Ole, der kørte bussen, fandt en slags rasteplads, hvor han manøvrerede bussen ind. Her var der høje palmer med masser af skygge, men desværre var der også noget krat, som gav en del læ, der normalt er et gode, men her ville det være forfriskende med lidt vind.
   De satte sig alligevel uden for bussen i deres campingstole, for at nyde de mange lyde og dufte, som der var i en jungle. De havde ikke siddet ret længe, før de hørte en anderledes lyd, som kom fra den tætte skovbund. De tyssede på hinanden og lyttede nu mere intenst. Det lød nærmest som en stønnen.
   - Det er nok et såret dyr, hviskede Peter, og rejste sig, for at gå i retning af lyden.
   - Pas på, sagde Ole, - det kan godt være, at det er desperat og vil forsvare sig. Peter stoppede op, og gik ind efter en stor brødkniv til at forsvare sig med, om nødvendigt. De listede alle fire i retning af lyden, og kom hen til nogle store bregner, som de forsigtigt løftede op. Pigerne gav et mindre hvin fra sig. De så lige ind i nogle store brune og forskræmte øjne, der tilhørte en lille pige. Hun lå og rystede og var skræmt.
   På armene og benene var der store flænger, hvor det blødte fra. Det lignede kradsesår fra et stort kattedyr; I hånden holdt hun en kniv, som også var fuld af blod. Det kunne tyde på at hun var blevet angrebet af en leopard eller panter, og havde dræbt eller såret den. Hvis den var såret og var løbet sin vej, kunne den være yderst farlig. De valgte derfor at prøve at få pigen med tilbage til bussen, men da de ville prøve på det, svingede hun kniven hen over hovedet.
   Hun fandt tilsyneladende ud af at de ikke ville gøre hende noget ondt, efter, at de havde siddet på hug overfor hende et stykke tid og talt beroligende til hende.
   Hun så ud til at være omkring 10-12 år gammel og meget køn. Hendes hovede var heldigvis ikke skamferet.
   Peter var løbet hen efter båren, og Tina og Ulla hentede førstehjælpstaskerne. De fik hende op på båren, og de kraftigste blødninger blev stoppet.

Da de kom hen til bussen, hentede Ulla noget vand og sæbe, som de rensede de mindre sår med, og derefter forbandt.
   Mens pigerne gjorde det, ville Peter og Ole finde ud af, hvor hun boede, men de kunne ikke komme i kontakt med hende, da hun ikke kunne engelsk, og de ikke kunne thai.
   Så fik Ole en lys ide, og tog et ark papir, hvor han tegnede en pælehytte, og viste den til pigen, som kom op i en halvtsiddende stilling og så ud af bussens vinduer. Hun pegede nu hen ad vejen, i den retning de skulle. Peter satte sig derefter til rattet, og de andre prøvede at komme i kontakt med hende, og ydede hende lidt psykisk førstehjælp.
   De havde kun kørt et par minutter, da de kom til en mindre flod, hvor der var en del pælehytter langs bredden; Her fægtede den lille pige med armene, som ville hun sige: her bor jeg.
   De standsede bussen og blev omgående omringet af nogle unger, som var nysgerrige efter at se hvorfor sådan en stor hvidmalet bus stoppede der.
   Da de så pigen ligge på båren, med forbindinger over det hele, var der straks nogle der løb ned til hytterne. Der kom et par kvinder løbende ud fra dem, og de kom hurtigt op til bussen.
   Den ældste af kvinderne farede direkte hen til den unge pige, og omfavnede hende og græd mens hun sagde en masse på thai, som ingen af de fire forstod. Den anden kvinde, en lidt yngre, var mere afdæmpet, og henvendte sig til Ole, og spurgte, på et nogenlunde engelsk, hvad der var sket.
   Det Ole ikke kunne forklare, klarede Tina, og de fik nu at vide at den unge kvinde var søster til den tilskadekomne, og at den ældre kvinde var deres mor.
   De to talte sammen, og den lille pige blandede sig også samtidig med at hun pegede på sine redningsfolk.
   Moren sagde noget til den ældste datter, som omgående oversatte det for de fire. Moren ønskede at de skulle komme med ned og få noget mad, som hun var ved at tilberede. Det ville være uhøfligt at afslå, så de tog imod tilbuddet og gik med ned til pælehytterne, hvor der var en liflig, men stærk, duft af krydderier og fisk.
   De blev "lodset" op af en spinkel stige, og bedt om at tage plads på gulvet, som bestod af en masse bambusrør, der var bundet sammen. Der var et ildsted i hytten, men denne dag lavede moren mad udenfor.
   Da de havde sat sig på de dertil beregnede måtter, talte de fire om, at det de oplevede nu, var nogenlunde det samme, som de oplevede tidligere på året i Tyrkiet, hvor de reddede en pige, og bagefter blev inviteret hjem til familien. Der var bare den forskel at her drejede det sig om et angreb fra et dyr, hvorimod det i Tyrkiet jo drejede sig om en drukneulykke. Men fælles for begge oplevelser var familiernes taknemmelighed over hjælpen.

De to søstre talte lidt sammen i et hjørne af hytten, som tydeligvis blev brugt til soveafdeling, idet der lå nogle sivmåtter på et par meters længde.
   Den ældste kom over til det lille selskab, og fortalte at søsteren var gået ud i skoven for at skære bambusskud, som de skulle bruge til madlavningen, men hun var kommet længere ud i skoven end hun plejede og her var hun så blevet angrebet af en leopard eller ozelot, og det var gået så hurtigt, at hun ikke registrerede andet end at det var et stort dyr i kattefamilien, og at den var lys i pelsen. Den var flygtet da hun jagede kniven i den.
   De fire havde taget skoene af inden de klatrede op i rummet, hvor alt var lavet af bambusrør. Det gjaldt både vægge, gulv og loft.
   Selve taget var lavet af en blanding af bambuskviste og palmeblade, som bevirkede at der føltes rimeligt køligt i modsætning til de hytter, som har bølgeblik til tag.
   De havde alle indtaget den traditionelle buddhastilling, og maden blev derefter serveret.
   Her på egnen brugte man åbenbart meget chili, for der stod en stor krukke i et hjørne af rummet, som var fyldt med dette stærke krydderi.
   Der kom små krukker med ris og chili, og nogle lidt større, med kogte fisk og grøntsager, ind i rummet.
   Den måde man spiste på her, var ikke danskernes store nummer, men de prøvede at gøre, som de andre, der nok kunne se at de ikke var vant til at spise med hænderne, og da kun den højre hånd.
   Til maden blev der serveret en stærk kop te, som var skoldhed, så sveden kom frem på panden. Chilien var også stærkere i maden end de var vant til hjemmefra. Det føltes, som om spiserøret var ved at brænde sammen.
   Efter maden ville den ældste søster absolut vise dem omkring, og først og fremmest vise deres åndehus, som var på størrelse med en stor foderkasse til fugle. Her stod to krukker med noget af asken fra hendes farmor og farfar, og her kunne man så opholde sig og mindes dem når man havde lyst, og til højtiderne.

Det blev sent på eftermiddagen inden de to ægtepar kunne drage videre, og de fik nogle små smukke håndskårne elefantfigurer i ibenholt med, som tak for deres indsats.
   Hele landsbyen stod og vinkede da de kørte videre mod Lampang, som lå nogle få kilometer borte.
   - Det er godt at vi har rigeligt med colaer, stønnede Tina, som omgående knappede en op og drak begærligt. De kunne alle mærke at maven ikke havde det så godt efter dette uvante måltid, og det plejede at hjælpe når man drak lidt af denne drik.

De overnattede i den idylliske by Den Chai, og kørte næste dag mod Sukhotai (som betyder daggryets glæder). Her er masser af ruiner, som kan føres tilbage til byens grundlæggelse i 1238.
   Det var Ulla, der var meget interesseret i arkæologi, som kom med forslag om at gøre et mindre ophold her. De besøgte da også det berømte tempel, Wat Trapang tong, hvor der var en sø med masser af lotusblomster. Et virkeligt skønt syn.
   Der var masser af templer i denne gamle by, men de fire led under varmen, og det var lige før de glædede sig til at komme ned til Australiens vinter.
   Dagen efter nåede de Nakhon Sawan, som de også mente var værd at gøre ophold i. Her mødes Ping, Yom- og Namfloden, og man kunne af og til se teaktræstammer, som var undervejs til Bangkok.