Karen kunne nok se på Knud, at der var noget galt da han kom ind af døren lidt senere.
   - Er der nogen der har tisset på din sukkermad, min egen?
   Hun var i godt humør, da ungerne havde opført sig nogenlunde roligt hele dagen, og der var intet, som havde irriteret hende, udover at en fremmed kat havde jagtet de smukke fugle ude på græsplænen.
   - Nej der er såmænd ikke andet i vejen end at Kresten igen har opført sig fjollet, men det er jo ikke noget nyt. Han har selvfølgelig ikke kunnet tåle at blive degraderet.
   - Nej, lille Knud, og du kan ikke tåle at blive borgmester.
   Karen så smilende på sin mand.
   - Hvad mener du med det?
   - Det skal jeg såmænd sige dig, jeg har netop gennemgået vore finanser og fundet ud af at vi faktisk kører på kassekreditten i øjeblikket. Du får simpelthen ikke malet nok. Og din borgmesterløn er jo ikke noget at råbe hurra for.
   - Du har fuldkommen ret, min skat, det var faktisk bedre da vi ikke havde det at spekulere på, og ungerne ser jeg heller ikke meget til mere. Jeg må indrømme at jeg kunne godt sommetider ønske at jeg havde holdt min kæft på det rigtige tidspunkt.
   - Vi kan nok klare det et stykke tid endnu, Knud, men fortsætter den økonomiske nedtur, må vi foretage os noget.
   - Hvad tænker du på?
   - Årh, ikke andet end, at der stadig er mangel på sygeplejersker, og der var vel en mulighed der.
   - Det ville gøre mig meget ondt, Karen, da jeg nu endelig har fået mit ønske om at få en hjemmegående hustru opfyldt.

Erna var taget ned på apoteket for at få nogle piller for sin mands høje blodtryk, og Ilse farede over hende med det samme:
   - Nu skal du li'godt høre, Erna. Det er altså ikke fordi jeg vil snage i jeres familieliv, men alligevel! Kan du tænke dig hvad der skete efter budgetudvalgsmødet på hotellet?
   - Nej, Ilse, lad mig høre.
   Ilse så sig omkring i lokalet, tog hånden op for munden, og hviskede halvhøjt: Arnold har godt nok sagt at jeg ikke måtte fortælle det til nogen, men jeg synes alligevel, du skulle vide det. Du må ikke sige, at jeg har fortalt dig det, vel?
   - Nej, selvfølgelig ikke, Ilse.
   Erna var blevet lidt irriteret, for hun var godt klar over, at der var noget sladder i vente.
   - Jørgen, du ved, Jørgen Kirk, var herinde i går, og jeg hørte ham fortælle Arnold, at efter mødet gik Knud op på et af værelserne, hvor der var en letlevende dame. De blev deroppe en halv times tid.
   Ilse fik den forargede mine på. - Og han er vores borgmester! Vor Herre bevares siger jeg bare. Ja det er ikke fordi det er din svigersøn, men jeg synes bare du skulle vide det.
   Ernas hjerte begyndte at slå meget uregelmæssigt.
   - Det er nok bare noget Kresten har fundet på, Ilse.
   - Nej, nej, Erna, Jørgen så det selv. Han var ret oprevet, da han talte med Arnold, og de er vist ved at finde ud af hvordan de skal få Knud vippet af pinden.
   - Ilse, jeg har ikke lyst til at høre på sådanne påstande, må jeg få en pakke Atenor 15 milligrams, så jeg kan komme hjem?
   - Bevares, bevares, jeg syntes jo bare....

Erna havde det ikke godt på vejen hjem. Skulle hun fortælle Jakob det, eller skulle hun snakke lidt med Karen?
   Hun valgte en helt tredje løsning. Hun ville snakke med Knud selv. Det måtte være det rigtigste. Hun var kommet til at holde så meget af ham, at hun klyngede sig til det håb, at der forelå en misforståelse, men var klar over at selv om det forholdt sig sådan, ville det være svært at få folk i sognet til at forstå det.
   Heldigvis mødte hun Knud, der kom kørende, han var på vej for at købe farver i Varde.
   - Hej svigermor! råbte han ud gennem vinduet. - Hvordan går det?
   Erna vendte sig mod ham.
   - Hvor skal du hen, Knud?
   - Jeg skal en tur til Varde, vil du med?
   Han sagde det i spøg, og regnede med et afslag. Han blev derfor forbløffet da hun svarede:
   - Jo tak, Knud, det vil jeg da gerne.
   Knud kikkede undersøgende på hende, og kunne fornemme, der var noget galt.
   Erna satte sig ind ved siden af Knud, og da de kørte lagde han mærke til at hun så meget stram ud i ansigtet.
   - Svigermor, du ligner ikke dig selv, er der noget galt?
   - Det er nok ikke noget særligt, Knud, men nu da vi er alene, må jeg vel hellere komme frem med det.
   - Komme frem med det! hvad mener du med det, er der noget galt?
   Knud sagtnede farten og så på Erna, der havde en alvorlig mine på.
   Erna fortalte hvad hun havde hørt på apoteket, og så på Knud, der havde fået en anelse mere farve i kinderne.
   - Erna, sådan forholder det sig heldigvis ikke, men det bliver nok svært at ændre opfattelsen hos folk.
   Knud fortalte nu hvordan det virkeligt var foregået, og at han havde i sinde at spille en trumf ud ved det næste byrådsmøde. En trumf der for stedse ville stemple Kresten som en stor bedrager.
   Han skulle blot lige have foretaget en telefonsamtale til Århus en af dagene.

- Hvor fik du forresten de titusinde kroner fra, du har betalt Luna med på forhånd? Arnold var kommet på besøg hos Kresten henne på kontoret i rådhuset.
   - Det skal jeg såmænd sige dig, Arnold, dem har jeg lånt af byens kasse, Kresten slog en latter op, - og de bliver selvfølgelig lagt ned igen, når jeg kommer til roret.
   - Det kan du da ikke, jeg mener det er da bedrageri, Kresten!
   - Bare rolig, du, Jeg har altid været gode venner med den lille bandit til kasserer, så han skrev det på som noget ekstra kørsel for de gamle, hvis der skulle komme en uanmeldt revision. De ved heldigvis ikke hvad der foregår i sognet, så den er god nok, og desuden kommer pengene jo tilbage igen inden byrådsmedlemmerne opdager noget.
   Ganske vist havde Arnold ikke noget imod at få Knud væltet, men at være vidne til bedrageri, var han ikke meget for.
   - Jeg har ikke været her i dag, Kresten, og jeg har ikke hørt noget om dine "transaktioner". Arnold tog sin jakke på, og gik samtidig med at han så om der var nogen der bemærkede hans besøg.

Knud havde, efter Ernas råd, fortalt Karen om hændelsen på hotellet. Hun havde modtaget den med blandede følelser, hvilket Knud godt kunne forstå. Men da han holdt fast ved at det kun drejede sig om at se pigens biologibøger, slog Karen sig til tåls med det, og var villig til at hjælpe sin mand med at få sit ry og rygte renset, for selvfølgelig vidste hele byen nu hvad der var sket.
   Luna tog telefonen da den ringede nogle dage senere.
   - Det er Knud, sagde en kølig stemme.
   - Knud, Knud, Knud? Ja du må undskylde, men kender vi hinanden?
   - Nej, Luna, men du kender Kresten, den tidligere borgmester i Nørre Antrup, ikke?
   - Jo, det er rigtig nok, det er en gammel bekendt. Hvad er der med ham, min ven?
   - Jeg er aldeles ikke din ven, men hvis du vil undgå at blive anmeldt til politiet, bør du lytte til hvad jeg har at sige.
   Knud kunne høre, at hendes åndedræt blev en smule hurtigere.
   - Hvad tænker du på...?
   Knud fortalte hende hvad der var sket på hotellet, og at han havde i sinde at knalde Kresten. - Det kan jeg kun gøre hvis I to kommer over til os til det næste byrådsmøde, som jeg omgående indkalder til, ekstraordinært, på onsdag. Jeg lover at gøre hvad jeg kan for at holde jer anonyme for offentligheden, mod at I tropper op og fortæller den fulde sandhed til byrødderne, og det bliver et lukket møde.
   Luna var klar over at de nok var nødt til at gøre det, da hun godt kunne se at Knud var trængt op i en krog, og at han virkelig ville anmelde dem for bedrageri, hvis de ikke gjorde det. Hun lovede også at hun ikke ville sige noget til Kresten, der i givet fald, kunne nå at lave mere rav i den.

Alfred post, som netop havde afsluttet dagens runde, var havnet hos barberen, hvor han plejede at aflevere "dagens nyheder".
   - Hvad mener du, John, tror du det er Knud, som vil deklarere sin fratrædelse på grund af skandalen forleden?
   - Ja noget kunne da tyde på det, kære post. Det kan vel ikke være ret meget andet han kan invitere os til. Så det bliver nok et kort møde, men det skal blive spændende, og så får vi vel Kresten igen. Han var da heller ikke så tosset. Jeg mener, han blandede sig ikke, og lod os være i fred. John fejede lidt hår sammen mens han snakkede.
   - Jeg synes nu ellers godt om Knud, og ved du hvad? Han gjorde såmænd bare det alle vi andre altid har drømt om, men ikke har turdet. Alfred var kendt for at se noget godt i de fleste mennesker.
   - Alfred, du kan da kun snakke for dig selv. John havde et lunt glimt i øjet.
   - Nå, jeg må hellere komme hjem og se hvad madammen har lavet til aftensmad. Alfred tog sin kasket på og gik ud af døren.

Knud havde aftalt med Luna, at de to kvinder skulle komme ud på Malergården onsdag eftermiddag, og så køre med ham til mødet.
   Det var planen at han ville komme som den sidste til mødet, så de andre ikke fik lejlighed til at få kvinderne at se før det var tiden.
   Karen mobiliserede al sin venlighed, som der ikke var meget af, overfor de to "damer", som nær havde været årsag til hendes og Knuds endeligt i sognet.
   Selvfølgelig kunne det ikke undgås, at de kunne mærke Karens kølighed, men de lod sig ikke mærke med noget. Og da de havde drukket kaffe var det også tiden at komme ind på rådhuset.
   Karen havde det ikke rigtig godt, da de tre kørte.

Knud havde efterladt de to kvinder ude i forrummet til byrådssalen, hvor Linda opvartede dem med en kop kaffe. Hun havde fået besked på at sende dem ind når Knud trykkede på en knap, der fik en klokke til at ringe derude.
   - Dirigenten, som hurtigt opremsede dagsordenen, gav ordet til Knud, der var lidt nervøs da han rejste sig.
   - Kære venner!..., han så sig omkring, og fandt ud af at de var der alle sammen, - jeg har indkaldt til dette ekstraordinære møde, fordi der i øjeblikket løber en del rygter i byen om min mulige fratræden. Har jeg ikke ret, min gode viceborgmester? Knud så hen på Kresten med et syrligt blik.
   Kresten hvilede sin tunge krop på albuerne, der var placeret på bordet foran ham, og smålo nærmest. - Nu du selv siger det, Knud, vil jeg da ikke benægte at have hørt sligt, men fortsæt du bare din tale, så vi kan komme hjem til maden. Han slog en latter op, som vidnede om hans mangel på pli.
   Knud kunne ikke lade være med at komme med et let triumferende smil.
   - Ja, Kresten, det må jeg vel hellere gøre, og der kun et punkt på dagsordenen i dag, min ven, og det handler om os to. Han så ned på Kresten, som holdt inde med morskaben, og så ondt på Knud.
   - Hvad skal der snakkes om mig for?
   - Jae, I havde vel nok alle regnet med, at jeg ville bekendtgøre min demission fra borgmesterposten, men jeg er faktisk kommet her for at forklare jer sagens rette sammenhæng.
   Der gik et sus gennem salen, og der blev dødstille da Knud begyndte sin udredning af hændelsesforløbet, efter det sidste møde.
   - Det er sgu løgn! råbte Kresten, som rejste sig og holdt armene truende mod Knud. - Det kan du ikke bevise, din åndssvage klatmaler.
   Knud havde trykket på knappen, og de to betuttede kvinder stillede sig indenfor døren , og alles øjne blev rettet mod dem.
   Kresten faldt sammen på stolen, som en sjaskvåd karklud, og hans åndedræt blev hurtigere i takt med at farven i hans ansigt blev blegere.
   - Kom herover, i to, og sæt jer der. Knud pegede på noget der lignede en vidneskranke midt i salen.
   - Først vil jeg bede jer om at redegøre for hvad I har gjort. Derefter kan byrødderne stille jer spørgsmål, hvis de har lyst.
   Luna, som var den mest veltalende af de to, forklarede hvordan det hele hang sammen, og at de havde modtaget titusinde kroner af Kresten, og at de havde dem med, da de ikke regnede med det var hans egne.
   Efter deres beretning, spurgte dirigenten om der var nogen der ville have ordet inden Knud fik det.
   Den lille Kasserer, Svend Erik, havde sved på panden, da han bad om ordet:
   - Jeg må komme med en tilståelse, gode fæller. Det er min skyld at Kresten kunne lave dette uhyrlige nummer, og det beklager jeg meget dybt, men det kan vel ikke klare det. Han havde en klemme på mig fra en anden sag, og derfor "lånte" jeg ham de titusind kr. fra kassen.
   Der blev nu en højrøstet mumlen rundt om, og det var lige ved at det ikke kunne lade sig gøre for dirigenten at skaffe sig ørenlyd.
   Det lykkedes dog for Knud igen at komme til orde:
   - Jeg formoder at jeres uro er et tegn på, at jeg kan blive på posten, eller hvad mener I?
   Der blev stille, da barberen bad om ordet.
   - Kære Knud, der er mange af os der har ladet os vildlede i denne prekære sag, og jeg går ud fra at du også har lært noget af den. Det kunne jo være endt galt, om det nu havde sin rigtighed, at du besøgte damen der, han pegede over på Doris, for at tilfredsstille nogle lyster. Hvad du selv tænkte på da du gik op ad trappen, ved kun du og Gud, men du har da heldigvis dit alibi i orden, og selvfølgelig skal du da blive. Det er straks værre med de andre implicerede. De skal i hvert fald efter min mening politianmeldes.
   Han så ud over forsamlingen.
   - Hørt! hørt! hørt! råbte de fleste, og så med nogle hadefulde blikke på både kassereren, Kresten, og de to kvinder.
   Dirigenten bad om at få roen genoprettet, da John havde sat sig ned. Og han gav igen ordet til Knud:
   - Er det ikke et kristent samfund vi lever i?
   De nikkede alle sammen.
   - Er vi så ikke i stand til at tilgive?
   De nikkede igen, men så meget spørgende ud.
   - Så har jeg en god ide. Knud så ud over forsamlingen, der så forventningsfuldt op på ham, som de ville sige: "Og det er"?
   - Jeg vil foreslå, at vi fjerner Kresten og Svend Erik fra deres poster i byrådet, og at vi sender de to kvinder hjem med en meget kraftig advarsel. Jeg ved ikke hvad I mener. Skal foretage en hemmelig afstemning, eller hvad?
   Alfred post fik ordet:
   - Jeg er sikker på at vi er enige med dig, borgmester. Ræk lige hånden op, alle de der er med.
   Han kikkede ned over forsamlingen, hvor nogle rakte hånden hurtigt op, mens andre gjorde det tøvende. Det var Krestens gamle støtter, der nu ikke længere kunne forsvare deres loyalitet mod ham.
   - Der kan du se, Knud, der er ingen problemer, vi er med dig, men pas på, grinede han, - ikke noget med at komme i nærheden af det svage køn, selv om formålet er nok så seriøst.
   Det var en glad og lettet borgmester, der kom hjem til sin kone og børn denne aften. Nu kunne de endelig se en lys fremtid i møde.
   Karen tænkte på, da de var kommet i seng, at nu måtte den forbandelse da være hævet.
   Knud kunne godt se at hun tænkte på et eller andet, men hun så, så glad ud, at han ville ikke spørge.