Det var den mest regnfulde nat i Orchid Bays historie. Det havde regnet de sidste fjorten dage og de fleste steder havde kloakerne givet op, så gaderne flød og stank, men i aften havde meteorologerne lovet at det sidste store skyl ville komme og rense byen. De fleste havde valgt at blive indendøre og håbede på at byen ikke var helt skyllet væk, når de engang vågnede i morgen.
   Jerry var ikke en af dem. Selvom han mere end noget andet ønskede, at han lå ved siden af sin kone i deres dejlige varme seng og lyttede til regnens pisken mod ruden. I stedet havde han havde stået under broen i ly for regnen i snart en halv time nu. Han var kommet i god tid. Der er nemlig ikke noget værre end at komme for sent til en aftale med en udsending fra den skotske mafia.

Jerry var blevet ringet op sent om aftenen af en hæs stemme med en stærk skotsk accent. Stemmen havde beordret ham til at møde op under Sandberg Bridge ved midnatstid. Jerry havde mindet den om vejret, men stemmen sukkede bare og lagde så røret på. Jerry viste, desværre, godt hvad det handlede om.
   Det hele startede for to måneder siden da stemmen for første gang ringede til ham på hans kontor. Den havde sagt at hvis ikke Jerry sørgede for at han tabte sagen imod Colin Shafer, kunne det være at hans bremser pludselig en dag ikke virkede – og det ville jo være et tragisk tab for hans familie. Jerry havde selvfølgelig ignoreret truslen som han plejede. Det var jo ikke første gang en advokat blev truet på livet i Orchid Bay. Dagen efter, da Jerry kom hjem fra arbejde, fandt han hele sin familie kneblet og bundet. Over dem stod der to hættekædte mænd med automatrifler, som venligt mindede ham om deres aftale.
   To dage efter vandt Colin Shafer sagen.
   Tre uger senere ringede stemmen igen og denne gang beordrede den Jerry til at tage en sag, hvor et lille it-firma, ved navn Orangesoft, havde sagsøgt det kæmpe multinationale LN Software Inc. for $ 100 millioner med hensyn til ophavsretten på noget software. Jerry skulle forsvare LN Software og tabe så stort at Orangesoft ville få min. $150 millioner ud af det. Hvis dette ikke lykkedes for ham ville hans børn aldrig nå at få et kørekort. Jerry hadede sin situation, men han turde ikke sætte sig op imod mafiaen en gang til. Hvis han gjorde ville der helt sikket flyde blod.
   Orangesoft vandt $ 173 millioner og Jerry blev fyret.
   Nu var Jerry godt bange og samtidig meget vred over, at han på den måde havde mistet sin så ellers elskede frihed. Men hvad skulle han stille op? Det var jo den skotske mafia han havde med at gøre.
   Han begyndte at starte sit eget advokatfirma op fra bunden. Det var det han altid havde drømt om, men i hans drømme havde han haft et bedre rygte og lidt flere penge til at gøre det med. Alligevel var Jerry godt tilfreds, da mafiaen jo ikke ville have noget at gøre med sådan en lille fisk som ham – troede han.
   For snart fjorten dage siden havde den hæse skotske stemme nemlig ringet til ham igen. Denne gang på hans nye kontor. Den havde fortalt ham at han skulle forsvare Duncan McGrind i en mordsag. Duncan havde været en stor spiller i det kriminelle miljø hele sit liv, men det havde aldrig lykkedes for politiet at få ram på ham. Nu havde politiet så fundet hans ekskæreste i en gyde. Hun havde en kniv siddende i brystet og Duncans fingeraftryk var overalt på kniven, så det lignede en sand henrettelse for Duncan. Problemet var bare at denne her gang skulle Jerry vinde sagen.
   Jerry forsøgte at forklare at sagen var håbløs og at deres eneste chance var at gå efter at kalde ham sindsyg i gerningsøjeblikket. Stemmen insisterede på at Duncan var uskyldig og at det var Jerrys pligt at bevise det. Hvis ikke det lykkedes for ham så ville hele hans familie dø smertefuldt for øjnene af ham. Jerry tog selvfølgelig sagen og indtil videre lignede det klart at han ville tabe. Imorgen var den sidste dag inden dommen skulle falde og Jerry viste at det var derfor stemmen ville have at de skulle mødes.

En sort limousine kørte ind under broen og standsede med bagdøren foran Jerry. Ruderne var tonede og Jerry ventede på at vinduet ville blive rullet ned, så han kunne få endnu en trussel. Til hans overraskelse blev døren åbnet og en stemme, som han kendte alt for godt, sagde venligt:
   "Sæt dig ind, Jerry."
   Jerry tøvede et par sekunder og satte sig så forsigtigt ind i limousinen.
   Der var meget mørkt derinde. Jerry kunne kun lige skelne de to skikkelser der sad overfor ham. Den ene skikkelse var skaldet og muskuløs. Den anden skikkelse var tyndere og bar en bowlerhat. Jerry lukkede døren efter sig og bilen begyndte at køre. Manden med bowlerhatten kiggede ud af vinduet på den regnfyldte nat.
   "Regn. Så vigtig for vores overlevelse og samtidig så hadet." Jerry genkendte den skotske accent.
   "Kender du den følelse, Jerry? At være en hadet nødvendighed?"
   "Jeg er jo advokat." Sagde Jerry og gjorde sit bedste for at skjule sin frygt.
   Manden med bowlerhatten begyndte at grine og den skaldede mand fulgte ham kort tid efter.
   "Præcis Jerry. Præcis."
   Manden med bowlerhatten stoppede med at grine.
   "Hvordan går det med familien, Jerry? Går Vanessa stadig til klarinet hver torsdag?"
   Jerry fik en klump i halsen. Han havde regnet med at de vidste alt om ham, men det skræmte ham stadig at høre det. Han sank hurtigt klumpen.
   "Skal vi ikke hellere komme til sagen? Hvad vil I mig?"
   De to skikkelser kiggede på hinanden og Jerry kunne fornemme at de smilede.
   "Ved du hvem jeg er, Jerry?"
   Manden med bowlerhatten lænede sig frem, samtidig med at limousinen kørte forbi en lygtepæl der badede ham i lygtens gule skær. Jerry blev ramt af en sjæleflængende frygt. Han kendte godt det ansigt. Han kendte det alt for godt. Han havde set det tusindvis af gange i aviserne. Det var selveste lederen af den skotske mafia i Orchid Bay. Manden der havde flere mord på samvittigheden end Den Sorte Død og Stalin tilsammen. En af byens mest magfulde mænd. Duncan McGrinds far: Gorky "Red" McGrind.
   Jerry sank sammen i sædet. Han troede, ligesom politiet og efterretningstjenesten, at Gorky McGrind levede under jorden langt væk fra selve Orchid Bay og styrede sine forretninger igennem håndlangere som hans søn Duncan. Tænk at han turde køre rundt i gaderne.
   Gorky McGrind lænede sig tilbage igen og tændte en smøg.
   "Jeg ved de er usunde – for huden, hjertet, forplantningsevnen og jeg ved at folk omkring mig hader når jeg ryger, men jeg kan simpelthen ikke undvære dem. Vil du have en, Jerry?"
   Gorky rækkede sin pakke med Grand Gold frem. Jerry stirrede bar tomt ud i luften som i chok. Gorky tog pakken tilbage igen og puttede den i sin lomme.
   "Det er ikke mange der ved det, men da jeg kom til byen, for snart 40 år siden, havde jeg kun 10 $ på lommen. Jeg var lige blevet udlært murer og mine forældre havde brugt deres opsparing på at sende mig til Orchid Bay – mulighedernes by. Som man kaldte den dengang. Byen var under stor udvikling og der var byggepladser overalt, så jeg var sikret arbejde. Jeg fik arbejde hos et af byens største byggefirmaer, ejet af en mand ved navn John Stark. Et rigtig dumt svin. Han betalte os aldrig til tiden og det var sjældent vi fik de penge vi skulle have. Vi forsøgte at strejke, men så fik vi slet ingen løn. Vi forsøgte at klage til politiet, men John Stark kendte politiinspektøren. Der var mange der sagde op, men de kom hurtigt tilbage, da de fandt ud af at det var værre andre steder. Intet virkede."
   Gorky holdte en kunstnerpause og tog et langt hiv af sin smøg. Jerry sad stadig som forstenet. Han forstod ikke endnu hvad historiens formål var, men han lyttede intenst.
   "Det var der jeg fik en idé. Jeg kontaktede arbejderne på alle de andre byggepladser i byen og overtalte dem til et komme til et stormøde. Vi sammenlignede vores arbejdsforhold og bestemte os for hvad vi syntes der var fair Med hensyn til løn, arbejdstider og fridage. Kort og godt: Vi startede en fagforening og jeg var formanden. Det virkede alt sammen fint i starten. Cheferne lyttede til os og vi havde indflydelse. Problemet var bare, at med tiden begyndte cheferne at bestikke os i bestyrelsen til at give arbejderne dårlige vilkår, men sige at de var de bedste vi kunne skaffe. Jeg tog selvfølgelig imod pengene, hvem ville ikke det? Men med tiden begyndte jeg at indse at jeg mistede mere og mere inflydelse, som jo var det jeg ville have til at starte med"
   Gorky tog et sidste hiv af sin smøg og rullede vinduet ned for at smiden skoddet ud. I de få sekunder vinduet var åben, var den ellers så stille bil fyldt med regn og blæst. Gorky smed skoddet ud og rullede hurtigt vinduet op. Stilheden vente atter tilbage.
   "Jeg læser mange af de gamle græsk-romerske poeter og filosoffer. Jeg mener at man skal kende fortiden for at mestre nutiden. Der er en poet, Virgil, der skriver: Flectere si nequeo superos, Achaeronta movebo. If I cannot move heaven I will raise hell!"
   Det sidste fik det til at løbe Jerry koldt ned af ryggen.
   "Forstår du Jerry. Da jeg indså at jeg ikke kunne få indflydelse på lovlig vis, fordi det var gennemsyret af korruption, så tog jeg andre midler i brug. Og det har hjulpet mig lige siden. Jeg har mere magt end nogen politiker, flere penge end en sheik og mere respekt end nogen anden i byen."
   Bilen stoppede op på en meget oplyst gade og Gorky lænede sig frem mod Jerry, så han kunne se hans ansigt.
   "Jerry. Har du opnået den magt og inflydelse som du ønskede da du startede på jurastudiet? Har du fået den respekt du har fortjent, som en af byens bedste advokater? Nej, det har du ikke og ved du hvorfor? Fordi du altid har fulgt loven. Når man følger lovens latterlige regler kan man ikke opnå sand magt, men det kan man igennem retsystemet og det er der du kommer ind i billedet, Jerry."
   Jerry kiggede afventende på den skotske mafiaboss. Han var godt klar over hvor han ville hen, men han turde ikke tro på det.
   "Duncan er en idiot. Jeg elsker ham, men han er en idiot. Han laver hele tiden fejl, som jeg skal redde ham ud af. Den her gang er han bare gået over stregen og jeg kan ikke hjælpe ham mere. Han må tage sin straf. Du kan ikke vinde den her sag, men Duncan troede det var muligt, så han sladrer ikke om mine forretninger. Han kommer sikkert til at være glad for fængslet, han vil få masser af magt derinde."
   "Vil du så slet ikke have at jeg vinder sagen?" Spurgte Jerry forundret.
   "Nej, det er umuligt for dig er vinde og det har du og jeg altid vidst. Det som det handler om Jerry er din fremtid, som min personlige advokat. Jeg ved at du er en dygtig advokat, måske den bedste i byen. Du har vist at du kan tabe med stil, du har også vist at du er en overlever og vigtigst af alt, så er du en familemand. Familien er vigtig. Hvad siger du til at komme og arbejde for mig?"
   Jerry havde godt vidst at det var det som McGrind ville frem til og han vidste også godt hvad han ville svare. Men nu, da han hørte ordene blive talt, blev han i tvivl.
   "Du kommer aldrig til at mangle noget og du behøver aldrig frygte nogen mere. Vi vil sørge for at du får et nyt hus, en ny bil og et seniorpartnerskab i vores advokatfirma Shafer, Wilcox & Barton. Det eneste vi beder om er at du til gengæld hjælper mig, når jeg har brug for det. Det her er det bedste tilbud i dit liv, Jerry."
   Gorky lænede sig veltilfreds tilbage og lagde benene overkors.
   "Hvad så hvis jeg takker nej?"
   "Så er du velkommen til at gå og du vil aldrig høre fra mig eller nogle af mine folk mere. Det har du mit skotske æresord på."
   Den skaldede muskuløse mand åbnede døren ud til gaden. Det regnede ikke mere.
   "Hvad vælger du Jerry? Magt, indflydelse, penge og respekt eller din gamle ligegyldige tilværelse?"
   Jerry kiggede ud på den neonbadede by, så slog han blikket ned i jorden.
   "Ved du hvad Mr. McGrind? Jeg læser også nogle af de gamle græsk-romerske filosoffer og poeter. Især Publilius Syrus. Han skriver: Beneficium accipere libertatem est vendere."
   Jerry slog blikket op på Gorky McGrind.
   "Det betyder: To accept a favour is to sell freedom. Du tilbyder mig magt, penge og respekt, men ingen frihed. Min frihed er vigtig for mig og den kan jeg kun få ved at takke nej til dit tilbud."
   Den muskuløse mand begyndte at rejse sig op for at gribe fat i Jerry, men Gorky løftede en hånd for at stoppe ham.
   "Du har truffet dit valg og det respektere jeg." Sagde Gorky med nederlagets bitterhed i stemmen.
   Jerry rejste sig op og steg ud. Limousinen kørte videre og forsvandt i natten. Efter fjorten dage var det endlig stoppet med at regne. Byen var skyllet ren og for første gang følte Jerry sig hjemme.