Gennem Natten


12 år siden 3 kommentarer Noveller

12Dead World - Prolog
Kender du det, når du står knædybt i sne, i færd med at vaske blo... [...]
Romaner · komedie, horror, roman
7 år siden
0Puer Aeternus - del 1 - Kapitel 2
Vesterlandet, 5 år senere · Solen var netop sejlet ind på sit højes... [...]
Romaner
8 år siden
6Puer Aeternus - del 1 - Kapitel 1
Byen ved verdens ende · Tusmørke sænkede sig over landet, og månen ... [...]
Romaner
8 år siden
24Ikke at vælge, er også et valg
Han sad på den gamle, trætte terrasse en mild sommernat, og lytte... [...]
Fantasy
9 år siden
0Lige om snart
Så tidligt og snarligt vi vågner · med ukendte hænder · senede og ben... [...]
Digte
10 år siden
1Midnatstanker om morgendagen, og andre nytt...
Hvis dovenskab var en dyd ville jeg være gud. Hvis druk var mit a... [...]
Blandede tekster
10 år siden
0Erkendelsen af den post-modernistiske sorg ...
En erkendelse presser sig på. · jeg savner dig, jeg længes dig. · kun... [...]
Digte
11 år siden
2P.T.
Jeg vågner i et anonymt værelse · Et bart værelse i en nøgen skikke... [...]
Digte
11 år siden
5Sekundet før kuglen – et stormløb
Du, den døde! Du ser mig - hun ser mig! · Udenfor byen, den grønne ... [...]
Blandede tekster
11 år siden
0Drømmehus
Der var engang en låge · til mit hus · den faldt af for længe siden · d... [...]
Digte
11 år siden
3Gennem Natten
Han kom oppe nord fra. Eller det var i hvert fald hvad han sagde.... [...]
Noveller
12 år siden
0Default
Daler kvaliteten følger mængden. · Det virker kaotisk morsomt · men e... [...]
Digte
12 år siden
0Diapsalmata
En tom skal i en reptilsk vrangforestilling · årsag og virkning, uk... [...]
Digte
13 år siden
0Seldom
we celebrate your broken thoughts with a high-held glass · you see ... [...]
Digte
13 år siden
3Cassandra
Tricky little lies, sitting in a dead garden · Empty little eyes, s... [...]
Digte
13 år siden

Puls: 0,0

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 0
Bo Sejer (f. 1986)
Han kom oppe nord fra. Eller det var i hvert fald hvad han sagde. For at sige det lige ud, så ved jeg ikke hvem han var eller hvor han kom fra, og den dag i dag tror jeg ikke nogen ved det. Han brugte sit kunstnernavn, så jeg kan ikke engang fortælle dig hvad han faktisk hed. Ingen vidste noget om ham, og ingen fandt nogensinde ud af det.
   Jeg ville ønske jeg kunne sige jeg kendte ham bedst af alle, men op til det punkt hvor jeg mødte ham, har jeg kun få ting jeg ved om hans fortid. Han snakkede ikke meget om sig selv, eller i det hele taget. Men hvad han sagde var som en storm igennem rummet, og man kunne se det i folks øjne at der netop var sket noget der ville forandre resten af deres liv.
   Jeg husker tydeligt første gang jeg mødte ham. Jeg var netop gået ud af niende klasse, seksten år gammel. Det var en uge inde i sommerferien, og jeg vidste stadig ikke hvad jeg skulle gøre når ferien var slut. Gymnasiet var hvad alle folk gjorde, og på en måde havde jeg lyst til at følge flokken, men på den anden side ville jeg gerne opleve noget extraordinært før jeg bandt mig til noget bogligt.
   Nogen snakkede om et sabbatår, men det var mere almindeligt at gøre efter gymnasiet og selvfølgelig var der ingen der gjorde det. Et par af drengene fra min årgang begyndte dog at arbejde. Det skal siges de kom aldrig tilbage på skolebænken, så vidt jeg ved.
   Jeg tror godt man kan sige jeg var stille af person. Jeg havde få venner i folkeskolen, og med få mener jeg selvfølgelig ingen. Jeg fulgte med i skolen og lavede mine lektier og alt det som en skolepige forventes at gøre, imens drengene kunne skøjte igennem det hele og stadig komme ud fra eksamensbordet med en okay karakter. Jeg husker at jeg ikke syntes det var fair at det kunne lade sig gøre, og jeg følte mig snydt med de mange hundrede timers arbejde jeg lavede hjemmefra hvor imod de sjældent lavede lektier.
   Jeg vil ikke sige jeg var feminist. Kønsroller sagde mig ikke meget. Det var fortiden, det var mine forældres tid, eller dem før. Min generation var efter Mtv-generationen, efter generation X, men måske alligevel stadig en del af den. Mode er jo et vidt begreb, men det kan vel ikke udelukkes helt at der var en vis mode i visse kredse, der kredsede om emnet depression og død. Jeg var typen der som barn havde haft lange lyse lokker, som jeg havde farvet sort siden jeg var 13 og opdagede den gotiske livsstil. I starten var det musikken, som også forandrede sig, og derved forandrede mig. Men jeg vil ikke sige det var musikkens skyld. Det var min egen skyld, og den fascination der lå i den livsstil som vi var mange der mente passede os.
   Set tilbage i bakspejlet var det selvfølgelig fuldstændig malplaceret at en pige fra den øvre middelklasse skulle have noget at klage over, eller føle sig depresiv over. Men det var i og med hvad det var. Jeg iførte mig sort tøj og sort make-up, hørte Nightwish og fik en sygelig trang efter at føle mig som en del af et fællesskab, som jeg fandt på nettet. Et gotisk chatforum der mest af alt var forbeholdt musik, men i ny og næ også debaterede ting som jeg fandt vigtig i den tid.
   Det var som om jeg ønskede at have noget at klage over, måske fordi livet var for kedeligt hvis man var tilfreds, hvem ved. Jeg kom fra et pænt hjem, med pæne forældre. Begge med lange uddanelser og store løninger, men sjældent hjemme. Måske det var der det gik galt. Ensomheden.
   Da jeg var omkring 15 begyndte jeg at skære i mig selv, og græd mig selv i søvn hver nat. Jeg har fortrængt de fleste minder af de tanker jeg havde på den tid, men de var for det meste om ensomhed og et formålsløst liv. Jeg ønskede ikke at vågne om morgenen, og var bange for at sove.
   Efter niende klasse, en uge inde i sommerferien, kunne jeg ikke klare det mere. Jeg måtte væk. Det gik så hurtigt at jeg kun fik skrabet et sparsomt sorteret udvalg af tøj og diverse pigeting sammen i en taske, før jeg var ude af døren. Jeg løb i lang tid, uden noget mål, før jeg braste sammen i gråd på en kold stentrappe, en øde gade i det indre by. Det var her, tæt på midnat, i den lune sommerbrise der dansede omkring i natten, at jeg mødte ham for første gang.
   Jeg havde ikke set ham komme, eller hørt ham over min gråd, men pludselig var han der. Siddende ved min side på den kolde trappe, og kiggede på mig med de grønne øjne. Han smilede ikke, og sagde ikke noget. Han så bare på mig, men det føltes som om han så direkte igennem mig og vidste præcis hvad der foregik oppe i mit forvirrede hovede.
   Det første han sagde gav ingen mening for mig, noget om en paraply der skulle holde stjernerne fra at falde i natten. Men før jeg så meget som kunne nå at løfte øjenbrynet tilbød han mig en cigaret, og tændte selv en. Der sad vi så, på en øde gade i den øde by og kiggede på stjernerne. Eller, han gjorde, men jeg så mest af alt på ham. Alt ved ham var mystisk, eller måske endda mærkeligt. Han havde langt og mørkt hår, der ikke så ud som om det så meget til en kam. Det var ikke fedtet eller uvasket, men der var noget vildt og uplejet over det alligevel. Hans hud var næsten hvidt som papir, på nær omkring øjnene der var dybe, næsten hule, og med mørke rander omkring som havde han ikke sovet i flere uger. Der var noget uskyldigt over hans ansigt, men også aldersløst. Han kunne være alt fra 18 til 35, men da jeg spurgte hævdede han at han var 23. Det var måske bare øjnene der så gamle ud.
   Han snakkede igen om stjernerne og om natten, og selvom det ikke rigtig gav megen mening for mig, virkede det fortrøstningsfuldt. Hans stemme var dyb og ru, næsten hæs, som morgenen efter en druktur. Men den var fuld af en varm og tillidsfuld nuance, og jeg slugte alt hvad han sagde. Der gik ikke længe, ti minuter højest, før jeg havde fuld tillid til ham og følte at jeg ville kunne fortælle ham alt, og at han allerede vidste alt om mig.
   Jeg snakkede i længe, om mig selv, om min historie og mine problemer og hvad jeg lavede herude, på den øde gade midt om natten. Han sagde ikke noget imens jeg snakkede. Han så op imod nattehimlen, og enkelte gange på mig, flygtigt, før han igen så op. Men jeg vidste at han lyttede intensivt til mig.
   Da jeg endelig løb tør for ord, var det allerede ved at lysne. Han så mig dybt ind i øjnene, og jeg rystede. Han troede åbenbart at det var fordi jeg frøs, og gav mig sin jakke på, tog mig i hånden og begyndte at gå. Jeg følte mig lidt som en lille pige der gik hånd i hånd med min far, og selvom jeg ikke kendte noget som helst til ham, ikke engang hans navn, stolede jeg fuldt ud på ham.
   Han spurgte om han skulle følge mig hjem, men jeg rystede på hovedet hvorefter han sagde han boede et par gader herfra. På det tidspunkt begyndte jeg at blive bange, men jeg fulgte alligevel med.
   Han boede i en stor bygning tæt på havnen. Bygningen var ny og i en post-modernistisk byggestil med glasdøre og en portner indenfor. Det føltes lidt som et hotel, men uden en foye. Inde i elevatoren trykkede han på knappen til øverste etage, og turen derop føltes lang. Han holdte mig stadig i hånden, da elevatordøren elegant lukkede sig op til en lille gang. Der var kun to døre, foruden elevatoren, og han førte mig imod døren længst væk.
   Lejligheden var en kaotisk blanding af det moderne high society og spartansk. Gulvet var af mat marmor med et ildsted, eller pejs, ved den ene væg og køkken i den anden side. Men der var kun få møbler. Et skrivebord, men en bærbar computer og en lille printer, halvt begravet i papir. En sofa og et fjernsyn. Der lå en guitar på gulvet, der så ud til at være ældre end ham selv og godt spillet til. En åben dør afslørede soveværelset, hvor der udelukkende var en uredt seng. Køkkenet var nyt og så dyrt ud, men tilgengæld så det ikke ud til nogensinde at have været i brug. Dets eneste funktion i øjeblikket var et sted hvor tomme ølflasker kunne stå.
   Han sagde jeg så træt ud, og at jeg skulle gå ind og sove. Selv satte han sig ned foran computeren, tændte endnu en cigaret og begyndte at skrive et eller andet.
   Da jeg vågnede igen, op omkring eftermiddagen, var han væk. Jeg prøvede at samle mine tanker og indtryk fra natten før, og følte mig mystisk opstemt. Med sommerfugle i maven og højt humør, gik jeg på jagt i lejligheden efter spor om hvem han mon var. Ved hans skrivebord var der side efter side med ord og sætninger, der efter papirets krøllede tilstand at tyde, var blevet kasseret. Hans computer var upersonlig. Selvom jeg brugte flere timer, kunne jeg ikke finde noget der fortalte om ham. Ikke så meget som et enkelt billede eller en email addresse. Ingen computerspil, eller programmer. Kun et skriveprogram og flere hundrede tekstfiler.
   Da jeg ikke kunne få stillet min nysgerrighed brugte jeg resten af eftermiddagen på at rydde op i hans lejlighed. Det syntes som det mindste jeg kunne gøre, og i øvrigt lugtede det forfærdeligt af sprut og røg.
   Klokken nærmede sig nu otte og han var stadig ikke hjemme. Jeg var netop ved at ville læse noget af det han skrev, da min opmærksomhed blev fanget af fjernsynet og jeg tændte for det. Der var ikke noget godt på, men jeg forsvandt alligevel ind i det.
   Der gik én hel dag før han kom hjem igen. Han havde en pose med sprut i den ene hånd, og to pizzaer i den anden. Han smilede flygtigt da han så mig, men sagde intet. Jeg ville spørge ham om hvor han havde været, men gjorde det ikke.
   Vi spiste i stilhed. Han drak flere øl til, men jeg afslog selv tilbudet. Jeg kunne se han ikke havde sovet endnu. Randerne om hans øjne, var om muligt, endnu dybere og mørkere end før. Da vi var færdige med at spise sagde han endeligt noget, og det var som en sten sank fra mit hjerte, af glæde eller lettelse. Han havde en speciel måde at snakke på, der syntes for gammeldags til hans egen alder. Som en bog skrevet hundrede år før. Men på en eller anden måde, passede det til ham, og hver gang han sagde noget følte jeg at jeg smilede. Ikke bare udenpå, men i hele min sjæl.
   Han snakkede i længe om poesi og litteratur, og jeg lærte at han selv var forfatter, eller digter. Ihvertfald at han skrev, og åbenbart ret godt hvis han kunne leve godt nok til at kunne betale for sådan en lejlighed. Han var måske ikke ligefrem rig, men jeg velstillet var han, eller heldig.
   De næste par dage sad han for det meste ved computeren og skrev. Jeg så ham ikke sove på noget tidspunkt, men han tog nogle piller som han sagde kvikkede ham op. Jeg brugte tiden på at se tv eller snakke. Jeg var ikke altid sikker på om han lyttede, men han så ofte op og smilte stille til mig, som en opfordring til ikke at holde op.
   Vi gik sjældent ud, og når vi gjorde ville det altid være aften, og for det meste kun ned til en kiosk eller for at spise ude. Jeg prøvede at lave mad til ham, men han spiste ikke så meget af det. ikke fordi han var uhøflig, han spiste i det hele taget ikke meget. Man kunne se på hans blik at han for det meste sad langt væk i tanker, og hvis jeg spurgte ind til det sagde han en masse ting jeg ikke forstod. Flygtige sætninger og idéer der ingen mening gav uden for kontekst, men som jeg er sikker på gav mening for ham selv.
   Efter et par uger hvor jeg havde boet hos ham tog han mig med til en fest. Det var en indelukket kreds af intellektuele, kunstnere, musikere og modeller. Det foregik i en penthouse lejlighed, med alt hvad man kunne begære, og jeg nød det. Han præsenterede mig som hans, og jeg ville lyve hvis jeg ikke sagde at jeg måske rødmede lidt i situationen og smilede. Jeg kendte endnu ikke hans navn, og vi havde ikke engang kysset, men jeg følte mig som hans, og ham som min helt egen.
   Men han nød ikke festerne. Jeg kunne se at han hadede hvert sekund han var væk fra sine tanker, og gjorde op med det ved at drikke dobbelt så meget som normalt. Det var ikke den eneste fest vi var til i den periode. Det startede mildt, men endte efterhånden med at det var næsten hver dag. Som om det var en pligt for ham at møde op og diskutere holdninger og kunst. Om hans arbejde, selvom han tydeligvis ikke kunne lide at snakke om det.
   Men lige så pludseligt som det havde startet, lige så pludseligt endte det. Vi sad tilbage i hans lejlighed igen, alene. Han arbejdede ikke så meget mere, eller han skrev i hvert fald ikke så meget. Han sad og stirrede ud af vinduet, fordybet i tanker. På en måde foretrak jeg ham sådan. Især hvis han også snakkede, og jeg kunne få lov at sidde i hans skød imens og se med ud på verden.
   Det var nu blevet August. Jeg havde været der i tre måneder, og jeg vågnede som jeg altid gjorde, i hans seng, alene. Han sad i lænestolen og kiggede ud på verden. Lyset var kun lige akkurat begyndt at komme op over horisonten, og lejligheden var mørk. Selvom det var august var det koldt. Mærkeligt koldt. Han havde drukket. Jeg kunne se flaskerne der lå på gulvet, ren whiskey.
   Jeg tror jeg vidste det før jeg kom over til ham, og måske var det derfor jeg ikke kaldte på ham eller sagde noget. Hans øjne var ikke længere mørke og dybe. Linjerne var fladet ud og han så for første gang ungdommelig og fredfyldt ud. Han smilede og så med glasøjne ud i ingenting. Jeg håber han nu fik sovet.
   Jeg tænker ofte tilbage på den sommer. Om man kan sige han reddede mig, ved jeg ikke. Det gjorde han vel på sin egen måde. Jeg var i hvert fald forandret efter det møde. Jeg begyndte på gymnasiet en uge senere, som blond.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 15/06-2008 19:01 af Bo Sejer og er kategoriseret under Noveller.
Teksten er på 2528 ord og lix-tallet er 28.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.