Togtet til Norge
   Sidst på ugen afsejlede vi så fra Frederikshavn i bidende frost. Der var ca. 10 minusgrader om aftenen da vi stod ud fra havnen, som var ved at lukke til. Vi sejlede i løbet af natten gennem Skagerrak, og kom ud i Nordsøen hen mod morgenstunden.
   Om formiddagen, hvor jeg havde fri, var vi nået ud i selve Golfstrømmen. Det var en oplevelse som jeg aldrig glemmer.
   Her var direkte lunt (ca. 10 grader), og solen skinnede, så de af os der havde fri, satte sig i læsiden på hoveddækket og nød den.

Sejladsen gennem den Norske skærgård var en pragtfuld oplevelse. Vi kunne se på det rige fugleliv på fjeldene i timevis, hvis vore vagter tillod det. Jeg tog simpelthen mit brevpapir med op på dækket og skrev til mine kære om disse skønne synsindtryk.
   Det drejede sig om lodrette klippevægge, hvor der visse steder var hugget store huller ind. øjensynligt nogle militære anlæg.
   Der var masser af afsatser på klipperne, hvor alle de mange arter fugle havde deres reder. Jeg kendte ikke ret mange af dem, men mange af mine venner var fiskere, og de fortalte vidt og bredt om disse fugle og deres adfærd.

I bunden af Bjørnefjorden, som lå lige før Bergen, lå vragene af nogle tyske Ubåde. Det var et levn fra den anden verdenskrig. Det gav stof til eftertanke. De lå oppe på nogle klippestykker, og kunne således ses på lang afstand.
   Noget som betog os alle, var den stilhed der var i de mange fjorde og vige, vi passerede.
   Vi nærmede os nu Bergen, og fik at vide at vi skulle ligge et stykke udenfor ved noget kajanlæg, som var beregnet til store skibe.
   Jeg havde aldrig været i Bergen før, så der var mange fremmede indtryk at absorbere. Vi havde ikke fået at vide hvor længe vi skulle ligge her, men man mente at en måned ikke var urealistisk. Det skrev vi så hjem til vore pårørende, som naturligvis var spændte på om de overhovedet så os mere inden hjemsendelsen.

Vi fik brug for vort regntøj i den tid vi lå her. Det øsede ned det meste af tiden, og alle, vi mødte i byen, havde paraplyer med.
   Jeg har aldrig før set så mange reklamer for paraplyer, som i denne by.
   Vi kom ind til byen i nogle busser, som kørte mellem kajanlægget og den indre by en gang i timen, så vidt jeg husker.
   En dag, da det var nogenlunde fint vejr, fandt jeg på at jeg ville besøge Griegs hus, som lå otte kilometer fra centrum. Jeg kunne ikke finde nogen busforbindelse, så jeg gik derud. Der var grusvej for det meste. Det var en meget idyllisk tur, og der var næsten ingen trafik.
   Da jeg endelig kom derud, blev jeg virkelig betaget af den skønhed, som var her. Huset lå i udkanten af en skov, på toppen af en skrænt, og med en mægtig udsigt ud over vandet. Ved foden af skrænten lå hans lysthus, og når man gik hernede, kunne man godt forstå hvordan han kunne lave sine dejlige værker, som f.eks. "Brylluppet på Trollhaugen".
   "Trollhaugen" var netop navnet på hans hus. Desværre var det lukket i vintermånederne, så jeg måtte nøjes med at smalfilme og fotografere det.
   Efter at have travet en tur i omegnen, begyndte jeg tilbageturen, og nåede ned til skibet til aftenskafningen.
   Vi benyttede tiden, når vi ikke havde vagt, til at se omegnens mange seværdigheder. Blandt andet var vi på en udflugt, ud og se en af Norges 27 stavkirker. Det var en særpræget bygningsstil.
   Det så ud som om kirken kun var bygget af nogle små træplader. Vi fik at vide at de fleste af disse kirker var privatejede, men at vedkommende der ejede dem havde pligt til at holde dem i en acceptabel stand.

Vi tog også med en tovbane (Ulriksbanen), op til toppen af en af de syv store fjelde, som omgiver Bergen. Her var en strålende udsigt over byen og de tilstødende fjorde.
   Havnen i Bergen er noget for sig. Her er der mange bygninger, hvis arkitektur er hollandsk inspireret, idet de har gavlen ud mod gaden.
   Et af disse kvarterer hedder "Bryggen", og er meget berømt. Alle husene her er af træ, og der er kun en til to meter imellem dem. Bergens akvarium ligger ikke så langt herfra. Det måtte vi naturligvis også besøge.

Øvelser i Kattegat
   Vi var nu nået til omkring 1.Marts, og isen var ved at være væk i de danske farvande.
   Chefen havde nu fået ordre, fra København, til at søge mod danske farvande inden en uge.
   Den norske regering afsluttede vort besøg med en dejlig middag, hvor der var alt i fisk. Vi manglede dog vores danske rugbrød, som vi ikke kunne få her. De serverede i stedet noget der mindede om sigtebrød. Det foregik på en meget fin restaurant midt i Bergen, med udsigt over havnen.
   Endelig kom ordren til at afsejle, og vi glædede os naturligvis til at komme hjem på orlov. Det var noget besværligt at tage hjem fra Bergen på orlov. Mig bekendt, var der ingen som gjorde det.
   Turen fra Bergen oplevede vi ikke på samme måde, som da vi ankom. Nu var hjemlængslen størst, og da vi sejlede herfra sidst på eftermiddagen, var det jo mørkt på næsten hele tilbageturen, som foregik direkte til Frederikshavn som var vort første mål.

Vi nåede Frederikshavn om eftermiddagen, og der var mange som allerede nu skulle på orlov, selv om det kun var onsdag. Vi havde nemlig fået at vide at vi først skulle sejle igen den følgende mandag, hvor vi skulle på øvelse i Kattegat.
   Jeg havde to sammenhængende fridage tilgode, så jeg tog også hjem på den sidste orlov inden hjemsendelsen. Jeg havde ringet til Karin, men hun kunne ikke være sammen med mig i denne uge på grund af noget arbejde.
   Jeg var tilbage på skibet søndag aften. Det var de fleste af mine kammerater også. Vi vidste godt at det sandsynligvis var sidste gang at vi lå i Frederikshavn, og det ville vi da lige fejre.
   De kendte steder blev besøgt, og jeg spurgte efter Inge, men fik at vide at hun var blevet forlovet med en fisker, og ikke kom på værtshuse mere.
   David og jeg sluttede af med en tur i biografen, som hed Colosseum og lå midt i byen, ikke langt fra havnen.
   Næste dag, under mønstringen, fik vi at vide, at næste weekend skulle vi på officielt besøg i Vejle. Jeg skyndte mig at skrive det til Karin og bad om at vi kunne ses denne weekend, hvis jeg kunne få fri. Jeg nåede lige at få det postet inden vi afsejlede fra Frederikshavn.

Vi havde nogle ubådsøvelser ud for Læsø hele ugen, og anløb Vejle fredag eftermiddag. Desværre havde jeg kun fri om lørdagen og jeg ventede spændt på brev fra Karin. Det kom da vi lagde til kajen, og da havnemanøvren var overstået, fik jeg det udleveret. Der stod at hun godt ville se mig i denne weekend, men at jeg lige skulle ringe først.
   Jeg fik lov til at gå ned på kajen og ringe fra en boks, selv om jeg havde vagt. Det var hende der tog telefonen, og hun gav udtryk for at hun havde savnet mig, og at jeg naturligvis var velkommen lørdag, men at hendes far ikke var hjemme, så jeg måtte tage rutebilen fra Vejle. Hun fortalte mig hvilken jeg skulle med, og hvordan jeg fandt terminalen i Vejle.
   Da mønstringen var overstået om lørdagen, tog jeg den skitse frem som jeg havde tegnet efter Karins anvisninger.
   Jeg fandt hurtigt terminalen som lå i nærheden af stationen. Man kunne nok se at folk på disse kanter ikke var vant til at se marinesoldater. De kiggede noget videre på min uniform, men sagde ikke noget.
   Jeg satte mig ind i bussen, som var halvtom, og efter ca. 10 minutters forløb, kom chaufføren ind i bussen og begyndte at billettere. Han var ikke så mundlam:
   - Hvad Søren, er krigen brudt ud? grinte han, henvendt til mig. - Vi er jo ikke vant til at se soldater her i byen.
   Han havde ikke hørt noget om vores besøg i byen, så ham fik jeg en ordentlig snak med under kørslen, selv om det selvfølgelig ikke var tilladt at tale med ham under kørslen.

Besøger Karin
   Jeg stod af i den lille by hvor Karin boede. Hun kom gående ned ad vejen, og tog imod mig. Det var stadig koldt i vejret, og jeg kunne se, at hun ikke havde taget tøj nok på. Hun rystede af kulde.
   Jeg gjorde selvfølgelig mit til at hun skulle få varmen. Der var heldigvis ikke så langt til præstegården, som jeg havde set fra bussen.
   Jeg fik igen den hjerteligste velkomst man kunne få. Hendes mor var et pragtfuldt menneske, og der var ingen ende på hvad der blev disket op med.
   Dagen gik desværre alt for hurtigt. Jeg kunne i og for sig godt vente med at komme ned på skibet til næste morgen, men det var
   ikke passende, dengang, at overnatte hos sin kæreste, så jeg måtte tage med den sidste rutebil, som gik ved 22- tiden.

Jeg vidste ikke, på det tidspunkt, at det skulle blive sidste gang, at jeg nogensinde så Karin, men vor afsked var alligevel bevægende, idet vi begge vidste at det ville tage lang tid inden vi igen havde mulighed for at kunne ses. Næste destination var nemlig København.
   Jeg kom ombord lidt før midnat, og det var begyndt at sne lidt, men det var ellers ret stille vejr.
   Efter at jeg var kommet til køjs, hørte jeg at der kom nogle af kollegerne ned ad lejderen. De var lakket godt til. Jeg vendte mig om på den anden side, og lod som om jeg sov.
   De satte sig ved et bord midt i banjen og begyndte at "knevre". Jeg havde mest lyst til at sparke dem i hovedet, men huskede at jeg ofte selv havde været sådan.

Brevet fra Karin. Hjemsendelsen
   Jeg havde vagt hele søndagen i pumpemesteriet, og det var som sædvanlig en loppetjans, hvor der var rig lejlighed til at læse nogle bøger.
   Det blev mandag, og vi stod ud af havnen, sejlede rundt om Samsø, og skulle nu have været på øvelse hele ugen i området, men så skete der noget som ændrede vort program radikalt.
   Ham der havde vagt i pumpemesteriet målte vandstanden i bunden af skibet en gang i timen, og det var samme sted hver gang.
   Som tidligere fortalt, var der et rør, som var beregnet til pejlestangen. Dette rør mundede direkte ud på skroget i bunden. Man kan vel forestille sig, at når denne pejlestang, som vejede ca. tre kilogram, var gledet ned i røret en gang i timen siden skibet var nyt i 3o.erne, så var her efterhånden blevet meget tyndt.
   Uffe havde desværre den uheldige vagt, hvor det gik galt. Pejlestangen gik simpelthen igennem skroget og ud i havet. Der blev nu et ca. 3 cm bredt hul, hvor vandet fossede ind som et stort springvand.
   Til alt held, havde vi en frømand, Simonsen, ombord, og han måtte nu skynde sig at iføre sig sin vinterdragt. Skibet havde forlængst fået ordre til at standse mens man prøvede at stoppe lækagen ved at sætte en bolt i hullet ude fra.
   Det lykkedes frømanden at få det gjort, så der ikke kom så meget vand ind. Vi fik nu ordre til at vi ikke mere måtte pejle vandstanden i rørene, men gøre det så godt som muligt andre steder.
   Øvelsen blev afbrudt, og vi sejlede direkte til København, hvor vi skulle ligge i dok for et større eftersyn og reparation. Der var nu ikke meget at lave for os på skibet, så tiden gik med noget undervisning og besøg forskellige steder i byen.
   Så kom det, og det kom som et chok. Brevet fra Karin:

Kære ven!
   Rigtig mange tak for sidst.
   Jeg er ked af at måtte sige dig, at vi ikke kan komme sammen mere. Tak for den tid, vi har kendt hinanden. Jeg ønsker dig al mulig held og lykke i fremtiden.
   Kærlig hilsen Karin
   Jeg skyndte mig ned til en telefonboks, og prøvede at ringe til hende, men røret blev lagt på hver gang. Det gjorde jeg nogle dage, så opgav jeg, og tænkte at det nok var hendes forhenværende fyr, der havde gjort hende blød i knæene. Der gik nogle dage, hvor jeg bare turede rundt i byen og fik en del af de våde varer.
   En dag sidst i Marts Blev vi kaldt til Mønstring i klargøringsrummet, hvor chefen var til stede, og ville sige en del. Vi kunne se, at han var noget bevæget, og jeg tror at de fleste vidste hvad han ville sige.

- Jeg har kaldt jer sammen her til en ekstraordinær mønstring i dag fordi en stor del af jer står for en snarlig hjemsendelse, og de øvrige, får andre opgaver på andre skibe. Jeg har nemlig lige fået at vide at reparationerne på dette skib trækker længere ud end beregnet. Man har derfor bestemt at de der står til hjemsendelse i april, bliver hjemsendt i løbet af et par dage.
   I skal have tak for den tid vi har haft fornøjelsen at kende hinanden. TRÆD AF.

Vi var både glade, og en smule vemodige, da vi gik ned på vore banjer for at tale om det, og vi håbede også på at kunne nå at holde en afskedsfest inden.
   Vi fik besked af pumpemesteren på at vi skulle afmønstre to dage efter, så det var om at få arrangeret noget.
   Det blev så næste aften, hvor vi lavede en hyggelig fest, og her var vore nærmeste foresatte også inviteret med. Den gik mest med at bytte adresser og mindes alle de gode og mindre gode oplevelser. Vi havde fået en plan over forløbet af næste dag, hvor hjemsendelsen skulle finde sted.
   Aftenen forløb uden at vi var alt for berusede. Det var jo den sidste aften sammen.
   Vi blev purret kl 07:00, og vi havde fået udleveret vores civile tøj dagen før. Militært udrustning og uniform skulle i nogle køjesække. Disse skulle med op til mønstringen i klargøringsrummet, som foregik kl 08:30.
   Vi skulle nu køre i lastbiler til tb. undersøgelse, og her medbragte vi disse køjesække, som skulle afleveres, og vi fik nu de forskellige papirer udleveret.
   Klokken 11:30 var der skafning på Ægir, og her gik snakken om hvad vi nu skulle lave når vi kom hjem. Nogen var sikret arbejde, andre ikke. Jeg skulle hjem i "køen", men vi, soldater, havde på den tid førsteret til arbejde, så vi var håbefulde.

Klokken 12:00 var der mønstring for sidste gang, og den foregik på land. Her fik vi udleveret vores orlovsbog og hjemsendelsespas, som gav os ret til gratis hjemrejse. Vi fik også at vide at vi var underkastet den militære straffelov i 24 timer efter hjemsendelsen.
   Vi havde en bevæget afsked, og de der ønskede det, blev kørt til Hovedbanegården i militære busser.
   Her slutter min beretning om en tid ved marinen, som jeg kunne ønske at mange unge kunne få lov at opleve.