De næste dage kørte de ad Flinders Highway, og nåede en lille by, Charters Towers, der havde omkring 8000 indbyggere og var en tidligere storby med over 30000 indbyggere, da guldfeberen for alvor rasede i landet.
   Den store steppe, de havde kørt på de sidste par dage, var meget særpræget, men efterhånden noget ensformigt landskab. Der var ikke meget brændstof tilbage, og vandet var det også begyndt at knibe med, så de var glade, da de så en tankstation nær ved byen.
   Nede ved jernbanestationen var der en masse kvæg, som man var ved at få op i godsvognene. Det foregik under megen brølen fra dyrene og banden fra arbejderne, der mindede meget om de cowboys man så i de amerikanske Westerns.
   De fire blev enige om at overnatte i den lille by, og gå en tur ud til de gamle miner den næste dag, og måske finde nogle sjældne sten, som de kunne tage med hjem.
   Der var en skøn flod, Burdekin River, hvor de fire blev enige om at overnatte og spadsere ture derfra den næste dag. Temperaturen passede danskerne meget godt. Den lå på ca. 21 grader, men de kunne godt se på de lokale at det var vinter. De gik nemlig med halstørklæde og strikketrøje på.
   Ulla havde taget en plastikpose med til at samle eventuelle sten og andet interessant materiale i.
   - Hvis du tror at du finder guld, smilede Peter, - så tager du vist meget fejl. Du kan da nok forstå at der ikke kan være noget tilbage efter de mange års rovdrift på området. Ulla sagde ikke noget, og Tina gik også i sine egne tanker og soppede i det kolde flodvand, da Ole råbte på dem.
   - Se her! udbrød han og pegede på et hul i jorden. - Jeg tror spilleme at det er en gammel mineskakt.
   - Ja det kan godt være svarede Tina, men du går ikke derned, for man ved aldrig hvornår sådan noget braser sammen.
   - Vi har jo heller ingen lygte med, og der er måske slanger dernede, fortsatte Peter og gik videre.
   De havde gået et langt stykke op ad floden, og var lige ved at vende om og gå tilbage, da Ulla udbrød:
   - Kom og se, der er noget der glimter i vandet.
   Peter smøgede buksebenene op, tog sko og strømper af og vadede ud til objektet.
   - Det er rigtig nok, der er noget nede på bunden, der glimter. Han ragede lidt dernede, og fik fat i en stor sten, som han holdt op så de andre kunne se den. Halvdelen af den skinnede gyldent, og den var meget tung med skarpe kanter.
   - Tror du at det kan være guld? Ulla så ivrigt på ham.
   - Jeg ved det ikke, men den er i hvert fald ualmindelig tung, konstaterede Peter.
   - Lad mig lige prøve, sagde Ole, og var lige ved at tabe den, for den var noget tungere end beregnet. - Jeg vil skyde på at den vejer ca. 2 kg., men hvor meget der er sten og hvor meget der er metal, ved jeg selvfølgelig ikke.
   - Hvordan finder vi ud af om det er guld, og hvis er den...? Det var Tina der kom med en række spørgsmål, som var svære at besvare.
   - Jeg synes vi skal være enige om at dele, hvis den viser sig at være noget værd, mente Ole, og desuden kan det jo være at der er flere i floden.
   - Der er lige en ting, I skal være klar over, forklarede Peter, - og det er, at det er forbudt at udføre mere end 250 dollars her i landet, så det bliver en svær sag at tackle, hvis det viser sig at være guld.
   - Vi må jo simpelthen smugle. Ulla prøvede at veje den i hånden.
   - Ja der er vel ikke andet for, konkluderede Ole, og det vil sige at vi ikke finder ud af om det er ægte guld før vi kommer hjem og finder en guldhandler.
   - Hvis bare halvdelen af stenen er af guld, bliver vi ret velhavende, kom det fra Peter.
   De gik videre og så naturligvis ekstra meget efter sten i floden på den resterende del af turen, men fandt intet. De havde meget lyst til at tage ind til en guldsmed i den næste store by, men turde ikke af hensyn til muligheden for at blive angivet til myndighederne.

Torsdag den 17. juni nåede de den store kystby, Townsville, der lå lige ud til det store Barriererev, som er et eldorado for sportsdykkere, og der var muligheder for at komme ud og se dette naturfænomen med små undervandsbåde, eller at sejle med både, hvis bunde var glasklare, så man kan se de smukke koralrev og skønne fisk. Her tilbragte de et par dage, og fik nogle dejlige oplevelser i dette pragtfulde område.
   Pigerne fik også noget tid til at gå med at shoppe på den berømte gågade, Flinders Mall, hvor der også var et posthus, hvor de besørgede noget post til familie og venner i Danmark.

Efter en fantastisk skøn tur langs kysten, nåede de Brisbane den 23. Juni, men temperaturen her var ikke noget særligt. Den lå på ca. 15 grader, og der var meget overskyet da de ankom. De besluttede derfor at besøge nogle af byens museer.
   Næste dag skinnede solen, og temperaturen sneg sig op over de tyve grader. Derfor blev de enige om at tage ud til Lone Pine Sanct-uary, der er et reservat for de fleste australske dyr, såsom slanger, dingoer, emuer, koalabjørne og kænguruer. Reservatet ligger kun ca. 10 kilometer fra Brisbanes centrum.
   Næste dag gik de en tur langs havnen og beundrede alle de store fiskerbåde og lystsejlere, der lå i den dertil indrettede marina.
   - Prøv at se! råbte Tina pludselig, - det skib, som er på vej ind i havnen, hun pegede på containerhavnen, - ligner det ikke Flora?
   Peter der næsten altid havde sin kikkert med, satte den for øjnene.
   - Jo søreme, det er Flora der er på vej ind! Lad os tage hen og hilse på dem .
   De skyndte sig hen til det sted, hvor de formodede at det ville lægge til. Det vrimlede med havnearbejdere, der var ved at smide fendere ud mellem skibet og kajen. Der var også nogle, som tog imod fortøjningstrossen, der blev lagt omkring de dertil beregnede pullerter på kajen.
   Endelig var skibet fortøjet forsvarligt, og lejderen blev svunget ud og sænket ned mod kajkanten. De fire gik derhen og fik nu øje på nogle af matroserne oppe på dækket.
   Det var Søren, som omgående genkendte dem, han fægtede med armene og råbte:
   - Hvad pokker laver I her? kom dog op og hils på os!
   Peter spurgte de andre om det var klogt at nævne det med guldet.
   Ole svarede, at man nok lige skulle se tiden an og vurdere det når de kom ombord.

Oppe på broen var der, som sædvanlig, en hektisk aktivitet i anledning af havnemanøvren, men da de fire ankom, kom Kurt, som havde set dem nede på kajen, hen til dem.
   - Velkommen ombord, kære venner! Vi sejler om få timer. Han fik det store smil frem. - Der kan I se, jeg er lige så hurtig, som jer på trods af, at min hastighed er noget lavere. De fire smilede og var naturligvis nysgerrige efter at få at vide hvorfor han var havnet her, og hvor han nu skulle hen.
   - I Darwin fik vi pludselig at vide, at der var en del containere i nogle kystbyer, som skulle til Europa, nærmere betegnet Cadiz i sydspanien, men vi skal lige en tur til Panama og aflevere et par stykker, og derefter sejle gennem deres kanal til Atlanten, og så er der ikke langt til Spanien.
   Nærmest for sjov, sagde han: - Vil I med?
   Tina svarede meget spontant: - Ja, vi henter lige bussen og hejser den ombord.
   Peter og Ole så lidt på hinanden, og Ole sagde, at det godt kunne være at det var sagt i sjov, men om der var en praktisk mulighed for det?
   - For vores skyld kan det godt lade sig gøre. Jeg skal dog lige kontakte hovedkontoret, og hvis I mener det, skal I jo også forbi toldvæsenet, men det kan lade sig gøre i løbet af en times tid, og jeg synes at I skal overveje det, mens jeg lige går ned og ordner noget på dækket. Vi sejler for øvrigt om fire timer.