Karen havde hurtigt vænnet sig til at hendes mand var blevet borgmester, og at hun så kunne tituleres borgmesterinde, noget hun syntes var meget sjovt, men ikke ville bruge.
   Hun var en snusfornuftig kvinde, og mente at hvis de skulle få flere folk til at flytte til byen, skulle der også være nogle pasningsmuligheder for deres børn. Det syntes Knud, var en god ide, som han ville forelægge byrådet på dets møde næste dag.

- Velkommen til mit første byrådsmøde. Knud havde fået ordet af dirigenten, som havde svunget den gamle messingklokke, der stod på hans bord i byrådssalen. - Jeg er ikke så erfaren i politik at det gør noget, men jeg håber da at jeg kan lære noget af jer alle, og ikke mindst af min forgænger, Kresten, som har sat mig ind i arbejdsgangen her på rådhuset.
   Der var mange ting på dagsordenen, og da Knud fremførte ønsket om en ny børnehave, blev der jublet fra tilhørerpladserne, men en mumlen om at det var der ikke penge til, og mange andre undskyldninger kom fra byrådsmedlemmerne.
   - Ok, ok, venner, så må JEG jo sørge for det. Jeg bygger en, og lader Karen bestyre den. Jeg er nemlig overbevist om at det er en af grundene til at de unge nærmest flygter fra sognet. Der er da efterhånden arbejdspladser nok.
   Knud kikkede ud over byrødderne og de mange tilhørere. - I mener måske at vi har nok indbyggere i sognet, og ikke ønsker nogen udvidelse? Han ventede ikke på svar. - Ja sådan kan man også se på det. Det ville da også være frygteligt om vi skulle risikere at der kom nogle indvandrere herud, som har en anderledes tro end os. Knud fremkom med et skævt smil.
   - Hvad tror du sådan en børnehave vil koste, Knud? Alfred post, der var menigt byrådsmedlem, spurgte lidt forsigtigt.
   - det ved jeg såmænd ikke, kære post, men det kan vi da få undersøgt, smilede Knud.
   Det socialdemokratiske medlem, Egon Poulsen, havde observeret reaktionen blandt tilhørerne, og benyttede her chancen til at få lidt medvind:
   - Kan vi være bekendt at Knud og Karen skal punge ud igen? Nej kære fæller, nu må vi sgu tage os sammen, og se at få gang i livet her i byen, vi har sovet længe nok. Hvad siger du ,Alfred post? Lad os høre din mening, du kommer da rundt til os alle sammen.
   Egon satte sig ned og så over på posten, som rejste sig langsomt op og rømmede sig:
   - I det her spørgsmål støtter jeg dig, Egon, og at der bliver et behov for en børnehave, er da indlysende med alle de gravide damer jeg ser på min vej. Han satte sig ned med et smil.
   Der blev en del uro i salen, men forslaget blev vedtaget med et knebent flertal.
   Det gik først helt galt da de var ved at være færdige, og der var en ung fisker, Per Knudsen, der var kommet i byrådet ved hjælp af ungdommens stemmer, som bad om ordet.
   - Ja Per, dirigenten virkede lidt irriteret, og kikkede på uret, - hvad vil du så sige, vi skal jo snart hjem?
   Per rejste sig lidt nervøst, han var ikke den store taler.
   - Når vi nu er ved at lave noget, som vi mener fremmer byens vækst, mener jeg det er på sin plads at vi får et diskotek, og hvad med en grillbar? Det er i hvert fald noget, der kan holde på de unge.
   - Aldrig i livet!
   Kresten afbrød den stakkels unge mand. - Du kan tro nej, Per! Det djævelens værk skal vi ikke ha' her over. Han så rundt i salen, hvor mange gamle kolleger nikkede samtykkende.
   Knud fik nu ordet:
   - Hvorfor egentlig ikke, Kresten? Jeg mener, der er da næsten ikke en by uden at de har en grillbar, eller lignende, og vi kunne sagtens lave den alkoholfri, hvis det ville passe flertallet. Og med hensyn til et diskotek, er jeg overbevist om at det ikke ville møde større modstand, at få det gjort alkoholfri da de fleste besøgende nok vil være under 18 år. Jeg vil godt være med til at investere i en bygning der kan rumme begge dele, og hvem ved, måske kommer der folk fra andre byer for at besøge os, sluttede Knud med et lunt glimt i øjet.
   - Vi må da også tænke på vore turister, der lægger mange penge i vores slunkne kommunekasse, kom det fra barberen, John Larsen, som var valgt af de konservative, og som gik stærkt ind for mere handel i den lille by.
   Byrådsmødet sluttede med, at både børnehave og alkoholfri diskotek med grillbar, blev vedtaget under forudsætning af at Knud ville investere en betydelig del.

- Hvad nu, Knud?
   Karen kikkede lidt bekymret på sin mand da de kom hjem, sent på eftermiddagen, og havde sat sig ud på terrassen.
   - Hvad mener du, lille skat?
   - Det ved du vist godt, min ven. Jeg tænker på alt det du har lovet at investere i. Har vi penge nok til det? Jeg mener, du har ikke malet meget her på det sidste på grund af valget, og jeg er ikke sikker på, at der er så forfærdelig mange penge tilbage på bankkontoen.
   Hun så lidt bekymret på ham.
   Knud slog det hen:
   - Årh, du skal se, der er sikkert nok til det, Karen. Jeg går i banken i morgen, og snakker med dem. Der må være penge nok.
   Karen vidste godt at det ikke nyttede noget at snakke penge med Knud, da økonomi ikke var hans stærke side.
   Hendes bange anelser holdt stik. Der var kun lige penge nok til de lovede investeringer, og låne penge ville Karen helst ikke ind på.
   Knud malede så meget han kunne nå ved siden af sit job som borgmester, der ikke gav den store hyre. Men dels blev det ikke til så meget, og dels fik han ikke mere de priser for malerierne, som tidligere, men alligevel var den lille familie tilfreds med tilværelsen. Ganske vist havde de ikke så mange penge at gøre med mere, men de følte glæden ved at se byen vokse, og bemærkede at især ungdommen trivedes godt, da Knud havde været så fornuftig at tage foreningerne med på råd, med hensyn til klubhuse og lignende.
   En stor del af arbejdet blev udført af medlemmerne selv, og økonomien stod Knud som sagt for, dog skulle medlemmerne gøre hvad de kunne for at skaffe midler. Det foregik ved indsamling og andre aktiviteter. De prøvede også med et bankospil, men der kom næsten ingen til det, så der blev kun arrangeret dette ene.

Kresten og hans ligesindede, var blevet godt gal på Knuds store popularitet, og pønsede på en mulighed for at få ham væltet af pinden.
   - Sådan en skide tilflytter!, hvad bilder han sig ind, at komme herover fra Fyn for at lave om på det hele. Kresten var en dag nede på apoteket efter nogle piller til sin kone, og benyttede chancen til at lufte sin harme over at blive vraget.
   - Nej, det må du nok sige, min gode mand. Apotekeren kikkede ud over sine læsebriller mens han med en øvet hånd pakkede pillerne ind. - Forresten er Ilse en tur inde i Varde og besøge sin gamle mor, hvad med en tår kaffe med en lille klar, Kresten? Det kan vel ikke skade. Jeg har jo altid spritten ved hånden. Arnold slog en latter op, og tog kaffekolben, som næsten altid var varm, og skænkede uden at vente på svar.
   - Nu skal du li'godt høre, jeg har dæleme en god ide, Arnold, kom det fra Kresten efter to store kaffepunche. - Du ved, han er glad for damer. Jeg mener han har da sikkert været i bukserne på både Lillian og hende cirkusprinsessen, så han er nok nem at lokke, hvis vi finder den rigtige, som vil tjene lidt nemme kroner. Kresten slog en skralderlatter op, og så på apotekeren, der sad med et smil på læberne.
   - Ideen er god nok Kresten, jeg kan godt følge din tankegang, men hvad nu hvis den rette sammenhæng bliver opdaget? Så er du, og måske også jeg, i hvert fald færdige i denne by.
   - Arnold, som det er nu, er jeg jo stort set færdig alligevel. Du kan da nok se at jeg ikke har meget indflydelse mere, vel? Jeg kender for øvrigt en pornoskuespillerinde ovre i Århus, som sikkert vil være os behjælpelig. Vi skal bare have fundet på en god historie, så han kan komme i avisen med billede og det hele. Helst med en bar røv, grinede Kresten.
   Arnold var ganske vist Krestens gode ven, men han var også en forsigtig mand, der plejede at tænke sig grundigt om, når han lavede noget.
   - Jeg vil godt støtte dig, Kresten, men jeg vil ikke blandes ind i det med mit navn, hvis det går galt, og jeg synes ikke du skal fortælle andre det, slet ikke vore koner, så går det da først galt.
   - Nej, nej, bette Arnold, der er ingen der får noget at vide. Jeg kontakter ludderen oppe på havnen i Århus en af dagene.
   - Sagde du ikke, at hun var skuespillerinde?
   - Der er nok ikke den store forskel, vel?
   - Hvor kender du forresten hende fra, din gamle buk? Arnold lo så vommen gyngede.
   - Det bekendtskab startede såmænd fra mine unge dage, hvor jeg kørte med fisk, blandt andet, og hvor jeg så kom op på havnen i Århus en gang imellem med nogle der skulle sendes videre. Der var meget ventetid dengang, og da var det at jeg kom i kontakt med de "løse damer". Jeg var forlovet med Agnes, og vi måtte selvfølgelig ikke sove sammen før brylluppet, men det forhindrede jo ikke at jeg havde lysten til det der, du ved nok. Så kom jeg i tanker om at der stod noget om i bibelen, "at det var bedre at kaste sin sæd i en skøges favn, end på herrens mark", og det gjorde jeg så.
   - Hvad har det med ludderen du omtalte før, at gøre nu, Kresten, lo Arnold? Jeg mener, det må da være længe siden det skete. Du har da ikke omtalt noget i alle de år jeg har kendt dig.
   - Nej, men sagen er den, at jeg af og til ringer for at høre hvordan det står til i Århus, og så er det sådan, forstår du at hendes datter er gået nogenlunde i hendes fodspor.
   Ilse trådte ind ad døren i samme øjeblik Kresten var på vej ud.
   - Goddaw, Kresten. Nåe, du er nok blevet sendt i byen af Agnes. Hun kikkede ned på pakken med pillerne. - Har du nogle sår, som Arnold har forsøgt at rense, jeg synes jeg kan lugte sprit? Kresten kunne høre sarkasmen fra hendes skarpe tunge.
   Han lod som om han ikke hørte det, og skyndte sig hjem.
   Nu skulle der planlægges.