Et eventyr tog sin begyndelse på en stille, og måske lidt kedelig dag i Odense. Det startede med at Ulla havde fået øje på en avisannonce, der ikke var ret meget større end et frimærke, hvori der stod, at der skulle være auktion på en del gamle dobbeltdækkerbusser, og at denne auktion skulle foregå i London, hvor man var ved at udskifte en del af de ældste, til nogle nye. Da det drejede sig om temmelig mange, annoncerede man i de omkringliggende landes dagblade.
Ullas mand, Peter, havde lige vundet en større formue i Lotto, og de havde endnu ikke tænkt over, hvad pengene skulle bruges til.
Ulla, der havde været hjemmegående husmor i de fleste af sine 41 år, havde altid været glad for at rejse, men det var endnu aldrig blevet til andet end et par ture til Harzen med deres gamle grønne telt. Joe, der var da også det år, hvor de dristede sig til at køre op til Norge i deres gamle Folkevogn, men det var nu ingen køremæssig fornøjelse. Der var ganske vist kønt deroppe, men bilen kunne ikke rigtig lide de store stigninger. Den gik i hvert fald i stykker ret tit.
To børn var der kommet ud af deres ægteskab. Det var ønskebørn, og heldigvis, syntes de, en af hver slags. Pia var lige fyldt 21 år, og var sygeplejeelev. Og så var der Jens på 18 år, som endnu gik på kostskole i Sorø. Det var noget hans farmor havde insisteret på, og derfor betalte hun en del af opholdet.
Peter var smed af uddannelse. Han arbejdede på en stor virksomhed i byen. Han var for det meste meget jordnær, og skulle normalt tænke sig om to gange inden han foretog sig noget. Lige modsat Ulla, som ganske vist var meget impulsiv, men yderst forsigtig i sine udtalelser, noget hun havde lært hjemme på gården i den lille landsby på Nordfyn, hvor hun var ud af en stor søskendeflok. Her havde hun lært at disciplin ikke var et fremmedord, og at man måtte godt sige sin mening, bare det var i overensstemmelse med forældrenes. Da hun så kom hjemmefra, mente hun det var tiden at komme til at bestemme lidt.
Det var da også hende der fik den ide, at tage over og se på disse busser. Meget af deres fritid gik med at være samaritter i Dansk Røde Kors, hvor de tog ud til forskellige arrangementer og ydede førstehjælp.
Da Peter kom hjem fra arbejde, vidste Ulla nok hvordan hun skulle kringle den. Hun havde købt en flaske god rødvin, og havde lavet hans livret.
Da de havde spist, var Peter blevet i godt humør, og ville nu have at vide hvorfor hun havde arrangeret denne dejlige middag. Han var godt klar over at der stak noget under.
Hun viste ham avisen.
- Prøv og kig på den lille annonce nederst på siden, lille skat. Hun pegede ned på den tilsyneladende ubetydelige annonce.
Peter så på den med en ligegyldig mine.
- Og hvad har det med os at gøre...?
- Jeg tænkte faktisk om vi ikke kunne tage over og se på dem. Hun strøg ham blidt gennem håret. - Vi har jo snakket meget om at få en autocamper, og hvis vi kunne få en "dobbeltdækker", kunne vi indrette den til sommerbeboelse. Peter kom med nogle få protester, men kunne egentlig godt se, at det kunne blive alle tiders ferievogn, hvor man kunne tage børn, venner og familie med på tur. Det var bare kommet så pludselig, og han mente at de lige skulle tænke sig om en ekstra gang, inden de tog så vigtig en beslutning.
I annoncen stod der at auktionen var søndag den 23. Der var altså kun næsten fjorten dage til, så han føjede sin kone.
De fik travlt med at få vekslet til pund. Passene var i orden. Men de regnede ikke med at kunne få nogen bus med hjem, så de købte en returbillet til London.
De tog toget til Esbjerg fredag, og sejlede herfra til Harwich, hvorfra der var bustransport til London.
De ankom til London lørdag eftermiddag, og fandt hurtigt et hotel, som lå i nærheden af auktionslokalet.
Lørdag aften brugte de til at gå ud og se på byen. De nåede da også at aflægge et mindre visit i Soho. Ulla ville have set vokskabinettet, men der var lukket, så det måtte vente til en anden gang. De spiste på en pæn restaurant, men kunne dog ikke dy sig for, på hjemvejen, at stoppe ved en af de utallige boder, som solgte "fish and chips", og smage på denne nationalspise, der var pakket ind i noget, der mindede om avispapir.
Auktionen var allerede berammet til klokken otte, så de havde bestilt vækning klokken seks, for at være der i god tid. Heldigvis var Ulla rimelig god til engelsk, og hun mente at hun nok skulle kunne følge med den hurtige auktionarius, som de sommetider havde set, og moret sig over, i dansk tv.
Inden auktionen, var publikum velkomne til at tage busserne i øjesyn, og Peter, der var en god håndværker, fandt hurtigt ud af hvilke af dem, der var værd at byde på. Han så blandt andet efter om der var meget rust, og hvordan motoren så ud. Her tænkte han især på om der var oliespild. Det vidste han godt, at han ikke kunne konstatere før den kom ud at køre.
De store busser var i forbavsende god stand, taget i betragtning af deres alder.
De to danskere var også inde at se på betræk og lignende, men det gjorde knap så meget at det var noget slidt, for det skulle jo alligevel skiftes ud når man skulle lave den om til beboelse.
Endelig kom tiden, hvor auktionarius, der for øvrigt var iført plusfours og bowlerhat, kom op på podiet, hvor hammeren lå parat.
Nede i hallen gik der nogle mænd, som skulle hjælpe til med at holde øje med de forskellige bud.
Der var mange, måske mest nysgerrige, mennesker der stod nedenfor podiet da han begyndte. Han havde bemærket de mange udlændinge, derfor snakkede han ikke så hurtigt, som han plejede, og Ulla sagde til Peter at hun nok kunne følge ham.
Den første bus kom under hammeren. Peter lagde mærke til at den var nylakeret. Noget han ikke brød sig om, da han så havde svært ved at se vognens virkelige stand.
Auktionarius nævnte bare katalognummeret, og så kom det første bud. Det lød på 200 pund. Peter fulgte med deropad, men stod af da de passerede 2.000 pund. Sådan gik det hele formiddagen, uden at de blev busejere, men da de var ved at opgive, var købelysten åbenbart ikke så stor mere, og en af de vogne Peter havde kigget på, var nu under hammeren.
Man startede igen med 200 pund, og Peter fulgte med deropad. Ved 1500 pund, som var Peters bud, blev der sagt: FØRSTE... ANDEN... TREDJE. Og så faldt hammeren.
Den var deres.
Det viste sig at bussen var i så god stand at det kunne lade sig gøre at køre den hjem. Peter havde nemlig, for en sikkerheds skyld, taget nogle prøveplader med i bagagen.
Efter at have udfyldt papirer og ordnet betaling, kørte de direkte ned til færgen i Harwich, hvor de måtte betale en klækkelig sum for at få den med ombord.
Det var for øvrigt mærkeligt at køre i den, hvor rattet sad i højre side, når man var vant til at det sidder i venstre.
De var hjemme igen mandag morgen, og selv om det var svært at holde fingrene fra den, stillede Peter den i indkørslen og gik i seng. Han skulle nemlig på aftentur på fabrikken.
Ulla bemærkede, den næste dag, at naboerne kiggede en ekstra gang ind til dem når de gik forbi.
Jens, ringede fra Sorø Akademi, og fik at vide hvordan det var gået. Lidt senere ringede Ulla til Pia, som var på sygeplejeskolen i Vejle, og fortalte nyheden.
Deres nære venner, Tina og Ole, som de havde lært og kende i Dansk Røde Kors, hvor de var samaritterkolleger, kom og besøgte dem den følgende lørdag, og det var her at Ole kom med en ide, der skulle vende op og ned på deres tilværelse i den kommende tid.
Da de havde været ude og se den, og var gået ind i huset for at få en kop kaffe, sagde Ole i en spøgefuld tone:
- Hvad med om vi alle fire tager et sabbatår? Det er der jo åbnet mulighed for på virksomhederne, og det kunne spilleme da være spændende at komme ud under fremmede himmelstrøg. Synes I ikke?
Han havde egentlig kun tænkt på replikken, som en joke, men blev faktisk varm på ideen og så begejstret fra den ene til den anden. Og de vidste, at når han havde det udtryk i ansigtet, skulle der meget til at få ham til at ændre mening.
Tina fulgte sin mands ide op med et smil:
- Hvad med en tur Jorden rundt i den store bus?
- Hun har mundtøjet i orden, hende Tina, hviskede Peter, nærmest for sig selv, og Tina fortsatte:
- Vi kunne for eks. lave sove- og opholdsrum på førstesalen, og køkken nedenunder. Der kunne også blive plads til vores samarittergrej, som f.eks. en sammenklappelig båre, tæpper og forbindstoffer. Jeg køber en del af det på hospitalet, hvor vi har masser af materialer.
Tina talte om masser af andre ting inden hun stoppede.
- Du kunne sgu da blive en udmærket kaptajn på skuden med det snakketøj du har, grinede hendes mand, og så undersøgende på de to nybagte busejere.
Ulla og Peter slog det hen, og Peter sagde at den var beregnet til at feriere i, og at han nu skulle bruge hele vinteren til at få den gjort i stand og klargjort til syn.
Tina gav ikke op sådan uden videre:
- Hvad skal I dog bruge alle de penge I har på bankbogen til? Har du ikke lige arvet fra din mor Ulla? Og hvad med din store Lottogevinst, Peter?
Hun blev ved, og Ole, støttede hende. De havde nemlig længe snakket om at holde et sabbatår for de penge de havde sparet op i banken siden de unge år. Der var ca. 200.000 kr., og nogle af dem ville de godt spendere på deres livs rejse.
Jo mere de fik snakket den aften, jo nærmere kom de til en erkendelse af, at skulle de ud på "den store tur", skulle det være snart, idet de alle var i fyrrene.
Ole, der var kontormand, indkøbschef, var villig til at komme og hjælpe Peter med at renovere bussen, så den stod klar til foråret.
Da natten næsten var omme, og efter et par flasker god rødvin, var de alle blevet enige om at prøve om de kunne nå Jorden rundt på det år.
De havde fundet det store verdensatlas frem, og havde snakket frem og tilbage om hvordan man kunne lægge ruten. En af de mulige ruter, som Peter kom frem med, var at køre via Mellemøsten over Indien og Thailand, og måske sejle til Australien fra Singapore.
Nu havde de heldigvis hele vinteren til at planlægge disse eventualiteter i, og der skulle mange møder til endnu, inden man kunne foretage så stort et spring, som at rejse Jorden rundt. De var også enige om, at hvis der blev for meget vrøvl med bussen, måtte de begrænse turen.
Peter havde taget stort kørekort i de unge år. Det var før han traf Ulla, og han var tilknyttet et rejseselskab om sommeren, hvor han så tjente lidt ekstra ved siden af sin smedeløn.
Det var værre med Ole. Han havde "kun" et almindeligt kort, men han var indstillet på at tage det store om vinteren, for selv om Peter godt mente at kunne holde til at køre hele turen, var de alle enige om, at det selvfølgelig var bedst at man var to om det. Selv om de daglige strækninger måske ikke blev så lange, kunne der opstå sygdom og andre ubehagelige ting.
Ole havde også den bagtanke, at han muligvis kunne låne bussen senere hen til deres egne sommerferier.
Det skulle blive en travl vinter, idet sprogkundskaberne også skulle have en afpudsning. Heldigvis kunne de supplere hinanden på dette område, således at det den ene ikke kunne, var de andre måske lidt bedre til. Og visum skulle man også søge til nogle af landene.
Som sagt, ville Ole også hjælpe Peter med at gøre bussen rejseklar, og de var alle enige om at den skulle males hvid. De ville så klistre nogle Røde Korssymboler på siderne, for på denne måde at gøre medtrafikanterne opmærksomme på, at her var nogle, der var i stand til at yde førstehjælp.
De vidste ikke om de skulle bruge den Røde Halvmåne, når de kom til de muslimske lande, men det måtte de finde ud af senere. De lavede i hvert fald nogle transparenter for en sikkerheds skyld
Af Dansk Røde Kors fik de lov til at låne nogle forskellige ting, så som en sammenklappelig båre og nogle bukke til at stille den på inde i bussen. De ville faktisk i løbet af vinteren lave en mindre skadestue i underetagen af bussen, og det var i derfor nødvendigt at lave en ekstra klap i bagenden af vognen, for at kunne få båren ind med en person på.
Peters garage var nærmest et mindre maskinværksted, så det var ikke noget problem at skære et stykke plade ud, og lave en klap.
Alle stolene var taget ud af bussen og den var blevet lavet så meget om indvendig, at en englænder ikke ville kunne kende den igen.
Øverst havde de lavet det meget praktisk, med en sovesofa i hver ende, og et par borde og nogle magelige stole. I midten havde de adskilt de to "lejligheder", ved at montere en skydedør, så de dog kunne have lidt privatliv, når de nu havde valgt at have underetagen i brug som arbejdsrum/skadestue/køkken. Det var jo den humanitære indsats, der optog dem mest, og det var hovedformålet med rejsen.
Tina, som var uddannet i at give medicin og indføre drops, regnede med at kunne få en del materialer fra sin arbejdsplads.
Det viste sig at kunne lade sig gøre, hvis man ville udfylde nogle rapporter ved hver behandling. Faktisk på samme måde, som når de var ude til forskellige arrangementer, som samaritter.
De satte et foreløbigt mål, og det var Indien. Når de kom derned, ville de finde ud af om det var tilrådeligt at køre videre mod Thailand.