mand"? Tankerne fløj gennem hans hoved, og han greb sig i at sidde og stirre på kvinden, der sendte ham et sødt smil, som han gengældte.
   Det varede imidlertid ikke længe inden de øvrige medlemmer af udvalget arriverede, og de gik ind i et tilstødende lokale, der normalt blev brugt til konferencer og lignende.
   Alfred post, som også var med i udvalget, havde lige fået fri fra arbejde, og havde stadig sin postuniform på. Han havde altid haft et godt øje til smukke damer, og kommenterede det han havde set ude i restauranten, da han satte sig på sin plads ved bordet.
   - Så I hende den labre larve der ude? han pegede hen på døren til restauranten, - hvor ser hun dog godt ud. Pokker ved hvad hun laver herovre i denne udørk.
   Kresten, som virkede en smule nervøs, sagde at posten hellere måtte tænke lidt på byens økonomiske fremtid, i stedet for.
   Alfred, der ikke var mundlam, kvitterede med:
   - Du plejer da ellers ikke at holde dig tilbage med at kommentere det svage køn, Kresten, og køn det er hun sgu da, men bare roligt, ven, jeg har lillemor derhjemme, så jeg skal nok holde fingrene fra fedtefadet. Det er måske en du kender, siden du er så emsig?
   - Nej, nej, hvor kan du da tro det, Alfred, nej det er nok bare en turist skal du se. Nå, lad os starte mødet, vi er her vist alle sammen.

Klokken var næsten atten inden budgetudvalget var færdig med mødet, og medlemmerne skyndte sig at komme afsted, da man spiste præcis klokken atten i de fleste hjem på de kanter.
   Knud tog det ikke så nøje med spisetiderne. Han havde vænnet Karen til at han mange gange kom noget senere hjem, og at han så varmede maden i mikrobølgeovnen.
   Han ville lige slappe lidt af med en lys øl inden han kørte hjem, og syntes det var mærkeligt at den kønne pige sad ved bordet endnu. Hun sendte ham et sødt smil, der fortalte ham en del.
   Knud blev lidt varm over det hele, og kunne ikke lade være med at indlede en konversation.
   - Er De på gennemrejse? Han anlagde en ligegyldig mine.
   Hun smiskede sukkersødt.
   - Skal vi ikke være dus? Nej, jeg er skam herovre for at studere. Hvem er du for øvrigt? Hun kikkede ham dybt i øjnene.
   - Nåe, jeg er såmænd bare byens borgmester.
   - Nej, er du virkelig? Det var dog yderst interessant, så kan jeg da prale med at jeg har talt med en borgmester, det har jeg vist ikke prøvet før. Du har da hverken en stor mave, eller en guldkæde om halsen, lo hun.
   - Nej, og jeg har skam heller ikke noget guld på kistebunden, kom det smilende fra Knud. - Hvad studerer du for øvrigt på disse kanter? Der er da ikke ret meget andet end træer og marehalm, lo han.
   - Nåe, det er skam adfærdsbiologi der har min store interesse, du ved det der med dyrs adfærd, som er et vidtspændende emne, og fuglelivet er meget rigt her.
   - Ja, jeg må hellere skynde mig at indrømme at jeg ikke har meget forstand på de dele. Jeg kunne forstå, hvis det var religion du studerede. Så var der i hvert fald store muligheder herovre.
   Doris tænkte sig kort om:
   - Ja, det er da rigtig nok, men det er også noget jeg er lidt interesseret i. Du er måske oven i købet præst ved siden af din borgmestergerning?
   Hun havde fået at vide, at han var kunstmaler, af sin mor, men hun mente at det lød godt at spørge på denne måde.
   - Nej, jeg er såmænd bare en ganske almindelig kunstmaler, der er havnet herovre ved et tilfælde. Jeg kommer ellers fra Fyn.
   - Jeg synes nok, jeg kan høre det på din accent. Hvad hedder du i øvrigt? Jeg hedder Doris. Hun rakte ham hånden. De så ikke at Kresten stod udenfor og iagttog dem, indtil der kom nogen forbi, så listede han ind i baglokalet.
   - Vil du se nogle af mine biologibøger, de ligger oppe på mit værelse? Hun pegede op ad trappen.
   De var alene i lokalet, og Knud mente ikke at der kunne ske noget ved at gå med op et øjeblik.
   Da de var kommet op på værelset, bød hun Knud at sætte sig på sengen, mens hun tog sin taske frem. Hun rodede lidt i den og så på ham:
   - Det må du godt nok undskylde, Knud, de er her ikke. Jeg mente så bestemt, at jeg lagde dem i da jeg tog hjemmefra, men det var en smutter.
   "Hun ligner nu heller ikke en der studerer", tænkte han, men sagde ikke noget. Han spekulerede i stedet på, hvad i alverden hun så var her for.
   - Tror du ikke, vi kan få en kop kaffe herop? Hun smilede mens hun tog telefonen og bestilte to kopper.
   - Der er spilleme varmt, sagde hun da de havde drukket dem, og tog strikkeblusen af. Knud kunne nu se at hun var solbrændt på kroppen, og at hun havde nogle store "fortrin". Det lange hår bølgede ned over disse på en ophidsende måde. Knud kunne fornemme hvad hun var ude på, men kunne ikke rigtig greje hvorfor, og det irriterede ham en del. Hun var i hvert fald ikke kommet herover for at studere, det var da helt tydeligt, men hvad ville hun så? Knud tænkte så hjernen knagede, men fandt ingen logisk svar. Pludselig hørte han en knagende lyd fra klædeskabet. Han gik hen og åbnede en låge, og blev noget forbløffet da en mand væltede ud på gulvet.
   - Hvad i alverden skal det betyde!? Knud råbte så højt at Doris tog sig til hovedet. Han fik nu øje på fotografiapparatet, som hang omkring mandens hals. - Nå sådan! han forstod omgående sammenhængen.
   Knud blev rasende, og tog fat i manden, som var ret spinkel. Han blev smidt ned på sengen.
   - Hvad fanden skal det her forestille? Det kom meget skarpt fra Knud, der var ved at miste sin, ellers gode, selvkontrol. Han så fra manden og hen på Doris, der sad og rystede over hele kroppen. Hun havde, med besvær, tændt en cigaret og var forberedt på det værste.
   Knud stod op og så ned på dem.
   - Nu fortæller I mig lige nøjagtig hele sandheden. Har I forstået!? Ellers tilkalder jeg politiet omgående. Det var ikke noget nogen af dem havde lyst til, og de begyndte at tale i munden på hinanden, men Knud gjorde fotografen forståelig at han skulle tale først:
   - Jeg blev hyret af Kresten. Mandens stemme lød spag. - Han sagde at jeg bare skulle sætte mig på stolen i skabet, og tage nogle billeder af jer når I var gået i seng, det fik jeg tusinde kroner for, og dem må du få, hvis du vil lade mig slippe, det vil ødelægge min forretning totalt, hvis det bliver kendt, peb han med en ynkelig stemme.
   - Behold dit lort, og skrub ad helvede til, og sig til din gode ven, Kresten, at det sidste ord er ikke sagt i den sag.
   Den lille mand strøg ud af værelset, som var en vis person i hælen på ham.
   - Og du, Doris! hvem har så hyret dig til at få mig i kanen? Det er vel også Kresten, kunne jeg tænke mig.
   Knud stod overfor hende med korslagte arme og kikkede meget hvast på den rystende unge kvinde.
   - Min mor kender Kresten fra gamle dage, hun kikkede nervøst op på Knud, - og så var det, at han tilbød mor og mig 20.000 kr., hvis jeg kunne gennemføre det her. Vi har en massageklinik i Århus, som ikke går så godt, og så øjnede vi en chance for lidt ekstra kasse. Hun fik tårer i øjnene, - nu melder du os vel til politiet? Og så får bistandskontoret det at vide, og så ryger vi helt på røven, da vi i mange år har modtaget bistandshjælp samtidig med indtægterne fra klinikken og lidt pornofilmarbejde.
   Knud kikkede alvorligt på hende, og satte sig omvendt på en stol med armene hvilende på ryglænet:
   - Du kan nok se, det var meningen at han skulle vælte mig, ikke? Og da jeg er lykkelig gift, vil det ikke gavne mig at rode op i denne historie. Min kone ville sikkert ikke bryde sig om at høre at jeg har været oppe, at besøge dig på værelset, uanset motivet, derfor gør jeg ikke noget ud af det. Men det er ikke lysten der mangler, for jeg synes, I alle har opført jer meget tarveligt, føj for pokker! Du kan give mig jeres telefonnummer, for det tilfælde at jeg skulle få brug for at snakke lidt, for jeg er næsten sikker på at Kresten ikke stopper ved dette.
   "Måske er det mig der ikke stopper her", tænkte Knud.
   Doris skyndte sig at skrive nummeret ned på en lap papir.
   - Skynd dig at gå ned og få betalt for værelset, og tag så hjem til din mor i Århus. Jeg håber I beholder de penge I har fået. Det er den eneste måde jeg umiddelbart kan irritere Kresten på.
   Pigen skyndte sig at få pakket, mens Knud så ubemærket som muligt gik ned mod trapperne.

Kresten havde set at fotografen var kommet halsende ud af døren lidt tidligere, og var klar over at operationen var mislykket.
   For at få lidt for sine penge, som han var klar over var tabt, stillede han sig ned i hallen og passiarede med portieren, der tilfældigvis også var identisk med værten, Jørgen Kirk.
   Kresten vidste at Knud inden længe ville komme ned af trapperne, og talte derfor om vind og vejr, så han kunne få Jørgen til at være vidne til at Knud havde besøgt en dame. Måske kunne der bages en nødrævekage.
   - Prøv lige og se hvem der kommer ned ad trapperne, Jørgen. Er det ikke borgmesteren? Kresten fik sit mest lumske smil frem.
   Knud lod som om han ikke så dem, og skyndte sig ud.
   Lidt efter kom Doris med sin taske, og gik over til skranken for at betale.
   - Hvad søren, er det ikke Doris? Kresten stod ved skranken og lod som om han blev overrasket.
   - Her er penge for værelset!
   Hun smed dem på skranken og løb ud mod gaden, hvor hendes bil var parkeret.
   - Du får ikke en krone, Kresten, råbte hun på vej ud af døren.
   Kresten kikkede efter hende med en udefinerlig mine.
   - Hvad mente hun med det, Kresten, skylder hun dig penge? Jørgen så spørgende på ham.
   - Nåe, det er en gammel historie, Jørgen, men hvad mon de to lavede deroppe? Kresten pegede op mod værelserne.
   - Du tror da vel ikke at Knud og hende havde noget intimt sammen, Kresten? Jørgen slap blyanten, som han var ved at skrive beløbet ind, med.
   - Man kan jo aldrig vide, man kan jo aldrig vide, min kære Jørgen. Kresten fulgte hende med øjnene gennem hotellets ruder, og så at hun steg ind i bilen, som startede og kørte væk med meget stor fart. - De fynboer har jeg nu aldrig stolet helt på.
   - Nej, ved du nu hvad, Kresten, det kan han altså ikke være bekendt overfor Karen, den søde pige. Og ham har vi taget til os i den tro at han var en solid og hæderlig mand. Nej du, han er og bliver en klatmaler. Jeg tror jeg lader et ord falde til næste menighedsrådsmøde.
   Kresten tog hurtigt sin jakke på, og gik ud af døren med et syrligt drag om munden.