Karin kommer til Odense
   Vi ankom til Frederikshavn onsdag formiddag, og nu fik vi travlt med alt muligt, lige fra at skifte det bløde ferskvand, fra Skotland, ud med noget mere normalt dansk vand, til de reparationer, der altid kom efter sådan et togt. Hertil anvendte vi et hold civilarbejdere, som var parat ved ankomsten.
   Jeg gik en del ud med Inge, som var en meget god "gå i byen" veninde, og vi gik lidt på værtshuse og en tur i biografen, men jeg havde naturligvis en smule dårlig samvittighed overfor Karin.
   Det viste sig for øvrigt senere at Uffe og jeg havde "delt" Inge, således at Uffe, der havde den modsatte vagt af mig, gik ud med hende på hans frivagter, og jeg på mine. Det grinte vi meget af da det blev afsløret.

Jeg ringede til mine forældre og forberedte dem på at jeg tog Karin med hjem. Det glædede de sig meget til, især min mor.
   Gæsteværelset skulle omgående gøres "brugbart", og jeg vidste at hun havde lavet den helt store hovedrengøring. Sådan var min mor bare.
   Fredag aften kom der et brev fra Karin, at hun desværre ikke kunne tage med toget lørdag, da hendes mor var kommet på et rekreationshjem dagen før. Hun bad mig derfor om at ringe med det samme.
   Skuffet, gik jeg til den nærmeste telefon og ringede hende op. Hun fortalte at hun var meget ked af det, men ville gerne komme om søndagen. Vi aftalte så at hun skulle ringe fra banegården, således at hun kunne blive hentet.
   Jeg ringede naturligvis besked om det til mine forældre. De havde ellers også glædet sig til en hyggelig lørdag aften.
   Jeg fulgtes med David, som også skulle hjem. Han skulle imidlertid med færgen fra Grenå til Hundested, så vi var ikke sammen i toget så lang tid, da han skulle skifte.
   Jeg fortalte ham at Karin skulle hjem til mig næste dag, og at jeg var spændt på mine forældres reaktion. Han fortalte, at han ikke havde andre end sine forældre at komme hjem til, og så en gammel motorbåd, som han skulle ud og fiske i søndag morgen.

Søndag formiddag sad jeg ved telefonen og ventede spændt. Endelig ringede den. Jeg tog den og rystede på hånden af spænding.
   - Davs! Er din far hjemme?
   Det var en af min fars venner som havde problemer.
   De snakkede og snakkede, og jeg tænkte, "kan de da for Søren ikke snart blive færdige, tænk hvis Karin står og ringer og lige pludselig ikke har flere småpenge".
   Jeg tror min far kunne mærke min irritation, for han bad vennen om at de kunne snakke videre på tomandshånd en anden dag.
   Han havde knapt lagt røret, før den ringede igen. Han gjorde tegn til at jeg skulle tage den.
   - Hej, skat! jeg står på jeres banegård.
   Mit hjerte hoppede af glæde.
   - Jeg har prøvet at ringe for lidt siden, men den meldte optaget. Kommer I ind og henter mig, eller skal jeg prøve at finde vej med en bus?
   Selvfølgelig ville vi hente hende, og efter udveksling af en del ømme ord, lagde jeg røret, og spurgte min far om han ville køre. Klokken var nu ca. 11:00 og min mor var igang med middagsmaden, som hun ville lave færdig medens vi kørte.

Min far syntes at jeg selv skulle gå ind i ventesalen og hente hende, men det blev slet ikke nødvendigt, for hun stod udenfor og ventede på os.
   Karin var meget genert i begyndelsen da hun hilste på min far, men det gik hurtigt over, og mens vi kørte hjem fortalte hun, hvordan det stod til derhjemme i præstegården. Hendes mors sygdom gik hende meget på, og det var Karin der stod for det huslige i øjeblikket, mens moderen var på rekreation.
   Hun fik alle tiders modtagelse af min mor, og vi fik noget god mad. Bagefter insisterede Karin på at hjælpe min mor med opvasken.
   Min mors protester nyttede ikke noget, så ude i køkkenet fik de to snakket en del. Hvad det var fandt jeg aldrig ud af.
   Eftermiddagen gik alt for hurtigt og vi skulle med toget igen klokken 20:00. Min mor var faldet pladask for Karin, så hun ville også med på banegården for at "aflevere" os.

Ubådsøvelse i Kattegat
   Mens toget langsomt satte sig igang, kunne jeg se på Karin, at mine forældre, som stod og vinkede, var accepteret af hende.
   Vi var nu i midten af November og jeg havde fået at vide, at næste destination var Kiel. Det fortalte jeg Karin mens vi rumlede afsted.
   - Hvornår ser jeg dig så igen? smilede hun bekymret.
   - Det ved jeg faktisk ikke, men så hurtigt som muligt. Først skal vi på øvelse i Kattegat nogle dage, og derefter ligge i Kiel på venskabsbesøg et par dage, men jeg ringer og skriver til dig så tit som muligt. Jeg kiggede hende dybt i øjnene, og gav hende et ømt kys.
   Hun spurgte mig om der var mulighed for at jeg kunne komme over til hende i Julen. Det ville jeg undersøge nærmere, for da skulle vi ligge i Frederikshavn.
   Tiden gik alt for hurtigt, og pludselig nåede vi Fredericia, hvor hun skulle af. Hun havde ringet til sin far og fortalt hvad tid hun var her, så han stod og ventede på perronen. Jeg nåede lige at få et glimt af ham, da Karin fandt ham, og hun vinkede derefter farvel til mig, mens toget satte sig i bevægelse.
   Resten af turen til Frederikshavn forløb ret stille da jeg brugte tiden til at tænkte på om vort forhold kunne holde efter soldatertiden, som skulle slutte omkring 1. April.
   Næste morgen var alle mødt, og vi sejlede, efter mønstringen, ud i Kattegat, hvor vi skulle holde øvelser med nogle ubåde.
   Ubådene skulle bruge Ægir som mål, og det foregik på den måde, at torpedoerne blev affyret fra en hvis afstand, og skulle nu "ramme" Ægir. Det vil sige at de naturligvis var stillet til at gå under kølen. Skulle de ramme skibet rigtigt, ville der "kun" blive en stor bule på skroget, for torpedoerne var naturligvis ikke armerede.
   Derfor var det alligevel uhyggeligt at se den hvide stribe komme hen mod skibet, og se "sølvfisken" glide under kølen. Flere hundrede meter længere ude kom de op til overfladen og lå stille.
   På det tidspunkt skulle vi, i motorbåden, sejle ud og bugsere dem tilbage til Ægir. Det var en ikke helt ufarlig operation, idet de store torpedoer var tunge og uregerlige, hvis der bare var lidt sø. Det skete af og til at hagegasterne, som skulle sørge for at "fange" dem med deres bådshager, måtte en tur i vandet.
   Når jeg havde vagten, fik jeg det næsten altid ordnet sådan at jeg kom med i motorbåden, og David stod i kranen, som havde til opgave at "fiske" torpedoerne ombord på skibet, hvor de skulle klargøres. Det vil sige, at der skulle pumpes luft i deres tanke, da deres propeller blev drevet af komprimeret luft.
   En gang skete det, at en torpedo ikke kom op til overfladen, og at vi derfor ikke kunne bjerge den. Det var chefen ikke glad for, så han sendte straks en frømand ned for at lede efter den, men forgæves.
   Vi sejlede rundt i nogle dage i Kattegat for at ubådene kunne få noget rutine, og det begyndte efterhånden at kede os, og vi mente, at der skulle ske lidt mere. Vi havde nogle håndgranater med i motorbåden, som var beregnet til at simulere dybdebomber over for ubådene. Detonationen var stor nok til at man kunne mærke det nede i "sardindåserne".
   Pludselig fik vi øje på en stor stime af fisk, og da vi ikke regnede med at der var nogle Ubåde i nærheden, kastede vi en granat ned i stimen. Der lød et ordentlig "dunk", og straks kom der en masse døde fisk op til overfladen.
   Vi samlede alle de fisk op, som vi kunne med spande og huer, og regnede med at kokken ville blive glad. Men da vi kort efter så en af vore Ubåde komme op til overfladen lige, hvor vi havde kastet håndgranaten, blev vi lidt hede om ørerne, og var nu klar over at der var ballade i farvandet.
   Ganske rigtigt. Vi blev kaldt op til skibets næstkommanderende, som brugte nogle af sprogets værste gloser, og forklarede at, som vi havde gættet, ubåden havde ligget lige under os, og at deres antenne var knækket, og nogle plader trykket ind på grund af håndgranatens detonation.
   Os menige skete der ikke noget, men motorbådsføreren, der havde rang af korporal, fik en straf. Jeg husker ikke lige hvad han fik, men det har nok været en form for arrest.

Kiel. Luderen i banjen
   Vi sejlede ned gennem Lille Bælt med hele koblet af Ubåde efter os. Vort mål var Kiel, hvor vi skulle ligge en uges tid, og vi var kommet ind i begyndelsen af december.
   Vi kom til at ligge ved den berømte Tirpitz Mole. Herfra var der ikke langt ind til byen, som var pyntet flot i anledning af julemåneden.
   Vi var alle spændte, for vi havde hørt at Kiel var en meget militærglad by. Det første vi mærkede til denne velvilje overfor soldater, var at det var gratis at køre med sporvogne for os.
   Når vi kom ind på et af deres utallige værtshuse, blev der hældt øl op i vore krus, bare vi gad at sidde og høre lidt på den, for det meste, sentimentale fuldemandssnak der ofte gik ud på at undskylde deres engagement under II verdenskrig, så det var ikke mange mark der blev brugt fra vores side.
   Det blev til mange værtshusbesøg den uge, og som følge deraf også mange sjove eller mindre sjove oplevelser, som for eksempel en af dagene, hvor Hans om natten, i sin brandert, havde fået en luder smuglet ind gennem ubådslugen, som lå på niveau med kajkanten.
   Da banjemesteren, om morgenen, kom ned på maskinbanjen med sit sædvanlige: "SKEJE UD OVERALT, OP FRA BANJERNE!" fik han øje på luderens højhælede sko, som stod på dørken under køjerne.
   Han kiggede noget på dem, og hans øjne ransagede alle køjerne og stoppede ved Hans's som var lidt tykkere end vi andres.
   - Jeg kommer igen om et kvarter og så er I oppe, sagde han, og entrede lejderen. Det kan nok være, at der kom gang i kludene. Luderen kom ud på dørken i en fart og fik sit tøj på, på nemmeste måde.
   Nogle af os holdt vagt på hoveddækket, mens andre holdt vagt ved ubådslugen, og i et ubemærket øjeblik fik vi hende lodset ud på kajen.
   Banjemesteren kom ganske rigtigt ned efter et kvarters forløb, og da var alle vasket og påklædt.
   - Godmorgen! sagde han, med noget jeg syntes lignede et smil. - Jeg håber at alle er friske. Også dem der frekventerede byens værtshuse i nat.
   Han gik, efter at have overbevist sig om at alle var oppe.
   Selvfølgelig var det ulovligt at have hende med ombord, men grunden til at der ikke skete noget, var nok episoden ved bøjerne i Skotland.
   Som man siger; "Den ene tjeneste er den anden værd".
   Besøget i Kiel var en dejlig oplevelse, ikke mindst på grund af de busture, som var arrangeret for os i omegnen. Blandt andet kørte vi til Lybæk, og så en del seværdigheder, som f.eks. de gamle byporte, som var mange hundrede år gamle.

MED HUGO PÅ BAR.
   Vi sejlede derefter mod Østersøen, med kurs mod København, som vi skulle anløbe ugen før jul, og hvor det var meningen at vi skulle ligge julen over.
   Vi ankom sent mandag aften til hovedstaden, så der var ikke nogen der forlod skibet før næste morgen.
   I København var der nok at se på, især op til jul, hvor der var pyntet alle steder.
   En aften spurgte Hugo mig om jeg ikke ville med på værtshus i den indre by. Jeg svarede at jeg ikke havde mange penge, og at julegaverne kom i første række. Her tænkte jeg på Karins, som ville blive ret kostbar.
   - Ingen problem, makker! ingen problem! Jeg kender en metode at skaffe dem på. Vil du så med?
   Den tyggede jeg lidt på og tænkte om der nu ikke var noget luskeri med i spillet.
   Jeg indvilgede, og vi tog sporvognen derind. Vi endte i et meget skummelt kvarter, hvor Hugo åbenbart var meget godt kendt, og gik ind på et værtshus, som han kaldte "Rendestenen".
   Det var noget af en oplevelse at komme derind. Der gik og stod mænd, som var klædt ud som damer, og der var mænd, der kælede med hinanden. Det havde jeg aldrig set før på et værtshus.
   Jeg var lige ved at gå igen, da der kom en pæn ældre herre hen og bad os om tage plads ved hans bord.
   Hugo sagde, at der jo ikke kunne ske noget ved at få en enkelt øl.
   Det blev til mange øl, og jeg væmmedes egentlig ved at se den ældre herre, som sad og tog Hugo på lårene.
   Det var blevet sent på aftenen, og jeg spurgte Hugo om han ikke ville med tilbage på skibet.
   - Nej, jeg skal lige med ham her hjem, men jeg kommer senere, svarede han og forsvandt ud i natten med manden.
   Næste morgen, da jeg snakkede med Hugo, fortalte han at han havde modtaget 50 kr. for sine "ydelser". Han grinte bare, og sagde at det var da en meget nem måde at tjene penge på. Jeg kommenterede ikke denne påstand.

JUL OMBORD.
   Jeg skrev en masse breve til Karin, hvor jeg fortalte at vi havde fået at vide at vi skulle sejle til Frederikshavn omkring den 20. December, og at jeg skulle være ombord juleaften, men at jeg havde fri i juledagene, og at jeg da gerne ville besøge hende.
   Hun skrev tilbage at det ville passe hende fint, og at hendes far og hun selv nok skulle hente mig i Fredericia.
   I weekenden var jeg hjemme på orlov, og da jeg allerede nu vidste at jeg havde fri nytårsaften, aftalte jeg med mine forældre at komme hjem da.
   Jeg fortalte dem også hvilke planer jeg havde med Karin. Det passede ikke min mor helt.
   - Så kommer du slet ikke hjem i julen, sagde hun. - Og jeg som har bagt en masse. Det kan du ikke være bekendt. Hun kunne dog godt forstå at jeg gerne ville se min kæreste, så når det nu skulle være sådan, ville hun sende nogle søde sager til juleaften.

Vi ankom til Frederikshavn om aftenen den 18.December, og umiddelbart herefter, var der nogle som begyndte deres juleorlov, der var på en uge. De skulle så afløse vi andre 2.juledags morgen, hvor vi så havde orlov til 2.Januar om morgenen.
   Foruden vort daglige arbejde, havde vi også travlt med at forberede julen ombord. Den skulle jo gerne gøres lidt festlig.
   Selve juleaften skulle holdes i klargøringsrummet, og det var så meningen at vort "udmærkede" orkester skulle underholde, så vi øvede os på de kendte julemelodier i alle ledige stunder.
   Karin skrev at hendes mor heldigvis var hjemme i julen, og at begge hendes forældre glædede sig til at træffe mig. Hun havde modtaget mit brev, hvor der stod at jeg ville ankomme 2.juledag kl.11:00.
   Hun skrev videre at jeg måtte vente med julegaven til denne dag. Jeg havde købt nogle smykker til hende i Tyskland, og dem skulle hun så have ved samme lejlighed.

Jeg syntes at tiden sneglede sig afsted, men endelig blev det juleaften, og vi havde fået lov at ringe hjem og ønske god jul til alle vore kære.
   Alle havde fået søde sager tilsendt, og vi fik den ide at lægge dem alle på de festligt dækkede borde, så vi kunne smage lidt forskelligt.
   Menuen lød på andesteg, flæskesteg, medister, og ris a'lamande med diverse tilbehør og vine. Derefter is, kaffe og cognac.
   Det var 2.mester, som var vagthavende officer denne aften, og han var også med til at pynte, både klargøringsrummet og det store juletræ, som stod i det ene hjørne.
   Præcis klokken 18:00 bød han os til bords. Der var dog nogle af os, som havde vagt forskellige steder på skibet, de måtte spise lidt senere.
   Han startede med at holde en god tale om skibstraditioner, og hvor godt han var tilfreds med vor indsats. Han nævnte bl. andet at vi havde klaret opgaven ved bøjerne i Skotland på en særdeles tilfredsstillende måde. Og det skålede vi så lige på.
   Det blev til mange skåler denne aften, hvor det for en gangs skyld var tilladt at nyde alkohol ombord. Jeg tror også at det kunne høres på vort skibsorkesters formåen hen på aftenen.
   Sent på aftenen, da alle løjerne var overstået, gik vi, maskinfolk og 2.mester ned på maskinbanjen og hyggede os videre med historier, som ikke var lige stuerene alle sammen. 2.mester kunne en hel del, og de blev saftigere jo flere bajere han fik.

Alting får jo en ende. Det gjorde denne hyggelige aften også.
   Jeg skulle have vagt i pumpemesteriet næste dag, altså juledag, så det var meget passende at vi sluttede ved 2- tiden denne nat.
   Det var en meget nem vagt, som udelukkende bestod af de sædvanlige kontrolfunktioner en gang i timen, og resten af tiden gik på nemmeste måde, dels med at læse, og dels at sove. Vores pumpemester havde nemlig orlov til 2.juledag.
   Jeg havde sovet godt natten til 2.juledag, og der var nu en speciel mønstring, idet alle vi der havde haft vagt juleaften, nu skulle have vores juleorlov, og de andre skulle møde på dette tidspunkt. Der var ingen, som var udeblevet. Nogle var endda kommet aftenen før.

JULEORLOV HOS KARIN.
   Forventningens glæde var stor hos os, der skulle afsted. Vi skulle alle nå toget, der havde afgang klokken 08:00, så det var om at have tøjet i orden.
   Der var nogle der slæbte på store pakker og tasker, så de dårligt kunne få en plads i toget. Jeg havde, med vilje, kun købt små pakker, der lige kunne være i min taske.
   Der var kommet en del sne om natten, og temperaturen var omkring frysepunktet, så vi var klædt godt på. Og det var vore stortrøjer som udgjorde overtøjet.
   Alt var så kønt med den nyfaldne sne, og det var ikke svært at komme i julestemning når vi så ud på det smukke landskab, fra kupevinduerne.

Efter en behagelig kørsel, ankom vi til Fredericia, som planlagt, klokken 11:00. Og da vi rullede ind på perronen, kunne jeg godt se at Karin stod og ventede.
   Hun havde en grå vinterfrakke og et ternet tørklæde på, og hun vinkede da hun fik øje på mig i kupeen. Jeg skyndte mig ud, og var lige ved at glide på den glatte perron.
   - Glædelig jul! råbte hun til mig gennem toglarmen, og vi faldt hinanden om halsen af glæde.
   - Det er min far, sagde hun, da vi var "kommet til os selv", og pegede på en nydelig gråhåret ældre herre, klædt i en lys frakke.
   Han stod lidt tilbage på perronen og så på den store juletrafik fra toget.
   Jeg gik omgående hen og præsenterede mig, og Karin havde taget mig under armen, så jeg følte mig rimelig tryk. Jeg tror også at hendes far kunne fornemme vort varme forhold, for han fortalte beredvilligt om sit store arbejde indenfor Kirken. Han fortalte at de, han og Karin, lige var kommet fra en gudstjeneste, og at der igen skulle være en om eftermiddagen.
   På vejen hjem til præstegården spurgte han om jeg kunne tænke mig at deltage i denne eftermiddagsgudstjeneste. Han mente at så kunne Karin og jeg gå en tur i omegnen efter gudstjenesten mens der blev lavet aftensmad.
   Jeg fortalte ham at det ville jeg gerne. Jeg var jo villig til næsten hvad som helst, bare jeg havde Karin ved min side.

Vi nåede præstegården i hans lille bil, og hvor var den store gamle præstegård flot med den store mængde sne, som var faldet her. Resten af familien stod udenfor og tog imod. Det var næsten ligesom i "Nøddebo præstegård", Jeg følte virkelig at jeg var velkommen her.
   Vi blev sat til bords, næsten med det samme, og der var alt hvad man kan forvente ved en god gammeldags dansk jul.
   Vi startede med at bede bordbøn. Det var faderen der gjorde det ganske kort, derefter blev der spist og snakket i et par timer.
   Det blev nu tid til at komme afsted til julegudstjenesten, og det var meget nemt, for kirken lå lige ved siden af.

Da gudstjenesten var overstået, gik vi en lille tur, Karin og jeg, men var hurtigt tilbage, og det var nu meningen at vi skulle hygge os lidt, inden aftensmaden, med nogle søde sager og lys i det store juletræ. Juletræet blev tændt og vi begyndte at synge salmer.
   Lige pludselig opdagede vi at der kom lidt ekstra lys fra træets nederste grene. Der var gået ild i det, efterhånden meget tørre gran, men der stod heldigvis en spand vand og en gulvklud, som jeg havde bedt om, idet jeg havde set at grannet var tørt.
   Jeg havde prøvet at slukke forskellige typer brande på Havariskolen, så da grenene nu, et sekund senere, blev et stort flammehav, kastede jeg vand på med gulvkluden, som jeg havde lært, og slukkede ilden.
   Jeg blev nu "dagens helt", og der var ingen ende på deres taknemmelighed. Efter aftensmaden gik jeg med Karin ind på hendes værelse, hvor vi tilbragte et par rare timer indtil jeg skulle afsted igen med toget, som skulle bringe mig til Odense, hvor jeg skulle tilbringe de næste dage i "familiens skød".

NYTÅR HJEMME.
   Jeg tilbragte nok meget tid ved telefonen i de dage, og min far truede med at sende mig en regning.
   Hele familien blev besøgt i disse dage, og ikke mindst mine venner, som fik nogle drabelige historier om mine bedrifter. Men det var jo ikke noget imod hvad de havde oplevet i deres soldatertid.
   Mine forældre havde arrangeret alle tiders nytårsaften, med en del af deres venner og noget familie. Denne aften gik som de fleste nytårsaftener rundt omkring i landet. Den var måske alligevel lidt anderledes end jeg var vant til, idet man lige skulle have afprøvet hvor meget sådan en "sømand" kunne tåle at drikke. Der var stillet adskillige typer spiritus frem, og jeg mente at jeg skulle prøve dem alle.
   Nogle blandede jeg, som f. eks. rom og cognac, med lidt sodavand.
   Alt blev indtaget i rigelige mængder, og virkningen udeblev da heller ikke. Jeg måtte ind på mit værelse ret tidligt på aftenen, og lige pludselig kom "det". Væggene blev oversprøjtet, selv om jeg gjorde et hæderligt forsøg på at vente til jeg kom på toilettet. Da det var overstået, kunne jeg godt gå ind til de andre og fortsætte, dog i et mere moderat tempo.
   1.Januar var en hviledag, hvor der ikke foregik ret meget andet end at se nytårskoncert fra Wien i tv, og nyde restemad.
   Jeg besluttede at tage toget om aftenen, idet jeg skulle møde næste dags morgen i Frederikshavn.
   Toget gik allerede klokken 18:00, og jeg blev som sædvanlig kørt derind. Min mor havde, også denne gang, kommet noget godt i tasken.
   Jeg havde fortalt dem at jeg ikke var klar over hvornår jeg kom hjem igen. Jeg havde nemlig hørt rygter om at vi skulle forlægge til Bergen, hvis vinteren blev værre. Det vil sige, om der blev for meget is i de danske farvande. Bergen var nemlig altid isfri på grund af, at Golfstrømmen, der med sit varme vand, løb lige udenfor fjorden.
   Jeg faldt hurtigt i snak med en del andre soldater, der også havde haft nytårsorlov, og der blev naturligvis fortalt mange historier om forløbet.
   Vi ankom til Frederikshavn omkring midnat i snestorm. Den var så tæt, at jeg ikke kunne se mange meter frem, men til alt held kendte jeg vejen ned til skibet, og der var andre end mig, der var med toget, som skulle derned, så turen var knap så kedelig.

Nogle af dem havde også fået en del våde varer på den lange togrejse. Det var især Københavnerne, der havde en meget lang tur derover.
   De næste dage tog frosten til, og der var nu begyndt at komme is i havneindløbet. Derfor blev det besluttet at vi skulle forlægge til Bergen.
   Vi fik nu travlt med at forberede dette togt til Norge. Vi skulle også have nogle Ubåde med derop, og de skulle også have forsyninger ombord, så der var travlhed på vore skibskraner i de dage.
   Ligesom da vi skulle til Skotland, skulle der også her lastes proviant og ammunition.